Account of therapy with Jimmy Hansen


Account of therapy with Jimmy Hansen

Around 2 years ago, my life had become a confusing mess. I had gotten divorced 6 years previously, and had moved to a small flat with my kids (whom I saw every other week). Additionally, I had been fired from the job I worked at while going through my divorce, and had experienced many personal attacks from my ex-partner, all of which had taken its toll on my psyche, including my behaviour to those near to me, my work superiors and even up to that date – passers-by.

Things clearly needed to change, as I was beginning to lose my grip on reality. My health had begun to suffer; I was constantly worried, and had totally lost all my self-confidence: both in myself, in life in general and the world around me. To say I was confused was putting it mildly: I could find myself taking a sick day from work, and laying there in the same position on the sofa until day turned to night, my mind jumping through thought-loops on a rollercoaster of worry and fret – the heart beating like a bass-drum.

I had finally plucked up enough courage to tell my Doctor, and she had told me about a psychiatrist, whom I had 4 sessions with. He just listened while I talked and talked, working myself up to a rant, but not accessing any of the deeper feelings behind it. I felt good to get this rage out, but afterwards the misery did not cease. The best advice he could give, was that I should go for long walks, get some sleep and eat healthily. Good advice too, apart from the fact that I didn’t want to go out, feeling safer indoors – I couldn’t sleep for worrying – and had absolutely no appetite whatsoever.

My girlfriend, who was studying psychotherapy at the time, got Jimmy’s details from one of her teachers, and I gave him a call. His voice exuded calm as we spoke briefly, and I made an appointment to see him.

Over the course of 5 sessions, during our discussions, Jimmy created such an atmosphere of safety and trust, that it was wonderful to slowly, gently coax answers out of me. Working backwards in time, and by slowly talking, asking, and probing me about my feelings and myself (both emotionally and physically at any given moment in time), we worked together, eventually turning my life-experiences around in order to see them as a) not my fault, and b) as possibilities to learn about myself. I learned that there was nothing wrong with the way things had turned out – that there was nothing wrong in the way I felt – and that I could open myself completely and find out what REALLY had happened to my thoughts, my worries, and my psyche.

The journey, albeit backwards, went thus: I found out that my “best” childhood friend had been jealous of the kind attention his own mother gave to me, and bullied me accordingly, whilst simultaneously being a friend to me. I responded by “cooperating beyond my abilities” so that I wouldn’t lose his friendship, and found myself in the tortuous position of later self-loathing and guilt because of it. This dispelled those feelings and left me understanding him, instead of hating him, and myself.

We also discussed conflicts with bosses in various past jobs. I found out (through analysing my physical and emotional reactions while I recounted these memories) that these issues stemmed from yet earlier situations that I had found myself in, having their foundation in a female teacher, who bullied me at Primary School, when I was 6 years old. Going through the feelings surrounding this (again, both physical and emotional), using empty-chair techniques and breathing exercises, I finally had the chance to give her a “piece of my mind” – something that I had wanted to do for years (and it felt good too!). I realised, too, that the by-product of this bullying had also affected my way of “survival” in later life. This manifested itself by me wanting authority figures, or those in a position of power (or partners, or friends for that matter) to “like me” – whilst simultaneously despising them, and being completely miserable about myself, deep down, with all the “false me” connotations that that contained.

More excavation into my feelings and emotions brought me to understand what I had been doing all along – protecting my inner child, a lovely but shy boy, who I visualised as hiding behind my legs, exactly as I did, all those years ago in the supermarket, when I was with my parents, as they chatted to someone they knew. After examining my thoughts about him (my inner child), I could finally visualise him playing freely on the floor, not hiding anymore.

In 5 sessions with Jimmy, I had excavated a great deal of my life, and every time I left the sessions, I felt lighter than air. At that point, I felt also that it was time to take a break, having touched briefly on the biggest challenge for me, that of suddenly losing my Dad when I was 14, due to a blood clot in the heart.

A few months later, I re-convened with Jimmy for 3 sessions, and “went for it”. I knew it was going to be tough, because I had bottled up this sorrow for 27 years, building “survival strategies” around it and removing myself from situations when things got too much. I had also developed a sense of self-control over it in order to stop myself getting upset – all the things that made me feel even worse and didn’t deal with the problem at all, which meant, of course, total avoidance of the issue. I was simply too scared to “open that box”.

Working with the empty-chair technique, breathing exercises and a picture of my Dad, we worked through the feelings surrounding my Dad’s death, and I talked about his life, as well as about my life at that time. In addition, how I felt about the whole thing and what had happened to me since that day. It was tough, especially when Jimmy asked me to be my Dad, and asked me to give myself advice, as he would have given it to me. This was ground breaking for me: Tough, yes, but immensely liberating, because when he died in 1986, there was no talk in the UK about psychotherapeutic support – we had to just “put on a brave face and deal with it” – and “let time do the rest”. I had waited so long to say the things I said that day.

With Jimmy’s guidance, I felt I have finally been able to steer my sorrow – something that had had a knock-on effect on who I was, and the way I interacted with people from that time onwards. The most important thing for me was to hear that it was OK to feel bad; that it was OK to feel sorrow. I mentioned to Jimmy that I wanted to say goodbye to my sorrow, and his answer I will never forget: It is not about saying goodbye to it, he said. “It’s about saying hello to it, and goodbye to it, and hello, and goodbye: Each time it comes and goes, accept that it’s there, because this has happened to you in your life and there’s nothing that can change it, only the way you perceive it. This will help you in dealing with it when it comes again”. This blew my mind completely. Of course, he was right. It’s all really so simple. But when you’re in it, you can’t see it yourself.

My time with Jimmy was a major step forward to my current state of balance: balance in my head and my heart. Because of this, I feel much more prepared to take on the challenges of life, both professionally and personally. It has filled me with new confidence, and is leading to new paths of self-awareness, self-compassion and an understanding of myself I had, before meeting Jimmy, never thought possible. It has also made me more aware of trusting my body and the way it feels in situations, rather than my head and my thoughts with their constant analysing. Some things just are – they do not always have to be understood at all. Thinking along these lines has chilled me out immensely. I feel I can better tackle awkward conflicts or misunderstandings in a working situation, whereas before I would spend 3 months analysing it to death. I have become much better in putting myself in other’s shoes and thinking about why they did what they did, whilst simultaneously not being so choked up about it, or sucked into their lives and energies. Earlier I would have taken it much more personally – now it’s like, not really so important at all. Probably the most important thing is that I’ve learned to hold onto myself and understand who I am.

The trust and safety Jimmy creates and the way he listens without judgement is so important to good therapy, and he possesses all those qualities (and more) in abundance. I would not hesitate to talk with Jimmy again if I need to get things “straightened out”, and seriously cannot recommend him highly enough.

  • Thanks Jimmy

Thank you, man! It was equally amazing and full of learning for me to participate in your journey and witness your transformation. It may sound corny, but it was an honor for me to help you through these processes.

Cheers, J.







