Jeg gik ned af selvudslettelsens vej

Juli 2018

Jeg begyndte hos Jimmy efter en par-session med min kæreste hvor det blev tydeligt at der var brug for at jeg kunne arbejde fokuseret med mig selv. Jeg havde i lang tid haft kæmpe modstand mod at gå i terapi, da jeg i en stor del af min tidlige ungdom og voksenliv havde mødt utallige terapeuter og behandlere, som havde efterladt mig uden en reel forståelse af hvad det var som gjorde at min livsgnist og mit selvværd var så lavt. Jeg troede at terapien skulle fixe mig. Men da jeg første gang udtrykte min modstand mod at blive fixet og være i terapi fortalte Jimmy mig at det jo netop var det modsatte der var intentionen. Jeg skulle netop ikke få alle følelserne til at gå væk. Det blev et af de mest betydningsfulde øjeblikke i terapien og starten på et samarbejde som jeg er dybt taknemlig for at være en del af hver eneste dag.

På trods af at jeg selv havde uddannet mig til Psyko-motorisk Terapeut og undervejs havde været igennem en intensiv depression, var jeg stadig uden indre støtte som jeg længtes så ufatteligt efter. Jeg støttede mig til mentale redskaber, yoga og meditation, byggede en verden op som var til at kontrollere, men som ikke kunne klare egentlig modstand og som faldt sammen hver gang jeg stødte ind i omverdenens foranderlighed. Jeg kollapsede ind i et sort hul hvor der ikke var adgang til nuanceret refleksion over situationens muligheder og begrænsninger. Det sorte hul var til tider så opslugende at jeg fik selvmordstrang, hvilket gjorde min lidelse ubærlig. Når jeg var psykisk ovenpå var det oftest på grund af en mental opspændthed og en hel del kortisol hvor jeg pressede mig selv ud i at levere præstationer som jeg følte at jeg skulle klare for at bevise at jeg var god nok. En indre kritiker stod på vagt hver gang der var udsigt til modstand eller fejl og skammede mig ud indtil at jeg landede i det sorte hul igen og ikke så nogen grund til at forsøge mig med noget som helst. Jeg kæmpede en indre kamp og jeg var ubarmhjertig i min dom over mig selv.

