Spørg sexologen

Har du spørgsmål omkring manglende lyst, rejsningsproblemer, sexafhængighed, perversioner, problemer i parforholdet eller tusind andre ting vedrørende dit sexliv, er du velkommen til at sende mig en mail.

Det er anonymt. Du bestemmer selv, hvad jeg skal kalde dig.

Skriv på jimmyhansen51@gmail.com (hvor du i emnefeltet skriver “spørg sexologen”) eller læg en kommentar nedenunder.

Følgende er et læserbrev fra en kvinde, der ønsker forandring i sit ægteskab:

Maj 2015

Hej
Jeg har gået med en depression i et par år efterhånden kombineret med en temmelig dårlig selvtillid og selvværd! Jeg er i psykologbehandling og glæder mig til at have fundet ind til mig selv!
Mit problem er at min mand har valgt at rykke ud af hjemmet, fordi han føler sig udbrændt og er kommet i tvivl om sine følelser for mig!
Han mangler modspil og at få dækket sine behov, både fysisk og mentalt!
Jeg vil så inderligt gerne give ham det, men jeg er bare så bundet af min egen usikkerhed! Jeg vil virkelig gerne kunne evne at smide tøjlerne og forføre ham! Turde at slippe mig selv! Stå i negligé og stilletter og sende ham blikket, ” kom og tag mig Stud”! Det skal lige siges at han er rigtig meget MAND! Og jeg er alt for lidt kvinde! Det ender så med at jeg står i en dewalt arbejdsT-shirt og jokker mig selv over fødderne, imens jeg dunker mig selv oveni hovedet!
Jeg hader det og jeg vil fri af det! Min mand tror ikke at jeg evner det, hvilket jeg har tænkt mig ændre!!
Jeg har dog brug for noget hjælp! Hvad gør jeg?? Jeg er åben for alle tips og råd!
Jeg vil have min mand igen!

Hilsen (forhåbentlig) Den forblivende Kone

Hej (forhåbentlig) forblivende kone

Tak for dit brev. Jeg synes, det er lidt svært at besvare, da der er så mange ubekendte. Men jeg vil forsøge så godt jeg kan og således undervejs stille en hel del hv-spørgsmål.

Umiddelbart sidder jeg med en fornemmelse af, at du blander æbler og bananer sammen, forstået på den måde at du har lavt selvværd og selvtillid, men alligevel ”kræver” af dig selv, at du skal være en uimodståelig housewife, som oser af hotness og sanselighed. Den pointe vender jeg tilbage til om lidt.

Jeg bruger ordet ”umiddelbart” som indgang, da det ikke behøver forholde sig sådan. Så her er et par spørgsmål, du kan arbejde med:

Du har været deprimeret i to år. Det er altså lang tid. Er du sikker på, at du får den ”rigtige” behandling?

  • Er det den rigtige psykolog/behandler (husk, der er mange muligheder)?
  • Er du på antidepressiver eller ej? Nogle gange kan de være gode som støtte, som for mig at se skal være en support på linje med, når man har brækket benet og får stukket et par krykker i hånden på sin vej ud fra skadestuen. Andre gange er man på medicinen i meget lang tid, og det kan være en hæmsko for at komme videre. Så stil skarpt på et evt. medicin-forbrug. Også i forhold til, hvilken type medicin du får. Der er mange slags.
  • Hvad gør du af gode ting for din krop? Motionerer du? Går du til dans? Får du gået nogle lange ture i skoven og trukket vejret dybt ned i lungerne? Får du i det hele taget gjort nogle ting, som løfter niveauet af dine velværds-hormoner (også fx at gå i aromaterapi, saunagus eller boblebad)?
  • Der kan være mange flere spørgsmål af denne slags, men vær selv (kritisk og skeptisk) nysgerrig på, hvad du modtager af hjælp, og hvad du selv aktivt gør.
Par1

Foto: dr.dk

Så er der din mand og dig. Og igen er jeg nødt til at helgardere min udtalelse med et par spørgsmål. For hvad betyder det, at han er udbrændt? Er han stresset på jobbet, og ad den vej kan han ikke overskue jer to, eller er det mange skænderier imellem jer, som har banet vejen for, at der ikke er mere overskud på parforholds-kontoen? Eller er du ikke den sexindbydende nymfe, han i sin tid faldt for? (og hvad var det så han ellers faldt for?)

Hvis det fx er det første (stress på arbejdet), er det jo op til ham at begå noget antistress-work og finde ro i sindet. Men med din udtalelse om at ”han mangler modspil og at få dækket sine behov både fysisk og mentalt” tyder det på, at det er de sidste par forslag, som er aktuelle. Så i det følgende går jeg ud fra, at I ikke har noget seksuelt samvær. Og iklædt de briller, kan jeg godt forstå, at han er frustreret, da mange af os mænd oplever og knytter nærhed og kærlighed ind via det seksuelle rum. Du skriver også, at han ikke får modspil rent mentalt. Har det altid været sådan, eller er det først kommet efter din depressions indtræden?

Du skriver, at han er rigtig meget mand, og du er ”alt for lidt kvinde”, hvilket jo understreger dine første ord om, at du godt kunne trænge til et boost på selvværdskontoen. Men det er altså lidt hårde ord at bruge om dig selv. Ikke mindst set i lyset af, at du er midt i en depression. Ingen (hverken mænd eller kvinder) er særlig sprudlende, når vi er deprimerede. Du skriver endvidere i samme boldgade: ”Du hader det” og dunker dig selv oveni hovedet over din manglende evne til at forføre ham og agere tophot wife. En del af en depression kan handle om den her skarpe moster, du har siddende på skulderen (din indre kritiker), som du helt sikkert har beskæftiget dig med i terapien. Det kan være en spids dame, og hun kan slå ethvert initiativ og seksuel spire ihjel, inden de overhovedet blomstrer frem.

