Artikler af Jimmy

 

Hvorfor er mænd til porno i stedet for parforhold?

Af Jimmy Hansen

Den moderne mand befinder sig i en brydningstid, hvor han har svært ved at finde en solid grund at stå på. Hele det fundament, omkring hvilken hans identitet som jæger og skaffer siden tidernes morgen har været defineret, er smuldret. I dag er kvinder mindst lige så meget jægere og skaffere som mænd, og samtidig kræver de og den samfundsmæssige diskurs, at mænd agerer og er anderledes, end de altid har været. Han skal være i kontakt med sine følelser og udtrykke dem på en måde, som hverken er for feminin eller for knudret maskulin. Og det forvirrer ham langt ind i hans sjæl. På hans skuldre står hundredvis af mandlige generationer, som har gjort tingene efter et maskulint kodeks, som per se har haft en høj værdi i alle institutionslag og på alle samfundsplaner, og pludselig inden for en enkelt generation eller to fungerer det bare ikke længere. De gen-mæssige historiske ekkoer, hans maskulinitet er gjort af, er til revision på alle niveauer, og det har rystet ham i hans grundvold. Den moderne mand har derfor påbegyndt en rejse, som tager tid. Punktum. Kvinder har fra fødslen sort bælte i at mærke sig selv og kommunikere deres følelser, fordi det har været de eneste ”tilladelige” instrumenter, de har kunnet betjene sig af i historiens mandsdominerede samfund. Mænd har bygget broer og været i krig, men aldrig talt om følelser. Og at graduere opad fra hvidt bælte i følelseskommunikation tager bare tid, og det er den bevægelse, den moderne mand befinder sig i. At få gult bælte i følelser og måske senere grønt.

Når så mange mænd således undgår at være i parforhold, er det mindre et bevidst ”valg”, end det er en dyb forvirring omkring hans kønsmæssige identitet og hans retning i forhold til vor tids ressourcestærke kvinder. Som alle andre generationer af mænd før ham bærer han en længsel efter at være betydningsfuld og vigtig i forhold til sin tids kvinder, men har tabt for mange slag i kønskampen og tyr eksempelvis derfor i stedet til den besnærende porno, som udløser så store mængder dopaminer, at afhængighedslignende tilstande indtræder, og han derved indirekte smider håndklædet i ringen i forhold til at manifestere en relation til det modsatte køn. Vor tids mand har med andre ord længsler efter at være noget andet end single og storforbruger af porno, men den identitetsmæssige krise driver ham til netop det.

DSC_0555

Hvordan bevarer man den seksuelle gnist i parforholdet?

Af Jimmy Hansen

Du kan følge Jimmy Hansen på Facebook her.

At bevare den seksuelle gnist er som med mange andre gode ting i livet, at det kræver vedligeholdelse. Hvis du ønsker sort bælte i karate, kræver det daglig træning i lang tid inden gradueringen for at kunne bestå. Men bæltet i sig selv får ikke træerne til at vokse ind i himlen, for holdes færdighederne ikke ved lige, går det hurtigt ned ad bakke. Sådan er det også med seksuelle gnister i et parforhold. I forelskelsesfasen får man alting foræret. Naturen graduerer automatisk parrene sort bælte i gnister og fyrværkeri, hver gang de er inden for en radius af 50 meter fra hinanden. Disse foræringer ophører dog brat, når forelskelsen aftager, og herefter går det desværre op i hat og briller for mange par, for disse gnister skal altså holdes ved lige.

Det er gamle ekkoer, vi slås med

Den besværlige nyhed er, at de fleste konflikter, som dukker op i parforholdet efter forelskelsesperioden, er oldgamle ekkoer fra barndommen iklædt ”pege fingre”-mønstre, hvor smerten ved at gå ind i de ubearbejdede emotioner (ekkoer) bliver oversvømmet af trangen til at give partneren skylden. Og da vi ofte ubevidst roder rundt i de tidlige barndomsår, når vi klasker partneren op af væggen, kræver det selvindsigt og vilje at få ændret på denne trang. Og sker det ikke, foranlediger det ofte en flok destruktive spiraler, hvor den anden per automatik ”er universets største hat”, når der trykkes på knapper. Denne negative bevægelse i kommunikation og følelseshåndtering er årsag til rigtig mange slukkede seksuelle gnister, fordi ens hjerte lukker i lidt efter lidt, når man udøver følelsesmæssig vold over for sig selv og den anden. Denne mekanisme er i øvrigt en af de primære årsager til, at vi i Danmark har en skilsmisseprocent på over 50.

Selvudvikling giver god sex

Den gode nyhed er, at hvis man vælger at glide fra forelskelsesfase ind i et ”jeg er villig til at kigge på mig selv”-arbejde, bliver antallet af seksuelle gnister ikke kun bevaret, men også nuanceret.

Og hvordan det?

At kigge på sig selv betyder, at man tager ansvar. Dermed åbner man også for sindets hemmelige og smertefulde døre (ofte de døre og mønstre, vi etablerede i den tidlige tilknytning). Når det sker, frigøres der energi, samtidig med at den dårlige skam nedbrudes. Og når skammen bliver mindre, åbnes der for et langt større flow i systemerne. De seksuelle energier er vævet ind i vores nervesystemer på kryds og tværs og hægter sig op på vores øvrige følelser. Så når man har følelsesmæssig frihed, har man også seksuel frihed. Det indre arbejde efter forelskelsesfasen inviterer altså til en heling af gamle mønstre og leverer oveni en bonus i form af flere seksuelle strømninger. Derudover bliver det også tilladeligt og måske endda fedt at åbne sig over for hinanden og fortælle om sine hemmelige fantasier og lade det være springbræt til nye seksuelle udskejelser, der kan nuancere lysterne.

Hvordan kan det ske i praksis?

Der er selvsagt tusinder af måder, man kan arbejde med sig selv på, og så længe det virker, er ingen metode mere rigtig end andre.

Et af mine store ryk skete, da jeg kastede mig over det skyggearbejde, nu afdøde Debbie Ford slog sig op på. Når man indleder et parforhold og bliver forelsket, er man enormt betaget, fordi den anden opfylder alle de ting ved en, man i mange år har længtes efter at få opfyldt. Men i virkeligheden er der tale om en form for overførsel, hvor alle de sider, man i sit ”kedelige” dagligdags liv ikke kunne finde hos sig selv, skal opfyldes hos partneren. Man bilder med andre ord sig selv ind, at den anden til evig tid skal give en det, man ikke kunne give sig selv. Men det er som ovenover illustreret en fed illusion. Så i stedet for at lade parforholdet forvandle sig til magtkampe, irritation og seksuel rigiditet eller masser af sidespring, kan man bruge skyggearbejdet til at tage ansvar og derved åbne op for nye typer flow, man ikke anede eksisterede i sin krop.

