Fra hardcore hashryger til populær akroyogainstruktør i København

Juni 2015

Peter har valgt ikke at være anonym i forhold til hans terapiforløb hos mig. Ordene, der følger, er hans, og trykker du på linket nedenunder, kan du læse mere om hans tanker, aktiviteter og tilbud som blandt andet akroyogainstruktør.

“I mit liv blev nogle hash-rygende teenage-år efterfulgt af et hardcore “wilderness therapy”-forløb i Utah, USA, hvor jeg stoppede med at indtage euforiserende stoffer (inkl. alkohol) i over fire år. I tiden efter ørkenturen i Canyonlands, Utah, gennemgik jeg forskellige terapiforløb, inkl. diverse psykologer, kognitiv terapi og tolv-trins-grupper (bedre kendt som Anonyme Alkoholikere og tilsvarende grupper). Så prøvede jeg EFT, Emotionsfokuseret Terapi, v. Jimmy Hansen. Denne mand gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og afrundede mine erfaringer med terapi på en helt fantastisk måde. Endelig mødte jeg VIRKELIG mig selv. Endelig begyndte hullet i min mave og i mit hjerte at hele. Jeg lærte at rumme, forstå og organisere mine følelser. Selvfølgelig er dette en process, som aldrig vil slutte, og som jeg stadigvæk er igang med, men jeg er nu kommet over et “point of no return”, hvor tilbagefald til destruktiv adfærd, følelsesmæssig isolation og depression er meget usandsynligt. Jeg går ikke længere fast hos Jimmy. Her er links til Jimmy’s hjemmeside og til mine ord om, hvordan forløbet med ham, var for mig. Jeg kan virkelig anbefale at gå til Jimmy, hvis du har et autentisk problem.”

Læs mere på Peters hjemmeside her.

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan

Marts 2015

“Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan”…. lyder starten på et brev, jeg forleden fik med posten fra en af mine klienter. Han har været alkoholiker, sexafhængig og har opholdt sig over 15 år i Scientology… I det følgende løfter han noget af sløret for, hvordan vores forløb har været og for hans egen rejse i livet.

Mand 50 år

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan.

Set udefra kan min barndoms familie vel beskrives som en kernefamilie.
Jeg er født og opvokset på en gård, hvor far arbejde hjemme og mor var hjemmegående husmor. Der var mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg fik en i røven engang imellem, men nok ikke værre end ved så mange andre familier dengang (sikkert mindre).

Men så stoppede idyllen også.

Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg haft det ad helvede til. Følt mig ubetydelig, mindreværdig, ikke respekteret/accepteret, aldrig blevet hørt efter og så videre.

Da jeg kom I skole udviklede det sig til at jeg var den stille dreng der ofte blev mobbet og det der med piger, ja det var noget de andre kunne finde ud af.

Som ca 12 årig fandt en kammerat og jeg et gammelt Weekend-sex blad I grøfte- kanten og den dag idag kan jeg stadig huske det sug det gav I maven (og den erektion jeg fik) da jeg begyndte at læse i det. Det blev første gang jeg onanerede til porno og så var den sti egentlig stukket ud. Porno blev mit ultimative fix, som fik mig til at glemme hvor træls det hele var, for et kort øjeblik. Da jeg blev ældre fik jeg arbejde og det blev et “fix” mere. Jo mere jeg arbejdede, jo mindre mærkede jeg hvordan jeg havde det.

Så opdagede jeg alkohol. Nyt “fix”. Som oveni købet gjorde mig til selvskabsløve. I en alder af 22 havde jeg etableret en solid afhængighed af porno/onani, arbejde og alkohol. Selvfølgelig var der ikke nogen af dem der var erkendt. Det var bare sådan livet var og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor ingen af dem var et problem.

Scientology havde løsningen

For at fuldende ligningen fandt jeg Scientology, som gav mig svarene på alt hvad der var gået galt i mit liv og som hjalp mig til at komme over mine problemer (troede jeg).

20 år senere, adskillige 100.000 kroner fattigere og med en familie (især mine børn)som i høj grad havde betalt prisen for mit engagement for, at redde mig selv og verden, sejlede jeg videre i livet.