I min søgen efter svar på disse ubærlige humørsvingninger fik jeg diagnosen bipolar type 2. Jeg følte instinktivt at dette var den ultimative bekræftelse på min fiasko. På nettet kunne jeg læse om symptomerne og den knap så optimistiske prognose for at leve et normalt liv med arbejde, kæreste, børn og fritid. Og det var resten af livet. Muligheden for rent faktisk at komme sig fik jeg først håb om da jeg i en gruppe for nyligt diagnosticerede snakkede om medicin, stigmatisering, kost, motion osv. når man oplevede unormalt svingende stemningsleje. Det budskab jeg fik var at stemningsudsvingene er større og udenfor direkte kontrol uden at man præcis ved hvorfor. Men det kan påvirkes indirekte med tilpas viden om lidelsen, undgåelse af visse aktiviteter på bestemte tidspunkter, regelmæssig søvn, god kost, motion og medicin. Medicin var ikke en mulighed for mig, da jeg frygtede at miste min sensitivitet, som på trods af smerten, er en egenskab jeg værner dybt om. Og da jeg følte at jeg ikke fik nogen reel forståelse for årsagen til depressionen, valgte jeg at søge andre svar på mine oplevelser. I årene efter blev det at føle stor glæde eller dyb smerte forbundet med frygt for at jeg var på vej ned i et hul eller på vej op i en rus hvor jeg var uden indflydelse. Bølgerne var der og nu
kæmpede jeg en dobbelt kamp. En mod mig selv og en mod det system som havde stemplet mig. Jeg fik i en periode hjælp fra andre behandlere til at styrke mit tarmsystem som var påvirket af parasitter, jeg højst sandsynligt har fået på rejser til udlandet. Det løftede mig langsomt ud af depressionen. Men på trods af jeg følte mig rask var jeg stadig skrøbelig. Da jeg senere som nyuddannet blev sygemeldt med arbejdsrelateret stress og kort tid efter fyret begyndte jeg at gå mere intensivt hos Jimmy. Det blev til endnu en erkendelse af at den strategi jeg førte ikke fungerede i praksis og smerten over at miste mit arbejde og min tro på mig selv førte mig dybere ind i de bagvedliggende årsager til stressen. Jeg vågnede utallige morgener med en knude i maven og angst. En angst som ofte dækker over en dyb sorg over at have mistet min far da jeg var barn. Jeg har mærket knuden opløses langsomt når jeg kan tillade sorgens fulde udtryk og at den selv 15 år efter hans død, stadig kan være ubærlig. Ud fra en traume – tilknytning forståelse og gennem øvelser der regulerede mit nervesystem kom der mere og mere indre ro og plads. En ro og plads der byggede på en langsomt opbygget tillid. Tillid til Jimmy og tillid til mig selv. Jeg fik støtte til at mærke mine følelser, øvede mig i at være i kontakt med mig selv og med Jimmy fra et autentisk sted og begyndte at gå i dialog med den kritiske del af mig selv. Det blev dermed tydeligt at der var væsentlige skridt jeg tog inden jeg reelt set havnede i det sorte hul. Jimmy hjalp mig med at se dem, skridt for skridt. Og langsomt blev den indre støtte en realitet. Jeg gik ned af selv-udslettelsens vej​ utallige gange undervejs, men kom tilbage igen med støtte fra Jimmy og hver gang fik jeg en dybere indsigt i denne dynamik. Langsomt blev det tydeligt at der ofte var en følelse eller et behov som jeg ikke kunne tillade eller rumme der igangsatte denne selvudslettelse. Jimmy viste mig at sårbarheden og tårerne er guld værd og at der i denne blødhed ligger ufattelige ressourcer gemt som verden har brug for at jeg viser frem. Så i stedet for at forestille mig, censurere mig selv og undertrykke mine behov og følelser tør jeg nu stå ved dem og mærke dem fuldt ud. Og jeg kan acceptere og rumme når andre ikke kan opfylde mine behov eller rumme mine følelser, sætte sunde grænser og trække mig væk fra situationer som ikke gavner mig. Jeg har nu fået en forståelse af at mine følelser ikke er noget som jeg skal fixe så de kan gå væk, en gang for alle. Men at de tværtimod hjælper mig til at navigere i livet og bringer mig i dybere kontakt med min partner, andre mennesker og mig selv.

Kvinde, 31 år

Deprimeret jyde: Det hjalp at tale med en københavner

November 2016
Mit navn er Claus, jeg er 38 år og bosat i Nordjylland. Jeg blev for et halvt år siden ramt af en depression. Jeg havde virkelig brug for hjælp til at komme videre. Jeg ringede til mange forskellige psykologer i Aalborg og omegn, men alle havde minimum et halvt års ventetid. Jeg gik derfor igang med at søge på google, og faldt over Jimmy’s hjemmeside. Selvom han er bosat i København, så giver jeg ham et ring. Vi snakker sammen i en 10 minutters tid, og bliver enige om at have en session sammen på skype. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente, kunne en københavner hjælpe en nordjyde som var helt nede i kulkælderen? Og det må jeg svare et stort og rungende JA til. Allerede i første session sporede Jimmy sig ind på hvad hovedårsagen til min depression var, nemlig mit forhold til min kone. Dette gav mig en masse at tænke over. Min kone og jeg har været i parterapi, men det var først da Jimmy stillede de rigtige spørgsmål til mig at noget gik op for mig. Det var hele konstruktionen af mit parforhold som slet ikke fungerede og var den primære årsag til min depression.
Jeg kontaktede Jimmy igen og han ville rigtig gerne have mig til København til en rigtig face to face session. Dette var en meget speciel oplevelse for mig. Jimmy havde tidligere fundet hovedårsagen til min tilstand, men denne gang gik vi tilbage i tiden til min barndom. Min far døde da jeg var 12 år gammel, og ubevidst har jeg tillagt mig en facade som jeg slæbt rundt på lige siden. Jeg har pakket de rigtige og de svære følelser væk i alle disse år. Også her kunne Jimmy hjælpe mig den rigtige vej.
Jimmy har hjulpet mig ud af denne mørke side, og jeg har det meget bedre ude i lyset.
Tusind tak Jimmy, du gav mig den forandring jeg havde brug for.
Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Deprimeret kvinde: Hvordan bliver jeg topsexet over for min mand?