Eksempler på at bevare polariteten

Når man har indledt den indre rejse sammen, er der skabt et fundament af villighed til at tage ansvar, og derfra er der mange måder, hvorpå man kan pleje polariteten (det der kan skabe seksuelle gnister). Jeg nævner et par stykker:

Nærværsøvelser:

Det gennemsnitlige danske samleje varer 2-7 minutter. Kvinder kan ganske enkelt ikke nå at få gang i kedlerne i det tidsrum. Og når denne akt gentager sig over tid, er der noget, som går tabt. For kvinden bliver forventningen om den trivielle og kortvarige ind-og-ud seksuelle gentagelse, hvor hun dybest set ikke får noget ud af det, til en frossenhed, hvor hun mere og mere stivner og til sidst er så kold, at hun ganske enkelt ikke længere slår gnister. Vi mænd skal derfor have opmærksomhed på meget mere og andet end selve samlejet, når vi er erotiske med vores partner, for så holder vi hende varm årstid efter årstid. Tændingen og liderligheden handler rigtig meget om nærvær fra begges side. Noget så simpelt som at kigge hinanden i venstre øje i tre-fem minutter hver dag uden at udtrykke ord booster begges niveau af oxytocin (lykkehormonet) og knytter en følelse af bånd, der let tænder ild i de nedre regioner.

Der er i dag et væld af bøger og kurser i nærværsøvelser, så bare google løs og kast jer ud i det.

Dosser pornoen:

For megen porno skaber en særlig aktivitet i det såkaldte sympatiske nervesystem, der øger mængden af stressrelaterede neurotransmittere såsom kortisol, noradrenalin og adrenalin, og hæmmer evnen til at levere ”nærhed og rolighed” fra det parasympatiske nervesystem. Det til sammen bringer en længere og længere væk fra nuet. Ved at gå all in på pornoen bliver man med andre ord ”mental” i sin seksualitet og skaber en afstand til det gnistrende underliv, som er fundamentet for autentisk liderlighed og livlighed.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke er fortaler for, at porno er forkert. Det kan være en skøn og nødvendig stimulans. Det handler om balance. For hvis man seksualiserer (flygter fra sine følelser), når man surfer porno, er det en bedre seksualinvestering at gå ud i skoven og råbe sin vrede ud, hvis man er tosset. Eller være med sin melankoli, hvis det er ked af det-heden, der presser sig på.

Hvis du er gal på din kæreste og takler din forsmåethed på en indadvendt måde ved at onanere til porno, kan der let skabes en unødvendig afstand til jer, hvor du får så store dopaminbelønninger fra pornoen, at hun faktisk bliver ”uinteressant”. Og det er der, faren bor. Så balance er nøgleordet.

Gå til dans:

Mange danske par havner i en form for leverpostejsvirkelighed, hvor kvinden giver lidt, og manden så tager lidt, og de så bytter lidt rundt, osv., osv. Den polaritet, der gnistrede ved parforholdets start, er forsvundet i børn, madpakker og havearbejde. Ved fx at gå til tango genfinder man de kønsroller, de fleste af os længes så meget efter. Kvinder elsker mænd, der kan føre, og mænd er vilde med kvinder, der giver sig hen. Og det er en af tangoens essenser. At være sammen til stede i nuet og fuldkommen overgive sig til musik, trin og mandens føring.

Mulighederne er mange. Det handler bare om at være kreativ og tænke polaritet, nærhed og åbenhed ind i jeres daglige gøren og laden.

God fornøjelse.

DSC_0546

Slut med sex uden ømhed

Tak til min gode ven Kenneth Heller Pedersen for billederne. Han er i dag finansieringsrådgiver, men slog sig tidligere op som professionel fotograf

Af Jimmy Hansen

Der er sikkert de, som vil påstå, at jeg er blevet kedelig. Vor tid emmer jo af opfordringer til at smage på så mange frugter som muligt; åbne forhold, swingerklubber, dynamiske relationer, fetichfester hvor man går all in med alverdens partnere osv. Og tro mig, som tidligere sexafhængig, har jeg fået min andel af kirsebær. Men nu er det altså slut. Jeg gider ikke længere bolle med alle mulige fremmede. Der skal være kærlighed med i billedet, før jeg vil tænde op for min seksualenergi.

Men how the f… har jeg kunnet gå fra at ville nedlægge praktisk taget alt af hunkøn med en temperatur på 37 grader til ikke at gide det mere? Eller til kun at ønske at gøre det, når mit hjerte og ømheden er involveret?

DSC_1445Well, det startede for en del år siden, hvor jeg stod på et diskotek, og for gud ved hvilken gang skannede danserummet for de to kategorier: kærestepotentialer og mulige bollepartnere. Der var ingen i første kategori, så jeg gik i gang med at kategorisere bollepotentialerne på en skala fra 1-10. 10’erne ville jeg af al magt forsøge at få kontakt med i løbet af aftenen, mens 1’erne og 2’erne, sløje som de var, måske kunne bruges som backup. Denne aften, da skanningen fandt sted, blev jeg melankolsk. Det havde jeg nu prøvet før, men følelsen forbandt jeg i dette tilfælde med noget andet. En form for længsel efter at eje mig selv… ”At eje mig selv”… jeg havde ingen anelse om, hvor kraftfuld en virkning disse ord ville få på mit sind og min fremtidige væren i verden, men den umiddelbare konsekvens blev, at jeg drejede om på hælen og spadserede hjem. Trist, uden nye telefonnumre, men med følelsen af, at oplevelsen ville ændre mit liv.

Og det kom den også til. Eller. Aftenen stod jo ikke alene, for min selvudviklingsrejse havde pågået i mange år, men den kom til at fungere som et slags wakeupcall.

DSC_1591Og hvordan er jeg så gået fra at være rygende addicted af kvindekøn til nærmest på eksistentialistisk vis at fravælge den libidinøse omgang med dem og faktisk ikke ”tænde” på det? Når tænde står i citationstegn, er det selvfølgelig for at illustrere, at der stadig kommer ild i min mave, når jeg ser en 10’er på bolleskalaen, men ilden er i dag rundet af noget andet. Den knytter sig op til, at det er fedt at mærke livet i mig, men det betyder ikke, at mit liv bliver fattigere, hvis ikke jeg forsøger at få hende om på ryggen. Faktisk tværtimod.

