Jeg gik ned af selvudslettelsens vej

Juli 2018

Jeg begyndte hos Jimmy efter en par-session med min kæreste hvor det blev tydeligt at der var brug for at jeg kunne arbejde fokuseret med mig selv. Jeg havde i lang tid haft kæmpe modstand mod at gå i terapi, da jeg i en stor del af min tidlige ungdom og voksenliv havde mødt utallige terapeuter og behandlere, som havde efterladt mig uden en reel forståelse af hvad det var som gjorde at min livsgnist og mit selvværd var så lavt. Jeg troede at terapien skulle fixe mig. Men da jeg første gang udtrykte min modstand mod at blive fixet og være i terapi fortalte Jimmy mig at det jo netop var det modsatte der var intentionen. Jeg skulle netop ikke få alle følelserne til at gå væk. Det blev et af de mest betydningsfulde øjeblikke i terapien og starten på et samarbejde som jeg er dybt taknemlig for at være en del af hver eneste dag.

På trods af at jeg selv havde uddannet mig til Psyko-motorisk Terapeut og undervejs havde været igennem en intensiv depression, var jeg stadig uden indre støtte som jeg længtes så ufatteligt efter. Jeg støttede mig til mentale redskaber, yoga og meditation, byggede en verden op som var til at kontrollere, men som ikke kunne klare egentlig modstand og som faldt sammen hver gang jeg stødte ind i omverdenens foranderlighed. Jeg kollapsede ind i et sort hul hvor der ikke var adgang til nuanceret refleksion over situationens muligheder og begrænsninger. Det sorte hul var til tider så opslugende at jeg fik selvmordstrang, hvilket gjorde min lidelse ubærlig. Når jeg var psykisk ovenpå var det oftest på grund af en mental opspændthed og en hel del kortisol hvor jeg pressede mig selv ud i at levere præstationer som jeg følte at jeg skulle klare for at bevise at jeg var god nok. En indre kritiker stod på vagt hver gang der var udsigt til modstand eller fejl og skammede mig ud indtil at jeg landede i det sorte hul igen og ikke så nogen grund til at forsøge mig med noget som helst. Jeg kæmpede en indre kamp og jeg var ubarmhjertig i min dom over mig selv.