Følgende er et læserbrev fra en kvinde, der ønsker forandring i sit ægteskab:

Maj 2015

Hej
Jeg har gået med en depression i et par år efterhånden kombineret med en temmelig dårlig selvtillid og selvværd! Jeg er i psykologbehandling og glæder mig til at have fundet ind til mig selv!
Mit problem er at min mand har valgt at rykke ud af hjemmet, fordi han føler sig udbrændt og er kommet i tvivl om sine følelser for mig!
Han mangler modspil og at få dækket sine behov, både fysisk og mentalt!
Jeg vil så inderligt gerne give ham det, men jeg er bare så bundet af min egen usikkerhed! Jeg vil virkelig gerne kunne evne at smide tøjlerne og forføre ham! Turde at slippe mig selv! Stå i negligé og stilletter og sende ham blikket, ” kom og tag mig Stud”! Det skal lige siges at han er rigtig meget MAND! Og jeg er alt for lidt kvinde! Det ender så med at jeg står i en dewalt arbejdsT-shirt og jokker mig selv over fødderne, imens jeg dunker mig selv oveni hovedet!
Jeg hader det og jeg vil fri af det! Min mand tror ikke at jeg evner det, hvilket jeg har tænkt mig ændre!!
Jeg har dog brug for noget hjælp! Hvad gør jeg?? Jeg er åben for alle tips og råd!
Jeg vil have min mand igen!

Hilsen (forhåbentlig) Den forblivende Kone

Hej (forhåbentlig) forblivende kone

Tak for dit brev. Jeg synes, det er lidt svært at besvare, da der er så mange ubekendte. Men jeg vil forsøge så godt jeg kan og således undervejs stille en hel del hv-spørgsmål.

Umiddelbart sidder jeg med en fornemmelse af, at du blander æbler og bananer sammen, forstået på den måde at du har lavt selvværd og selvtillid, men alligevel ”kræver” af dig selv, at du skal være en uimodståelig housewife, som oser af hotness og sanselighed. Den pointe vender jeg tilbage til om lidt.

Jeg bruger ordet ”umiddelbart” som indgang, da det ikke behøver forholde sig sådan. Så her er et par spørgsmål, du kan arbejde med:

Du har været deprimeret i to år. Det er altså lang tid. Er du sikker på, at du får den ”rigtige” behandling?

  • Er det den rigtige psykolog/behandler (husk, der er mange muligheder)?
  • Er du på antidepressiver eller ej? Nogle gange kan de være gode som støtte, som for mig at se skal være en support på linje med, når man har brækket benet og får stukket et par krykker i hånden på sin vej ud fra skadestuen. Andre gange er man på medicinen i meget lang tid, og det kan være en hæmsko for at komme videre. Så stil skarpt på et evt. medicin-forbrug. Også i forhold til, hvilken type medicin du får. Der er mange slags.
  • Hvad gør du af gode ting for din krop? Motionerer du? Går du til dans? Får du gået nogle lange ture i skoven og trukket vejret dybt ned i lungerne? Får du i det hele taget gjort nogle ting, som løfter niveauet af dine velværds-hormoner (også fx at gå i aromaterapi, saunagus eller boblebad)?
  • Der kan være mange flere spørgsmål af denne slags, men vær selv (kritisk og skeptisk) nysgerrig på, hvad du modtager af hjælp, og hvad du selv aktivt gør.
Par1