DSC_1565Så i forhold til spørgsmålet er det ultrakorte svar: mange, mange ting. Fra dynamiske og zeninspirerede meditationer, til selvudviklingsuddannelser, alverdens workshops og masser af relevant læsning. Det i særklasse vigtigste element har dog været at gå i individuel terapi hos oplevelsesorienterede psykoterapeuter. Her har jeg kunnet boltre mig i et sprogligt rum renset for fordomme og føle mig set og værdsat. Og langsomt få mere og mere rigtighed ind i mine systemer. Eller mindre og mindre skam. Min adfærd med kvinder var således et resultat af nogle traumespor, der huserede i mit sind og kørte mig rundt i manegen. Jeg havde en masse ubearbejdet smerte i mit system, som jeg seksualiserede via kvinder. Men da først jeg fik nedbrudt den dårlige skam, kunne vi nærme os traumets center, som blandt andet handlede om, at jeg var blevet udsat for et seksuelt overgreb af to ældre børn i mit barndomskvarter.

I forhold til traumer siger man, at det er den manglende evne til at reagere fyldestgørende på truslen, der skaber traumet, snarere end selve oplevelsen, der forbindes med det. Og det var og blev mit problem. At jeg ikke ejede evnen til at udtrykke mine behov og følelser, når jeg blev udsat for et overgreb, mistede elskede kærester eller oplevede mine forældres skilsmisse. Jeg lukkede tingene inde i mig selv, og netop derfor blev det til traumer, som i forhold til kvinder udmøntede sig i et split mellem min seksualitet og mit hjerte, hvor jeg enten var meget i hjertekontakt eller voldsomt sexfikseret. Aldrig begge ting. Rejsen tilbage handlede således også om at få mere sex ind i mit hjerte og mere hjerte ind i mit sexliv.

Ordene og melankolien på dansegulvet var med andre ord ekkoer i mit sind, som ønskede sig min opmærksomhed.

DSC_1627

Noget af det vigtigste i min rejse har været forståelsen af, at min adfærd har haft en mening. At det faktisk har været mit systems ”geniale” måde at takle mine problemer på. Altså en måde at skabe (dopamin)belønning på, fordi det har gjort for ondt at mærke mig selv. En belønning, der altså i lang tid var nødvendig. Men da jeg først fik adgang til traumets center og senere fik det helet, var den fikserede tilgang til det modsatte køn ikke længere nødvendig, og jeg kunne få en større empati og hjertelig kontakt til mig selv og i sidste ende kvinder.

Slutteligt er det vigtigt for mig at understrege, at dette IKKE er et normativt indspark. Kun en personlig beretning, som har taget nogle tilfældige drejninger. Jeg er altså på ingen måder fortaler for at returnere til victorianske tilstande eller på anden vis præget af en nypuritansk optik. Jeg vil dog påstå, at der på kønnenes mange scoremarker eksisterer kilometervis af ufrihed, som stikker dybere end blot den hedonistiske lyst til at sutte endnu en pik eller trække atter et sæt trusser af en bacardihorny kvinde. En ufrihed, som handler om at være i sine lysters vold (på den dårlige måde) i stedet for at være sig selv tro – hvad det så end betyder for den enkelte.

Og sagt på en anden måde, så var det nødvendigt for mig i årevis at have mange ”dansepartnere” for at blive hel og kunne vælge frit. Jeg ville altså ikke have været det foruden. Men hvis jeg havde indledt karrieren med et 20 år langt ægteskab og fire børn, havde rejsen mod helhed måske været den modsatte. At jeg i dag fik frihed ved at give den gas på swingerklubbernes laklagner eller bytte partnere i stor stil. Sådan er seksualitet og vores individuelle rejser sjovt nok så forskellige.

DSC_1734

Et eventyr i Alaska

September 2013

Alaska. Et af de mest udfordrende steder i verden at operere som pilot. Og det var netop, hvad jeg i en alder af 21 år kastede mig ud i. Egentlig havde jeg et godt job i Minnesota som flyveinstruktør, men på det tidspunkt i livet tragtede jeg altid efter nye eventyr, så en kold martsmorgen i 1990 sagde jeg jobbet op og påbegyndte den lange køretur tværs over USA til Seattle og videre op langs Canadas vestkyst med endestation Anchorage.

1208534_10201387275180392_628620550_n

Alaska sommeren 1990

Alaska er på mange måder et unikt sted. Geografisk er det 2,5 gange større end USA’s næststørste største stat, Texas, og demografisk er det en blanding mellem inuitter, indianere og tilflyttere. De sidste har ofte søgt nordpå for at droppe deres stressede liv i det øvrige USA og for at leve mere i pagt med naturen eller bare med et ønske om at starte forfra af forskellige personlige grunde.

Jeg ville derop, fordi jeg ville være bushpilot. Jeg havde læst et sted, at man ikke bliver rigtig pilot, før man har prøvet kræfter med Alaska. Det skyldtes, ifølge artiklen, mange ting. Vejret er stærkt omskifteligt, og eksempelvis tæt tåge kan opstå på få øjeblikke. Og da der ikke er særlig mange navigationsinstrumenter at flyve efter deroppe, kan man nemt komme på herrens mark, med mindre man har et solidt lokalkendskab. Landingsbanerne er et kapitel for sig. De er ofte formet efter naturens luner, og efter hvor de få åbne pladser er at finde imellem klippelandskab og tæt skov. Tyve meter brede og 1000 meter lange lige asfaltbaner, som i Kastrup Lufthavn, er ikkeeksisterende på de kanter. Vi taler ofte om smalle, bumpede grusstier, der kræver særlige fly at lette og lande fra, fordi de er så korte.

1208798_10201387275020388_1182159039_n

Jimmy som 21-årig ved en cessna 185 (halehjulsfly)

Nuvel.

Jeg ankommer til Anchorage Lufthavn i foråret 1990 og er sikker på, at jeg bliver taget imod med kyshånd, fordi fiske/fangst-sæsonen lige er skudt i gang, og ”de vel i sagens natur måtte mangle en dansk pilot med masser af flyve-selvtillid”. Det gjorde de så ikke. Manglede en sådan person. Faktisk var det kropumuligt at finde et job. Så jeg stod i en situation uden særlig mange midler, uden netværk og uden udsigt til at få et job. Og pludselig meget langt fra det danske velfærdssystem.

Jeg strejfede således omkring en lille måneds tid, og da mine ressourcer var ved at være opbrugt, og tanken om en returbillet til Danmark for alvor pressede sig på, fik jeg et job! Ganske vist i et mindre firma Raven Air, som kun havde to propelfly, men alligevel. Det blev besluttet, at jeg skulle skoles på deres halehjulsfly, en cessna 185, og så ellers indgå i et team, hvor vi fløj rutefart fra Anchorage til de små landsbyer i syd.

