Mænd uden vrede mister orienteringen, når det gælder kvinder

 

Af Jimmy Hansen

Du kan følge Jimmy Hansen på Facebook her.

Jeg havde engang en klient, en ung mand, som ikke kunne blive vred. Eller… han havde enormt meget vrede i sig, men vreden blev ”mentaliseret” og lød mere som en fugls kvidren, når den skulle udtrykkes, end en reel maskulin kraft. Samtidig klagede han over, at han havde svært ved det modsatte køn. Svært ved at finde sig til rette i kønnenes spil og i det hele taget finde sin egen manderolle i omgangen med piger. Undervejs i sessionen kom vi ind på, hvor vanskeligt han havde det med sin vrede, og hvor polariseret den optrådte for ham. At han enten hadede hele verden i et slags anarkistisk korstog eller var enormt selvudslettende i forhold til sine jævnaldrende og ikke mindst piger. Da jeg, som en øvelse, bad ham om at udtrykke sin vrede og sige, at han hadede mig, var han ved at flække af grin. Han sagde det – ”jeg hader dig” – men pakkede det prompte ind i et charmerende smil, når ordene var smuttet over hans læber.

Kvinder har brug for mænd, der kan sætte grænser
Men hvad er konsekvenserne, når mænd ikke kan tage kontakt til vreden?
Vreden bor ved siden af lidenskaben. Så når en mand ikke frit og uhæmmet kan træde ind ad vredesdøren, kan han heller ikke favne sin passion og liderlighed. Omgangen med det modsatte køn vanskeliggøres, fordi kvinder har brug for mænd, der kan sætte grænser, og en grænse bliver kun sat, når den er drevet af inderlighed, og når kvinden kan mærke, at han træder ind i det urcenter af kraft, som er definerende for hans maskulinitet. Og når han gør det, føler hun sig i virkeligheden tryg. For så ved hun, hvor hun har ham. Og nej, det betyder ikke, at manden bimler dirrende rundt som et dyr med rabies, men har en hvilende kontakt til ”døren vrede”, og som kan tages i brug efter behov.

Vreden gør, at manden kan vise kvinden kærlighed
Ifølge filosoffen Sokrates bor ”de højere” følelser såsom harme og aggressivitet omkring hjertet og brystet, hvor også modet hører til. Vreden er ifølge den gamle vismand en instans, som er med til at bevare en sund omgang med ”de lavere” følelser, huserende i maven og de indre organer.
En manglende kontakt til vreden og brystet vil med andre ord foranledige blokeringer i energierne og skabe grobund for passiv-aggressiv adfærd, hvor stikkende kommentarer og sarkastiske udgydelser mere bliver norm end undtagelse. I det sokratiske følelsesbillede kan man således sige, at vreden er nøglen til modet, der gør manden i stand til at udtrykke sine følelser. Og når han gør det, bliver han klar i sine indre systemer og undgår at få noget i klemme i forhold til sin kvinde. Derved bliver det også meget lettere for ham vise hende kærlighed. Og ikke mindst at rumme hende seksuelt.

Den ikke ufarlige vrede
Hvis vreden derimod er mere end ophobede frustrationer og eksempelvis omkranser et traume, kan visse ord og handlinger fra kvindens side lirke op til en indre roterende vulkan af sjælelig smerte, som, når den i et pludseligt ryk bliver aktiveret, får et udfarende udtryk, der kan være meget voldsomt. Endda med vold som følge. I de tilfælde kræver lindring næsten altid terapi. Et rum, hvor der er indsigt i at gribe den slags vrede an og indsigt i traumers natur.

Han dansede ud af terapirummet
Så galt stod det heldigvis ikke til for min klient. Efter fem-ti minutters overtalelse og gestaltiske øvelser begyndte han at sige, at han hadede mig – uden at fortrække en mine, og som om han virkelig mente det. Bagefter dansede han nærmest ud terapirummet, og efter et par dage sendte han mig en sms, hvor der stod, at han havde inviteret den pige, han var hemmeligt forelsket i, på date, og at det måske var første gang i hans liv, at han følte sig klar, mandig og afslappet i selskab med det modsatte køn.

Nyeste taxablogindlæg: Er det en fordel for en pige at være semilækker?