At være ubetydelig – af Jimmy Hansen


Af Jimmy Hansen

Der var engang, jeg følte, at jeg var bedre end andre mennesker. Det var dengang, jeg blev optaget som jagerpilot i det danske forsvar og skulle flyve hurtige fly. Da jeg senere fløj som civilpilot i udlandet, havde jeg samme fornemmelse. At når jeg hang deroppe i luften et sted over det nordlige USA og skulle lande i en lufthavn, var der jordpersonalet, som tog sig af flyene, og så var der os piloter og ikke mindst mig, som var lidt højere på strå.

Jeg er ikke sikker på, hvor ideen blev født hos mig. Måske på flyveskolen, da vi som nyoptagede jagerpilotaspiranter blev fortalt, at vi var cremen af den danske ungdom, fordi vi havde klaret det igennem nåleøjet. Tanken var der nemlig ikke i gymnasiet. Men det er vistnok også lige meget. Den sad der i hvert fald. Ideen om bedreværd. Og det fik enorme konsekvenser for mig. Jeg svævede lidt højere end alle andre og var bedrevidende på snart sagt alle livets forhold. Men en sommerdag i 1989 ændrede alting sig. Livet blev smidt så kraftigt i hovedet på mig, at jeg gik ned med flaget. Nervesammenbrud. I min bil på vej hjem fra et flyvejob. Højt at flyve og dybt at falde kan man vel sige. For jeg skammede mig så meget over denne psykiske svaghed og episode, at jeg ikke sagde noget til nogen. Ingen. Og derfra flyttede skammen ind i mig som fast rejsemakker. Og sammen med ideen om bedreværd kom de to tilstande til at spille en form for bordtennis i mit sind. Fra det grandiose til det selvudslettende. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at få fornemmelsen af at miste mit eget fodfæste.

Det gjorde jeg så også, og i kølvandet fulgte mange års fortvivlelse og søgning efter mening. Men heldigvis fandt jeg den. Meningen. Og hvor underligt det nok kan lyde, så handlede en af de vigtigste fakler i den forbindelse om at erkende, hvor ubetydelig jeg er. Selvfølgelig vil min familie og venner begræde mit endeligt, skulle det ske i morgen, men ellers vil livet, tilværelsen og samfundet, som vi kender det, ikke ændre sig blot det mindste, når jeg takker af. Ikke en tøddel. Og da den erkendelse antog en inderlig resonans hos mig, ændrede mit liv sig. Jeg blev nysgerrig på viden og indså, hvor lidt jeg rent faktisk vidste. Jo højere jeg tidligere havde skræppet, desto mindre vidende var jeg – egentlig. Jeg blev også nysgerrig på mennesker. Måske det er en af grundene til, at jeg trives så godt i mit job som behandler.

Men nok vigtigst af alt blev jeg levende. Og ikke blot en ide om det. Når jeg i dag i vores vinterbadeklub på Islands Brygge falder i snak med en anden vinterbader om stort eller småt, klukler jeg indeni. For livet udspiller sig lige der. Lige midt i udvekslingen af ord og latter og energier. Det samme gælder, når jeg spiser frokost med min mor. Eller med en ven eller veninde. At det er øjeblikkene, der momentant opstår, som er det levende. Som er livet. Det er ikke den selvreflekterende vurdering af mig selv eller andre i kølvandet på et møde. Jo, det kan da være fint nok, men når man som jeg bagved mine problematikker har været dybt angst for at mærke og leve livet, er det en lise bare at være. Hverken mere eller mindre.


Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Hvad er en guidet penis-meditation?


Af Jimmy Hansen


”Der er næppe nogen menneskelig aktivitet, der så konsekvent er blevet belagt med skam som seksualitet”, skriver den svenske psykolog Marta Cullberg Weston i sin bog om skam. Det har jeg virkelig, virkelig, virkelig tænkt meget over. Nok ikke mindst fordi jeg selv har haft så meget seksual-skam.

Da jeg første gang stødte på ordene, blev jeg bekræftet i en form for intuitiv viden, men havde også fornemmelsen af, at jeg stod for at skulle bestige et umådeligt højt bjerg. For hvordan går man fra at opleve skammen som et ubevidst/implicit og nærmest naturligt forekommende fænomen til at slippe den eller i hvert fald påbegynde en rejse, hvor man bider skeer med den? For hvad fanden skal man gribe i og hvordan?

Første skridt for mig var således erkendelsen (den mentale aha-oplevelse ved de læste ord), som resonerede nedad i mine systemer – efterfulgt af en kvalme og en knugen i maven. På det tidspunkt i livet oversatte jeg kropslige signaler med ”at der var noget fysisk galt med mig”, så i stedet for at knytte aha-oplevelsen sammen med kroppens måde at ”glamme på”, placerede jeg fænomenet under en potentiel influenza.

Et af de største skridt i retning af at afmontere skammen fandt sted på et sexologkursus, hvor jeg blev bedt om at fortælle de andre kursister om en af mine (indtil da yderst hemmeligholdte) fantasier. Det var et i sandhed presset øjeblik. Jeg fik ondt i maven og en kaste-op-følelse ved tanken. Og da jeg vandrede op mod tavlen, åbnede jorden sig for mine fødder for at opsluge mig i et evigt hul af skam. Jeg var sikker på, at når først klassen var blevet indviet i, at jeg ind imellem mine ”almindelige” heteroseksuelle udskejelser af og til også godt kunne lide at blive taget af en kvinde, at så ville over 50 pct. af dem stoppe med at synes om mig.


Det må vist siges at være skam in action. Sjovt nok, var det det modsatte, som kom til udtryk. Faktisk var det et skam-gennembrud, for alle kiggede mere empatisk på mig end før (eller i hvert fald var det det filter, jeg kiggede med dem på). Det var, som om der bag skammen lå noget eftertragtelsesværdigt. Vildt, med vildt på. Hold nu kæft. Det var jo som at have vandret 35 år op og ned ad Himmelbjerget med en Sisyfossten og på et sværdslag slippe den og i samme moment blive budt på frokost og god kaffe på tindingen.

Oplevelsen skubbede mig i retning af en komplet anderledes måde at forvalte mig selv på – seksuelt, emotionelt og relationelt. Måske var jeg ikke så forfærdelig, som jeg gik og troede.


Men som Marta understreger, er jeg altså ikke den eneste med skam på seksualiteten. Og det kan godt ”irritere” mig. Hvorfor skammer moderne mænd sig i hobetal over deres rejsning og maskuline udtryk? Det er der givetvis et utal af forklaringer på, som bliver for omfattende at beskæftige sig med under denne ramme. Men et af de redskaber, jeg gør brug af både personligt og til mandlige klienter (har ikke prøvet det med kvindelige klienter, men det har vel samme effekt) er altså en guidet penis-meditation. En sådan minder lidt om en indre-barn-rejse, hvor man i en stemning af et roligt miljø møder sit eget indre barn (typisk i en alder af 4-5 år) og fx indleder en dialog med det om status, følelser og ønsker.

I en guidet penis-meditation er stemningen lidt det samme, men med fokus på mandens køn. Eller det ender i hvert fald altid der. Og bare det at mærke sin egen pik indefra uden at have alverdens forstyrrende tanker eller domme med i billedet, er for nogen mænd i sig selv en ”forløsning”.