Alaska

Alaska, USA’s største stat

Det viste sig at være både heldigt og uheldigt, at jeg fik dette job. Uheldigt, fordi ejeren af Raven Air var en plattenslager, som ikke udbetalte mig løn og dermed bidrog til, at jeg for første gang i mit liv kom til at sulte. Heldigt, fordi jeg de næste to måneder kom til at opleve en form for ekstrem flyvning, man kun læser om i science fiktion-blade, og at mine skills i den grad blev skubbet ud i the outside of the envelope, som det hedder, når pilot og fly presses til det yderste.

Min instruktør, Fred, en veteran, som havde ageret pilot under mange mærkelige krige i Afrika, sagde på et tidspunkt en route, hvor vi kun var ham og jeg og en masse fisk i flyet: ”Son, you don’t have the slightest idea of what flying is all about. When they teach you how to maneuver in the schools they don’t teach you how to fly coordinated.” Og det skulle jeg så. Lære at flyve koordineret. I det øjeblik fløj vi over en flod, og han bragte flyet ned under trætop-højde, så vi altså fløj cirka tre meter over vandet, med træernes kroner over vores vinger! For som han sagde: ”Son, you die here if you don’t use the pedals”, og det havde han givetvis ret i, for en enkelt forkert brug af vores controls ville få os til at powerstalle (et kraftigt stall) og få flyet til at baldre ind i skoven. Tre sekunder efter hans demonstration gav han mig styringen, og jeg havde værsgo at gentage. Det var noget af det vildeste og fedeste ever. Det at hamre et par meter over vandet og følge flodens skæringer igennem landskabet med 250 km/t var ubeskriveligt fedt, som var jeg med i et real life computerspil. Billedet af en elg, der stod midt i floden, og nok var ikke så lidt forundret over den metaltingest, som susede forbi to meter over dens hoved, står stadig mejslet som sten ind i mit sind.

1081906_10201387275100390_1112502747_n

Fred, Jimmys crazy flyveinstruktør

Det var selvfølgelig dybt ulovligt. Men i Alaska skaber man sine egne flyveregler – ad hoc. Som da Fred en dag fik øje på en grizzlybjørn og begyndte at cirkle 10 meter over dyret for at illustrere, at en hunbjørn med unger er verdens farligste dyr, eftersom den angriber alt. Uanset hvad. Og ganske rigtigt stillede den sig op på bagbenene og langede ud efter flyet i stedet for at flygte.

Og sådan stod de i kø. De outrerede flyvebegivenheder. Den sidste oplevelse, jeg vil berette om, var min første sololanding på English Bay.

English-bay

English Bay ved den røde plet

English Bay er en af Alaskas mest berygtede flyvepladser, fordi det er kropumuligt at lande der. For det første skal flyet lægges ind i et 60 graders drej for at undgå at ramme bjergvæggen. Herefter skal man dykke ret kraftigt, fordi landingsbanen er ultrakort, og man altså ikke må miste for meget banelængde i indflyvningen, men samtidig skal man være opmærksom på kastevinde fra bjergsiderne, som let kan puste flyet væk fra den i øvrigt meget smalle bane. Og hvis alt dette lykkes, skal man slutteligt lande på ét hjul, fordi banen bøjer som en banan og så altså hugge bremserne i på grund af den korte længde. Til gengæld blev man altid mødt af glade indbyggere, som kørte en i møde på traktorer, og som var meget snakkesalige og ville høre, hvad der skete i den store verden (Anchorage).

En anden fordel ved at lande på English Bay var, at hav og sø klodsede op på hver sin side af banen, så efter 20 minutters lystfiskeri, havde vi altid to kæmpe laks på krogen. Der kan man altså tale om juicy laksekoteletter.

1208527_10201387275220393_373462596_n

En typisk måde at komme omkring på i Alaska om sommeren – med en vandflyver

Well. Alting har en ende. Og da ejeren Doug som sagt undlod at give mig løn, kom jeg til at sulte og røg ud i det, jeg kalder min første personlige eksistentielle krise. Det havde selvfølgelig ikke kun noget med den manglende løn at gøre, men var bestemt en udløsende faktor.

Det er i øvrigt ret vildt, hvad sult gør ved psyken. Man tænker KUN på en ting, og det er mad. Men efter at have tabt mig 6-7 kilo og stadig med udsigt til ikke at få løn, var der kun en vej tilbage, og det var et opkald til min mutti og overførsel af midler til at kunne returnere til Danmark. At der så ventede mig et stort personligt ”oprydningsarbejde”, da jeg satte mine fødder på dansk grund i juli 1990, var jeg helt bevidst om.  Det fik blandt andet den konsekvens, at jeg senere uddannede mig til åndedrætsterapeut, psykoterapeut og sexolog, og i den sammenhæng stadig bruger nogle af mine rå erfaringer fra opholdet i Alaska.

Men det er unægtelig en anden historie.

DSC_1677

December 2013

Slip pornoen og få et langt bedre sexliv

Af Jimmy Hansen

Jeg er ikke fanatiker. På ingen måde. Faktisk er mine tankesæt ofte præget af dialektik, hvor modsatrettede synspunkter gør det ud for en gylden middelvej. Men når det gælder porno har jeg måttet sande, at det er et rusmiddel på linje med alkohol, stoffer og brugen af pokerborde, og at en middelvej ofte består i komplet afholdenhed. How the fuck, kan jeg nå frem til den konklusion, kan jeg godt forstå, du tænker…

Lad mig lige starte et andet sted.

Jeg fik min første eksistentielle krise for 25 år siden, da jeg kørte hjem fra mit arbejde i Buffalo i USA. Lidt forenklet kan man sige, at mit liv siden da har handlet om at forstå denne hændelse. Altså mit nervesammenbrud i min Buick Skyhawk. Det er efterhånden blevet til mange terapeutiske workshops og uddannelser, og i dag er det længe siden, jeg har passeret den grænse, hvor jeg generelt har det rigtig godt. Alligevel har der altid været en node i symfonien, som ikke har passet ind. En sten, der har værket i skoen i en form for irriterende gentagelse af et gammelt, ubevidst mønster. Men hvad og hvorfor?