DSC_0126

Foto: Jimmy Hansen

Så hvordan man får ”tøjlet” hende, er en af de vigtige håndtag at dreje på for at få det bedre. Og når du får det, kan du også begynde at føle mere kvindeværd og udstråle noget andet end at være grå mus. En af hemmelighederne ved os mænd er, at ja, vi tænder på udseendet, men vi tænder i lige så høj grad på udstrålingen.

Man kunne også spørge, hvornår vi føler os sexede? For mange mennesker gælder det nemlig, at det føler vi, når vi er selskab med folk, som tror på os, og som får os til at føle os trygge og glade. Når du (og måske I) udstyrer dig med en spænding i sindet, hvor du skal være sexet, men i virkeligheden føler dig utryg over for din partner, kan du komme til at slå for stort et brød op. Du står et sårbart og usikkert sted i livet, og hvis du kræver af dig selv, at du skal levere en vare, der ikke er at finde på hylden i disse tider, kan du gøre spot til skade. Derfor er det vigtigt, at du støttes af dine omgivelser (især din mand) til at få et trygt rum og derfra kan begynde at føle dig sexet.

Så: Jeg mener, vi er ude i en dans på en knivsæg her. For selvfølgelig opfordrer jeg jer ikke til ikke at have intimt samvær, men om at I kigger lidt bagom de her kødelige lyster og forstår, at ja, I skal kæmpe for jeres forhold, men hvis I elsker hinanden, har I også tid til at vente på hinanden. Vente på, at du skal finde din vej og dit sprog ud af depressionen og ind i selvværdet. Og derfra skulle det så gerne blive til en ligeværdig seksuel udveksling, hvor I kan være gensidigt givende.

Tango

Foto: dr.dk. Tango er god medicin til et godt parforhold

Der er mange lavpraktiske ting, I kan foretage jer. Her er et par forslag:

Sensualitetstræning: varighed tre uger. Første uge må I ikke have samleje og skal udelukkende give hinanden toplækker massage (med gode dufte, lækre olier og sexet, afslappet musik). Anden uge er alt andet end samleje tilladt, og tredje uge er der grønt lys til alt. Det vigtigste er her at have fokus på, hvordan I kan være gode ved hinanden.

Dans: Gå til tango eller noget andet parforholds-cool. At manden kan være mand, og kvinden kan give sig hen og føle sig om en sådan.

Nærværsøvelser: Googl det og gå på eventyr. En af de nærværsøvelser, jeg næsten altid præsenterer par for i min praksis, er at sætte noget meditationsmusik på og lade folk kigge hinanden i øjnene uden ord. Nogle gange her i livet bruger vi ordene til at skærme af for vores inderlighed og sårbarhed (især hvis vi har mange skænderier og ”blame-games kørende), og her kan noget så simpelt som at holde øjenkontakten uden ord være dybt befriende og rart.

Og så selvfølgelig parterapi.

Litteratur: Jeg vil anbefale dig at læse Alice Miller ”Det Selvudslettende Barn” og jer begge at læse Sue Johnsons bog om parforhold ”Hold mig”.

Jeg ønsker dig og jer begge alt muligt held og lykke.

Kh, Jimmy

April 2015

Følgende er et læserbrev fra en frustreret pige, som ikke kan nyde intimitet og sex med sin kæreste:

Hej.

Jeg har simpelthen været så ked af det og frustreret de sidste par måneder.
Jeg har en kæreste, og vi har været sammen i 8-9 måneder nu. Vi har det så fantastisk sjovt og godt sammen.
Jeg har haft en meget belastet opvækst, og lider idag af angst, som jeg har været meget præget af.

Jeg har altid været meget seksuelt aktiv og haft meget lyst til sex. Oftest med folk som jeg ikke helt kunne få. Eller hvis jeg har haft noget kørende med nogen, været meget engageret i sexen, nok også for at få bekræftelse. Jeg har nydt det mest, når det har været “på lånt tid”.. Set i bakspejlet, har jeg nok lagt an på fyre for at blive bekræftet. Det er her min angst spiller ind.. Så altså! Jeg har været sammen med mange, været forelsket i mange osv. Og sex har jeg altid nydt og “været god til”..

intimate young couple during foreplay in bed

Men med min dejlige, elskede kæreste kan jeg ikke.. Den første tid havde jeg meget lyst til ham. Men det stoppede hurtigt, samtidig med, at min kærlighed kun er vokset. Jeg bliver genert. Jeg føler at jeg afviser ham konstant. Jeg har virkelig sjælendt lyst, og det er virkelig ubehageligt. Jeg føler, at jeg ødelægger hans selvtillid. For når vi endelig har sex ender det med at blive helt akavet. Jeg ser mig overhovedet ikke som et seksuelt væsen sammen med ham.. Han kender mig så godt. Alle mine facetter, alt. Jeg føler mig nærmest for skrøbelig til at have sex med ham. Det er så frustrerende for mig. Og sikkert også for ham. Hvad kan jeg gøre?
I vinters kom han selv til mig, fordi han var ked af det og sagde, at han ikke følte at jeg tændte på ham, hvilket jeg sagde at jeg gjorde. Hvilket jeg ikke ved om jeg gør siden jeg ikke kan finde ud af at have sex med ham.. Men siden han sagde det blev det lidt værre. Vi havde oftere sex, men jeg tænkte konstant på det og gjorde det udelukkende af dårlig samvittighed. Og her for en måned siden bragte jeg det op. JEg sagde at jeg ikke havde lyst til sex for tiden, og han tog det pænt. Men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at ændre det.  Jeg kan nogle gange få lyst til andre mænd. Det har jeg ikke sagt til ham.