Foto: dr.dk

Så er der din mand og dig. Og igen er jeg nødt til at helgardere min udtalelse med et par spørgsmål. For hvad betyder det, at han er udbrændt? Er han stresset på jobbet, og ad den vej kan han ikke overskue jer to, eller er det mange skænderier imellem jer, som har banet vejen for, at der ikke er mere overskud på parforholds-kontoen? Eller er du ikke den sexindbydende nymfe, han i sin tid faldt for? (og hvad var det så han ellers faldt for?)

Hvis det fx er det første (stress på arbejdet), er det jo op til ham at begå noget antistress-work og finde ro i sindet. Men med din udtalelse om at ”han mangler modspil og at få dækket sine behov både fysisk og mentalt” tyder det på, at det er de sidste par forslag, som er aktuelle. Så i det følgende går jeg ud fra, at I ikke har noget seksuelt samvær. Og iklædt de briller, kan jeg godt forstå, at han er frustreret, da mange af os mænd oplever og knytter nærhed og kærlighed ind via det seksuelle rum. Du skriver også, at han ikke får modspil rent mentalt. Har det altid været sådan, eller er det først kommet efter din depressions indtræden?

Du skriver, at han er rigtig meget mand, og du er ”alt for lidt kvinde”, hvilket jo understreger dine første ord om, at du godt kunne trænge til et boost på selvværdskontoen. Men det er altså lidt hårde ord at bruge om dig selv. Ikke mindst set i lyset af, at du er midt i en depression. Ingen (hverken mænd eller kvinder) er særlig sprudlende, når vi er deprimerede. Du skriver endvidere i samme boldgade: ”Du hader det” og dunker dig selv oveni hovedet over din manglende evne til at forføre ham og agere tophot wife. En del af en depression kan handle om den her skarpe moster, du har siddende på skulderen (din indre kritiker), som du helt sikkert har beskæftiget dig med i terapien. Det kan være en spids dame, og hun kan slå ethvert initiativ og seksuel spire ihjel, inden de overhovedet blomstrer frem.

DSC_0126

Foto: Jimmy Hansen

Så hvordan man får ”tøjlet” hende, er en af de vigtige håndtag at dreje på for at få det bedre. Og når du får det, kan du også begynde at føle mere kvindeværd og udstråle noget andet end at være grå mus. En af hemmelighederne ved os mænd er, at ja, vi tænder på udseendet, men vi tænder i lige så høj grad på udstrålingen.

Man kunne også spørge, hvornår vi føler os sexede? For mange mennesker gælder det nemlig, at det føler vi, når vi er selskab med folk, som tror på os, og som får os til at føle os trygge og glade. Når du (og måske I) udstyrer dig med en spænding i sindet, hvor du skal være sexet, men i virkeligheden føler dig utryg over for din partner, kan du komme til at slå for stort et brød op. Du står et sårbart og usikkert sted i livet, og hvis du kræver af dig selv, at du skal levere en vare, der ikke er at finde på hylden i disse tider, kan du gøre spot til skade. Derfor er det vigtigt, at du støttes af dine omgivelser (især din mand) til at få et trygt rum og derfra kan begynde at føle dig sexet.

Så: Jeg mener, vi er ude i en dans på en knivsæg her. For selvfølgelig opfordrer jeg jer ikke til ikke at have intimt samvær, men om at I kigger lidt bagom de her kødelige lyster og forstår, at ja, I skal kæmpe for jeres forhold, men hvis I elsker hinanden, har I også tid til at vente på hinanden. Vente på, at du skal finde din vej og dit sprog ud af depressionen og ind i selvværdet. Og derfra skulle det så gerne blive til en ligeværdig seksuel udveksling, hvor I kan være gensidigt givende.

Tango

Foto: dr.dk. Tango er god medicin til et godt parforhold

Der er mange lavpraktiske ting, I kan foretage jer. Her er et par forslag:

Sensualitetstræning: varighed tre uger. Første uge må I ikke have samleje og skal udelukkende give hinanden toplækker massage (med gode dufte, lækre olier og sexet, afslappet musik). Anden uge er alt andet end samleje tilladt, og tredje uge er der grønt lys til alt. Det vigtigste er her at have fokus på, hvordan I kan være gode ved hinanden.

Dans: Gå til tango eller noget andet parforholds-cool. At manden kan være mand, og kvinden kan give sig hen og føle sig om en sådan.

Nærværsøvelser: Googl det og gå på eventyr. En af de nærværsøvelser, jeg næsten altid præsenterer par for i min praksis, er at sætte noget meditationsmusik på og lade folk kigge hinanden i øjnene uden ord. Nogle gange her i livet bruger vi ordene til at skærme af for vores inderlighed og sårbarhed (især hvis vi har mange skænderier og ”blame-games kørende), og her kan noget så simpelt som at holde øjenkontakten uden ord være dybt befriende og rart.

Og så selvfølgelig parterapi.

Litteratur: Jeg vil anbefale dig at læse Alice Miller ”Det Selvudslettende Barn” og jer begge at læse Sue Johnsons bog om parforhold ”Hold mig”.

Jeg ønsker dig og jer begge alt muligt held og lykke.

Kh, Jimmy

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan

Marts 2015

“Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan”…. lyder starten på et brev, jeg forleden fik med posten fra en af mine klienter. Han har været alkoholiker, sexafhængig og har opholdt sig over 15 år i Scientology… I det følgende løfter han noget af sløret for, hvordan vores forløb har været og for hans egen rejse i livet.

Mand 50 år

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan.

Set udefra kan min barndoms familie vel beskrives som en kernefamilie.
Jeg er født og opvokset på en gård, hvor far arbejde hjemme og mor var hjemmegående husmor. Der var mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg fik en i røven engang imellem, men nok ikke værre end ved så mange andre familier dengang (sikkert mindre).

Men så stoppede idyllen også.

Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg haft det ad helvede til. Følt mig ubetydelig, mindreværdig, ikke respekteret/accepteret, aldrig blevet hørt efter og så videre.

Da jeg kom I skole udviklede det sig til at jeg var den stille dreng der ofte blev mobbet og det der med piger, ja det var noget de andre kunne finde ud af.

Som ca 12 årig fandt en kammerat og jeg et gammelt Weekend-sex blad I grøfte- kanten og den dag idag kan jeg stadig huske det sug det gav I maven (og den erektion jeg fik) da jeg begyndte at læse i det. Det blev første gang jeg onanerede til porno og så var den sti egentlig stukket ud. Porno blev mit ultimative fix, som fik mig til at glemme hvor træls det hele var, for et kort øjeblik. Da jeg blev ældre fik jeg arbejde og det blev et “fix” mere. Jo mere jeg arbejdede, jo mindre mærkede jeg hvordan jeg havde det.

Så opdagede jeg alkohol. Nyt “fix”. Som oveni købet gjorde mig til selvskabsløve. I en alder af 22 havde jeg etableret en solid afhængighed af porno/onani, arbejde og alkohol. Selvfølgelig var der ikke nogen af dem der var erkendt. Det var bare sådan livet var og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor ingen af dem var et problem.

Scientology havde løsningen

For at fuldende ligningen fandt jeg Scientology, som gav mig svarene på alt hvad der var gået galt i mit liv og som hjalp mig til at komme over mine problemer (troede jeg).

20 år senere, adskillige 100.000 kroner fattigere og med en familie (især mine børn)som i høj grad havde betalt prisen for mit engagement for, at redde mig selv og verden, sejlede jeg videre i livet.