Det er dog ikke helt let at kvitte pornoen

Jeg er tidligere sex- og sukkerafhængig, så forståelsen af afhængighedsproblematikker og måden, hvorpå man takler og slipper dem, har jeg uden tvivl sort bælte i. Pornoen derimod har jeg stædigt holdt fast i og betragtet som noget uskyldigt. ”Det sker der ikke noget ved”, lød mine tanker, når jeg surfede på nettet efter alskens bizarre billeder og hev mig selv i et-tallet. Men et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg via pornoen seksualiserede mine følelser (flygtede fra dem), og at hvis jeg for alvor skulle ”komme hjem til mig selv” og få det kærligheds- og sexliv, jeg altid har drømt om, måtte jeg slet og ret kvitte den. Eller i hvert fald forsøge, for siden jeg som 13-årig fik smag for pornoblade har jeg aldrig prøvet, hvordan det igennem længere tid er at være pornofri.

Men damn, hvor har det været svært. To år har det taget. At det til sidst lykkedes skyldes ikke mindst et fremragende BBC-indslag, jeg så om emnet. Producenterne af udsendelsen havde fået en hjerneforsker på Cambridge University til at skanne pornoafhængiges hjerner, og det viste sig, at deres belønningsnetværk lyste op på NØJAGTIG samme måde som hos heroinmisbrugere, ludomaner, alkoholikere osv. En af konklusionerne var, at porno er seksualiserende i den forstand, at den bringer en væk fra sine følelser på samme måde, som når misbrugere på eskapistisk vis kaster sig over deres stoffer, hvor de i virkeligheden skriger efter emotionel opmærksomhed.

Mange positive konsekvenser

I dag er det 88 dage siden, jeg sidst har pornosurfet. Og de positive konsekvenser har stået i kø: Jeg har aldrig før haft så meget følelsesmæssig kontakt til mig selv, mit sexliv er ikke set bedre, jeg oplever ikke længere angst, mit søvnbehov er kraftigt reduceret, mit generelle energiniveau er højere, og ikke mindst er jeg stoppet med at seksualisere.

Set i et par-perspektiv er det min fornemmelse, at også mange par ligger under for pornoproblematikken. Altså at når tingene begynder at køre skævt, så tyr manden til porno. Og i starten kan det synes uskyldigt. Lidt netsurfing og en spiller i ny og næ, kan vel ikke gøre så megen skade. Men det tager altså om sig, især hvis pornoforbruget er en flugt væk fra det irriterende, uudholdelige skænderi med konen. Så ja, det er som at tisse i bukserne en kold vinterdag, og videnskaben begynder efterhånden at bakke solidt op om disse antagelser:

 

DSC_1693

En vej ud af sexafhængighed

Af Jimmy Hansen

Du kan følge Jimmy Hansen på Facebook her.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg har været sexafhængig. Men jeg ved, at lidelsen har haft enorm betydning for mit liv og min omgang med andre mennesker. At have sex som primært omdrejningspunkt i sit afsæt i verden er faktisk alt andet end cool. Det lægger en overordnet dæmper på ens udfoldelsesmuligheder, fordi alting i en eller anden forstand kommer til at handle om sex og om at få sit næste fix.
Historiens største moralfilosof, Immanuel Kant, hævdede, at man aldrig, aldrig måtte bruge
mennesker som middel, men altid skulle behandle dem som mål. Så altså omgangen med andre ikke må indeholde en skjult dagsorden. Han havde vendt sig i graven, hvis han havde set mig give den gas på Natcafeen eller på en bar i Kødbyen. For mine udvekslinger med det modsatte køn har i den grad været styret af ”middel”, hvor jeg bag de smilende øjne og de komplimenterende ord har haft ét projekt i hovedet, og det er en tur i kassen og så videre i teksten.

Hmm.

Men det har en pris. Den adfærd. Og det er, at jeg dybest set ikke har lyttet til mit hjerte. At fixet fra hjernens belønningscenter har haft større værdi end hjertets sprog. Og når hjertet ikke er med, farer man som menneske vild og bliver halt i sin gøren og laden.

Sexafhængighed er komplekst
Hvorfor så ikke bare tage sig sammen og vælge kærligheden, kunne man spørge.
Og det umiddelbare svar er, at det er sværere at kvitte sin sexafhængighed, end det er for en heroinjunkie at blive clean. Og at der bag ved afhængigheden næsten altid ligger en sjælesorg i form af et traume, PTSD eller andre følelsesforvirringer og driver sexmotoren som et af universets sorte huller, der altså ikke lige er til at styre endsige stoppe.
Fænomenet sexafhængighed er med andre ord en kompleks størrelse, og da der er næsten ligeså mange bevæggrunde til lidelsen, som der er afhængige, er der ikke noget at sige til, at terapeuter og sexologer ikke kan enes om en passende definition.
For mit eget vedkommende er det et potpourri af mange forskellige omstændigheder, som har ledt mig ud i misbruget. Én afgørende begivenhed synes at være, da jeg som ti-årig oplevede et seksuelt overgreb fra to ældre børn i mit kvarter. Men da jeg er vokset op i en sund kernefamilie med masser af kærlighed, var det først som 18-årig, hvor mine forældre blev skilt, jeg mistede min kæreste og min drømmeuddannelse gik fløjten, at jeg lukkede mit hjerte i.
Og det har sådan set været den grundlæggende kamp (traume) i mit 44-årige liv siden da. At jeg periodevis åbner mit hjerte, men at trangen til den seksuelle dopaminbelønning har været større end modet til at være sårbar med en kvinde. Det kaldes også gentagelsestvang og har både en positiv og negativ funktion. På positivsiden forsøger systemet at få tingene fra fortiden op til overfladen, så de kan heles, mens den negative side af mønten er, at jeg og andre sexafhængige retraumatiserer os selv, så vi reelt forstærker det traume (eller andet), der ligger i systemet, når vi doper os selv og er udagerende.

Købmandshandel med kærlighed
For mange typer sexafhængigheder gælder det således, at man ikke kan dossere sig ud af
tilstanden, men må væbne sig med tålmodighed og næsten altid gøre brug af terapi (evt. med medicin som supplement for visse typer impulsive afhængigheder) for at komme ud af misbruget.
Jeg kalder mig i dag ”tidligere sexafhængig”, fordi jeg har arbejdet intenst med dette problem i mange år i form af workshops, terapi, mindfulness og meget andet guf og ikke længere oplever den trance af ufrihed, der er forbundet med at SKULLE have “noget” lige her og nu. Men det største skridt, jeg har taget i retning af at få en sund seksualitet, er, at jeg hver eneste dag udøver tilgivelse i min meditation og sammen med tilgivelsen har taget en kognitiv beslutning om, at det nu er slut med at lukke mit hjerte i. Det betyder, at jeg i dag kan være i kontakt med ”svære” følelser såsom vrede og melankoli uden at skulle søge sexflugt via det limbiske systems neurotransmittere, men bare være med tristheden eller vreden og lade hjertekontakten fungere som guide og rettesnor.
Dybest set var det ikke min fortid og alskens dramaer, der var den afgørende nøgle for mig til at komme videre. Det var købmandshandlen med min kærlighed, som holdt mig fanget.