Håber meget på svar

Jeg vil også lige sige, at jeg aldrig har fået orgasme under samleje.. så måske keder jeg mig også lidt, og synes slet ikke at sex er det værd?

Hej

Tak for dit brev.

Du er i stand til at nyde sex, når det er ”på lånt” tid, og det er egentlig kun for at få en form for bekræftelse, men når der er følelser og kærlighed med i ligningen, slår dit seksuelle system bak, og det gør dig frustreret og ked af det.

Og det kan jeg fandeme godt forstå. Det virker, som om du med dit hoved kan se fornuften i at give dig hen til din kæreste og nyde intimiteten, men at din krop li’som bare ikke vil lystre.

Nu ved jeg jo ikke, hvad der ligger i din brug af ordene ”belastet opvækst” og ”angst”, for det er i sagens natur meget individuelt. Jeg møder klienter i min praksis, som er blevet udsat for massive seksuelle overgreb, og de udvikler ofte stærke forsvar mod intimitet, fordi deres tillid er blevet så knægtet. Og i kølvandet på det, opstå der tit alverdens forskellige (seksuelle) mønstre, såsom særlige lyster/perversioner, at have kampmeget trang til at kneppe snart sagt gud og hver mand og alle mulige andre måder, hvorpå følelser på en eller anden måde seksualiseres.

33227186-0194cf57d5962aa9e2af702dc222bdb1

Og med ”seksualisering” mener jeg det fænomen, at man bruger sin seksualitet som trampolin væk fra sin inderlighed. For mig er det at sammenligne med alle de andre afhængighedstyper, vi kender til, såsom cutting, spiseforstyrrelser, pillemisbrug, for meget alkohol, ludomani osv. Og ofte er angsten en fast følgesvend til denne eskapistiske adfærd, fordi man i bund og grund ikke kan mærke sig selv.

Når jeg behandler afhængigheder, starter vi næsten altid med accept. Accept af tilstanden, og accept af at man er havnet, hvor man er. For hvis man slår sig selv oven i hovedet over sin adfærd, gør man ALTID spot til skade – eftersom der i langt de fleste tilfælde har været MANGE gode grunde til at have betrådt den sti til at begynde med. Altså at sindet var nødt til at finde på en form for stimulans for at udholde smerten i hjemmet eller på kostskolen eller where ever.

Bagved accept og verbalisering gemmer der sig en lille skat, nemlig at skammen får mindre styrke. Og man siger jo om skam, at den ikke tåler dagens lys og kærlighed. Og når først man tager livtag med sin skam, så kan man (ofte) begynde at mærke sig selv igen, for skammen er virkelig en af sindets klamme fætre, der kvæler liv.

Brene-Brown-008

Brene Brown taler rigtig meget om gaven ved at kunne slippe sin skam og være med sin sårbarhed

Så: Nu er brevkassesvar jo i sin natur smalle, da jeg har sparsomt med oplysninger om dig, men ud fra dit brev, vil jeg i det følgende konkludere, at der er en sammenhæng mellem det, du beskriver som ”belastet opvækst” og din måde at forvalte din seksualitet på.

Jeg vil starte ”lidt oppefra” og sige, at min brede holdning til de mange (ikke helt så kristne) parforholdskonstellationer, vi ser i disse tider, hvor folk boller til højre og venstre, er yderst velkomne. Så når du skriver, at du har lyst til andre mænd, får du mig ikke til at sige, at det per se er dårligt. Men din problematik er, at det ikke er et frit valg. For hvis du kunne mønstre intimitet og nærhed med din kæreste, og I så derfra valgte at åbne forholdet, var det jo en anden snak.

Så indtil du mødte din kæreste, fungerede spillemaskinen meget godt, da de andre fyre fungerede som en spejling af det, du sender ud (gensidige brugsforhold). Men da denne her skønne fyr træder ind i dit liv, og han ikke er et seksualiseringsobjekt, men et menneske med følelser og et hjerte, kalder det på nogle helt andre melodier i dig. Man kan vel nærmest sig, at han trådte ind igennem dit forsvar og krævede noget andet af dig. Pludselig skulle du knytte dit hjerte med din seksualitet, og den sang kender du ikke, men ønsker det (går jeg ud fra).

En af dine første udfordringer på forhindringsbanen er at blive skarp på, hvordan lige præcis din seksualisering foregår. Har du været udsat for en følelsesmæssig kulde i dit barndomshjem og på den konto kommet til at lukke i for dit hjerte, og som forsvar har tyet til at indgå i følelseskolde seksualrelationer (måske som spejling af hjemmet), eller hvad er der sket? Denne første forhindring handler meget om narrativet og at få knyttet så mange ord på din adfærd og din oplevede baggrund som muligt. Her er skrivning fabelagtigt, fx ”kære dagbog”. En god veninde at betro sig til er også godt.

Næste udfordring på denne bane handler om at få så meget accept af dig selv i forhold til din måde at være på i verden, at du kan være åben omkring det (uden at skulle skamme dig). Og herfra kan du så åbne dig for fx din kæreste.

Den tredje og sidste knast på forhindringsbanen ligger lidt længere ude i tiden og handler om at få trukket nogle nye kabler mellem dit køn, dit hjerte og din forstand. Her er vi inde på nogle mere ”automatiserede” niveauer i sindet, forstået på den måde, at det nærmest er blevet en naturlov for dig at bruge de seksualiserende organiseringer. Fx har jeg selv som tidligere pornoafhængig benyttet mig af porno, hver gang jeg har været stresset eller ked af det. Mine seksualiseringskabler handlede om at flygte ud i pornoen, når emotions-stationen kaldte på mig, og da først jeg tog livtag med den her tredje knast på forhindringsbanen og VIRKELIG insisterede på at VÆRE ked af det, når mit sind besad den tone, så kom der nogle helt andre harmonier i min måde at være menneske på, og stille og roligt forsvandt denne seksualiseringstrang.