I min søgen efter svar på disse ubærlige humørsvingninger fik jeg diagnosen bipolar type 2. Jeg følte instinktivt at dette var den ultimative bekræftelse på min fiasko. På nettet kunne jeg læse om symptomerne og den knap så optimistiske prognose for at leve et normalt liv med arbejde, kæreste, børn og fritid. Og det var resten af livet. Muligheden for rent faktisk at komme sig fik jeg først håb om da jeg i en gruppe for nyligt diagnosticerede snakkede om medicin, stigmatisering, kost, motion osv. når man oplevede unormalt svingende stemningsleje. Det budskab jeg fik var at stemningsudsvingene er større og udenfor direkte kontrol uden at man præcis ved hvorfor. Men det kan påvirkes indirekte med tilpas viden om lidelsen, undgåelse af visse aktiviteter på bestemte tidspunkter, regelmæssig søvn, god kost, motion og medicin. Medicin var ikke en mulighed for mig, da jeg frygtede at miste min sensitivitet, som på trods af smerten, er en egenskab jeg værner dybt om. Og da jeg følte at jeg ikke fik nogen reel forståelse for årsagen til depressionen, valgte jeg at søge andre svar på mine oplevelser. I årene efter blev det at føle stor glæde eller dyb smerte forbundet med frygt for at jeg var på vej ned i et hul eller på vej op i en rus hvor jeg var uden indflydelse. Bølgerne var der og nu
kæmpede jeg en dobbelt kamp. En mod mig selv og en mod det system som havde stemplet mig. Jeg fik i en periode hjælp fra andre behandlere til at styrke mit tarmsystem som var påvirket af parasitter, jeg højst sandsynligt har fået på rejser til udlandet. Det løftede mig langsomt ud af depressionen. Men på trods af jeg følte mig rask var jeg stadig skrøbelig. Da jeg senere som nyuddannet blev sygemeldt med arbejdsrelateret stress og kort tid efter fyret begyndte jeg at gå mere intensivt hos Jimmy. Det blev til endnu en erkendelse af at den strategi jeg førte ikke fungerede i praksis og smerten over at miste mit arbejde og min tro på mig selv førte mig dybere ind i de bagvedliggende årsager til stressen. Jeg vågnede utallige morgener med en knude i maven og angst. En angst som ofte dækker over en dyb sorg over at have mistet min far da jeg var barn. Jeg har mærket knuden opløses langsomt når jeg kan tillade sorgens fulde udtryk og at den selv 15 år efter hans død, stadig kan være ubærlig. Ud fra en traume – tilknytning forståelse og gennem øvelser der regulerede mit nervesystem kom der mere og mere indre ro og plads. En ro og plads der byggede på en langsomt opbygget tillid. Tillid til Jimmy og tillid til mig selv. Jeg fik støtte til at mærke mine følelser, øvede mig i at være i kontakt med mig selv og med Jimmy fra et autentisk sted og begyndte at gå i dialog med den kritiske del af mig selv. Det blev dermed tydeligt at der var væsentlige skridt jeg tog inden jeg reelt set havnede i det sorte hul. Jimmy hjalp mig med at se dem, skridt for skridt. Og langsomt blev den indre støtte en realitet. Jeg gik ned af selv-udslettelsens vej​ utallige gange undervejs, men kom tilbage igen med støtte fra Jimmy og hver gang fik jeg en dybere indsigt i denne dynamik. Langsomt blev det tydeligt at der ofte var en følelse eller et behov som jeg ikke kunne tillade eller rumme der igangsatte denne selvudslettelse. Jimmy viste mig at sårbarheden og tårerne er guld værd og at der i denne blødhed ligger ufattelige ressourcer gemt som verden har brug for at jeg viser frem. Så i stedet for at forestille mig, censurere mig selv og undertrykke mine behov og følelser tør jeg nu stå ved dem og mærke dem fuldt ud. Og jeg kan acceptere og rumme når andre ikke kan opfylde mine behov eller rumme mine følelser, sætte sunde grænser og trække mig væk fra situationer som ikke gavner mig. Jeg har nu fået en forståelse af at mine følelser ikke er noget som jeg skal fixe så de kan gå væk, en gang for alle. Men at de tværtimod hjælper mig til at navigere i livet og bringer mig i dybere kontakt med min partner, andre mennesker og mig selv.

Kvinde, 31 år

“Tak”

210517

Og sige tak for mig er bare det ord der virker stærkest i mit forløb hos dig Jimmy
Da jeg første gang tog kontakt til dig var jeg fyldt med skam og var meget ked af mig selv
Mit liv var på det nærmeste ikke eksisterende. Kan huske da jeg for første gang skulle ringe på din dør var jeg ved og fortryde flere gange og havde det sådan i hele vores første session
Men efter flere besøg hos dig og flere lag skrællet af mig er jeg idag bare pisse glad for jeg har truffet dig Mr wingman. For idag er det en fornøjelse og komme hos dig selvom vi til tider kommer ind i nogle dybe lag. Som jeg har det idag kommer det mig bare naturligt og sig Tak. Du er sku en fantastisk mand Jimmy som har vist mig vejen videre i dette vidunderlige liv.
Kæmpe knus fra mit hjerte
Hilsen Kim