Men nu stod jeg jo egentlig ganske godt rustet til at leve livet, syntes jeg (det blev dog voldsomt modbevist senere, jeg var faktisk dårligere stillet end nogensinde før).

En skilsmisse senere, blev et hektisk liv sat i overdrive (faktisk så meget at jeg  nu kikker tilbage og tænker: Hvordan dælen overlevede jeg det der).

Et vigtigt vendepunkt

Vendepunktet kom (langsomt) da jeg mødte en ny pige, som havde alle de kvaliteter,  jeg nogensinde havde efterspurgt. Og som den opmærksomme læser jo nok allerede har regnet ud, så startede det med fantastisk sex og masser af det.  Det var dog langt fra det eneste. Hun var, og er et fantastisk menneske.

Alkoholen blev langsomt trappet ned.

Arbejdet blev skiftet ud med noget knapt så hektisk.

Pigerne var det slut med.

Scientology var det slut med.

Men pornoen og onanien, var der stadig. Det gav mig en god fornemmelse, som jeg slet ikke kunne se hvordan jeg kunne undvære (eller nogen grund til at undvære).

Min kone kom med sin egen bagage, så livet var bestemt ikke uden problemer. Men vi var enige om at vi ville hinanden, selv når det var aller værst (og det var slemt indimellem.) Så vi begyndte at gå hos en ægteskabsrådgiver. Og gik snart i terapi hver for sig også. Og det hjalp alt sammen, livet blev stille og roligt bedre og bedre, for så at ramle fuldstændigt sammen igen. Til tider vidste jeg overhovedet ikke hvad jeg ville, ud over jeg ville have mit liv med min kone til at hænge sammen. Var dog flere gange ved at opgive.

Det var først efter en meget traumatisk hændelse for min kone og mig, jeg begyndte at acceptere, at der måske var noget overdrevet ved mit sexbehov, men stadig ikke nok til at jeg seriøst begyndte at kikke på det, jeg mente kun jeg var i en ”gråzone”. Der skulle en internet affære til, som indlysende sårede min kone meget, før det gik op for mig, hvor meget sex styrede mit liv. Og hvor meget det havde betydet for mine nærmeste.

Er jeg mon sexafhængig?

Og det fik mig til at spekulere over om jeg var sexafhængig. Efter en session med en terapeut med speciale i sexafhængighed, så gik det pludseligt op for mig hvor meget sex egentlig styrede mit liv (og mit følelsesliv). OG PLUDSELIGT GIK DET OP FOR MIG. JEG VAR RYGENDE AFHÆNGIG AF SEX. Derefter begyndte jeg at læse om sexafhængighed og der var en masse ting der faldt på plads. Jeg lærte om hvad udløsningen gjorde for mig på et cellulært/kemisk niveau. Og holdt stort set op med at onanere. Det holdt hårdt indimellem.

Så fandt jeg Jimmy og livet har ikke været det samme siden (og betragter mig selv som svineheldig, at han var den første der dukkede, op da jeg søgte på terapeuter til sexafhængighed). Det er selvfølgeligt overdrevet og det skete ikke bare på engang. Men i min første session med ham, havde jeg regnet med, at vi skulle snakke en masse om sex og hvordan jeg havde det og hvor det kom fra og alt det der.

Han lyttede til mig i ca 10 minutter hvor jeg fortalte en del om min barndom og så skar han direkte igennem og spurgte, hvad er det der? Og så kørte det ellers.

Nu kommer der så en lovprisning af Jimmy.

Jeg har efter adskillige timers terapi hos andre terapeuter og mange timers ”åndelig vejledning” i Scientology, aldrig nogen sinde mødt en person, der som Jimmy har været i stand til at læse mig og hjælpe med at skære ind til benet. Han er utroligt vidende om den proces der foregår inde i mig og formår at lede mig hen til de steder hvor der virkelig er kød på.

Jeg fandt Lille-Artemidoros igen

Sammen med Jimmy har jeg været ned og finde lille ulykkelig, oversete Artemidoros.
Jeg har holdt ham i hånden og givet ham omsorg og kærlighed.
Jeg har været nede og kikke på situationer hvor jeg var meget ulykkelig og helst bare ville gemme mig i min lille boks (med en stak pornoblade)
jeg har været ned at kikke på hvad mine forældre gjorde mod mig (eller nærmere ikke gjorde) og givet dem begge en ordentlig skideballe for at have været som de var.

Jeg har været nede og kikke på lille ulykkelige Artemidoros, kontra store smarte/selvsikre Artemidoros og har fået sat ord på begges baggrund og plads i mit liv.

Jeg har været ned at kikke på baggrunde for de konflikter jeg har haft både med min nuværende og med min ekskone og har også kikket på mig selv med deres øjne (faktisk ikke noget jeg var særligt stolt af, det var ikke et kønt syn). Nu sidder jeg så her og kan kikke tilbage på et liv som bestemt ikke har været kedeligt. Men det har været utroligt hårdt og det har haft en høj pris for nogle af de mennesker som er mig tættest og som burde have kunnet regne med at være min topprioritet.

Tiden efter terapien

Jeg er ikke ”kureret”. Men jeg er på et MEGET bedre sted end jeg nogensinde har været før.

Jeg har fået sat ord og billede på hvad det var inde i mig som gjorde at jeg brugte sex i det omfang jeg gjorde (og arbejde og alkohol). Sex betyder stadig meget for mig og jeg vil formentlig altid have et stort behov, men det er på en anden måde. Nu er det ikke altafgørende for mit velbefindende.

Efter ca 20 timer ved Jimmy er der væltet en masse skeletter ud af skabet og en masse erkendelser, som jeg ikke vil kede læseren med en komplet liste over.

Men sex (og alkohol)var blevet en altafgørende faktor i mit liv, så afgørende at mit arbejdsliv blev planlagt ud fra hvordan jeg bedst kunne tilgodese de behov.

Porno, sex og onani blev min måde at give mig selv omsorg på.

Jeg betegner ikke mig selv som sexafhængig mere.  Jeg er heller ikke afhængig af arbejde eller alkohol.

Jeg kan godt savne det, men jeg kan arbejde med det. Jeg elsker en kold øl eller 5, men behøver ikke drikke mig helt i hegnet.

Jeg prøvede at stoppe helt med onani, men da der skete en masse andet i mit liv samtidigt med, så oversteg det mine ”evner”. Kort sagt, så tror jeg at jeg var brændt sammen oveni hovedet, hvis jeg havde stoppet helt, så det er et projekt for fremtiden (hvis det skønnes at være nødvendigt).

Mine erkendelser (eller nogen af dem):

Jeg har indset at jeg har fejl og mangler og at det er okay.

Jeg har indset at det ikke alt sammen er min skyld og at jeg faktisk er værd at holde af (er sågar begyndt at holde af mig selv).

Jeg har indset at jeg kan have følelser og at det er okay at føle dem og snakke om dem.

Jeg har indset at jeg faktisk er værd at respektere for hvem jeg er (og ikke for at være den skøre festabe, arbejdsjunkie og skørtejæger, som skulle overgå alle andre for at synes han havde fortjent respekt)

Jeg har indset at jeg er værdifuld og jeg finder mig selv værdifuld.

Jeg kunne fortsætte længe endnu, men så skal jeg vist udgive en bog i stedet for.

Kort sagt: Uden Jimmys hjælp, havde jeg ikke siddet hvor jeg sidder nu og jeg er helt sikker på at mit ægteskab (med verdens mest fantastiske kvinde) ikke havde holdt.

For lige at slutte historien, så er min kone også begyndt hos Jimmy og det har været en kæmpe succes, både for hende personligt og for vores ægteskab.