Så: Gå kast dig over forhindringsbanen. Og vær insisterende. Det er udelukkende en win-win situation, for i worst case ender du med at lære dig selv bedre at kende.

I ikke så worst case begynder du at kunne elske og knalde på en gang.

Held og lykke med det.

Knus, Jimmy

 April 2015

Hej.
Jeg er en mand sidst i 20erne som er kommet i den ”triste” situation at jeg ofte efterhånden, ikke kan komme under sammenleje med en pige, og nogen gangen ”dør” penissen helt!

Jeg har aldrig haft problemer før, jeg skal knap kigge på en pige så rejser den sig, jeg har aldrig taget stoffer eller haft nogle sygdomme.

Har tidligere været i et forhold på knap 10 år, og her (og inden det) var der ingen problemer, kunne komme efter 5 minutter og nogle gange hurtigere.
Vi gik så fra hinanden får ca. 2 år siden og må indrømme jeg har været sammen med en del piger efterfølgende!
Men efter bruddet, er det som om jeg kan holde længere og længere for hver gang jeg har sex, og blev nogle gange virkelig nød til at kæmpe for at komme, men nu er den helt gal! Nu kan jeg nogle gange slet ikke komme, uanset hvor hårdt jeg prøver, og til sidst så ”dør” penissen, og jeg kan ikke få den op igen!

Jeg er begyndt at se en pige de seneste par uger, og jeg tænder virkelig på hende, hun er en drømmepige for mig, og vi udlever virkelig mine og hendes sexfantasier.
Men de seneste par gange har jeg bare ikke kunne komme, uanset hvor hårdt jeg har prøvet, og penissen går død for mig, og kan ikke gennemføre sammenlejen, (det sker efter ca. 1 – 1½ times)
Hun prøver virkelig alt for at få gang i den, putter den i munden, gnider sig op af mig, men intet sker, den vil bare ikke mere!

Hvad kan årsagen være til sådan noget, at man ikke kan komme, og hvorfor dør penissen for mig? Det er virkelig et slag på min manddom, og har aldrig haft problemer som dette før! Håber nogen kan hjælpe!
P.s. Det skal måske nævnes, når jeg gør det alene er der ingen problemer.

Hilsen A

Hej A

Tak for dit brev.

Det er næsten uden tvivl noget psykisk, eftersom du ikke har onaniproblemer, og at den tidligere upåklageligt har leveret varen.

Umiddelbart tænker jeg, at det handler om bruddet med din kæreste for to år siden. Har du fået ”ryddet op i det”? Var det et gensidigt ønske? Hvilke udfordringer har du oplevet emotionelt i kølvandet?

Pikken er en følsom fætter, så hvis der er knas på øverste etage, kan det tit få konsekvenser for dens ydeevne. Faktisk mere, end vi mænd går rundt og tror.

Den gode nyhed er, at det som sagt ikke er noget fysisk, og det næsten med 100 pct. sikkerhed kan kureres. Den langhårede nyhed er, at du nok skal i gang med en form for indre psykologisk arbejde for at finde sammenhængen mellem din ”tilstand” og årsagen og betræde en sti, som får dig tilbage på ”ret køl”. Og det er meget ofte meget individuelt, hvad der skal til.

Jeg havde selv samme problem på et tidspunkt i livet, og en af mine terapeuter præsenterede mig for ideen om, at det kunne handle om mental kontrol, altså at jeg var for meget i ”mit hoved”, når jeg dyrkede sex, og havde for mange forventninger til mine lagenpræstationer. Den ide resonerede sindssygt godt hos mig og ledte mig ud på en længere rejse, hvor jeg blandt andet måtte sande, at jeg led af præstationsangst i forhold til kvinder, og at det i øvrigt havde en masse røde tråde langt tilbage i tiden.

Noget af ”medicinen” for mig var, at jeg skulle slippe selvkritikken og de mange forventninger og begynde kognitivt at fokusere på værdsættelse. Altså at der trods alt var masser af ting, som fungerede… pikken kunne blive stiv, vi kunne elske, der var dejlig oralsex og masser af knus… Det næste skridt var så at blive kommunikativ gennemsigtig over for min partner og fortælle om, hvilke bekymringer der boede i mig. Og det var nok det vigtigste skridt, eftersom jeg dermed tog nogle elefantskridt ud af skammen. Og om skammen siger man jo, at den ikke tåler dagens lys og kærlighed. Det er virkelig en af sindets klamme fætre (hvis den altså fylder for meget) og kan i den grad binde en på hænder og fødder. Men da først jeg fik knækket den kode, kunne jeg seriøst påbegynde min rejse mod seksuel frihed.

Så: Først de indre erkendelser og så modet til at være åben omkring dem.

Det, jeg skitserer med min historie, er meget udbredt som ”forklaring” på det fænomen ikke at kunne få udløsning, men det behøver altså ikke nødvendigvis gælde for dig. Der kan være helt andre faktorer på spil. Så du skal med andre ord ikke give op, hvis min historie ikke lige rammer plet, men insistere på at finde din sti i det og ud af det.

Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke.

Bedste hilsener, Jimmy

 

5 tanker om "Spørg sexologen"

  1. Hej Jimmy

    Jeg er en pige på 26, der har en sød kæreste på 32 som jeg elsker virkelig højt. Inden vi blev kærester var vi bolle-venner et halvt års tid (jeg hader det ord), men vi begyndte at få følelser for hinanden og har nu været sammen i 3 år. I starten af vores forhold synes jeg at vores sexliv var fantastisk, vi eksperimentede og prøvede nye ting, og det hele var dejligt og spændende.