DSC_0574

En erhvervsleder og en indre-barn-rejse

Af Jimmy Hansen

Det er en af erhvervslivets tunge drenge, der i dag sidder foran mig i klientstolen. Og som det i den ”branche” hører sig til, lider han af stress og har ikke grædt i rigtig mange år. Hans sprog er kontant om end en smule stift i sin rytmik. Ingen tvivl om, at han er rationel højadaptiv, og hans pondus alene fører tankerne hen på en lederfigur med et stort dagligt ansvar. Da hans stress også har givet ham angst, er tiden inde til en større terapeutisk undersøgelse for at finde svar og senere forhåbentlig vækst. Vi indleder med klassisk oplevelsesorienteret psykoterapi og går blidt på opdagelse. Når potentielle smertesteder bringes i spil, bibeholder han en lineær sprogbrug uden nævneværdige følelsesmæssige klangbunde. Og da jeg et stykke henne i terapien foreslår ham en guidet meditation, i hvilken han skal møde sit indre barn, står der ”er du vanvittig” malet i panden på ham. Han nøjes med spagfærdigt at konstatere, at det lyder lidt hippieagtigt. Han er dog for nysgerrig til ikke at prøve, så efter et par indledende vejrtrækningsøvelser, bevæger vi os ud på den rejse, som skal vise sig at komme til at ændre hans forhold til sit indre liv. Et stykke inde i visualiseringen, hvor han går på en strand og møder sin indre femårige dreng, som kommer ham traskende i møde på bare tæer, bryder han hulkende sammen. Mødet med drengen og ømheden, han nærer for ham i dette guidede øjeblik, bringer følelser og nye erkendelser i spil.

Forvandling

Efter meditationen er han som forvandlet. Stemmen har en anden dybtfølt grøde, og adgangen til barndommens erindringer er mere ligetil. Det ”limbiske kick”, han fik under meditationen, har tilsyneladende vækket nogle neurologiske hukommelsesspor, som gør det lettere for ham at navigere tilbage og rundt i fortiden.

Ovenstående, som var en af hans første terapisessioner, blev startskuddet til et liv, hvor meditation og vejrtrækningsøvelser er blevet en fast bestanddel af dagligdagen. Hans angst er i dag helt væk, og stressen er reduceret til ekkoer i sindet, der indimellem dukker op som minder om en livsstil, besnærende som den var, men med alt for store omkostninger.

Hvori består det effektive?

Men hvad er det, der er så effektivt ved at kombinere meditation og terapi? Ingen tvivl om, at de hver for sig kan skabe vækstorienterede resultater inden for praktisk taget alle sindsudfordringer. Men ved at bruge dem sammen, får man et kraftfuldt værktøj, der, når det dosseres klogt og med respekt, sparker døre ind og accelererer vejen mod at være omme på den anden side af ”de tre store” angst, stress og depression.

Min stressede klients forsvar var, at han bildte sig ind at have haft en problemfri barndom, og at han via sit arbejde havde bevæget sig langt væk fra sin sårbarhed og det smertefulde faktum, at han ikke var blevet mødt følelsesmæssigt af sine primære omsorgspersoner. Meditationen gav ham en emotionel forståelse af dette problemkompleks. Og da tårerne kom, faldt angstniveauet, fordi følelseskontakten blev genetableret, og i selv samme bevægelse blev stressen reduceret, da den er gjort af samme stof (manglende kontakt til følelserne). Efter meditationen er en af terapeutens vigtigste funktioner at ”vibrere med” på det hjerneniveau, som er i spil – her især det limbiske system – og være et spejl for klienten, så denne i et trygt rum kan udtrykke sin inderlighed, og et autentisk og fordomsfrit møde mellem klient og terapeut kan finde sted. Og det er her, i netop dette møde, hvor blottelsen er høj og går hånd i hånd med trygheden, at nye neurologiske spor etableres i sindet, og at disse med tiden kan varsle en anden perciperet indre og ydre virkelighed. Lidt senere i terapien var det passende at rykke et subkortikalt niveau op og binde narrative røde tråde fra den meditative oplevelse til barndommens virkelighed og de hertil knyttede kvaler. Man kan sige, at meditationen blev den følelsesåbnende sluse, og terapien en menings- og retorikskabende instans. Denne brug af terapi og meditation i forhold til hjernen og nervesystemets mange lag kan varieres i det uendelige alt afhængigt af klientens temaer.

Østen møder Vesten

I Østen har meditation været alment brugt som sjælelindring i årtusinder. I Vesten har den fået vind i sejlene især efter hjerneforskningens landvindinger inden for komplicerede skanninger af mennesker under meditation og de heraf mange videnskabelige blåstemplinger af den som en sikker vej mod større velvære og lykke. Terapi, som alt sammen har sine rødder i Sigmund Freuds tænkning, har en historik på kun lidt over 100 år, men får i stadig højere grad videnskabens hellige grønne lys i kraft af den megen effekt- og procesforskning, der mest bedrives i USA. I Danmark er det især de to terapiformer EFT (emotionally focused theraphy) og Intensiv Psykodynamisk Korttidsterapi (ISTDP), der går under betegnelserne ”evidensbaserede”.

Som omtalt skal der trædes varsomt, når terapi og meditation kombineres, da det at træde ind i langbølgerummet, som meditationer ofte er gjort af, kan opleves som en bombastisk overgang fra eksempelvis en narrativ samtaleterapi og evokere stærke emotioner, som i værste fald kan få en retraumatiserende virkning på et frossent traume. Men når det er sagt, er det en yderst anbefalelsesværdig kombination, da det har en langtidsvirkende effekt og manipulerer sindet i allehånde ønskelige retninger. Og ikke mindst fordi man som klient får en flok meditative værktøjer, som er lette at integrere i en travl hverdag, og man derved kvit og frit kan udøve aktiv indflydelse på egen helbredelse, når man har lyst.

DSC_1578

Hvad er dine særlige lyster, og hvad gør du ved dem?

Af Jimmy Hansen

Tak til fotograf Jan Igaard for billederne. Læs mere om  ham her.

Du kan følge Jimmy Hansen på Facebook her.