Og det er jo virkelig banalt logisk, at når man har en kognitiv motor, som konstant taler ned til sit eget køn, at det så får konsekvenser for dets ydeevne og konsekvenser for hele ens måde at forvalte sig selv på seksuelt.

En af mine mandlige klienter skammer sig over hans behov for at få blowjobs af sin kone. Da vi lavede omtalte meditation, kunne han for første gang i sit liv kognitivt formulere ønsket om at være stolt af sin pik og samtidig mærke den indefra, uden at blive forstyrret af påtrængende og dømmende tanker. Denne såkaldte samtidige top-down og buttom-up-proces (at mærke sig selv nedefra/indefra og en aktiv reflekteren), kilede en ny form for væren, fornemmelse og erkendelse ind hos ham.

Et relevant spørgsmål, vi drøftede i kølvandet på meditationen, var, hvad hans kone tænder på. Tænder hun (kvinder) på mænd, som elsker at få den suttet af eller på mænd, som er undskyldende og selvudslettende i den forbindelse? Det synes at være et retorisk spørgsmål.

Den dårlige type (seksual)skam (ikke den nødvendige socialskam) er noget lort, for den kører os rundt i manegen og giver os urealistiske ideer om, hvem vi er (og ikke er). Men at komme om på den anden side af fornemmelsen/tanken/dommen (som til sammen skaber skammen) er som at blive født på ny.

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Livet i sidste uge – mening i et kapitalistisk vækstorienteret hamsterhjul


Uge 31 2015 – mening i et kapitalistisk vækstorienteret hamsterhjul 

En af de ting, der rørte mig mest i sidste uge, var et interview, jeg hørte på P1 af en professor i filosofi og økonomi fra CBS, som hævdede, at mange mennesker mister mening i det her kapitalistisk vækstorienterede samfund og anførte to forklaringer som årsag hertil. Den ene, at vi gældsætter os til op over begge ører og bruger hele livet på at forsøge at blive gældfri i en form for endeløst hamsterhjul. Den anden, om ligestilling, og hvordan vi er blevet uafhængige af hinanden. At det faktum, at vi ikke længere har brug for hinanden på den måde, vi tidligere havde, skaber manglende tilhørsforhold og identifikationsproblemer.

Begge pointer bragede ind i personlige problemstillinger hos mig og fik mig ud på lidt af en refleksiv og nostalgisk rejse. Så hvad er mening for mig? At høre til. At have en god økonomi. At grine mindst en gang om dagen. At have en fornemmelse for, at jeg har mulighed for at præge mit liv i den retning, der er i overensstemmelse med mine behov. At have et godt sexliv. At have gode venner og veninder. At min familie har det godt. At have et job, jeg værdsætter. Og at have et håb på vegne af store emner såsom klima, miljø, fattigdom, seksuel frihed, racemæssig ligeværdighed.

Og altså også at hilse på katte, danse og gå til kunstudstillinger, som følgende billeder og videoer illustrerer.

Den her vilde kat på Amager Fælled har ingen traumer. Eller den aner ikke, hvad angst er. Når man som fodgænger kalder på den, kommer den ivrigt traskende ud fra det høje græs og spadserer målrettet hen mod en, lægger sig på ryggen, spinder og venter (utålmodigt) på at bliver aet.

I går trådte jeg ned i Cisternerne ved Søndermarken – ud for Zoologisk Have. For en flad halvtredser kan man se deres udstilling, hvor vand, musik og dunkel belysning taler sammen..

Der var karmafest på Bryggen i sidste uge. Det var der andre end June og jeg, som havde fået færten af. Faktisk var der udsolgt, så vi var (rigtig) mange, som ikke kunne komme ind. Men det blev der rådet bod på foran selve spisehuset, hvor der blev spillet højt musik og danset igennem.

Og så lige et radikalt stemningsskift. Jeg elsker meditation. Nogle gange i stilhed, andre gange i naturen og atter andre gange med skøn, afslappet musik som det følgende.

Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Livet i sidste uge – uge 30

Uge 30 – 2015

Jeg kommer til at snyde lidt i dette første indlæg, da oplevelserne strækker sig over hele juli 2015.

Jeg har aldrig været i Hedeland ved Hedehusene, men det er virkelig et smukt sted. Der er noget Amager Fælled over det med vildt-hed alle vegne.


Foto: Jimmy Hansen. Hedeland ved Hedehusene


Foto: Jimmy Hansen. Hedeland ved Hedehusene


Foto: Jimmy Hansen. Hedeland ved Hedehusene


Foto: Jimmy Hansen. Hedeland ved Hedehusene

Jeg er skudt i Amager Fælled. Det er virkelig et af de fedeste steder ever. Lidt æv, hvis den skal brydes op i forbindelse med en fremtidig havnetunnel i Kbh, men nu må vi se. Anyway, der er SÅ mange ting at indsnuse, smage på og øjne derovre. Og altså også Hereford-køer. Når man giver sig tid til at betragte dem over et stykke tid, begynder forskellene i personlighed at træde frem. Den til venstre første billede, virkede mere følsom end de andre. Faktisk synes jeg, vi blev en lille smule venner til sidst – den og jeg :)

Foto: Jimmy Hansen. Amager Fælled

Foto: Jimmy Hansen. Amager Fælled


Foto: Jimmy Hansen. Amager Fælled

Jeg har noget med vand og kaffe og cafeer. Jeg elsker at opsøge kombinationen “udsigt, latte, vand og cafe”. Og hertil må cafeen ved Ottetallet ved Kalvebod Fælled (som du kan klikke dig ind på her) vistnok leve op til det. Tættere på vandet kommer man ikke. I dagens anledning havde jeg taget en virkelig spændende bog af Jan Körner med.

Foto: Jimmy Hansen. Kalvebod Fælled

Foto: Jimmy Hansen. Kalvebod Fælled

Foto: Jimmy Hansen. Ørestaden

Foto: Jimmy Hansen. Ørestaden

Foto: Jimmy Hansen. Ørestaden

Foto: Jimmy Hansen. Ørestaden

Når jeg er sammen med min veninde Sofie Elberling, er vi altid på eventyr. Både i vores udvekslinger med hinanden, hvor det at være hudløst ærlige er vores varemærke, men vi er også meget andet end at tale om følelser og terapi. Faktisk er vi ret skøre. En gang drak vi os standervisne i Illum i deres månedlige gratis champagne-bikser og tullede rundt og prøvede støvler, bælter og hatte i et væk. Her bliver det til fotos af os på Fælleden, hvor vi er vrede og glade og alt muligt andet.

Foto: Jimmy Hansen. Amager Fælled

Foto: Jimmy Hansen. Amager Fælled

Foto: Jimmy Hansen. Amager Fælled

Foto: Jimmy Hansen. Amager Fælled

Foto: Jimmy Hansen. Amager Fælled

Foto: Jimmy Hansen. Amager Fælled

Stemningsbilleder fra haven foran Glyptoteket.