    I den tid vi har været sammen har min kæreste måske givet mig orgasme 2-3 gange i alt. Når jeg onanere, hvilket jeg gør jævnligt både før og efter vi blev kærester, har jeg dog ingen problemer med at komme. Jeg har prøvet at guide ham til hvordan han skal bruge sine hænder eller tungen på min klitoris for at få mig til at komme, men det har ikke hjulpet. Jeg har aldrig haft andre kærester, så jeg har i lang tid tænkt at jeg bare har rigtig svært ved at komme på andre måder end ved egen kraft.

    Det har hidtil ikke været noget problem for mig, at min kæreste ikke kunne give mig orgasme, og vi har i stedet vænnet os til at have sex i stillinger hvor jeg kan tilfredsstille mig selv imens, så jeg alligevel kommer under sex.

    Nu er problemet at jeg har har været på udveksling i et halvt år og har mødt en fyr fra Colombia som jeg har haft en affære med. Vi så hinanden igennem 3 uger, og sov jævnligt sammen. Vi havde det mest fantastiske sex jeg nogensinde har prøvet. Han kunne få mig til at komme op til 4 gange på en enkelt aften, både når han slikkede mig, med sine hænder og under sex uden at jeg selv gjorde noget som helst. Jeg ser ikke fyren længere, og jeg har kun fortalt min kæreste at vi har kysset; hvis jeg fortæller ham at jeg havde sex med en anden vil det betyde at han slår op, og da jeg elsker min kæreste af hele mit hjerte er jeg afklaret med aldrig at skulle fortælle ham om det. Det kan være at du er uenig, men jeg er sikker i at det er den rigtige beslutning for os.

    Mit problem er nu, at jeg ikke ved, om jeg kan blive i et forhold med så middelmådig sex som jeg pludselig er blevet klar over, at vi har. Da jeg ikke havde prøvet bedre var jeg tilfreds, men nu har jeg slet ikke lyst til sex med min kæreste mere. Hans hænder virker alt for grove, hans læber er små og tørre, hans tunge er skarp og hård, alt ved ham tænder mig af efter oplevelsen med den utroligt sensitive colombianer. Vi kan tale åbent om sex, men jeg kan ikke se hvordan jeg kan lære min kæreste at blive så god i sengen – jeg er ikke engang helt klar over hvad min colombianske affære gjorde for at tilfredsstille mig, jeg ved bare at det var skønt.

    Kan man leve med en kæreste man synes er dårlig i sengen? Eller kan man slå op med en man elsker fordi man er utilfreds med sexlivet?

    Kærlig hilsen den forvirrede

    Hej Forvirrede

    Svaret på dine sidste spørgsmål er ”ja” og ”ja”. Selvfølgelig kan man det, men alt i dit brev peger på, at der er grund til at kæmpe for forholdet.

    ”Vores største organer i seksualitetens tjeneste er centralnervesystemet og hudoverfladen” skriver de to norske sexologer Elsa Almås og Esben Benestad i deres bog ”Sexologi i praksis”. Deres pointe er, at det er hele kroppen – også dens mange hormoner og neurotransmittere – der til sammen skaber det, vi kalder seksualitet.

    Den ”fælde”, du er havnet i, er rigtig, rigtig mange andre mennesker også røget i. Det er derfor vigtigt for mig at sige, at du på ingen som helst måder er forkert eller alene om dette problem. Men du har fået et stærkt og ensidigt fokus på din klitoris. Det er, som om hele din opfattelse af, hvor vidt sex er godt eller dårligt afhænger af, om du får klitorisorgasme eller ej… eller om manden er i stand til at levere en vare, der kan få dig til det. Fælden er, at du både lukker af for alt det andet skønne, der er at finde i det seksuelle univers, men også at du kommer til at presse citronen (din klitoris), så den faktisk kan gå i baglås.

    Det ene råd, jeg vil give dig, er derfor, at du nu skal gå på opdagelse i seksualitetens forunderlige verden. Hvad er seksualitet? Hvordan får jeg øget min seksuelle energi? Hvad sker der, hvis jeg fx skruer lidt ned for min onani og bruger nogen af den seksualenergi med min kæreste? Osv., osv. Og i forhold til klitorisorgasme vil jeg lige nævne, at der findes mange andre af slagsen. I flæng kan jeg nævne G-punktsorgasmer, skedeorgasmer, analorgasmer og kropsorgasmer. Og der er endnu flere.

    Livet på lagnerne er ofte en fantastisk rejse, fordi vi udforsker os selv og er på eventyr med forskellige mennesker. En skøn seksuel oplevelse med et menneske kan føles komplet anderledes med et andet. Vi er dybt forskellige og har altså dybt forskellige kvaliteter og præferencer i det seksuelle rum. Det virker, som om colombianeren har ramt et niveau af sensitivitet hos dig, der øjeblikket har fået dig til at få klitorisorgasme, og det lyder helt vildt fedt. Og måske ligger det ikke til din kæreste at have samme silkebløde colombianer-touch, men min fornemmelse er, at du skal give jeres forhold en kæmpe chance, eftersom I elsker hinanden højt. Jeg vil derfor foreslå dig, at du ændrer dit fokus, så du fx i stedet ser på hans grove hænder som en ressource. Hvordan kan de bruges seksuelt handy på andre måder? Jeg får i hvert fald et par frække billeder på nethinden. Måske du har set ”Den eneste ene”… her var håndværkersex jo et hit.

    En anden ting, der er værd at huske på, er, at I havde skøn sex tidligere i relationen. Så eftersom han har haft denne vare på hylden, kan den godt findes frem igen.

    Du er stadig meget ung, og måske er der masser af (fremmede) eventyr, du skal begive dig ud på, men når kærligheden er inden for din brevsprække, er den altid værd at kæmpe for. For i modsætning til let sex, der kommer og går som en let forårsbrise, er kærligheden en sjældnere gæst.