BLOGINDLÆGGET ER AT FINDE EFTER DISSE INDLEDENDE LINJER

Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

Søndag 161114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Det blæser en ond pelikan og står ned i stænger. Jeg holder ved Skandinavia Hotel, da dagens første kunder melder deres ankomst. Et ægtepar fra… øh… Norge, Sverige, eller… ej, jeg ved det ikke. Og ja, det er VIRKELIG pinligt, men jeg kan tit ikke høre forskel. Nå, men de har altså vundet over Grækenland i fodbold, fortæller de mig, og det er de jublende lykkelige over. Så må det være Norge, tænker jeg, for det ville rage en svensker en papand. Jeg stikker kursen mod Lufthavnen, og de FORTSÆTTER i lang tid med at tale om den her famøse sejr. Jeg begynder at ane, at de er en smule tossede. “Du følger vist ikke med i fodbold,” lyder det lidt spidst fra den mandlige del af ægteskabet, da han fornemmer, at jeg fatter lyd af deres begejstring. Og da vi når til rundkørslen ved DR-byen, og han tilmed sammenligner sejren med Danmarks EM-trofæ i 1992, tænker jeg højt i hovedet, at det ER to kolbøtter, jeg har fået med (men altså nogle søde og pænt klædte nogen). Jeg mener… EM 1992!! Det er grande på grande. Jeg åbner munden og siger et eller andet om norsk fodbold, og det følges prompte op af en rungende tavshed i taxakabinen… ”Norge? Jamen, vi er fra Færøerne,” lyder det spagt på det her halvklingende dansk-færøske fra den kvindelige part. Godt så. Nu FORSTÅR jeg fandeme godt jeres begejstring. Det er jo helt vildt!

Billede-015

Færøernes nationalstadion (inklusive containere ved det ene mål)

Jeg har aldrig kun talt fodbold med et ægtepar helt til lufthavnen, men det gjorde vi altså. Og os alle tre i et væk. Og med mange grin undervejs. Fx kan der om vinteren kun være 4000 tilskuere på Færøernes Nationalstadion, fordi alle sidder i tykt vintertøj. Færøerne banker Grækenland i fodbold. Ups, Grækenland… den må have svedt.

Tom Cruise og flaskerne

cocktail_tom_cruise_roger_donaldson_021_jpg_uqsg

Læg mærke til, hvordan Tom Cruise via sin tjans som bartenderen formår at charmere Elisabeth Shue. Denne gang dog uden flasker

Bare rolig, det er ikke Tom Cruise, som træder ind i en københavnertaxa, men en ikke helt ringe erstatning.

Jeg holder forrest på Hovedbanen. Hvor har det dog været en fed dag. Så mange coole snakke. En ung mand tripper frem mod min taxa. Stakkels fyr, når jeg at tænke, da han trækker i Mercedeshåndtaget for at komme ind i ikkeblæsten. Jeg forestiller mig, at han virkelig har fået nogen på bægeret, for hans forhutlethed og den store røde bule i hans pande vidner om en voldsom behandling.

”Vesterbrogade,” lyder det lidt indeklemt fra ham.

Hvad har du lavet, spørger jeg?

”Kigget op i loftet i to timer hos min kammerat. Men det var kun hvidt, og det gav bare ikke særlig meget mening,” svarer han.

Herfra skifter jeg fluks kategori i mit hoved fra ”forhutlet” til ”rygende morsom”. Hans måde at sige det på er så fortabt, er det er intet mindre end skide skægt. Min latter skaber et hurtigt bånd, og i løbet af 90 meter Bernstoffsvej lyder vi som et gammelt ægtepar.

Kunde: ”Min kammerat og jeg var sammen med to piger, og den ene var lækker, mens den anden var semilækker. Og det var så sjovt, for semien var klogere…”, her afbryder chaufføren…

Taxichauffør: ”Ja, det er så trippet, for i det tilfælde er det ikke nødvendigvis en fordel for den lækre. For når man finder ud af, at hun er blank, så daler lækkerheden…”, her afbryder kunden…”

Kunde: ”…for fuld skrue…”, og derpå slår vi begge en stor latter op.

Jeg er jo en pivnysgerrig taxachauffør, så jeg bliver nødt til at spørge om det med bulen. Og det viser sig at være af en anden oprindelse end mine første Hovedbanegårdstanker. For ligesom Tom Cruise i Cocktail ønskede min kunde at gøre indtryk på de to piger ved at jonglere med den flaske, de lige havde købt (til 600 kr.). Og her står han så, min kunde, og leger Tom Cruise på en bar i centrum… men i modsætning til sidstnævnte, så knalder han flasken op i sin pande og taber den på gulvet. Paw! Der røg sgu lige 75 cl. sprut og en god plovmand ud af vinduet.

Min kunde var dog forhippet på at fortsætte sin jagt efter semien, og hvad der er kommet ud af den historie, må tiden vise. Og hvis han læser med, kan det jo være, han måske vil bidrage med ny lækker/semi-viden på kvindefronten. For hvad skete der egentlig efter Tom Cruise-bulen, kunne jo være en passende indgang til et nyt taxablog-afsnit.

DSC_0192

Foto: Jimmy Hansen. Maria Fyrsterling (til venstre) er dagens ekspert på taxabloggen. I dag taler hun om mænd og kvinder og at være semilækker kontra intelligens

Og her følger så et ikke særlig traditionsrigt taxablog- indspark, for min veninde Maria Fyrsterling Hansen havde et kvindeligt indspark til ovenstående betragtninger, og det, mente jeg, var relevant at medtage. Og hvis du har nogen meninger om det, er du hjertens velkommen til at droppe en kommentar på Facebook.

Maria Fyrsterling: ”Er nok bare ude med et forsigtigt indspark i debatten om udseende versus sødme… bliver lidt træt, når mænd siger, at udseendet betyder mindre, for hvis en lækker og en semi er lige søde… Så vinder den lækre!!! Naturligt nok… Det gælder også mellem kvinder og lækre og semimænd…”

Jimmy: ”God pointe, men det, du ikke forstår, og som mænd kun forstår, er, at den lækre faktisk i virkeligheden kan blive grimmere end semien, hvis de er lige dumme at høre på. Altså at her kan lækkerheden være en boomerang.”

Det afstedkom en lang underholdende snak, jeg ikke vil gengive her. Men by all means giv den gerne gas på Facebook.

Frederik Stjernfelt fortæller om sin nye bog

Stjernfelt, Frederik

Frederik Stjernfelt har begået bogen “Natural Propositions” på engelsk

Det er ved at blive sent. Jeg slår et smut fordi Indenrigs. Shit, der er ingen taxaer i depot, plus at der står MENNESKER ved bagagebåndet for at hente deres flybagage… Jamen, jamen, det er jo som Garfield, der får øje på et slot fyldt med lasagne (til sammenligning holder der måske 150 biler i udenrigs). Jeg flår vogn 1832 ind på oplandet, og i løbet af 2 minutter har jeg en kunde i bilen. Fedt, tænker jeg indeni. Så kan de sgu lære det ovre i Udenrigs.

Herren, jeg får i bilen, skal til Nørrebro. Han sætter sig på forsædet. Se, det er der jo en hel taxavidenskab omkring. For når folk sætter sig på bagsædet, så signalerer de, at de måske vil tale, hvis stemningen er til det, men at de virkelig er i deres gode ret til at ikketale. Men sådan er det ikke, når man sætter sig på forsædet, for her signalerer man, at man forlods er interesseret i at tale med chaufføren, og ergo må man også forvente, at der ved dette sæde-valg bobler en del ord op inde i chaufføren. Så da vi har trillet 50 meter Lufthavnsvej, og kunden endnu ikke har ytret sig, presser de føromtalte (berettigede) bobler sig på. Jeg spørger, om det har været en turbulent tur (og har det vilde blæsevejr i hovedet). ”Nej, ikke synderligt,” svarer forsædemanden på en sproglig vis, der i sin rytmik virker inviterende. Da han fortæller om, at det ofte er anderledes at flyve end at være på jorden, kommer jeg til at tænke på de mange fascinerende oplevelser, jeg på den konto havde, da jeg fløj som pilot i USA. Altså at når man befinder sig i lufthavet, at så er man li’som så meget i elementet, at man nærmest ikke oplever voldsomheden, men at så snart landingshjulene placeres på asfalten (eller i Alaska på de 3,5 meter (ekstremt) smalle grusbaner), mærker man prompte diskrepansen mellem luft og jord. Nå, det siger jeg ikke noget om, men jeg kan høre en intelligens i min kundes formidling af meteorologi, så jeg bliver lynsnart nysgerrig på, hvem han er. Og ved et nærmere kig… jamen, er du ikke Frederik Stjernfelt, spørger jeg…

Jo, ganske vist.

Fedt, tænker jeg. Så er det sgu lagt i kakkelovnen til en fed snak. Han har været i Aalborg og undervise i blandt andet Oplysningstiden, logik og den slags. Jeg var selv vildt optaget af Oplysningstiden på et tidspunkt, fordi det for mig at se på mange måder er fundamentet for vores moderne civilisation. Altså hvordan hele vores selvopfattelse på det tidspunkt gik i retning af et såkaldt positivistisk potentiale, hvor vi nærmest krævede at finde videnskabelige svar på snart sagt alting. Og at det i høj grad banede vej for en måde at tænke på, som, jeg mener, stadig bor dybt i mange af os, men som, jeg også mener, er en stor del af forklaringen på, at vi har så stressede samfund, og at vores rationaler mister forbindelsen til vores emotioner, og af blandt andet de grunde at vi mønstrer så afsindigt mange mennesker med depressioner, stress, angst osv. (over 450.000 danskere er på antidepressiver). Det kræver selvfølgelig en pokkers masse mellemregninger, når jeg opstiller ovenstående tese, og det er der ikke liiiige plads til på denne taxablog, men interessant er det altså at sludre med Stjernfelt. Han fortæller, at han for første gang har skrevet en bog på engelsk, og da jeg spørger ham, om det ikke er røvsvært at undervise på andet end dansk, svarer han, at de tekniske termer går igen, og at det faglige sprog faktisk er ret smalt, hvorimod at hvis man fx læser ”Æblemostreglementet” på engelsk med de her en milliard tillægsord, John Irving betjener sig af, fatter man hat. Hmm, fed pointe.

Vores snak gik i mange sjove retninger. Han virkede begejstret, da jeg fortalte om det historiske afsnit i min bog ”seksualitet og følelser”, hvor jeg vil inkludere etiske betragtninger helt tilbage fra antikken og Augustin. Det var faktisk fedt at få hans implicitte thumbs up, for man er sgu lidt i sin egen verden, når man forfatter en bog.

Sikke dog en fed taxadag. Over and out fra Islands Brygge.

Hvad er dine særlige lyster, og hvad gør du med dem?

Af Jimmy Hansen

Tak til fotograf Jan Igaard for billederne. Læs mere om  ham her.

Du kan følge Jimmy Hansen på Facebook her.

”Der er fetichistiske islæt i de fleste menneskers seksualitet”, siger de to norske sexologer Elsa Almås og Esben Benestad. Smag lige på den, inden du læser videre og med garanti vil opleve dit livs mest mystiske ballonhistorie:

Der er en by i Norge, hvor man sender balloner op i forbindelse med alting. Om det er helligdage, fejring af byens spidser eller en nabos barnedåb, så ryger der festballoner til vejrs. Det er samtidig det sted i verden med flest ballonfetichister. Altså mennesker, som tænder seksuelt på balloner. De får ganske enkelt en kilden i trussen ved synet af himlen fyldt med farverige gummiposer.

0-OpboUQ3kMpzNaP69r7rDT-dHLW4Z7P4q8Xk6Cn09U,UtcnxW8Vo7Imhy1pKktc8KG8A9ritJ1unRsP5QlPlLE,S1dW39AK-W27mrrabF29LRgqrzkLmrS4K9GVMAzqRsA 6UqzLolIX3QfOozbch6AhSgfzkvZBYcUCE30djLQnoA,4gFWPBR9PP2WMy9dL1-ocwyjMjpizoqD9YAjj-NZ5lU

Og hvad kan vi så bruge det til?

At særlige lyster (og perversioner) ofte opstår ud fra tilfældigheder, og at vi ikke kan gøre særlig meget fra eller til i forhold til vores tændingsmønstre. At når kroppen kan nære seksuel lyst ud fra synet af noget så uskyldigt som balloner, kan vi mennesker principielt tænde på hvad som helst; stoleben, skrigende måger og gule hatte. Altså at vi ”fra naturens hånd” kan få foræret mange forskellige tændinger, og at der i udgangspunktet ikke er noget rigtigt eller forkert i dem. De er der bare – som sjove indgange til mulig fornøjelse i seksualitetens navn (naturligvis med udøvelse inden for lands lov og ret).

Perversioner på Brøndby Stadion

Pointen er ikke, at fordi man tænder på fodboldmål, at man så behøver besøge alle kongerigets stadioner, men at man kan vælge at lade tændingen indgå som en seksuel pirring og udforskning i forlængelse af ens øvrige sexliv. Og at det nødvendigvis ikke stopper der. At hvis man tager skridtet videre og fx elsker med sin kæreste op ad målstolpen på Brøndby Stadion, kan det vise sig, at man også kommer til at tænde på hjørneflag. At udleve en fantasi kan avle nye tændinger og nye fantasier. De to forskeres påstand er således, at jo flere forskellige perversioner, man har, desto bedre, for desto mere rig og nuanceret kan ens seksualitet optræde.

Så hvis artiklens bondagebilleder vækker en kilden i din mave og omegn, er det en win-win-situation, da pirringen kan optræde som tankemæssigt seksuelt krydderi eller være katalysator til nye seksuelle eventyr. Der er altså intet forkert i at være en smule pervers i sine tanker og sine systemer, og som de to nordmænd hævder, er det noget de fleste af os alligevel er, så hvorfor kæmpe imod?

fFIt0rsjvfAEhTJcm8bLyh3YCsVW8puZgD8p-Dq2dJs,cFspkjruaUqIC2DvCe_4fOZFbNtp8g4Gk7obVk_KvLA

Ulemper?

Jo, bestemt. Som Vivi Hollænder skriver på sin hjemmeside: “Det kan f.eks være problematisk, hvis man handlingen/fetichen har større betydning end forholdet til seksualpartneren eller hvis handlingen/fetichen fører til en tvangsmæssig adfærds, som ikke kan undværes, for at opnå seksuel tilfredsstillelse.”

Et vigtigt begreb i den sammenhæng er at “seksualisere”.

At seksualisere betyder, at man flygter fra sine følelser i en seksuel kontekst. I stedet for at deale med sin ked ad det hed, når man er trist, bruger man sit særlige tændingsmønster til at forsvinde fra følelsen.

Og når man kombinerer det at ”seksualisere” med sine særlige lyster, er det en heftig cocktail, som kan minde om det, der sker, når alkoholikere og ludomaner slår sig løs med kirsebærvin og pokerborde. Sindets dopaminbelønninger er i de tilfælde så massive, at det kan udvikle sig til afhængighedstilstande, hvor man fjerner sig fra sit hjerte og ikke længere har empati med i sine seksuelle udvekslinger.

Eksempel: En mand, der som fetich tænder på at gå i dameundertøj, kan, når han bliver rygende uvenner med sin kæreste, vælge at gå på nettet og blive spejlet i sin lyst, i stedet for at takle kæresteproblemerne. Det er ikke et problem første eller anden gang, han gør det, men fortsætter han den færden, kan hjernen på et tidspunkt blive så vænnet til de massive hormonbelønninger, han får ved at finde seksuel tilfredsstillelse via netsurfingens perversioner, at den seksuelle (og følelsesmæssige) lyst til kæresten går fløjten. Han er på vej ind i en net-afhængighedsspiral, som i øvrigt er den måde, hvorpå der i dag skabes flest sexafhængige.

UP3H4_cYJssYjTDYv1uN7920RQehuxlxYKijJMitnOI,e_BBxjYfcF-vT7sp8SDgbn6EIG4phkbszSBopmd8vFU 

Afslutning

Så vær opmærksom på disse to hovedveje til mulige skævheder, og giv den så ellers bare gas.

Selvfølgelig er det ikke alle, som har særlige lyster og perversioner – eller endda sexfantasier. Og det er hverken bedre eller dårlige end at have det. Den overordnede ide med denne artikel, og den bog jeg er ved at forfatte om emnet, er et opgør med den trang, vi som mennesker altid har haft til at fortolke seksuelle lyster ind i en etisk ramme af rigtigt og forkert. Ved at slippe vores stramme neo cortiske kontrol kan vi frigøre masser af energi og få endnu flere lyster og sjov i soveværelset.

Arn9FWQ3qUqp02WqqFmPsj33-zy8LJrngCiGSjwh46Y,9ak4YD3J0u-wRpYTUH8pv1ymUwS8DBZIForD7_PHUWo,QZf3qxWLWXOnh7e2R55Kyb2j9EvdM7B7ROHW8qCH4NE

 

Mand: Slip pornoen og få et langt bedre sexliv

Af Jimmy Hansen

Jeg er ikke fanatiker. På ingen måde. Faktisk er mine tankesæt ofte præget af dialektik, hvor modsatrettede synspunkter gør det ud for en gylden middelvej. Men når det gælder porno har jeg måttet sande, at det er et rusmiddel på linje med alkohol, stoffer og brugen af pokerborde, og at en middelvej ofte består i komplet afholdenhed. How the fuck, kan jeg nå frem til den konklusion, kan jeg godt forstå, du tænker…

Lad mig lige starte et andet sted.

Jeg fik min første eksistentielle krise for 25 år siden, da jeg kørte hjem fra mit arbejde i Buffalo i USA. Lidt forenklet kan man sige, at mit liv siden da har handlet om at forstå denne hændelse. Altså mit nervesammenbrud i min Buick Skyhawk. Det er efterhånden blevet til mange terapeutiske workshops og uddannelser, og i dag er det længe siden, jeg har passeret den grænse, hvor jeg generelt har det rigtig godt. Alligevel har der altid været en node i symfonien, som ikke har passet ind. En sten, der har værket i skoen i en form for irriterende gentagelse af et gammelt, ubevidst mønster. Men hvad og hvorfor?

Det er dog ikke helt let at kvitte pornoen

Jeg er tidligere sex- og sukkerafhængig, så forståelsen af afhængighedsproblematikker og måden, hvorpå man takler og slipper dem, har jeg uden tvivl sort bælte i. Pornoen derimod har jeg stædigt holdt fast i og betragtet som noget uskyldigt. ”Det sker der ikke noget ved”, lød mine tanker, når jeg surfede på nettet efter alskens bizarre billeder og hev mig selv i et-tallet. Men et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg via pornoen seksualiserede mine følelser (flygtede fra dem), og at hvis jeg for alvor skulle ”komme hjem til mig selv” og få det kærligheds- og sexliv, jeg altid har drømt om, måtte jeg slet og ret kvitte den. Eller i hvert fald forsøge, for siden jeg som 13-årig fik smag for pornoblade har jeg aldrig prøvet, hvordan det igennem længere tid er at være pornofri.

Men damn, hvor har det været svært. To år har det taget. At det til sidst lykkedes skyldes ikke mindst et fremragende BBC-indslag, jeg så om emnet. Producenterne af udsendelsen havde fået en hjerneforsker på Cambridge University til at skanne pornoafhængiges hjerner, og det viste sig, at deres belønningsnetværk lyste op på NØJAGTIG samme måde som hos heroinmisbrugere, ludomaner, alkoholikere osv. En af konklusionerne var, at porno er seksualiserende i den forstand, at den bringer en væk fra sine følelser på samme måde, som når misbrugere på eskapistisk vis kaster sig over deres stoffer, hvor de i virkeligheden skriger efter emotionel opmærksomhed.

Mange positive konsekvenser

I dag er det 88 dage siden, jeg sidst har pornosurfet. Og de positive konsekvenser har stået i kø: Jeg har aldrig før haft så meget følelsesmæssig kontakt til mig selv, mit sexliv er ikke set bedre, jeg oplever ikke længere angst, mit søvnbehov er kraftigt reduceret, mit generelle energiniveau er højere, og ikke mindst er jeg stoppet med at seksualisere.

Set i et par-perspektiv er det min fornemmelse, at også mange par ligger under for pornoproblematikken. Altså at når tingene begynder at køre skævt, så tyr manden til porno. Og i starten kan det synes uskyldigt. Lidt netsurfing og en spiller i ny og næ, kan vel ikke gøre så megen skade. Men det tager altså om sig, især hvis pornoforbruget er en flugt væk fra det irriterende, uudholdelige skænderi med konen. Så ja, det er som at tisse i bukserne en kold vinterdag, og videnskaben begynder efterhånden at bakke solidt op om disse antagelser:

Prøv det, kære mand

Summa summarum: Prøv det, kære mand. Tre måneder uden porno. Det udvirker mirakler. Både på lagnet og i din kontakt til dig selv og dit hjerte.

Slutteligt vil jeg sige, at dette ikke er et normativt indspark imod porno per se, for det kan uden tvivl for nogen (måske især kvinder) have en positiv funktion, hvis det bruges med måde. Dette er blot en personlig beretning om, hvor kraftfuld brugen af porno har virket på mig og holdt mig adskilt fra det liv, jeg på et dybt plan har længtes efter at leve.