”Der er fetichistiske islæt i de fleste menneskers seksualitet”, siger de to norske sexologer Elsa Almås og Esben Benestad. Smag lige på den, inden du læser videre og med garanti vil opleve dit livs mest mystiske ballonhistorie:

Der er en by i Norge, hvor man sender balloner op i forbindelse med alting. Om det er helligdage, fejring af byens spidser eller en nabos barnedåb, så ryger der festballoner til vejrs. Det er samtidig det sted i verden med flest ballonfetichister. Altså mennesker, som tænder seksuelt på balloner. De får ganske enkelt en kilden i trussen ved synet af himlen fyldt med farverige gummiposer.

0-OpboUQ3kMpzNaP69r7rDT-dHLW4Z7P4q8Xk6Cn09U,UtcnxW8Vo7Imhy1pKktc8KG8A9ritJ1unRsP5QlPlLE,S1dW39AK-W27mrrabF29LRgqrzkLmrS4K9GVMAzqRsA 6UqzLolIX3QfOozbch6AhSgfzkvZBYcUCE30djLQnoA,4gFWPBR9PP2WMy9dL1-ocwyjMjpizoqD9YAjj-NZ5lU

Og hvad kan vi så bruge det til?

At særlige lyster (og perversioner) ofte opstår ud fra tilfældigheder, og at vi ikke kan gøre særlig meget fra eller til i forhold til vores tændingsmønstre. At når kroppen kan nære seksuel lyst ud fra synet af noget så uskyldigt som balloner, kan vi mennesker principielt tænde på hvad som helst; stoleben, skrigende måger og gule hatte. Altså at vi ”fra naturens hånd” kan få foræret mange forskellige tændinger, og at der i udgangspunktet ikke er noget rigtigt eller forkert i dem. De er der bare – som sjove indgange til mulig fornøjelse i seksualitetens navn (naturligvis med udøvelse inden for lands lov og ret).

Perversioner på Brøndby Stadion

Pointen er ikke, at fordi man tænder på fodboldmål, at man så behøver besøge alle kongerigets stadioner, men at man kan vælge at lade tændingen indgå som en seksuel pirring og udforskning i forlængelse af ens øvrige sexliv. Og at det nødvendigvis ikke stopper der. At hvis man tager skridtet videre og fx elsker med sin kæreste op ad målstolpen på Brøndby Stadion, kan det vise sig, at man også kommer til at tænde på hjørneflag. At udleve en fantasi kan avle nye tændinger og nye fantasier. De to forskeres påstand er således, at jo flere forskellige perversioner, man har, desto bedre, for desto mere rig og nuanceret kan ens seksualitet optræde.

Så hvis artiklens bondagebilleder vækker en kilden i din mave og omegn, er det en win-win-situation, da pirringen kan optræde som tankemæssigt seksuelt krydderi eller være katalysator til nye seksuelle eventyr. Der er altså intet forkert i at være en smule pervers i sine tanker og sine systemer, og som de to nordmænd hævder, er det noget de fleste af os alligevel er, så hvorfor kæmpe imod?

fFIt0rsjvfAEhTJcm8bLyh3YCsVW8puZgD8p-Dq2dJs,cFspkjruaUqIC2DvCe_4fOZFbNtp8g4Gk7obVk_KvLA

Ulemper?

Er der ingen bagsider af medaljen i forhold til at have særlige lyster og perverse tanker? Jo, helt klart. Der er to hovedveje, som forårsager skader i sindet på den konto, og de er ”domme” og ”seksualisering”.

Domme:

I forhold til domme skal vi en tur forbi de gamle grækere, og jeg skal nok forsøge at gøre det sexet:

De græske tænkere udmærkede sig ved at bryde med den selvfølgelighed, der var i at have mytologi som overordnet diskurs og udsyn til verden. De tænkte og diskuterede sig frem til mange af de begreber, vi i vores daglige sprogbrug tager for givet som ”demokrati”, ”samfund” og ”stat”. Men i dette “brud” med de farverige guder som kærlighedsgudinden Afrodite eller frugtbarhedsguden Priapos og co. blev der etableret et værdisystem, hvor det at tænke og skabe nye begreber rangerede højere end det, der havde at gøre med krop og følelser. Platon opererer med en kropsmodel, hvor filosofferne symboliserede hovedet (det ypperligste), vogterne var at finde i brystet (der hvor den ædle følelse aggression bor) og altså lavere end filosofferne, og bønderne var så at finde nederst i hierarkiet symboliseret ved maven (hvor de fleste følelser har sæde).

Følelser er lig med seksualitet, og derfor bliver der helt tilbage fra antikken etableret en ”orden”, hvor seksualitet per se er underdanigt tanken og optræder mest ædelt, når den drives af intellektet. Platon skriver i Symposion:

”Den sunde Eros er den higen, der igennem intellektet drager os mod det næste trin.”

At eros er sundest, når den intellektualiseres, vidner om en tankekonstruktion, hvor det bliver nærliggende at fælde domme om den lavere, mere dyriske seksualitet. At bedømme seksualitet efter intellektuel renhed eller ej er således en oldgammel konstruktion, som bliver kanoniseret med Platon via Augustin og kristendommen. I middelalderen og flere hundrede år frem blev al seksualitet, som ikke havde avl for øje, således gjort temmelig patologisk.

Som kulturvæsner har vi altså nogle kraftige ekkoer i sindet, der rammer ind i en historisk ”forkerthed”, når det angår seksualitet ud over det ”normale”.

Summa summarum:

Vi har altid fældet domme over vores seksualitet, men det er først inden for de sidste årtier (Freud var visionær, men stadig normativ i sin seksuelle sprogbrug), at sexologer er ved at erkende den rigdom, der er at finde i seksualitetens mangfoldighed, herunder lyster ud over det normale.

Konsekvenserne af at udøve domme over for os selv og vores lyster er etablering af en forkerthed ind i systemerne, der kan føre til skyld og skam og i værste tilfælde forårsage traumelignende fænomener, fordi man derved kommer til at udkæmpe et indre slagsmål –  ”er der noget galt med mig, fordi jeg har de tanker”?

Seksualisering:

At seksualisere betyder, at man flygter fra sine følelser i en seksuel kontekst. I stedet for at deale med sin ked ad det hed, når man er trist, bruger man sit særlige tændingsmønster til at forsvinde fra følelsen.

Og når man kombinerer det at ”seksualisere” med sine særlige lyster, er det en heftig cocktail, som kan minde om det, der sker, når alkoholikere og ludomaner slår sig løs med kirsebærvin og pokerborde. Sindets dopaminbelønninger er i de tilfælde så massive, at det kan udvikle sig til afhængighedstilstande, hvor man fjerner sig fra sit hjerte og ikke længere har empati med i sine seksuelle udvekslinger.