    Jeg ønsker dig og jer alt det bedste.

    Kh, Jimmy

  2. Hej Jimmy

    Jeg er en pige på 20 år, der har fået det problem, at jeg ikke finder nogen nydelse i at få stimuleret klitoris længere. Jeg var engang helt vild med det, men nu kan jeg bare ikke mærke noget længere. Og det irriterer mig virkelig. Det har nemt kunne gøre mig våd, men sidst en fyr ville give mig finger (hvilket er over 1½ år siden), prøvede han at stimulere min klitotis først, så jeg kunne blive våd. Og det hjalp bare intet. Det var slet ikke behageligt for mig.
    Det er godt seks måneder siden, jeg sidst havde sex – og det var kun én gang. Inden da var det over et år siden. Og jeg var ikke engang specielt aktiv dengang. Jeg onanerer heller ikke rigtigt længere, da jeg ikke synes, det er så behageligt, når jeg ikke finder nogen nydelse i klitoris-stimuleringen.

    Jeg har ikke nogen partner lige pt, men jeg ville synes, det var rart, hvis jeg kunne få løst problemet – eller i det mindste bare arbejde på at få det løst – til, når jeg en dag finder én igen..
    Så jeg håber, du har nogle råd eller tricks til, hvad jeg kan gøre, så jeg kan finde nydelsen igen. Det kunne bare være dejligt.

    Hilsen M

    Hej M

    Den fysiske dimension:
    Der er efter min mening overvejende sandsynlighed for, at din ”lidelse” skyldes noget psykisk. Jeg vil alligevel opholde mig et par linjer ved den fysiske dimension for at være på den sikre side. Føleforstyrrelser i kønsdelene kan skyldes mange ting, fx visse former for psykofarmaka eller noget neurologisk/nervemæssigt. Jeg foreslår dig derfor at få tjekket din klitoris hos lægen, så du kan udelukke denne mulighed og koncentrere dig om det, du så selv er herre over.

    Føleforstyrrelser i kønsdelene/klitoris kan forekomme, når man overstimulerer sig med fx en vibrator, men da du skriver, at du er stoppet med at onanere, er det jo nok knap så sandsynligt. Andet, der kan gøre sære ting ved ens kønsdele, er stramme og tætsiddende bukser og trusser, trusseindlæg som bruges nat og dag, samt mærkelige cremer. Og der er sikkert flere. Gå selv på opdagelse og tag det med op til lægen.

    Den psykiske dimension:
    Når drenge ikke kan få rejsning, handler det i rigtig mange tilfælde om præstationsangst. At de i deres hoveder tænker, at pigen forventer en masse af dem, og når det så sker, får det den fysiske konsekvens, at det skærmer for blodtilførslen til pikken, og derved forbliver den slap. De bliver fikserede på at få rejsning og ”levere en vare”, i stedet for at slappe af og nyde alt det andet skønne, der er ved at være intime sammen. Og pointen er, at jo mere de i deres hoveder er fokuserede på, at de ikke gør det godt nok, desto større sandsynlighed er der for, at rejsningen udebliver. Rådet til dem er derfor næsten altid at flytte fokus fra rejsning og præstation til at være nærværende med pigen og sig selv.

    Og jeg tænker, at det er lidt det samme, der er på spil hos dig bare med kvindeligt fortegn. Klitoris er ikke en automat, man kan putte en femkrone i, og så spiller den altid en glad melodi. Det er et følsomt organ, som strækker sig 10 cm ind i kroppen på hver sin side af skeden og har nervetråde, der løber 12-15 cm ned langs lårenes inderside. Klitoris interagerer med kroppens øvrige nervesystem på mange måder og påvirkes på forskellig vis. Så hvis du ”kræver” af din klitoris, at den skal levere en bestemt vare på et bestemt tidspunkt, mens din øvrige krop og sjæl råber på opmærksomhed, kan din klitoris sagtens blive træt eller følelsesløs. Det er din krops måde at råbe dig op på. Og fx forsøge at få dig til at ændre kurs i forhold til at have en fiks og færdig plan, som du og din partner skal styre efter:

    ”Han skal stimulere din klitoris, så du kan blive våd, og I så kan udføre samleje.”

    Problemet med at have planer under en seksualakt er, at vi glemmer nuet. Men det er i nuet, at ømheden, nærværet og muligheden for uanede mængder lyster bor.
    Så jeg tænker, at du skal forsøge at slippe noget af din klitorisfiksering og indse, at din seksualitet som kvinde er SÅ meget mere end en lokal kilden fra klitoris. Faktisk kan man sammenligne din seksualitet med at gå en tur i botanisk have, hvor hver eneste duft, farve og lyd rummer en kilde til mulig nydelse, hvis blot du er modtagelig for det.

    Slutteligt vil jeg lidt praktisk sige, at der ud over den kendte klitorisorgasme findes G-punktsorgasmer, skedeorgasmer, analorgasmer, kropsorgasmer og endnu flere, så der er masser af spændende alternativer at undersøge.

    Summa summarum: Giv dig tid til at udforske hele din krop og dens store repertoire af potentiel seksuel nydelse. Og når du elsker dig selv og din krop, så skal følsomheden i klitoris nok vende tilbage.

    Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke med det.