Foto: Jimmy Hansen. Glyptoteket København

Foto: Jimmy Hansen. Glyptoteket København

Foto: Jimmy Hansen. Haven ved Glyptoteket

Foto: Jimmy Hansen. Haven ved Glyptoteket

Hvis varmen ikke kan komme til Danmark, må vi jo selv opsøge den. Det tog June og jeg ret bogstaveligt og deltog i en saunagus hos Inipi på Amager Strand (her), og jeg skal da lige love for, at vi fik varmen. Hold nu k…, der var knald på. Vi er begge ivrige gusere, men hytten, de har bygget derude, er sjovt nuanceret i den forstand, at det på en måde næsten føltes, som om man ikke kunne udholde at være der, men i fodhøjde er der køligt. Så når den intense varme kærtegner en, kan man altid bøje sig forover og finde lidt svale.

Foto: Jimmy Hansen. Amager Strand

Foto: Jimmy Hansen. Amager Strand

Foto: Jimmy Hansen. Amager Strand

Foto: Jimmy Hansen. Amager Strand

Foto: Jimmy Hansen. Amager Strand

Foto: Jimmy Hansen. Amager Strand

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

En fascinerende rejse

Juli 2015

Af Jimmy Hansen

Musik kan hensætte mit sind i en drømmeagtig tilstand, hvor jeg døsigt lader billeder af den begivenhed, som sangen repræsenterer, svømme ind over mig. Denne udgave af Hallelujah minder mig om min rejse med mit sexologihold fra vinteren 2012  til foråret 2013. Det var en af de største rejser, jeg har været på. Vi blev alle sammen klædt af eller nærmest skrællet af (ment positivt) og havde et helt specielt fællesskab. For mange af os var det første gang, at vi delte os selv på denne vis foran andre. Altså hvor der blev åbnet op for de ømme og lidt skamfulde ting, som ellers var blevet gemt langt ned i sindets hemmelige kældergange. For mit vedkommende betød denne rejse, at jeg fik et komplet andet og mere konstruktivt forhold til min krop, sind og seksualitet.

Læs evt. mere under fanebladet “inspiration“.

Taxablog-indlæg: Borderline processer og sekundære responser


Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

Søndag 91114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Borderline processer og sekundære responser

Jeg ved det godt. Det er nok historiens mest mystiske overskrift på en taxablog. Men ikke desto mindre har det fyldt i mit sind hele dagen. Som sidste uges blogindlæg vist tydeliggjorde, er jeg forelsket i min EFT-lærebog. Denne terapitraditions videnskabelige fundament hviler på et såkaldt nyhumanistisk menneskesyn, hvor det inkluderer tænkere som Blake, Rousseau og Kierkegaard og deres oprør mod at kategorisere mennesket strengt efter rationalisme, sociale konventioner og industrialisering. Men at man i stedet bør nære tillid til følelser og individuelle valg og lade det være kilde til erfaring og handling. Jeg er nået til borderlinere i min læsning. Eller det, EFT kalder borderline processer, eftersom de mener, at diagnosen ”borderliner” er en af de mest stigmatiserende diagnoser, vi overhovedet har. Den er designet til, at terapeuten ikke træder ind i nærvær, empati og ros, fordi man forlods forventer at møde et menneske (borderlineren), som splitter, som ikke kan sætte grænser, og som har en så selvdestruktiv adfærd, at det nærmest gør det ”farligt” for terapeuten at være autentisk og nærværende. Så hvad gør det ved terapi-setuppet, at alt det nærmest ligger i luften, inden klienten overhovedet træder indenfor i stuen? Uoverstigelige forhindringer. Alle såkaldte ”borderlinere” har enorme blokke af umødthed i deres systemer, men denne stigmatisering tjener til at understøtte et vist selvsyn: Klient: ”Jamen jeg er jo også borderliner, så det er grunden til, at jeg gør, som jeg gør”. Eller terapeut: ”Det er en borderliner, så jeg ved, at vedkommende vil dumpe mig før eller siden, og derfor har jeg hele tiden mine parader oppe”. Ingen af delene har en helende emotionel effekt på den længere bane. EFT foreslår derfor at kalde det borderline processer. At man ikke ER en borderliner, men at man HAR borderline processer, som er svingende, og som kan udmønte sig i ekstreme handlinger, men at det ER muligt at skabe positiv forandring (dog via længere terapiforløb) ved at gentage det empatiske møde. Igen. Og igen. Og igen.


Crokodile Dundee

Med en norsk filthat kan man komme til at ligne Crokodile Dundee

Det er i hvert fald nogle af mine tanker, da dagens første kunder, tre pakistanere, melder deres ankomst. De skal til lufthavnen og lider vist ikke af borderline processer. Tværtimod, vil jeg nok sige. Det er tre gode venner, som har været på roadtrip i Norge, og de virker rolige og afslappede, og snakken går lystigt, hvor de fortæller om deres venskab (som går tilbage til folkeskolen (de er mellem 55-65 år)), og deres kærlighed til at rejse. De har ingen særlig tilknytning til Norge, men nød den storslåede natur. Da vi når Bella Center, beder de mig stoppe bilen, fordi den ene af dem har glemt sin telefon på Skandinavia Hotel. Jeg vender karaten, og vi stikker kursen tilbage mod centrum. De undskylder mange gange. Men… altså i stedet for at få en tur til 200 kr. får jeg nu en tur til 430 kr., så det… øhm… behøver I altså ikke undskylde. Tænker jeg. Men nøjes med at smile. Stemningen falder prompte til en norsk polartemperatur, og ingen af os siger noget hele vejen tilbage til hotellet. Bagsædemanden med den glemte mobil løber ind, og efter ca. 5 minutter kommer han tilbage… Denne gang med kulør i ansigtet. Jaaaaa, han havde glemt den i skuffen. I dette øjeblik slår det mig, at han ligner Crocodile Dundee med den mærkelige hat, han har på. Og det kan jeg ikke lade være med at udtrykke. Det får de andre til at storgrine, og de istemmer ivrigt, imens de fortæller, at han købte hatten i Lapland, og at den skulle være åh så fin med noget ganske særligt laplands-uld. Men at han i stedet tager sig grov og australsk Dundee-agtig ud. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hans øjne, mens de driller ham. De er store, åbne og sårbare. Og han nyder det. Nyder deres kærlige ironier. Det er virkelig gode, gamle venner, jeg har fået i taxaen.

Hyggelige og mindre hyggelige ture 

Se. Charmen ved taxakørsel er, at man får så mange forskellige oplevelser. På godt og ondt. De næste par ture får mit høje pakistanerhumør tilbage til normal leverpostej. Og nok endnu lavere. Den første tur er en ung kvinde, som skal fra Amager til Nørrebro. Hun sætter sig ind på bagsædet med mobilen klistret til øret og meddeler mig nonchalant destinationen. Det er de små ting i en hyrevogn, som tæller (altså på den skala, som omhandler, hvorvidt vi er høflige og formelle (og endda vrisne), eller om det kan udvikle sig til en skøn snak om alverdens ting). Hillerødgade er afspærret mod Vanløse pga. asfaltlægning. What? En kæmpe hovedvej. Det anede jeg ikke, så jeg er et øjeblik i tvivl om, hvor jeg skal køre hen. Og da kunden surt fortæller mig, hvad jeg skal gøre, er jeg sikker på, at vi er på den syrlige del af skalaen. Vedkommende stiger ud og ytrer tak, da hun får sin kvittering. Til det svarer jeg naturligvis velbekomme. Men det trickede åbenbart et eller andet i hende, så hun stikker nærmest truende hovedet ind i bilen og responderer vredt, ”hvad si’r du!!??” I det øjeblik spekulerer jeg på, om det mon er første gang i historien, at et ”velbekomme” tolkes som en provokation og en mulig ansats til konflikt. Jeg nøjes med at gentage mit ”velbekomme” med et smil om læben, hvorefter hun smækker døren i og skridter af. Det her er langt ud over mig, lyder mine tanker. Måske en kæreste, som er skredet i svinget. Jeg triller tilbage mod centrum.


