Jeg gik ned af selvudslettelsens vej

Juli 2018

Jeg begyndte hos Jimmy efter en par-session med min kæreste hvor det blev tydeligt at der var brug for at jeg kunne arbejde fokuseret med mig selv. Jeg havde i lang tid haft kæmpe modstand mod at gå i terapi, da jeg i en stor del af min tidlige ungdom og voksenliv havde mødt utallige terapeuter og behandlere, som havde efterladt mig uden en reel forståelse af hvad det var som gjorde at min livsgnist og mit selvværd var så lavt. Jeg troede at terapien skulle fixe mig. Men da jeg første gang udtrykte min modstand mod at blive fixet og være i terapi fortalte Jimmy mig at det jo netop var det modsatte der var intentionen. Jeg skulle netop ikke få alle følelserne til at gå væk. Det blev et af de mest betydningsfulde øjeblikke i terapien og starten på et samarbejde som jeg er dybt taknemlig for at være en del af hver eneste dag.

På trods af at jeg selv havde uddannet mig til Psyko-motorisk Terapeut og undervejs havde været igennem en intensiv depression, var jeg stadig uden indre støtte som jeg længtes så ufatteligt efter. Jeg støttede mig til mentale redskaber, yoga og meditation, byggede en verden op som var til at kontrollere, men som ikke kunne klare egentlig modstand og som faldt sammen hver gang jeg stødte ind i omverdenens foranderlighed. Jeg kollapsede ind i et sort hul hvor der ikke var adgang til nuanceret refleksion over situationens muligheder og begrænsninger. Det sorte hul var til tider så opslugende at jeg fik selvmordstrang, hvilket gjorde min lidelse ubærlig. Når jeg var psykisk ovenpå var det oftest på grund af en mental opspændthed og en hel del kortisol hvor jeg pressede mig selv ud i at levere præstationer som jeg følte at jeg skulle klare for at bevise at jeg var god nok. En indre kritiker stod på vagt hver gang der var udsigt til modstand eller fejl og skammede mig ud indtil at jeg landede i det sorte hul igen og ikke så nogen grund til at forsøge mig med noget som helst. Jeg kæmpede en indre kamp og jeg var ubarmhjertig i min dom over mig selv.

I min søgen efter svar på disse ubærlige humørsvingninger fik jeg diagnosen bipolar type 2. Jeg følte instinktivt at dette var den ultimative bekræftelse på min fiasko. På nettet kunne jeg læse om symptomerne og den knap så optimistiske prognose for at leve et normalt liv med arbejde, kæreste, børn og fritid. Og det var resten af livet. Muligheden for rent faktisk at komme sig fik jeg først håb om da jeg i en gruppe for nyligt diagnosticerede snakkede om medicin, stigmatisering, kost, motion osv. når man oplevede unormalt svingende stemningsleje. Det budskab jeg fik var at stemningsudsvingene er større og udenfor direkte kontrol uden at man præcis ved hvorfor. Men det kan påvirkes indirekte med tilpas viden om lidelsen, undgåelse af visse aktiviteter på bestemte tidspunkter, regelmæssig søvn, god kost, motion og medicin. Medicin var ikke en mulighed for mig, da jeg frygtede at miste min sensitivitet, som på trods af smerten, er en egenskab jeg værner dybt om. Og da jeg følte at jeg ikke fik nogen reel forståelse for årsagen til depressionen, valgte jeg at søge andre svar på mine oplevelser. I årene efter blev det at føle stor glæde eller dyb smerte forbundet med frygt for at jeg var på vej ned i et hul eller på vej op i en rus hvor jeg var uden indflydelse. Bølgerne var der og nu
kæmpede jeg en dobbelt kamp. En mod mig selv og en mod det system som havde stemplet mig. Jeg fik i en periode hjælp fra andre behandlere til at styrke mit tarmsystem som var påvirket af parasitter, jeg højst sandsynligt har fået på rejser til udlandet. Det løftede mig langsomt ud af depressionen. Men på trods af jeg følte mig rask var jeg stadig skrøbelig. Da jeg senere som nyuddannet blev sygemeldt med arbejdsrelateret stress og kort tid efter fyret begyndte jeg at gå mere intensivt hos Jimmy. Det blev til endnu en erkendelse af at den strategi jeg førte ikke fungerede i praksis og smerten over at miste mit arbejde og min tro på mig selv førte mig dybere ind i de bagvedliggende årsager til stressen. Jeg vågnede utallige morgener med en knude i maven og angst. En angst som ofte dækker over en dyb sorg over at have mistet min far da jeg var barn. Jeg har mærket knuden opløses langsomt når jeg kan tillade sorgens fulde udtryk og at den selv 15 år efter hans død, stadig kan være ubærlig. Ud fra en traume – tilknytning forståelse og gennem øvelser der regulerede mit nervesystem kom der mere og mere indre ro og plads. En ro og plads der byggede på en langsomt opbygget tillid. Tillid til Jimmy og tillid til mig selv. Jeg fik støtte til at mærke mine følelser, øvede mig i at være i kontakt med mig selv og med Jimmy fra et autentisk sted og begyndte at gå i dialog med den kritiske del af mig selv. Det blev dermed tydeligt at der var væsentlige skridt jeg tog inden jeg reelt set havnede i det sorte hul. Jimmy hjalp mig med at se dem, skridt for skridt. Og langsomt blev den indre støtte en realitet. Jeg gik ned af selv-udslettelsens vej​ utallige gange undervejs, men kom tilbage igen med støtte fra Jimmy og hver gang fik jeg en dybere indsigt i denne dynamik. Langsomt blev det tydeligt at der ofte var en følelse eller et behov som jeg ikke kunne tillade eller rumme der igangsatte denne selvudslettelse. Jimmy viste mig at sårbarheden og tårerne er guld værd og at der i denne blødhed ligger ufattelige ressourcer gemt som verden har brug for at jeg viser frem. Så i stedet for at forestille mig, censurere mig selv og undertrykke mine behov og følelser tør jeg nu stå ved dem og mærke dem fuldt ud. Og jeg kan acceptere og rumme når andre ikke kan opfylde mine behov eller rumme mine følelser, sætte sunde grænser og trække mig væk fra situationer som ikke gavner mig. Jeg har nu fået en forståelse af at mine følelser ikke er noget som jeg skal fixe så de kan gå væk, en gang for alle. Men at de tværtimod hjælper mig til at navigere i livet og bringer mig i dybere kontakt med min partner, andre mennesker og mig selv.

Kvinde, 31 år