    Knus, Jimmy

  3. hej Jimmi

    Jeg er en moden kvinde på 50 år som de seneste 5-6 år har fået et mærkelig syn på sex – synes jeg selv når jeg ser tilbage på alt det jeg har gjort. I de sidste 7-8 har jeg været på antidepresiv medicin – de sidse 3 år Cymbalta.

    jeg har på fornemmelsen af at jeg ikke kan styre mit behov for sex/eller behov for at gøre noget dejligt for manden – sexuelt . Har været single i 5 år, men inden da har jeg været min mand utro op til flere gange, det sidste var et forhold på mere en 6 år -og jeg ser stadig den mand jeg havde et forhold til.
    Han vil ikke være min kæreste og bliver hos konen. I mit desperate forsøg for at få en ny kæreste har jeg været på op til flere dates og det har næsten hver gang – 1. date – endt med at jeg gik i seng med ham og det ikke blev til andet, måske et par gange til med sex men de har ikke været interesseret i noget forhold. For et par år siden mødte jeg en gammel bekendt – som jeg første gang jeg mødte ham – gav handjob under bordet blandet resten af selskabet – og ham har jeg også har et sex forhold til – uforpligtende sex kaldte vi det. Jeg har til tider følt at han grinede af mig – at jeg bare kom rendende når han kaldte – hvilke jeg også gjorde i nogen tilfælde. Nu har jeg tilgengæld fundet ud af via en fælles ven – at denne mand – som jeg iøvrigt godt kan lide – har sammen med andre siddet og grinet af mig lige som jeg havde på fornemmelsen. Dette gjorde mig meget ked af – selvom jeg jo egentlig godt viste det. Jeg ved det ikke er rigtigt det jeg gør men jeg føler at hvis jeg ikke gør det så kan de måske ikke lige mig. Sex er måske det eneste jeg er rigtig god til – tror jeg. Jeg vil meget gerne møde en rigtig sød og rar fyr – uden at jeg først har været i seng med ham. Kan du hjælpe mig med hvad jeg skal gøre.
    RØDEBARON.

    Kære RØDEBARON

    Tak for dit ærlige brev, som rørte mig meget.

    Vi mennesker har forskellige måder at belønne os selv på, når vi har sår på sjælen. Nogen køber et stort antal lakridsflødeboller i Magasin, andre shopper sko i Illum, nogen spiller sig fra hus og hjem på nettets pokerborde, og så er der folk, som tyr til seksualitetens mangfoldige univers. I dit tilfælde er det givetvis det sidste.
    Jeg vil som det første slå fast, at der i min optik ikke er noget galt i at tilegne sig afhængigheder. Jeg er selv tidligere sex- og sukkerafhængig. Mine yngre års storme i sindet nødvendiggjorde ganske enkelt, at jeg fik stimulans af en eller anden slags, for jeg var ikke klar til på det tidspunkt at gå psykoterapeutisk til værks og binde snore mellem hjerne og følelser. Uvejret i sindet var for stort. Derfor var mine afhængigheder nødvendige for min overlevelse i en periode. Og det er hverken godt eller dårligt. Sådan er det bare. Og det er nødvendigt at forstå, når man arbejder med afhængighedstyper.
    Det første lag i svaret er derfor at appellere til dit indre moralske kompas og forsøge at pille dine egne domme over dig selv og din adfærd ud af ligningen. At undlade at gøre dig selv mere forkert, end du er. At have medfølelse med din gøren og laden, for det tyder på, at det er nødvendigt for dig. I hvert fald i en periode.

    I andet lag af svaret går jeg lidt mere ind i din seksuelle adfærd og forsøger at pejle mig ind på, hvad det er for en type afhængighedsstruktur, du udlever. Der er ingen tvivl om, at du seksualiserer dine følelser. At ”seksualisere” betyder, at man flygter fra sine følelser pakket ind i en eller anden seksuel kontekst. Du skriver:

    ”Jeg ved det ikke er rigtigt det jeg gør, men jeg føler at hvis jeg ikke gør det så kan de måske ikke lide mig.”

    Du gør altså noget, som strider mod dine etiske tanker og lidt dybere dine følelser. Så der er altså en tvang i dine handlinger, fordi du er til fals for hurtig sex, og det til trods for, at du selv registrerer og via en bekendt får bekræftet, at de netop på DET grundlag ikke kan lide dig.

    Mit tredje og sidste lag i svaret går på dit brevs sidste linje, og hvordan jeg kan hjælpe dig. Ingen tvivl om, at du har taget første skridt med denne henvendelse. Min fornemmelse er, at der ligger en masse ubearbejdet sorg i dit sind, som du nok på et tidspunkt skal have kigget på. At tage antidepressiver kan være strengt nødvendigt i en periode, især når depressionen er meget tung. At fortsætte med at tage medicinen på ottende år kan selvfølgelig være nødvendigt i visse tilfælde, men i udgangspunktet skal antidepressiver efter min mening opfattes som midlertidig støtte, på linje med de krykker man får udleveret i skadestuen efter at have brækket et ben. Når du således stadig i dag er på medicinen, kan det tyde på, at der ligger noget ubearbejdethed i dine systemer, og at tiden måske er moden til at kigge på det. Det betyder IKKE, at jeg siger, at du bør stoppe med medicinen lige nu og her, men blot lade det indgå i dine fremtidige overvejelser.
    Afhængigsstrukturer dækker altid over noget andet, end det det udfolder sig efter. Så det handler ikke om sex, når du gør nogle ting, der strider imod dine moralske overbevisninger, men om at du drives af mere voldsomme følelser og sjælesmerter. Og ofte af traumatisk karakter. Så når du er til fals for tom sex, skriger din sjæl i virkeligheden på, at du skal være god ved dig selv i stedet for.
    Summa summarum: Jeg vil råde dig til at påbegynde en selvudviklingsrejse, hvor du får kontakt til mennesker, som vil dig for noget andet end det seksuelle, og at du nysgerrigt afsøger, hvad der bor inden i dig, og hvordan du kan få en større tro på dig selv. Altså hvordan du så småt kan hæve dit selvværd og begynde at tænke og føle, at der naturligvis er MANGE andre ting end sex, du er god til.

    Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke.