 

Peter 21 år: Fra hashmisbruger til yogainstruktør

Jimmys terapi

Jeg er en mand på 21 år, og har gået i terapi hos Jimmy i snart halvandet år. Det har virkelig været en rejse. Jeg er gået fra at være helt ude af kontakt med mine egne følelser, til at være det. Så kort kan det siges, og det er noget nær det største, mest omvæltende, der er sket for mig. Det har revolutioneret min tilgang til alle mine sociale relationer, og har åbnet op for en verden af kontakt og autenticitet, som jeg ikke før kunne drømme om. Her er et par ord om hvordan den transformation har været for mig, og hvad jeg har lært igennem terapi hos Jimmy:

Min vej gennem livet som barn og teenager lærte mig, at undertrykke mine følelser, og at tilsidesætte mine tanker og mit indre univers til fordel for de omkringværende mennesker. Min identitet er derigennem blevet polariseret: Jeg svingede mellem at skamme mig, at føle mig totalt værdiløs og at være optaget af grandiose tanker, at føle mig som en gigant blandt simple mennesker, den eneste som virkelig kunne se hvordan tingene hang sammen. Jeg begyndte at stjæle, ryge hash og male graffiti. Sådan udlevede jeg min vrede, men skammen voksede kun, og vreden blev aldrig udtrykt over for menneskene omkring mig. Jeg isolerede mig, og jeg led. Jeg blev taget en dag, og mine forældre sendte mig på afvænning. Jeg er siden stoppet med at ryge, og opfører mig pænt. Men først da misbruget og den selvdestruktive adfærd ophørte, kunne min egentlige rejse begynde, rejsen imod det tilsyneladende utopiske mål om at møde mig selv med kærlighed som den jeg er. Ikke at behøve GØRE, eller SIGE eller VÆRE på nogen bestemt måde for nogle bestemte mennesker hele tiden, men at være den jeg er, at finde overensstemmelse mellem mit indre univers og mit ydre ansigt til verden. Forskellige terapeuter, familiemedlemmer og gode venner har fortalt mig, Peter, du skal bare være dig selv. Ja tak, det er bare det jeg skal. Det er det vi alle skal, ikke sandt?

Men hvordan – gør man det? Jeg har arbejdet med mig selv igennem flere andre terapi-forløb, læst en del bøger, og tænkt og talt en masse, men når jeg ser tilbage, har jeg ikke nødvendigvis gjort noget fremskridt i at lukke hullet i mit hjerte, eller forstå tomheden i min mave. Da jeg mødte Jimmy, ændrede dette sig. Igennem samtale, meditation, visualisering, vejrtrækningsøvelser og rollespil har jeg fået, og skærpet, en bevidsthed om, helt konkret, hvordan det føles at være mig, i min sansende og følende krop. Og jeg har kunne lære det i et trygt rum, hvor den medfølgende smerte har været mulig at vise og dele med et andet menneske. Det har været afgørende for mig at føle, at Jimmy virkelig kender mig og forstår mig, og det som foregår inden i mig. Jeg har kunne tage min nye selvforståelse med uden for det terapeutisk rum, og integrere den i mine møder med menneskene i mit liv. Langsomt er jeg blevet bedre til at møde og acceptere min egen nervøsitet og tendens til at analysere tingene alt for meget, at være fuldstændig fanget i min tankevirksomhed. Disse ting har været centrale i min vej igennem et et-årigt parforhold, der var både fantastisk og smertefuldt, og som fundamentalt ændrede mig som mand. Jeg lærte utrolig meget, og kunne navigere i det takket være den gode vejledning jeg fik. Jeg tør slet ikke tænke på hvad det var blevet til uden dig, Jimmy…

Jeg har altid haft svært ved at ”fylde” i det sociale landskab, og har ubevidst levet ud fra tesen om, at andres behov er vigtigere end mine egne. Det er nu ikke et mål i sig selv at fylde, men for mig, der har fyldt så lidt, at jeg ikke har følt mig hverken hørt, set eller forstået af de fleste mennesker i mit liv, er den tilbagevendende udfordring, at tage det afgørende skridt, at gøre det menneske jeg har foran mig, opmærksom på hvordan jeg har det. Og det skridt, banalt som det kan føles blandt gode venner, grænseoverskridende som det kan føles blandt fremmede, og frygtindgydende som det kan føles over for dem jeg elsker, det skridt er jeg blevet forberedt på at tage igennem mit terapiforløb hos Jimmy. Jeg er blevet klar over, at det er det skridt som jeg skal tage hver dag, som jeg har BRUG for at tage hver dag, selvom det er svært, og at det er dét manglende skridt, som bl.a. har ligget til grund for den smerte og mangel på mening, jeg har båret hele livet.

– Peter