Foto: Jimmy Hansen. Min veninde Maria Fyrsterling og undertegnede spiser frokost med uber udsigt

Jeg holder ved Kultorvet tæt på Rundetårn, da mine tanker døser hen til en frokost, jeg havde med min gode veninde Maria Fyrsterling på Postcafeen for seks måneder siden. Jeg er en sucker for udsigter. Og de formår at diske op med en af byens bedste. Så ja, en latte koster 10 kr. mere end i stueetagen på Købmagergade, men fuck hvor smager den SÅ meget bedre. Well, ind træder tre norske kvinder, som er bryske fra første tråd på Mercedes-speederen. Det kommer lidt bag på mig faktisk, for jeg har næsten kun bløde indtryk af nordmænd. At de på en eller anden måde har en essens af afslappethed og laid back-ness, og at det skyldes deres jernstærke økonomi. Det er i hvert fald en bro, jeg tit har tænkt ind i. Men. Der er åbenbart undtagelser. De tre madammer kværner løs, og jeg holder mine ord for mig selv. Da vi når frem til hovedindgangen på Christiania, ytrer jeg mig for første gang semantisk med følgende sætning på fire ord: ”Det bliver 86 kr.” (som der også står på taxametret med store røde tal… og hvilket er placeret strategisk HELT i midten af bilen, så ingen øjne (nogen steder i taxaen) kan undgå at se det). Til mine fire ord svarer den ene af de hvasse norske kvinder: ”Hvad siger du? Du bør sgu da lære norsk. De der danske tal er der ingen, som fatter.” Og det er jo en ret sjov bemærkning. For den indeholder virkelig mange oplysninger. Den er passiv aggressiv, især pga. tonefaldet, og så er den meget lidt ydmyg. Jeg mener… hun befinder sig i en københavnsk taxa og beder den københavnske taxachauffør om at tale norsk, samtidig med at hun fælder en dom over det danske sprog (normalt kan jeg godt være selvironisk omkring det danske talsystem, fordi ja, det er omvendt af alle andre, men når rammen er nedladende, falder det mig for brystet). Og her træder så aktualiteten af taxablog-overskriftens anden del ind i billedet, for i gamle dage havde jeg selv betjent mig af sekundære responser. Altså den slags, hvor jeg i stedet for at mærke, hvad der bor i mig og udtrykke det, så være gået med på vedkommendes udstukne (negative) præmis og måske endda lavet en selvironisk joke på det danske sprogs vegne. Men det ville altid være endt med et kompromis. Et kompromis af min energi. Og det er bevægelsen ind i dette kompromis, som er at henføre under sekundære responser. Altså at man ofte ikke tør udtrykke sin inderlighed af angst for… whatever… Men min lange rejse med mig selv har gjort, at jeg ikke længere vil være selvskadende, når folk er grænseoverskridende. Punktum. Og ja, det betyder, at jeg selv kan blive krads, men fuck, hvor har jeg det meget bedre bagefter. Det er så vildt at skrive disse ting, for det har virkelig taget mig mange år at nå til det her sted, hvor jeg svarer med det sprog, som bor i mine kældergange og som er i overensstemmelse hermed. Jeg svarede nemlig: ”Hvorfor fanden skulle jeg dog det? Du er i Danmark. Det er da dig, der skal lære det danske sprog.” Det fik hende til at skraldgrine. Og vi taler virkelig storskrald. I lang tid. Det undrede mig også. For så sjovt var det altså heller ikke. Men det satte i hvert fald noget i gang hos hende. Måske en sekundær respons.


Foto: Fristaden, en oase for mange, også for tre bryske norske damer

Anyway, min EFT-lærebog får lige endnu et par kælne tanker, da jeg bagefter kører ned ad Prinsessegade. Det føltes SÅ rart at have den momentane kontakt til vredesdøren og udtrykke den. Uden filter.

At komme hjem 

Vi nærmer os aftenens sidste tur. En god taxadag på mange måder. Men også en hård en. Mit sidste ride er med en australsk pige, som skal fra Klampenborg til Amager. Hun virker uendelig meget mere moden end sine 19 år. Vi får den fedeste snak. Om blandt andet at være kæreste med en udlænding. Hun mødte en dansk fyr i Australien og tog det store flyttespring for et års tid siden og kom til Danmark. Om det at møde den rigtige. Og at det kan føles som at komme hjem. At der er noget, som falder på plads, når man møder ham eller hende, man måske hele livet har længtes efter. Som en hånd i en handske. Noget, der bare passer. Noget, der er viklet naturligt ind i hinanden i tusind lag. Fra første udveksling af ord. Og første latter. Og alt sammen i en stemning, der ikke kræver forklaring og er iført en form for allestedsnærværende samklang. ”We really get each other”, som hun siger. Hendes ord gør mig glad. På mange måder.

mor og søn

Foto: Jimmy Hansen. Min mor Jane Slundt kan ikke lide slanger

Hvad er de tre fedeste ting ved Australien, spørger jeg skarpt. ”Klimaet, dyrene og vejret”, lyder svaret prompte. Jeg kommer hastigt til at tænke på min mor, som er angst for slanger. Vi taler virkelig bange, bange. Bare tanken alene kan få hende til at ryste. Måske er det meget godt, at hun bor øst for Holbæk, tænker jeg, mens vi sludrer videre og kører det sidste stykke ud ad Amager Strandvej mod hendes bopæl.

Sikken dag. Det er en uge efter, at en taxachauffør blev tæsket ihjel i Brønshøj. Jeg sender stadig ham og hans pårørende tanker. Og er stadig lidt på vakt. Men nu er det altså på hovedet i seng.


Æret være hans minde

Søndag 21114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Det er to dage siden, en 65-årig taxachauffør blev tæsket ihjel af tre unge mennesker, da han udførte sit job. Det har ramt mig. Jeg tænker på hans pårørende og er harm og frustreret. Det er SÅ stupidt. At banke et andet menneske ihjel for hvad… otte taxabonner og 250 kr. Det er seks pakker cigaretter. Det præger mig. Jeg er lidt mere på vakt og kører kun innercity og primært hoteller. Faktisk fylder det igennem hele dagen og spejler sig i samtalerne med flere kunder.


Den terapiretning, jeg er skolet i, hedder EFT (emotion focused therapy). Det var tilfældigt, at jeg plumpede ind i den tradition, men fuck, hvor det tit kalder på min taknemmelighed. Det er en af de eneste evidensbaserede psykoterapiretninger herhjemme, og en af de hastigst voksende i USA. Og de folk, som står bag, er anerkendte psykologer, hjerneforskere og sågar ingeniører med stærk tilknytning til APA (den amerikanske psykologforening). Og så er de fuldkommen nede på jorden. Jeg var til foredrag med Leslie Greenberg i DGI-byen i sommer, og han er om noget en af kernefolkene bag EFT. Han sagde: ”Let’s de-guru the hole thing”. Lad nu være med at piedestalisere mig, for jeg er ikke bedre end jer. Det elsker jeg ham for, og det rammer ind i essensen af EFT, nemlig at vi selv er eksperter på vores egne nervesystemer. At behandlere skal begynde at fare med lempe og ydmyghed i deres praksisser. Og at rejsen mod at blive ”rigtig” især handler om at stole på sin egen inderlighed. Sine egne emotioner. Og derfra træde i eksistens og finde sin egen stemme i verden.


Leslie Greenberg, en af stifterne af EFT

Mine første kunder, to piger, har så meget bagage, at vi også må gøre brug af kabinen fra top til tå for at få plads. Fint nok. De skal fra Islands Brygge til lufthavnen, hvilket vel må siges at være en af de mindst komplicerede taxature overhovedet. Altså ud af Artillerivej og så fange motorvejen via Sjællandsbroen. Og bum. Så hedder destinationen Kastrup. Men forsædepigen mente, jeg skulle være drejet op mod Bella Center i stedet for at fange motorvejen, og det syntes hun, hun lige ville pointere over for mig. Hun har måske ret i, at der tjenes 50 meter ved at køre den vej, men til gengæld sparer man fire lyskryds, og derved bliver det nok billigere i sidste ende med motorvejen. Og nu kommer så det her med at stole på sin inderlighed. For til at starte med forklarede jeg hende de ord, jeg lige ovenover har skrevet – altså det med lyskryds og sådan. Og satte et punktum. Og det gjorde hun så også. Men taxastemningen over Sjællandsbroen faldt øjeblikkeligt til nulpunktet. Og jeg var irriteret. Men i stedet for at tie, som jeg SÅ mange gange i mit liv har gjort, spurgte jeg, om hun var utilfreds med min kørsel. Men det var hun altså ikke. Hun havde bare for vane at køre den anden vej, og da hun her åbnede munden, indså jeg, at jeg havde opfanget hendes Sjællandsbroen-energi anderledes, end den var tiltænkt. Derfra flød alting anderledes, og da vi i det efterfølgende øjeblik kørte under viadukten ved Fields, sendte jeg min EFT-bog ikke så få kærlige tanker, for førhen havde jeg ladet ”tornen” blive i mit indre, og det havde typisk taget x-antal timer at få den ekspederet ud igen. Nu tog det 200 meter motorvej.

Det ene øjeblik flykunde med Norwegian, det næste øjeblik taxachauffør for Københavns Taxa

Foto: Jimmy Hansen. Det ene øjeblik flykunde med Norwegian (undertegnede), det næste øjeblik taxachauffør for Københavns Taxa

Har Meryl Streep styr på mændene?

Jeg er sjældent selvhævdende, men der er et område, hvor jeg uden at blinke vil kalde mig stormester. Altså den slags, hvor andre 10.-dan’ere opsøger mig for at blive guidet og få vejledning. Og det er i den sjældent benævnte disciplin: at have taxaøjne. Altså det område, hvor man kører med 50 km/t i tung trafik, spotter en taxakunde i en fortravlet menneskeflok, flår hyrevognen ind til siden (selvfølgelig med respekt for de øvrige bilister og dobbelte vognbanelinjer) og tager høfligt og stille imod kunden, som var det det naturligste i verden. Og således gik det til, at jeg i løbet af formiddagen kører forbi Østerport, der på dette tidspunkt er et menneskemylder på hotelsiden og alligevel ser manden i mængden. Ham, hvis øjne er anderledes søgende end de andres. Ikke efter en bus, for så er øjnene dvaske. Heller ikke efter en kæreste, for så er de vakte og glade. Og heller ikke efter DSB, for så er de sørgmodige. Ej, det sidste var en joke. Men de øjne, der søger ud i trafikken og har en falkeblik-agtig ivrighed i sig, og som er givet ved begrebet rettethed, der i øvrigt har haft stor betydning inden for filosofien. Altså de øjne. Og nu kan jeg godt se, at jeg ikke helt lever op til sidste linje i min taxaøjne-definition, for da han stiger ind i bilen, spørger jeg ivrigt og gestikulerende, hvad han synes om min manøvre. Om det ikke var skide cool, hvordan jeg fik øje på ham.

Mery Streep

Det fik konsekvenser for Meryl, at hun forbød Robert at tage på jagt

DSB sender ikke længere automatisk zonekort ud, og da han ikke kunne gå online i toget, måtte han stå af og praje en taxa til lufthavnen. Min indledningskommentar slår tonen an og får os hurtigt gelejdet ind på en fed snak, der varer hele turen. Hans kone er blevet arbejdsløs for fire måneder siden og måske ude i en form for eksistentiel arbejdsrelateret krise, fordi hun ikke er sikker på, om hun er i den rigtige branche (som pædagog). Det har haft den konsekvens, at hun er blevet usikker på forholdet og nu nærmest lidt omklamrende. Altså at når min kunde skal ud at sejle, så ser hun det som en trussel snarere end en invitation, hvilket er det modsatte af pointen i følgende engelske citat (der umuligt kan oversættes til dansk), og som passer, selvom man har været gift i 25 år:

“If you love someone set them free, if they come back to you, they are yours forever, if they don’t they never were.”

Når hun ”forbyder” ham at sejle eller gør stor fordring på hans tid, får det den modsatte effekt end den tiltænkte, nemlig at han føler sig kvalt og trykket og har sværere ved at vise kærlighed. Og som han selv siger: ”Jeg har det som Robert Redford i ”Mit Afrika”, hvor Meryl Streep forsøger at holde ham hjemme fra storvildtsjagterne, og han siger: ”You have no idea the effect that language has on me”.” Betyder det, at manden ikke skal være der for sin kæreste, når hun er i krise? Nej, selvfølgelig ikke. Men når kvinden træder ind i et slags selvudslettende felt, hvor hun tager manden og hans tid som gidsel, er der noget som slukkes i ham. Jeg tror sgu, vi er ude i nogle arketyper her. Altså at vi mænd helt fra urtiden har haft brug for luft til at tanke op, og fra netop dette sted kan vi hente ressourcer og overskud til at elske vores kvinder.

Er advokater og piloter mere end andre mennesker?


Foto: Jimmy Hansen. Lyset faldt ganske særligt over himlen denne første søndag aften i november

Jeg holder ved Hovedbanen og prajes af to advokater, viser de sig at være, som skal til Christmas Møllers Plads. De har travlt med at overgå sig selv i begejstring over, hvor fede de og deres materielle goder er. Altså på den måde, hvor alle andre mennesker er mindre værd. Uhhh, det er virkelig ikke min kop te. Faktisk afskyr jeg det. At mennesker via uddannelse (gratis vel at mærke) eller sådan noget, lader en tone sætte i deres sind, som kalder på, at de er noget særligt. Det hedder at være grandios inden for terapiverdenen. Og det rammer nok mig særligt hårdt, eftersom jeg selv har lidt af det. Da jeg var jagerpilot-elev i flyvevåbnet og senere fløj som pilot i USA, så jeg ganske enkelt ned på andre mennesker, som ikke lige var inden for den verden. Jeees. Gudskelov for, at jeg blev ramt så hårdt af livet i starten af mine tyvere, at jeg kom på andre tanker. Nuvel. Advokatstemningen hænger li’som i luften, da næste kunde ud for Christiania træder inden for i stuen. Jeg er lidt taxalammet over de to idiot-kunder, så jeg fornemmer ikke umiddelbart min kvindelige kunde fra Århus. Vi siger derfor ikke noget. Intet. Men aftenhimlen er altså usædvanlig flot, da vi passerer Knippelsbro. Vi taler virkelig om noget særligt. Og jeg kan ikke modstå trangen til at hive mit Sony Z2 frem og knipse et par billeder. Det fremkalder prompte en latter hos hende, og i det sekund slår det mig, hvor meget vi mennesker egentlig præger hinanden. Advokat-latteren var nedladende og bedrevidende. Hendes er, ”at vi er lige, og hvor er det pudsigt, at du tager billeder af himlen under en taxatur. Og ikke en skid andet”. Og det afstedkom straks en medmenneskelig samhørighed, som efterfølgende konverteres til ret mange grin ned ad Stormgade og bagom Tivoli. Normalt bruger hun Mølleparken i Århus for at tanke op, og vi laver jokes omkring, hvordan man derovre skal iføre sig bestemte klæder for at blive godkendt til at købe det sjove tobak.

Når taxakunder er terapeuter for taxachauffører

Min næstsidste kunde skal fra Langelinie til Lufthavnen. Det er sjældent, jeg kører med en kunde, som nærmest antager rollen af terapeut over for mig, men det gør hun, og fuck, hvor er det rart. Hun er nærmest insisterende i forhold til at holde kommunikationssporet på den dræbte taxachauffør. Jeg er flere gange ved at græde, men det lader jeg hende ikke vide. Det har påvirket mig mere, end jeg aner, at en anden kollega to dage før har skullet betale den ultimative pris for at passe sit job. Da jeg sætter hende og hendes datter af i Indenrigsgården, er jeg mere lettet, og faktisk er mit angstniveau faldet. Tak! (jeg ved, du læser med).

En utrolig smuk udsigt


Foto: Jimmy Hansen. Jeg har stadig ikke sort bælte i min Sony Z2, for billedet kunne givetvis have været bedre (uden blizt fx), men med skulle det, for der var en helt særlig stemning dette øjeblik. Med lidt gode øjne kan man ane søen og månens spejling i nederste venstre side af billedet

Shit, en begivenhedsrig taxadag. Fede, fede kunder, men også præget af vemod. Klokken er 23, og det er ved at være fyraften, da sidste tur tikker ind. Pyt, den snupper jeg lige, og SÅ er det på hovedet i seng. ”Cromwell Hotel ved Roskilde Fjord”, lyder hans bestilling. Åhhh, det er jo en fed tur til 700 kr., men det vil tage halvanden time at afvikle. Jeg overvejer at give den til en anden, men beslutter mig for at udstikke kursen mod Roskilde. Vi siger ikke noget, og det passer mig fint. En ting gør mig dog glad i låget, og det er, at han har hovedet nede i sin Ipad fra start til slut. Ikke på et eneste tidspunkt kigger han op. Det tolker jeg som en tillidserklæring til min kørsel. Da vi ankommer, får man serveret en af kongerigets skønneste udsigter – den over Roskilde Fjord. Der skyller en taknemmelighed ind over mig, da jeg lidt efter holder i krydset og forsøger at indfange aftenfjorden med mit kamera. Lige der. Lige nu.

Fra grandios til at være en del af menneskeheden

Af Jimmy Hansen

Hvad er der at bekymre sig om, når man er centrum for universet?

Hvad er der at bekymre sig om, når man er centrum for universet? Foto fra slut firserne

– I er cremen af den danske ungdom, lød det i sommeren 1987, da jeg sammen med 35 andre blev budt velkommen til Flyvestation Avnø ved Næstved. Der, hvor man dengang uddannede jagerpiloter. Han refererede til det såkaldte Nåleøje, hvor tusinder af unge mænd hvert år søger ind og kun et fåtal går igennem. Altså os. Det føltes rart, da han sagde det, men nu var vi jo altså også omme på den sjove side af kulissen.

For mit vedkommende endte jagerpilotdrømmen brat ti måneder efter, da jeg dumpede et solotjek. Og det er unægtelig en anden historie, men vores læres ord bestod. ”At være cremen af den danske ungdom”. Jamen, så er man vel lidt mere end andre, kunne næste tanke være. Og således kunne den slags vokse, indtil selve grandiositeten en dag bankede på døren, og man nærmest per definition var noget særligt. En, der vidste bedre besked og var lidt mere i kraft af… ja, i kraft af … øh, i kraft af… et eller andet. Bare bedre.

Det var mig. Og det var ikke sådan, at jeg tænkte det særlig bevidst, men jeg mærkede det bare. Og ikke mindst i min omgang med mine medmennesker. ”At de da måtte forstå, at når nu jeg var pilot, at så var jeg højere på strå. Og klogere.”

Når man (måske) skal flyve F16, kan man alt.

Når man (måske) skal flyve F16, kan man alt.


Vi er her kun 80 somre
I virkeligheden udspillede der sig et kolossalt drama indeni mig. Mine forældre var lige blevet skilt. Min kæreste var skredet med en franskmand. Jeg dumpede den uddannelse og jagerpilotvej, jeg hele livet havde drømt om at gå. Og på nogle dybere planer, døjede jeg med følgerne af et seksuelt overgreb. Så i mit tilfælde greb jeg til den forsvarsstrategi, det var at tænke, at jeg var bedre end andre. At være grandios. Men det var også det eneste, det var. Et forsvar. For at tro det var ikke at indse, hvor betydningsløs min eksistens egentlig var og er. Jo, jo, jeg er vigtig for mine børn og mine krydderurter og for mine tanker om miljøpolitikken, men målt i forhold til stjernernes lys, der har været millioner af år undervejs, inden det om aftenen rammer min nethinde, så er mine måske 80 somre her på Jorden ikke så vigtige.

Okay, okay, så kunne jeg tænke nogle sindssygt vigtige tanker, som mine efterkommere eventuelt kan svælge i. Men fuck, der har Foucault jo ligesom været. Og Nietzsche og Kierkegaard. Og mange, mange andre fantastiske tænkere igennem historien. Og at kalde mig tanke-grandios i forhold til tyske Hegel vil nok være at tage munden for fuld eller måske endda svulstigt. Så hvor finder man lige noget muld, ens grandiositet kan vokse i?

Til Cannes i en motorbåd
Kassen. Jeg tjener sgu da kassen og køber den ondeste motorbåd og drøner til Cannes og bliver set, set, set og måske fotograferet med kendte mennesker og oplever den ultimative kulmination det er at finde mig selv i et kulørt dansk ugeblad. Men ak. Reality-stjernerne har sort bælte i at posere og sige sjove ting og vil til evig tid være mig ugeblads-overlegen. Og Rochefellerfamilien og Gates og andre ”bankers” har så mange penge og magt, at jeg slet ikke kan forestille mig det.

Tilbage var der faktisk kun at kigge bagom det hele. Kigge på forsvaret i sig selv. Hvorfor gik jeg rundt og tænkte, at jeg var mere end andre? Fordi jeg havde et lavt selvværd og dybest set var skide ked af det. Men da mine tårer fik frit lejde og min vrede et eksplicit udtryk, begyndte jeg at mærke mig selv indefra og syntes om det. Og derfra gik jeg mindre og mindre op i, hvordan min væren tog sig ud for andre og mere op i at mærke mine behov og at være nærværende over for både mig selv og mine medmennesker.

Vi er klart "the right stuff"

Vi er klart “the right stuff”

En begravelse
Så i dag er den begravet. Grandiositeten. Og hvad har det så betydet for mit liv? At jeg ikke længere er ensom. At jeg griner meget, meget mere. At jeg langt hyppigere går til saunagus og tango. Og tager på mystiske cykelture til Dragør Fort med venner og veninder. At jeg værdsætter hvert eneste øjeblik med min familie og ikke gør mig tanker om at skulle lave om på dem, hvilket i sig selv afstedkommer mange flere kilo lethed og latter. At jeg kort sagt er en del af menneskeheden på godt og ondt. Og hverken mere eller mindre.

En erhvervsleder og en indrebarn-rejse

Af Jimmy Hansen

Det er en af erhvervslivets tunge drenge, der i dag sidder foran mig i klientstolen. Og som det i den ”branche” hører sig til, lider han af stress og har ikke grædt i rigtig mange år. Hans sprog er kontant om end en smule stift i sin rytmik. Ingen tvivl om, at han er rationel højadaptiv, og hans pondus alene fører tankerne hen på en lederfigur med et stort dagligt ansvar. Da hans stress også har givet ham angst, er tiden inde til en større terapeutisk undersøgelse for at finde svar og senere forhåbentlig vækst. Vi indleder med klassisk oplevelsesorienteret psykoterapi og går blidt på opdagelse. Når potentielle smertesteder bringes i spil, bibeholder han en lineær sprogbrug uden nævneværdige følelsesmæssige klangbunde. Og da jeg et stykke henne i terapien foreslår ham en guidet meditation, i hvilken han skal møde sit indre barn, står der ”er du vanvittig” malet i panden på ham. Han nøjes med spagfærdigt at konstatere, at det lyder lidt hippieagtigt. Han er dog for nysgerrig til ikke at prøve, så efter et par indledende vejrtrækningsøvelser, bevæger vi os ud på den rejse, som skal vise sig at komme til at ændre hans forhold til sit indre liv. Et stykke inde i visualiseringen, hvor han går på en strand og møder sin indre femårige dreng, som kommer ham traskende i møde på bare tæer, bryder han hulkende sammen. Mødet med drengen og ømheden, han nærer for ham i dette guidede øjeblik, bringer følelser og nye erkendelser i spil.


Efter meditationen er han som forvandlet. Stemmen har en anden dybtfølt grøde, og adgangen til barndommens erindringer er mere ligetil. Det ”limbiske kick”, han fik under meditationen, har tilsyneladende vækket nogle neurologiske hukommelsesspor, som gør det lettere for ham at navigere tilbage og rundt i fortiden.

Ovenstående, som var en af hans første terapisessioner, blev startskuddet til et liv, hvor meditation og vejrtrækningsøvelser er blevet en fast bestanddel af dagligdagen. Hans angst er i dag helt væk, og stressen er reduceret til ekkoer i sindet, der indimellem dukker op som minder om en livsstil, besnærende som den var, men med alt for store omkostninger.

Hvori består det effektive?

Men hvad er det, der er så effektivt ved at kombinere meditation og terapi? Ingen tvivl om, at de hver for sig kan skabe vækstorienterede resultater inden for praktisk taget alle sindsudfordringer. Men ved at bruge dem sammen, får man et kraftfuldt værktøj, der, når det dosseres klogt og med respekt, sparker døre ind og accelererer vejen mod at være omme på den anden side af ”de tre store” angst, stress og depression.

Min stressede klients forsvar var, at han bildte sig ind at have haft en problemfri barndom, og at han via sit arbejde havde bevæget sig langt væk fra sin sårbarhed og det smertefulde faktum, at han ikke var blevet mødt følelsesmæssigt af sine primære omsorgspersoner. Meditationen gav ham en emotionel forståelse af dette problemkompleks. Og da tårerne kom, faldt angstniveauet, fordi følelseskontakten blev genetableret, og i selv samme bevægelse blev stressen reduceret, da den er gjort af samme stof (manglende kontakt til følelserne). Efter meditationen er en af terapeutens vigtigste funktioner at ”vibrere med” på det hjerneniveau, som er i spil – her især det limbiske system – og være et spejl for klienten, så denne i et trygt rum kan udtrykke sin inderlighed, og et autentisk og fordomsfrit møde mellem klient og terapeut kan finde sted. Og det er her, i netop dette møde, hvor blottelsen er høj og går hånd i hånd med trygheden, at nye neurologiske spor etableres i sindet, og at disse med tiden kan varsle en anden perciperet indre og ydre virkelighed. Lidt senere i terapien var det passende at rykke et subkortikalt niveau op og binde narrative røde tråde fra den meditative oplevelse til barndommens virkelighed og de hertil knyttede kvaler. Man kan sige, at meditationen blev den følelsesåbnende sluse, og terapien en menings- og retorikskabende instans. Denne brug af terapi og meditation i forhold til hjernen og nervesystemets mange lag kan varieres i det uendelige alt afhængigt af klientens temaer.

Østen møder Vesten

I Østen har meditation været alment brugt som sjælelindring i årtusinder. I Vesten har den fået vind i sejlene især efter hjerneforskningens landvindinger inden for komplicerede skanninger af mennesker under meditation og de heraf mange videnskabelige blåstemplinger af den som en sikker vej mod større velvære og lykke. Terapi, som alt sammen har sine rødder i Sigmund Freuds tænkning, har en historik på kun lidt over 100 år, men får i stadig højere grad videnskabens hellige grønne lys i kraft af den megen effekt- og procesforskning, der mest bedrives i USA. I Danmark er det især de to terapiformer EFT (emotionally focused theraphy) og Intensiv Psykodynamisk Korttidsterapi (ISTDP), der går under betegnelserne ”evidensbaserede”.

Som omtalt skal der trædes varsomt, når terapi og meditation kombineres, da det at træde ind i langbølgerummet, som meditationer ofte er gjort af, kan opleves som en bombastisk overgang fra eksempelvis en narrativ samtaleterapi og evokere stærke emotioner, som i værste fald kan få en retraumatiserende virkning på et frossent traume. Men når det er sagt, er det en yderst anbefalelsesværdig kombination, da det har en langtidsvirkende effekt og manipulerer sindet i allehånde ønskelige retninger. Og ikke mindst fordi man som klient får en flok meditative værktøjer, som er lette at integrere i en travl hverdag, og man derved kvit og frit kan udøve aktiv indflydelse på egen helbredelse, når man har lyst.