    Knus, Jimmy

  4. Hej Jimmy.
    Jeg er en fyr på 22 år, som har store problemer med min erektion. Jeg får aldrig spontane erektioner og skal altid arbejde for at få en, igennem onani, og selv her bliver den næsten altid kun halv-stiv. Det giver store problemer for min kæreste og jeg da jeg altid bliver slap under sex. Sådan har det været igennem al den tid jeg har været seksuelt aktiv. Jeg har prøvet med bækkenbundsøvelser, men synes ikke det hjælper. Jeg har overvejet om det kan være mangel på testosteron? Men jeg har ikke svækket hårvækst som også skulle være en af symptomerne. Jeg er i Thailand nu, og der går derfor noget tid før jeg har mulighed for at opsøge min læge. Jeg håber du har et bud på hvad problemet kan være, da det virkelig er ved at overtage hele mit liv.
    Venligst R.

    Hej R.

    Du skal til lægen, hvor han så skal henvise dig til en urolog. Det er tegn på noget fysiologisk, når du ikke får spontane erektioner og heller ikke er stiv under onani.
    Håber, du nyder Thailandturen alligevel.

    Bedste hilsener, Jimmy

  5. Hej Jimmy,

    Mit navn er Jens, og jeg er en 20-årig ung mand, som leder efter svar på nogle spørgsmål omkring parforhold, og ikke mindst mig selv.
    For snart 2 år siden slog mit kæreste op med mig, da hun havde fundet ud af, at jeg havde skrevet lidt med en anden pige. Det var ikke det eneste jeg havde gjort. Jeg har også kysset med en anden imens, og skrevet med en helt tredje pige. Jeg elsker min ekskæreste, og for nylig afleveret jeg blomster på hendes hjemmeadresse, efter aftale med hendes far.
    Efter at jeg har snakket lidt frem og tilbage med hende, har jeg fundet ud af, at hun gerne vil have mig tilbage. Men jeg er nødt til at finde ud af hvad der fik mig til at gøre de ting mod hende, og ikke bare holde mig til hende. Sæt i bakspejlet er jeg stadig selv uforstående overfor mig selv, og jeg kan ikke forstå at jeg kunne få mig selv til det. Jeg kunne aldrig finde på at gøre noget lignende overfor nogen igen, men det har jo brug for hjælp til at få hende til at tro på. Og den eneste mulighed der er, ifølge hende, er hvis jeg snakker med en psykolog, og finder ud af hvad der fik mig til at gøre de ting, så hun kan føle sig sikker på, at jeg ikke udsætter hende for det igen.
    Det jeg så vil spørge om, er, hvad du tror grunden til min konstante søgen efter bekræftelse kan være?
    Hvorfor har jeg haft den følelse af, at jeg skulle have opmærksomhed fra andre piger, når jeg allerede havde fundet den perfekte pige for mig? Og hvis der er noget, hvad kan jeg så gøre, for at hjælpe mig selv til at blive en bedre person, og en bedre kæreste.

    Jeg håber du vil svare tilbage hurtigst muligt, så jeg kan vinde min drømmepige tilbage.

    Mvh Jens

    Hej Jens

    Mit svar består af tre dele, hvor du så selv kan vælge, hvad der passer til dig:

    1. del: Der er altid to mennesker til en tango. Din trang til at flirte med andre piger kan snildt skyldes, at der er noget i jeres forhold, som ikke fungerer. Hvad er det, du mangler, siden du konstant søger bekræftelse fra andre piger? Vær åben og fortæl din kæreste, hvad dine behov er. Det er tydeligt, at I elsker hinanden, og derfor er der al mulig grund til at kæmpe for forholdet, men pas på, at du ikke gør dig selv for forkert. Ja, du har kvajet dig, men du er ikke et dårligt menneske.
    Begynd en form for selvudviklingsarbejde (sammen med din kæreste) og lad denne oplevelse være et springbræt til, at I ender med at komme tættere på hinanden og lærer en masse. Og når kærligheden er stor nok, vil man altid kunne tilgive hinanden.

    2. del: Du har ikke løbet hornene af dig. Du er 20 år, og det er meget almindeligt, at man i den alder har behov for at tulle rundt i forskellige haver. Det er der intet forkert i. Det er bare vigtigt at være ærlig omkring det. Så hvis dit behov er at flirte og kysse med andre piger, og du samtidig ønsker en kæreste, kan du jo i første omgang sige det. Sandsynligheden for, at hun giver dig det grønne lys til at give den gas på den konto, er nok knap så stor. Men så har du i hvert fald været ærlig. Og så må du jo nok ud i en periode og trykke den af til Distortion og dets lige og kysse løs.

    3. del: Denne del minder lidt om del 2, men er alligevel væsensforskellig fra den.
    Hvis du inderligt ønsker at være din kæreste tro, men oplever en form for ufrihed i din flirten med andre piger, hvor du nærmest ikke kan styre det, kan det tyde på, at der ligger noget andet bag dine handlinger. Din fornuft og dit hjerte fortæller dig, at du kun vil være sammen med din kæreste, men din trang til at kysse ved siden af, overruler de to andre. Hvis det er sådan, det forholder sig, foregår der højst sandsynligt en form for kamp i dit indre, der har at gøre med ubearbejdede følelser og oplevelser. Er der noget i dit liv fra fx din barndom eller skoletid, du ikke har fået bearbejdet, og som nager dig?
    At ”seksualisere sine følelser” betyder, at man flygter fra sine sjælesmerter via sex og flirt, på samme måde som alkoholikere, stofmisbrugere og ludomaner flygter fra deres følelser via stoffer og pokerborde. Og ja, hvis det er her, din problematik ligger begravet, vil det være godt at få hjælp på den ene eller anden vis.

    Og husk, at uanset hvilken af de tre kategorier, du tilhører, er du ikke et dårligere menneske end nogen andre.

    Jeg ønsker dig/jer alt muligt held og lykke.

    Knus, Jimmy