Men nu stod jeg jo egentlig ganske godt rustet til at leve livet, syntes jeg (det blev dog voldsomt modbevist senere, jeg var faktisk dårligere stillet end nogensinde før).

En skilsmisse senere, blev et hektisk liv sat i overdrive (faktisk så meget at jeg  nu kikker tilbage og tænker: Hvordan dælen overlevede jeg det der).

Et vigtigt vendepunkt

Vendepunktet kom (langsomt) da jeg mødte en ny pige, som havde alle de kvaliteter,  jeg nogensinde havde efterspurgt. Og som den opmærksomme læser jo nok allerede har regnet ud, så startede det med fantastisk sex og masser af det.  Det var dog langt fra det eneste. Hun var, og er et fantastisk menneske.

Alkoholen blev langsomt trappet ned.

Arbejdet blev skiftet ud med noget knapt så hektisk.

Pigerne var det slut med.

Scientology var det slut med.

Men pornoen og onanien, var der stadig. Det gav mig en god fornemmelse, som jeg slet ikke kunne se hvordan jeg kunne undvære (eller nogen grund til at undvære).

Min kone kom med sin egen bagage, så livet var bestemt ikke uden problemer. Men vi var enige om at vi ville hinanden, selv når det var aller værst (og det var slemt indimellem.) Så vi begyndte at gå hos en ægteskabsrådgiver. Og gik snart i terapi hver for sig også. Og det hjalp alt sammen, livet blev stille og roligt bedre og bedre, for så at ramle fuldstændigt sammen igen. Til tider vidste jeg overhovedet ikke hvad jeg ville, ud over jeg ville have mit liv med min kone til at hænge sammen. Var dog flere gange ved at opgive.

Det var først efter en meget traumatisk hændelse for min kone og mig, jeg begyndte at acceptere, at der måske var noget overdrevet ved mit sexbehov, men stadig ikke nok til at jeg seriøst begyndte at kikke på det, jeg mente kun jeg var i en ”gråzone”. Der skulle en internet affære til, som indlysende sårede min kone meget, før det gik op for mig, hvor meget sex styrede mit liv. Og hvor meget det havde betydet for mine nærmeste.

Er jeg mon sexafhængig?

Og det fik mig til at spekulere over om jeg var sexafhængig. Efter en session med en terapeut med speciale i sexafhængighed, så gik det pludseligt op for mig hvor meget sex egentlig styrede mit liv (og mit følelsesliv). OG PLUDSELIGT GIK DET OP FOR MIG. JEG VAR RYGENDE AFHÆNGIG AF SEX. Derefter begyndte jeg at læse om sexafhængighed og der var en masse ting der faldt på plads. Jeg lærte om hvad udløsningen gjorde for mig på et cellulært/kemisk niveau. Og holdt stort set op med at onanere. Det holdt hårdt indimellem.

Så fandt jeg Jimmy og livet har ikke været det samme siden (og betragter mig selv som svineheldig, at han var den første der dukkede, op da jeg søgte på terapeuter til sexafhængighed). Det er selvfølgeligt overdrevet og det skete ikke bare på engang. Men i min første session med ham, havde jeg regnet med, at vi skulle snakke en masse om sex og hvordan jeg havde det og hvor det kom fra og alt det der.

Han lyttede til mig i ca 10 minutter hvor jeg fortalte en del om min barndom og så skar han direkte igennem og spurgte, hvad er det der? Og så kørte det ellers.

Nu kommer der så en lovprisning af Jimmy.

Jeg har efter adskillige timers terapi hos andre terapeuter og mange timers ”åndelig vejledning” i Scientology, aldrig nogen sinde mødt en person, der som Jimmy har været i stand til at læse mig og hjælpe med at skære ind til benet. Han er utroligt vidende om den proces der foregår inde i mig og formår at lede mig hen til de steder hvor der virkelig er kød på.

Jeg fandt Lille-Artemidoros igen

Sammen med Jimmy har jeg været ned og finde lille ulykkelig, oversete Artemidoros.
Jeg har holdt ham i hånden og givet ham omsorg og kærlighed.
Jeg har været nede og kikke på situationer hvor jeg var meget ulykkelig og helst bare ville gemme mig i min lille boks (med en stak pornoblade)
jeg har været ned at kikke på hvad mine forældre gjorde mod mig (eller nærmere ikke gjorde) og givet dem begge en ordentlig skideballe for at have været som de var.

Jeg har været nede og kikke på lille ulykkelige Artemidoros, kontra store smarte/selvsikre Artemidoros og har fået sat ord på begges baggrund og plads i mit liv.

Jeg har været ned at kikke på baggrunde for de konflikter jeg har haft både med min nuværende og med min ekskone og har også kikket på mig selv med deres øjne (faktisk ikke noget jeg var særligt stolt af, det var ikke et kønt syn). Nu sidder jeg så her og kan kikke tilbage på et liv som bestemt ikke har været kedeligt. Men det har været utroligt hårdt og det har haft en høj pris for nogle af de mennesker som er mig tættest og som burde have kunnet regne med at være min topprioritet.

Tiden efter terapien

Jeg er ikke ”kureret”. Men jeg er på et MEGET bedre sted end jeg nogensinde har været før.

Jeg har fået sat ord og billede på hvad det var inde i mig som gjorde at jeg brugte sex i det omfang jeg gjorde (og arbejde og alkohol). Sex betyder stadig meget for mig og jeg vil formentlig altid have et stort behov, men det er på en anden måde. Nu er det ikke altafgørende for mit velbefindende.

Efter ca 20 timer ved Jimmy er der væltet en masse skeletter ud af skabet og en masse erkendelser, som jeg ikke vil kede læseren med en komplet liste over.

Men sex (og alkohol)var blevet en altafgørende faktor i mit liv, så afgørende at mit arbejdsliv blev planlagt ud fra hvordan jeg bedst kunne tilgodese de behov.

Porno, sex og onani blev min måde at give mig selv omsorg på.

Jeg betegner ikke mig selv som sexafhængig mere.  Jeg er heller ikke afhængig af arbejde eller alkohol.

Jeg kan godt savne det, men jeg kan arbejde med det. Jeg elsker en kold øl eller 5, men behøver ikke drikke mig helt i hegnet.

Jeg prøvede at stoppe helt med onani, men da der skete en masse andet i mit liv samtidigt med, så oversteg det mine ”evner”. Kort sagt, så tror jeg at jeg var brændt sammen oveni hovedet, hvis jeg havde stoppet helt, så det er et projekt for fremtiden (hvis det skønnes at være nødvendigt).

Mine erkendelser (eller nogen af dem):

Jeg har indset at jeg har fejl og mangler og at det er okay.

Jeg har indset at det ikke alt sammen er min skyld og at jeg faktisk er værd at holde af (er sågar begyndt at holde af mig selv).

Jeg har indset at jeg kan have følelser og at det er okay at føle dem og snakke om dem.

Jeg har indset at jeg faktisk er værd at respektere for hvem jeg er (og ikke for at være den skøre festabe, arbejdsjunkie og skørtejæger, som skulle overgå alle andre for at synes han havde fortjent respekt)

Jeg har indset at jeg er værdifuld og jeg finder mig selv værdifuld.

Jeg kunne fortsætte længe endnu, men så skal jeg vist udgive en bog i stedet for.

Kort sagt: Uden Jimmys hjælp, havde jeg ikke siddet hvor jeg sidder nu og jeg er helt sikker på at mit ægteskab (med verdens mest fantastiske kvinde) ikke havde holdt.

For lige at slutte historien, så er min kone også begyndt hos Jimmy og det har været en kæmpe succes, både for hende personligt og for vores ægteskab.