Deprimeret jyde: Det hjalp at tale med en københavner

November 2016
Mit navn er Claus, jeg er 38 år og bosat i Nordjylland. Jeg blev for et halvt år siden ramt af en depression. Jeg havde virkelig brug for hjælp til at komme videre. Jeg ringede til mange forskellige psykologer i Aalborg og omegn, men alle havde minimum et halvt års ventetid. Jeg gik derfor igang med at søge på google, og faldt over Jimmy’s hjemmeside. Selvom han er bosat i København, så giver jeg ham et ring. Vi snakker sammen i en 10 minutters tid, og bliver enige om at have en session sammen på skype. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente, kunne en københavner hjælpe en nordjyde som var helt nede i kulkælderen? Og det må jeg svare et stort og rungende JA til. Allerede i første session sporede Jimmy sig ind på hvad hovedårsagen til min depression var, nemlig mit forhold til min kone. Dette gav mig en masse at tænke over. Min kone og jeg har været i parterapi, men det var først da Jimmy stillede de rigtige spørgsmål til mig at noget gik op for mig. Det var hele konstruktionen af mit parforhold som slet ikke fungerede og var den primære årsag til min depression.
Jeg kontaktede Jimmy igen og han ville rigtig gerne have mig til København til en rigtig face to face session. Dette var en meget speciel oplevelse for mig. Jimmy havde tidligere fundet hovedårsagen til min tilstand, men denne gang gik vi tilbage i tiden til min barndom. Min far døde da jeg var 12 år gammel, og ubevidst har jeg tillagt mig en facade som jeg slæbt rundt på lige siden. Jeg har pakket de rigtige og de svære følelser væk i alle disse år. Også her kunne Jimmy hjælpe mig den rigtige vej.
Jimmy har hjulpet mig ud af denne mørke side, og jeg har det meget bedre ude i lyset.
Tusind tak Jimmy, du gav mig den forandring jeg havde brug for.
Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

“Mit selvhad tager over”… Et indblik i spiseforstyrrelsens barske verden

 

Slip kontrollen!

Jeg har en spiseforstyrrelse, der stadig kontrollerer mig, jeg har trang til at kontrollere og straffe mig selv, og mit selvhad tager sommetider helt over. Det var med den baggrund jeg søgte i terapi hos Jimmy.

Under den første session var jeg ret bange, for jeg havde aldrig været i terapi hos en psykoterapeut før. jeg havde på fornemmelsen, at sessionen ville åbne nogle spørgsmål i mig, som ville være svære at håndtere. Og ganske rigtigt, mit selvhad havde grebet om sig, og min måde at forholde mig til mig selv på, var fuldkommen selvudslettende. Jeg holdt mig selv i ekstremt kort snor, forsøgte at kontrollere alle mine handlinger, især angående spisning. Det mindste fejltrin kunne få min verden til at styrte i grus. Samtidigt bebrejdede jeg mig selv, at jeg havde det på den måde, og opførte mig derefter.

Mine følelser forsvandt simpelthen i kontrollen af mig selv. Det var som om jeg forsøgte at kontrollere, hvad jeg skulle føle hvornår. Det affødte en fuldkommen blindhed, overfor mine egne mavefornemmelser. Jeg anede ikke, hvad min krop og mit sind fortalte mig.

Jeg forsøgte at opnå den perfekte udgave af mig selv, ved at regne ud og planlægge, hvordan jeg skulle handle, føle og se ud.

Jeg har før været hos et par forskellige psykologer med speciale i spiseforstyrrelser, men jeg følte ikke sessionerne hos dem rigtigt åbnede mig. Selvom jeg endnu kan blive nervøs inden en session, har mit forløb hos Jimmy været helt anderledes. Han mødte mig i min ”knibe” uden fordomme, uden en forudbestemt dagsorden, men med masser af omsorg, indlevelse, og forhåbninger. Jeg følte mig forstået og lidt, og det var det, der gav mig trygheden og styrken til at dykke ned i mig selv. Ved hver session mødte han mig, lige dér hvor jeg var i øjeblikket. De daglige problematikker stak oftest dybere, og på den måde fik vi i fællesskab italesat og bearbejdet mange af de knuder der gemte sig i mig. I starten af februar 2016 havde jeg endnu en session, men da jeg sad der i stolen, gik det op for mig, at jeg ikke rigtigt havde nogle knuder indeni. Der var en tomhed, men også en god én af slagsen. Vi afsluttede sessionen før tid, og aftalte at holde kontakt hvis jeg skulle få brug for det.