Eksempel: En mand, der som fetich tænder på at gå i dameundertøj, kan, når han bliver rygende uvenner med sin kæreste, vælge at gå på nettet og blive spejlet i sin lyst, i stedet for at takle kæresteproblemerne. Det er ikke et problem første eller anden gang, han gør det, men fortsætter han den færden, kan hjernen på et tidspunkt blive så vænnet til de massive hormonbelønninger, han får ved at finde seksuel tilfredsstillelse via netsurfingens perversioner, at den seksuelle (og følelsesmæssige) lyst til kæresten går fløjten. Han er på vej ind i en net-afhængighedsspiral, som i øvrigt er den måde, hvorpå der i dag skabes flest sexafhængige.

UP3H4_cYJssYjTDYv1uN7920RQehuxlxYKijJMitnOI,e_BBxjYfcF-vT7sp8SDgbn6EIG4phkbszSBopmd8vFU 

Afslutning

Så vær opmærksom på disse to hovedveje til mulige skævheder, og giv den så ellers bare gas.

Selvfølgelig er det ikke alle, som har særlige lyster og perversioner – eller endda sexfantasier. Og det er hverken bedre eller dårlige end at have det. Den overordnede ide med denne artikel, og den bog jeg er ved at forfatte om emnet, er et opgør med den trang, vi som mennesker altid har haft til at fortolke seksuelle lyster ind i en etisk ramme af rigtigt og forkert. Ved at slippe vores stramme neo cortiske kontrol kan vi frigøre masser af energi og få endnu flere lyster og sjov i soveværelset.

Arn9FWQ3qUqp02WqqFmPsj33-zy8LJrngCiGSjwh46Y,9ak4YD3J0u-wRpYTUH8pv1ymUwS8DBZIForD7_PHUWo,QZf3qxWLWXOnh7e2R55Kyb2j9EvdM7B7ROHW8qCH4NE

 

Jeg har født: En artikel om at slippe skam

Januar 2014

Af Jimmy Hansen

Fødslen fandt sted i går tirsdag 7. januar 2014 midt i aftensmaden. Og med tanke på, at jeg har været svanger i 27 år, gik det faktisk temmelig gelinde. Jeg vender tilbage til fødslens omstændigheder, men starter lige med undfangelsen. Da mine forældre blev skilt i 1987, oplevede jeg et form for selvudslettende split. Den kernefamilietryghed, jeg havde kendt til, blev med et sprængt, og som erstatning for min far trådte en ny mand ind i familiebilledet. En person, som var sarkastisk, ufølsom og flere gange truede mig med tæsk. Dette familiemæssige kulisseskift var en af de primære årsager til, at jeg undfangede skammen. Ikke den naturlige, gode socialskam, vi alle sammen er nødt til at have for at kunne manøvrere i den sociale jungle, men den klæbrige og sorte af slagsen. Den, hvor man langt inde i inderligheden tænker, at der er noget galt med en. At ens hele væren på bunden så at sige er forkert.

Skamfuld journalist

Well. Tiden gik, og handlekraftig som jeg altid har været, er det i løbet af de 27 år blevet til masser af uddannelser, jobs og møder en masse med fantastiske mennesker… og alt muligt andet – ekstrovert. Men indeni har der hele tiden været et mismatch. En uoverensstemmelse mellem min maske og det, som har boet i mine dybere identitets-gange. Den omtalte sorte skam. Stemmen, som fortæller mig, at jeg ikke er god nok, uanset hvor meget mit cv er plastret til. Fx var jeg journalistpraktikant på Dagbladet Børsen fra 2009-2010. Og når arbejdsopgaverne kunne diktere, at jeg skulle lave web-tv og altså være ansigt for ret mange seere, iklædte jeg mig naturligvis den velformulerede og venlige journalist-spørge-maske, men indeni følte jeg skam. At jeg nærmest på eksistentiel vis ikke havde ret til at være der, og at min væren foran kameraet (og i verden) var forkert. Skammen gjorde også, at jeg ikke kunne brænde 100 pct. igennem. Den æder faktisk al initiativ, iværksætteri og dybest set kærlighed til livet.

Nuvel.

Jeg har arbejdet benhårdt på mange, mange terapeutiske- og selvudviklingsfronter for at få ryddet op og ”gjort mig rigtig”, som jeg jo fx følte mig, da jeg var en 16-årig ubekymret ejer af en gearet Puck Monza Juvel. Gårsdagens fødsel står derfor naturligvis ikke alene, men varsler et klart skift. Så hvad skete der? I næste uge står jeg for at skulle holde et foredrag om porno og følelser, og hvilke konsekvenser det kan have, hvis man(d) ser for meget porno. Og midt i de tankemæssige forberedelser kom skam-stemmen galopperende. ”Hvad nu, hvis de ikke kan lide mig, og jeg ikke er god nok”. Osv. Den gamle kending. Men i stedet for at forsøge at bekæmpe stemmen via et eller andet kognitivt (positivt) greb gik jeg den anden vej og spurgte, hvad det aller-, aller-, allerværste var, der kunne ske ved foredraget. Og svaret kom prompte: ”At samtlige 35 mennesker ville rejse sig og buhe af mig.” Punktum.

Smerten opstår, når jeg løber fra mig selv

Fødslen bestod herefter i bevægelsen i mine indre oplevelsesgange. For som sagt i stedet for at forsøge at lægge en dæmper på de tilhørende oplevelser i forbindelsen med skam-billedet, blev jeg med mine følelser. Jeg stod ved dem. Jeg mærkede min mave og mit mellemgulv uden at tage tankemæssig stilling. Var bare i nærværet. Og pludselig meldte tanken sig, ”og hvad så?”. Hvad så, hvis 35 mennesker synes, jeg er en hat? Det er der jo egentlig ikke noget farligt i. Det farlige består i, at jeg eventuelt løber fra mig selv i den forbindelse. Løber fra min autenticitet, og hvem jeg er. Så skammen og min fastlåsning har igennem årene mere været et febrilsk forsøg på at gøre noget ved noget, når de negative tanker har meldt sig, i stedet for at blive i min krop. At se tigeren i øjnene, som Peter A. Levine taler om. Fødslen var altså kombinationen af at se det værste billede i øjnene, samtidig med at jeg mærkede og holdt fast i mig selv.

Marianne Williamson har så smukt sagt: Det er ikke mørket, vi dybest set er bange for. Men lyset. Det er i lyset, i blottelsen af os selv, at den dybe skam og frygt viser sig. Og sjovt nok også her, at livet på mange måder begynder.

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress