Hvad er en guidet penis-meditation?

 

Af Jimmy Hansen

Øh…

”Der er næppe nogen menneskelig aktivitet, der så konsekvent er blevet belagt med skam som seksualitet”, skriver den svenske psykolog Marta Cullberg Weston i sin bog om skam. Det har jeg virkelig, virkelig, virkelig tænkt meget over. Nok ikke mindst fordi jeg selv har haft så meget seksual-skam.

Da jeg første gang stødte på ordene, blev jeg bekræftet i en form for intuitiv viden, men havde også fornemmelsen af, at jeg stod for at skulle bestige et umådeligt højt bjerg. For hvordan går man fra at opleve skammen som et ubevidst/implicit og nærmest naturligt forekommende fænomen til at slippe den eller i hvert fald påbegynde en rejse, hvor man bider skeer med den? For hvad fanden skal man gribe i og hvordan?

Første skridt for mig var således erkendelsen (den mentale aha-oplevelse ved de læste ord), som resonerede nedad i mine systemer – efterfulgt af en kvalme og en knugen i maven. På det tidspunkt i livet oversatte jeg kropslige signaler med ”at der var noget fysisk galt med mig”, så i stedet for at knytte aha-oplevelsen sammen med kroppens måde at ”glamme på”, placerede jeg fænomenet under en potentiel influenza.

Et af de største skridt i retning af at afmontere skammen fandt sted på et sexologkursus, hvor jeg blev bedt om at fortælle de andre kursister om en af mine (indtil da yderst hemmeligholdte) fantasier. Det var et i sandhed presset øjeblik. Jeg fik ondt i maven og en kaste-op-følelse ved tanken. Og da jeg vandrede op mod tavlen, åbnede jorden sig for mine fødder for at opsluge mig i et evigt hul af skam. Jeg var sikker på, at når først klassen var blevet indviet i, at jeg ind imellem mine ”almindelige” heteroseksuelle udskejelser af og til også godt kunne lide at blive taget af en kvinde, at så ville over 50 pct. af dem stoppe med at synes om mig.

Hmm.

Det må vist siges at være skam in action. Sjovt nok, var det det modsatte, som kom til udtryk. Faktisk var det et skam-gennembrud, for alle kiggede mere empatisk på mig end før (eller i hvert fald var det det filter, jeg kiggede med dem på). Det var, som om der bag skammen lå noget eftertragtelsesværdigt. Vildt, med vildt på. Hold nu kæft. Det var jo som at have vandret 35 år op og ned ad Himmelbjerget med en Sisyfossten og på et sværdslag slippe den og i samme moment blive budt på frokost og god kaffe på tindingen.

Oplevelsen skubbede mig i retning af en komplet anderledes måde at forvalte mig selv på – seksuelt, emotionelt og relationelt. Måske var jeg ikke så forfærdelig, som jeg gik og troede.

Nuvel.

Men som Marta understreger, er jeg altså ikke den eneste med skam på seksualiteten. Og det kan godt ”irritere” mig. Hvorfor skammer moderne mænd sig i hobetal over deres rejsning og maskuline udtryk? Det er der givetvis et utal af forklaringer på, som bliver for omfattende at beskæftige sig med under denne ramme. Men et af de redskaber, jeg gør brug af både personligt og til mandlige klienter (har ikke prøvet det med kvindelige klienter, men det har vel samme effekt) er altså en guidet penis-meditation. En sådan minder lidt om en indre-barn-rejse, hvor man i en stemning af et roligt miljø møder sit eget indre barn (typisk i en alder af 4-5 år) og fx indleder en dialog med det om status, følelser og ønsker.

I en guidet penis-meditation er stemningen lidt det samme, men med fokus på mandens køn. Eller det ender i hvert fald altid der. Og bare det at mærke sin egen pik indefra uden at have alverdens forstyrrende tanker eller domme med i billedet, er for nogen mænd i sig selv en ”forløsning”.

Og det er jo virkelig banalt logisk, at når man har en kognitiv motor, som konstant taler ned til sit eget køn, at det så får konsekvenser for dets ydeevne og konsekvenser for hele ens måde at forvalte sig selv på seksuelt.

En af mine mandlige klienter skammer sig over hans behov for at få blowjobs af sin kone. Da vi lavede omtalte meditation, kunne han for første gang i sit liv kognitivt formulere ønsket om at være stolt af sin pik og samtidig mærke den indefra, uden at blive forstyrret af påtrængende og dømmende tanker. Denne såkaldte samtidige top-down og buttom-up-proces (at mærke sig selv nedefra/indefra og en aktiv reflekteren), kilede en ny form for væren, fornemmelse og erkendelse ind hos ham.

Et relevant spørgsmål, vi drøftede i kølvandet på meditationen, var, hvad hans kone tænder på. Tænder hun (kvinder) på mænd, som elsker at få den suttet af eller på mænd, som er undskyldende og selvudslettende i den forbindelse? Det synes at være et retorisk spørgsmål.

Den dårlige type (seksual)skam (ikke den nødvendige socialskam) er noget lort, for den kører os rundt i manegen og giver os urealistiske ideer om, hvem vi er (og ikke er). Men at komme om på den anden side af fornemmelsen/tanken/dommen (som til sammen skaber skammen) er som at blive født på ny.

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Hvorfor er mænd til porno i stedet for parforhold?

Af Jimmy Hansen

Den moderne mand befinder sig i en brydningstid, hvor han har svært ved at finde en solid grund at stå på. Hele det fundament, omkring hvilken hans identitet som jæger og skaffer siden tidernes morgen har været defineret, er smuldret. I dag er kvinder mindst lige så meget jægere og skaffere som mænd, og samtidig kræver de og den samfundsmæssige diskurs, at mænd agerer og er anderledes, end de altid har været. Han skal være i kontakt med sine følelser og udtrykke dem på en måde, som hverken er for feminin eller for knudret maskulin. Og det forvirrer ham langt ind i hans sjæl. På hans skuldre står hundredvis af mandlige generationer, som har gjort tingene efter et maskulint kodeks, som per se har haft en høj værdi i alle institutionslag og på alle samfundsplaner, og pludselig inden for en enkelt generation eller to fungerer det bare ikke længere. De gen-mæssige historiske ekkoer, hans maskulinitet er gjort af, er til revision på alle niveauer, og det har rystet ham i hans grundvold. Den moderne mand har derfor påbegyndt en rejse, som tager tid. Punktum. Kvinder har fra fødslen sort bælte i at mærke sig selv og kommunikere deres følelser, fordi det har været de eneste ”tilladelige” instrumenter, de har kunnet betjene sig af i historiens mandsdominerede samfund. Mænd har bygget broer og været i krig, men aldrig talt om følelser. Og at graduere opad fra hvidt bælte i følelseskommunikation tager bare tid, og det er den bevægelse, den moderne mand befinder sig i. At få gult bælte i følelser og måske senere grønt.

Når så mange mænd således undgår at være i parforhold, er det mindre et bevidst ”valg”, end det er en dyb forvirring omkring hans kønsmæssige identitet og hans retning i forhold til vor tids ressourcestærke kvinder. Som alle andre generationer af mænd før ham bærer han en længsel efter at være betydningsfuld og vigtig i forhold til sin tids kvinder, men har tabt for mange slag i kønskampen og tyr eksempelvis derfor i stedet til den besnærende porno, som udløser så store mængder dopaminer, at afhængighedslignende tilstande indtræder, og han derved indirekte smider håndklædet i ringen i forhold til at manifestere en relation til det modsatte køn. Vor tids mand har med andre ord længsler efter at være noget andet end single og storforbruger af porno, men den identitetsmæssige krise driver ham til netop det.