Jeg har i nogle måneder nu følt mig lettere, gladere, og mere tom. Jeg tænker stadig over, hvad jeg spiser, men jeg har lært at fortælle mig selv at jeg er okay, også når jeg har brug for at kontrollere mit mad-indtag. Jeg er blevet bedre til at værdsætte mig selv, og stole på at jeg er god nok lige som jeg er. Det er gået op for mig, at der ikke findes en perfekt udgave af mig, der findes kun mig. Den erkendelse skabte tomheden indeni mig, fordi det samtidigt var en erkendelse af at alle de anstrengelser jeg havde gjort mig, var nyttesløse. Jeg kan aldrig komme til at forudsige livets gang, lige meget hvor meget jeg prøver at kontrollere det. Pludseligt syntes kontrollen af spisning, følelser og handlinger helt betydningsløse. Det var på en måde en kæmpe stor lettelse, men det bragte mig samtidig en anden indsigt i mig selv; at jeg er røv-bange for at miste. At miste mig selv, at miste mit liv, at miste mine relationer. Jeg har et eller andet sted altid vidst det, men jeg har forsøgt at kontrollere mig ud af det, men det kan man ikke!

Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Kvinde 37 år: Nu mærker jeg alle sider af mig selv

 

Jeg startede i terapi hos Jimmy kort efter et brud med min eks-kæreste, som var porno/sexafhængig. Før da havde både min eks og jeg gået i terapi hos en anden terapeut, men da jeg ikke rigtig følte, jeg kom videre, valgte jeg at opsøge Jimmy. Jeg valgte Jimmy både ud fra hans uddannelsesmæssige baggrund og det, at han selv har været afhængig.

I starten af forløbet drejede det sig meget om min eks og hans afhængighed. Jimmy hjalp mig til at komme videre, og undervejs blev jeg mere og mere opmærksom på, hvad min del af det hele var. Således gik terapien fra at dreje sig meget om min eks-kæreste til at dreje sig mere og mere om mig og mine mønstre mv.

I terapien med Jimmy er jeg blevet meget bedre til at mærke mig selv og min krop, så jeg nu ikke kun lever i hovedet men også har kroppen med. Jeg har dermed fået langt bedre kontakt med mine følelser og kan leve mere autentisk. Jeg er kommet i kontakt med nogle ting, som har betydet mere for mit liv, end jeg anede, og jeg har lært at give mig selv lov til at mærke de ting, der gør ondt i stedet for at lægge låg på og kun være i de gode og glade følelser.

Kvinde, 37

Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

 

A recommendation for Jimmy

The following is the words from a client of mine in Canada

May 2015

A recommendation for Jimmy

My journey in therapy with Jimmy started about 6 months ago.  My husband had started with Jimmy several months before that, as a transition from our couple’s therapy (different therapist) to start to focus on individual needs. I eventually followed suit, as some of what they were working on together had deep impacts in the dynamics of our marriage.

To explain, my husband and I have a bit of an extraordinary lifestyle, with myself being Canadian, my husband being Danish, and both of us travelling extensively, often internationally for work, family and personal.  I cannot stress enough that the ability to work with a skilled therapist almost no matter where in the world you may be has been hugely valuable. My husband and I consider ourselves blessed to have this opportunity.

My first intention with asking to work with Jimmy was to focus on my marriage and relationship with my husband, but soon it became apparent to me that I had a gentle, compassionate and exceedingly perceptive guide who could help me take a deeper look at my own internal workings. Those echos from the past that I carry with me that subconsciously undermine my relationships and hijack my emotions, despite my extraordinary attempts to control everything and project a very good looking façade to the world.

Kanchanaburi, Thailand. Foto: Jimmy Hansen

Kanchanaburi, Thailand. Foto: Jimmy Hansen

 

Jimmy has helped to walk me through and finally start to fully heal from deep grief related to the traumas of failed fertility treatments, especially a heartbreaking miscarriage of our twins two years ago and my own related stalled grief, and the hurt that such a loss can descend on a marriage.

He is helping me to reconnect to the gentle and sensitive child in me that has been covered up and cut off while attempting to present a face to the world that I am cool, confident and in control. Yet it is that sensitive part of me that is so important to the core of who I am, and a part of me to be appreciated and nurtured. This part of me has been cut off in an attempt to deny and compensate for the impacts of what a dysfunctional broken family has on a sensitive child, and extreme breaches of boundaries that have occurred throughout my youth and young adulthood. Essentially, with the help of Jimmy, I am deconstructing the brick wall that I have built up to protect myself, because at the same time this brick wall also blocks out those I love and cuts me off from fully experiencing life.

My husband and I continue to be work in progress, but we are making great strides in better communicating and recognizing our needs, the real human needs that we each have, rather than just reacting AT each other – which is no small feat!  I also see the powerful personal growth and development in my partner, and that is inspiring.

In summary, I would highly recommend Jimmy, and I am delighted that his talents can be appreciated beyond the borders of Denmark. You will find in him a caring, empathetic and astute individual that deals out a potent mixture of no-nonsense therapy mixed with deep compassion and connection.

Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

 

Pornoafhængig mand: Bryder andre mænd også grædende sammen?

 

Af Jimmy Hansen

…fik jeg stillet som spørgsmål af en af mine mandlige klienter på hans vej ud ad døren.

Egentlig var det slet ikke hans plan at græde. Ligesom mange andre pornoafhængige mænd kom han i terapi med den intention, at hans skæve forhold til porno skulle elimineres som en anden betændt byld. Derfor kan det selvfølgelig virke desto mere overvældende, når han undervejs finder ud af, at ”bylden” ikke sådan lige er til at skære væk. At den faktisk huser flere nuancer, end han lige havde troet, og at adgangen til noget af hans følsomme jeg netop skal ske via pornosiden.

Det lyder måske kryptisk, så jeg sidespringer et øjeblik for at forsøge at skabe sammenhæng. I mange år var jeg selv afhængig af porno, og i næsten lige så lang tid kæmpede jeg for at finde hoved og hale i, hvem jeg var og ikke var i den kontekst. Det var mildt sagt en kompleks rejse, hvor jeg har lagt en brik ad gangen i takt med mine mange forskellige tiltag over emnet, til hvad der i sidste ende viste sig at være et temmelig stort puslespil.

Det i særhed største skridt skete dog, da jeg erkendte, at min brug af porno havde et sprog. At det ikke bare var en dårlig vane, som kunne fjernes med en bestemt type dogmatik eller dossering, men en adfærd jeg i tidernes morgen havde tyet til som svar på mit sinds vanskeligheder. Og at tidens omstændigheder gjorde denne taktik så automatiseret, at pornoforbruget blev et svar på snart sagt alle livets udfordringer. Ligesom min klient lavede jeg en fortælling om, at pornosiden var min store bussemand. Dilemmaet var således, at jo mere jeg forsøgte at skære den fra, altså pornosiden, desto højere blev den oprindelige spænding. Så da jeg begynde at knytte et andet narrativ ind i min pornoside, kunne jeg løsne op for dens jernhårde greb om mit sind og derfra var en anden omgang med porno i stand til at flytte ind.

I dag vælger jeg at se porno, når det passer mig. Og ikke som en tvangsmæssig emotionel omstændighed, der er krænget ind over mit sind 24-7.

Foto: Dr.dk

Foto: Dr.dk

Så: Mænd tropper ofte op i mit terapirum og meddeler mig, at de vil have en skovlfuld redskaber til at fjerne deres pornoside. Til det svarer jeg altid, at det ikke er en vare, jeg har på hylden (og at det i øvrigt står dem helt (vederlags)frit for at gå deres vej, skulle de ønske det). Til gengæld tilbyder jeg dem at tage på en opdagelsesrejse. En rejse, hvor vi skal finde ud, hvem pornosiden er for en størrelse, hvorfor han trådte indenfor i stuen, og hvad omstændighederne var i den forbindelse.

Til det bruger jeg en bred vifte af redskaber, herunder det gestaltterapeutiske redskab ”stolene”, hvor man som et rollespil spiller forskellige sider af sig selv. Altså… jeg sætter mig på en skammel vinkelret på to stole, og så spiller klienten de forskellige sider af sig selv ved at vandre frem og tilbage imellem stolene. Det vil så ofte være pornosiden, der er i en stol og en kritisk side af sindet i den anden. En af mange pointer med dette arbejde er, at de forskellige sider af sindet får ubetinget taletid (uden at den anden kritiske side kommer skræppende på banen), og det i sig selv er ofte temmelig forløsende og forsonende.

Og her når vi så frem til min klients tårer. For det var første gang nogensinde, at han over for et andet menneske (og sig selv) havde givet sin pornoside frit lejde og bare talt dens sprog uden fordømmelse. Det i sig selv var enormt skamfuldt for ham, men også lettende. For bag ved den bevægelse boede der en opmærksomhed ind i, at hans pornoside var kommet i kølvandet på hans elskede fars død for 12 år siden. At han ikke havde nogen mennesker at støtte sig til på det tidspunkt, så i stedet for at takle sorgen på ”normal vis” ved fx at tale med andre mennesker, havde han givet sig til at se porno. Rigtig meget porno.

Tårerne, der trillede ned ad kinderne på ham, var således mange år gamle, og havde noget på hjerte. For måske var det første gang, at han for alvor gav sig til at sørge over sin far.

DSC_1567

Foto: Jimmy Hansen

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Account of therapy with Jimmy Hansen

 

Account of therapy with Jimmy Hansen

Around 2 years ago, my life had become a confusing mess. I had gotten divorced 6 years previously, and had moved to a small flat with my kids (whom I saw every other week). Additionally, I had been fired from the job I worked at while going through my divorce, and had experienced many personal attacks from my ex-partner, all of which had taken its toll on my psyche, including my behaviour to those near to me, my work superiors and even up to that date – passers-by.

Things clearly needed to change, as I was beginning to lose my grip on reality. My health had begun to suffer; I was constantly worried, and had totally lost all my self-confidence: both in myself, in life in general and the world around me. To say I was confused was putting it mildly: I could find myself taking a sick day from work, and laying there in the same position on the sofa until day turned to night, my mind jumping through thought-loops on a rollercoaster of worry and fret – the heart beating like a bass-drum.

I had finally plucked up enough courage to tell my Doctor, and she had told me about a psychiatrist, whom I had 4 sessions with. He just listened while I talked and talked, working myself up to a rant, but not accessing any of the deeper feelings behind it. I felt good to get this rage out, but afterwards the misery did not cease. The best advice he could give, was that I should go for long walks, get some sleep and eat healthily. Good advice too, apart from the fact that I didn’t want to go out, feeling safer indoors – I couldn’t sleep for worrying – and had absolutely no appetite whatsoever.

My girlfriend, who was studying psychotherapy at the time, got Jimmy’s details from one of her teachers, and I gave him a call. His voice exuded calm as we spoke briefly, and I made an appointment to see him.

Over the course of 5 sessions, during our discussions, Jimmy created such an atmosphere of safety and trust, that it was wonderful to slowly, gently coax answers out of me. Working backwards in time, and by slowly talking, asking, and probing me about my feelings and myself (both emotionally and physically at any given moment in time), we worked together, eventually turning my life-experiences around in order to see them as a) not my fault, and b) as possibilities to learn about myself. I learned that there was nothing wrong with the way things had turned out – that there was nothing wrong in the way I felt – and that I could open myself completely and find out what REALLY had happened to my thoughts, my worries, and my psyche.

The journey, albeit backwards, went thus: I found out that my “best” childhood friend had been jealous of the kind attention his own mother gave to me, and bullied me accordingly, whilst simultaneously being a friend to me. I responded by “cooperating beyond my abilities” so that I wouldn’t lose his friendship, and found myself in the tortuous position of later self-loathing and guilt because of it. This dispelled those feelings and left me understanding him, instead of hating him, and myself.

We also discussed conflicts with bosses in various past jobs. I found out (through analysing my physical and emotional reactions while I recounted these memories) that these issues stemmed from yet earlier situations that I had found myself in, having their foundation in a female teacher, who bullied me at Primary School, when I was 6 years old. Going through the feelings surrounding this (again, both physical and emotional), using empty-chair techniques and breathing exercises, I finally had the chance to give her a “piece of my mind” – something that I had wanted to do for years (and it felt good too!). I realised, too, that the by-product of this bullying had also affected my way of “survival” in later life. This manifested itself by me wanting authority figures, or those in a position of power (or partners, or friends for that matter) to “like me” – whilst simultaneously despising them, and being completely miserable about myself, deep down, with all the “false me” connotations that that contained.

More excavation into my feelings and emotions brought me to understand what I had been doing all along – protecting my inner child, a lovely but shy boy, who I visualised as hiding behind my legs, exactly as I did, all those years ago in the supermarket, when I was with my parents, as they chatted to someone they knew. After examining my thoughts about him (my inner child), I could finally visualise him playing freely on the floor, not hiding anymore.

In 5 sessions with Jimmy, I had excavated a great deal of my life, and every time I left the sessions, I felt lighter than air. At that point, I felt also that it was time to take a break, having touched briefly on the biggest challenge for me, that of suddenly losing my Dad when I was 14, due to a blood clot in the heart.

A few months later, I re-convened with Jimmy for 3 sessions, and “went for it”. I knew it was going to be tough, because I had bottled up this sorrow for 27 years, building “survival strategies” around it and removing myself from situations when things got too much. I had also developed a sense of self-control over it in order to stop myself getting upset – all the things that made me feel even worse and didn’t deal with the problem at all, which meant, of course, total avoidance of the issue. I was simply too scared to “open that box”.

Working with the empty-chair technique, breathing exercises and a picture of my Dad, we worked through the feelings surrounding my Dad’s death, and I talked about his life, as well as about my life at that time. In addition, how I felt about the whole thing and what had happened to me since that day. It was tough, especially when Jimmy asked me to be my Dad, and asked me to give myself advice, as he would have given it to me. This was ground breaking for me: Tough, yes, but immensely liberating, because when he died in 1986, there was no talk in the UK about psychotherapeutic support – we had to just “put on a brave face and deal with it” – and “let time do the rest”. I had waited so long to say the things I said that day.

With Jimmy’s guidance, I felt I have finally been able to steer my sorrow – something that had had a knock-on effect on who I was, and the way I interacted with people from that time onwards. The most important thing for me was to hear that it was OK to feel bad; that it was OK to feel sorrow. I mentioned to Jimmy that I wanted to say goodbye to my sorrow, and his answer I will never forget: It is not about saying goodbye to it, he said. “It’s about saying hello to it, and goodbye to it, and hello, and goodbye: Each time it comes and goes, accept that it’s there, because this has happened to you in your life and there’s nothing that can change it, only the way you perceive it. This will help you in dealing with it when it comes again”. This blew my mind completely. Of course, he was right. It’s all really so simple. But when you’re in it, you can’t see it yourself.

My time with Jimmy was a major step forward to my current state of balance: balance in my head and my heart. Because of this, I feel much more prepared to take on the challenges of life, both professionally and personally. It has filled me with new confidence, and is leading to new paths of self-awareness, self-compassion and an understanding of myself I had, before meeting Jimmy, never thought possible. It has also made me more aware of trusting my body and the way it feels in situations, rather than my head and my thoughts with their constant analysing. Some things just are – they do not always have to be understood at all. Thinking along these lines has chilled me out immensely. I feel I can better tackle awkward conflicts or misunderstandings in a working situation, whereas before I would spend 3 months analysing it to death. I have become much better in putting myself in other’s shoes and thinking about why they did what they did, whilst simultaneously not being so choked up about it, or sucked into their lives and energies. Earlier I would have taken it much more personally – now it’s like, not really so important at all. Probably the most important thing is that I’ve learned to hold onto myself and understand who I am.

The trust and safety Jimmy creates and the way he listens without judgement is so important to good therapy, and he possesses all those qualities (and more) in abundance. I would not hesitate to talk with Jimmy again if I need to get things “straightened out”, and seriously cannot recommend him highly enough.

  • Thanks Jimmy

Thank you, man! It was equally amazing and full of learning for me to participate in your journey and witness your transformation. It may sound corny, but it was an honor for me to help you through these processes.

Cheers, J.

DSC_1593

DSC_0522

DSC_1673

 

 

 

At være ubetydelig – af Jimmy Hansen

 

Af Jimmy Hansen

Der var engang, jeg følte, at jeg var bedre end andre mennesker. Det var dengang, jeg blev optaget som jagerpilot i det danske forsvar og skulle flyve hurtige fly. Da jeg senere fløj som civilpilot i udlandet, havde jeg samme fornemmelse. At når jeg hang deroppe i luften et sted over det nordlige USA og skulle lande i en lufthavn, var der jordpersonalet, som tog sig af flyene, og så var der os piloter og ikke mindst mig, som var lidt højere på strå.

Jeg er ikke sikker på, hvor ideen blev født hos mig. Måske på flyveskolen, da vi som nyoptagede jagerpilotaspiranter blev fortalt, at vi var cremen af den danske ungdom, fordi vi havde klaret det igennem nåleøjet. Tanken var der nemlig ikke i gymnasiet. Men det er vistnok også lige meget. Den sad der i hvert fald. Ideen om bedreværd. Og det fik enorme konsekvenser for mig. Jeg svævede lidt højere end alle andre og var bedrevidende på snart sagt alle livets forhold. Men en sommerdag i 1989 ændrede alting sig. Livet blev smidt så kraftigt i hovedet på mig, at jeg gik ned med flaget. Nervesammenbrud. I min bil på vej hjem fra et flyvejob. Højt at flyve og dybt at falde kan man vel sige. For jeg skammede mig så meget over denne psykiske svaghed og episode, at jeg ikke sagde noget til nogen. Ingen. Og derfra flyttede skammen ind i mig som fast rejsemakker. Og sammen med ideen om bedreværd kom de to tilstande til at spille en form for bordtennis i mit sind. Fra det grandiose til det selvudslettende. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at få fornemmelsen af at miste mit eget fodfæste.

Det gjorde jeg så også, og i kølvandet fulgte mange års fortvivlelse og søgning efter mening. Men heldigvis fandt jeg den. Meningen. Og hvor underligt det nok kan lyde, så handlede en af de vigtigste fakler i den forbindelse om at erkende, hvor ubetydelig jeg er. Selvfølgelig vil min familie og venner begræde mit endeligt, skulle det ske i morgen, men ellers vil livet, tilværelsen og samfundet, som vi kender det, ikke ændre sig blot det mindste, når jeg takker af. Ikke en tøddel. Og da den erkendelse antog en inderlig resonans hos mig, ændrede mit liv sig. Jeg blev nysgerrig på viden og indså, hvor lidt jeg rent faktisk vidste. Jo højere jeg tidligere havde skræppet, desto mindre vidende var jeg – egentlig. Jeg blev også nysgerrig på mennesker. Måske det er en af grundene til, at jeg trives så godt i mit job som behandler.

Men nok vigtigst af alt blev jeg levende. Og ikke blot en ide om det. Når jeg i dag i vores vinterbadeklub på Islands Brygge falder i snak med en anden vinterbader om stort eller småt, klukler jeg indeni. For livet udspiller sig lige der. Lige midt i udvekslingen af ord og latter og energier. Det samme gælder, når jeg spiser frokost med min mor. Eller med en ven eller veninde. At det er øjeblikkene, der momentant opstår, som er det levende. Som er livet. Det er ikke den selvreflekterende vurdering af mig selv eller andre i kølvandet på et møde. Jo, det kan da være fint nok, men når man som jeg bagved mine problematikker har været dybt angst for at mærke og leve livet, er det en lise bare at være. Hverken mere eller mindre.

højtatflyve

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress