“Mit selvhad tager over”… Et indblik i spiseforstyrrelsens barske verden

 

Slip kontrollen!

Jeg har en spiseforstyrrelse, der stadig kontrollerer mig, jeg har trang til at kontrollere og straffe mig selv, og mit selvhad tager sommetider helt over. Det var med den baggrund jeg søgte i terapi hos Jimmy.

Under den første session var jeg ret bange, for jeg havde aldrig været i terapi hos en psykoterapeut før. jeg havde på fornemmelsen, at sessionen ville åbne nogle spørgsmål i mig, som ville være svære at håndtere. Og ganske rigtigt, mit selvhad havde grebet om sig, og min måde at forholde mig til mig selv på, var fuldkommen selvudslettende. Jeg holdt mig selv i ekstremt kort snor, forsøgte at kontrollere alle mine handlinger, især angående spisning. Det mindste fejltrin kunne få min verden til at styrte i grus. Samtidigt bebrejdede jeg mig selv, at jeg havde det på den måde, og opførte mig derefter.

Mine følelser forsvandt simpelthen i kontrollen af mig selv. Det var som om jeg forsøgte at kontrollere, hvad jeg skulle føle hvornår. Det affødte en fuldkommen blindhed, overfor mine egne mavefornemmelser. Jeg anede ikke, hvad min krop og mit sind fortalte mig.

Jeg forsøgte at opnå den perfekte udgave af mig selv, ved at regne ud og planlægge, hvordan jeg skulle handle, føle og se ud.

Jeg har før været hos et par forskellige psykologer med speciale i spiseforstyrrelser, men jeg følte ikke sessionerne hos dem rigtigt åbnede mig. Selvom jeg endnu kan blive nervøs inden en session, har mit forløb hos Jimmy været helt anderledes. Han mødte mig i min ”knibe” uden fordomme, uden en forudbestemt dagsorden, men med masser af omsorg, indlevelse, og forhåbninger. Jeg følte mig forstået og lidt, og det var det, der gav mig trygheden og styrken til at dykke ned i mig selv. Ved hver session mødte han mig, lige dér hvor jeg var i øjeblikket. De daglige problematikker stak oftest dybere, og på den måde fik vi i fællesskab italesat og bearbejdet mange af de knuder der gemte sig i mig. I starten af februar 2016 havde jeg endnu en session, men da jeg sad der i stolen, gik det op for mig, at jeg ikke rigtigt havde nogle knuder indeni. Der var en tomhed, men også en god én af slagsen. Vi afsluttede sessionen før tid, og aftalte at holde kontakt hvis jeg skulle få brug for det.

Jeg har i nogle måneder nu følt mig lettere, gladere, og mere tom. Jeg tænker stadig over, hvad jeg spiser, men jeg har lært at fortælle mig selv at jeg er okay, også når jeg har brug for at kontrollere mit mad-indtag. Jeg er blevet bedre til at værdsætte mig selv, og stole på at jeg er god nok lige som jeg er. Det er gået op for mig, at der ikke findes en perfekt udgave af mig, der findes kun mig. Den erkendelse skabte tomheden indeni mig, fordi det samtidigt var en erkendelse af at alle de anstrengelser jeg havde gjort mig, var nyttesløse. Jeg kan aldrig komme til at forudsige livets gang, lige meget hvor meget jeg prøver at kontrollere det. Pludseligt syntes kontrollen af spisning, følelser og handlinger helt betydningsløse. Det var på en måde en kæmpe stor lettelse, men det bragte mig samtidig en anden indsigt i mig selv; at jeg er røv-bange for at miste. At miste mig selv, at miste mit liv, at miste mine relationer. Jeg har et eller andet sted altid vidst det, men jeg har forsøgt at kontrollere mig ud af det, men det kan man ikke!

Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Kvinde 37 år: Nu mærker jeg alle sider af mig selv

 

Jeg startede i terapi hos Jimmy kort efter et brud med min eks-kæreste, som var porno/sexafhængig. Før da havde både min eks og jeg gået i terapi hos en anden terapeut, men da jeg ikke rigtig følte, jeg kom videre, valgte jeg at opsøge Jimmy. Jeg valgte Jimmy både ud fra hans uddannelsesmæssige baggrund og det, at han selv har været afhængig.

I starten af forløbet drejede det sig meget om min eks og hans afhængighed. Jimmy hjalp mig til at komme videre, og undervejs blev jeg mere og mere opmærksom på, hvad min del af det hele var. Således gik terapien fra at dreje sig meget om min eks-kæreste til at dreje sig mere og mere om mig og mine mønstre mv.

I terapien med Jimmy er jeg blevet meget bedre til at mærke mig selv og min krop, så jeg nu ikke kun lever i hovedet men også har kroppen med. Jeg har dermed fået langt bedre kontakt med mine følelser og kan leve mere autentisk. Jeg er kommet i kontakt med nogle ting, som har betydet mere for mit liv, end jeg anede, og jeg har lært at give mig selv lov til at mærke de ting, der gør ondt i stedet for at lægge låg på og kun være i de gode og glade følelser.

Kvinde, 37

Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

 

At være ubetydelig – af Jimmy Hansen

 

Af Jimmy Hansen

Der var engang, jeg følte, at jeg var bedre end andre mennesker. Det var dengang, jeg blev optaget som jagerpilot i det danske forsvar og skulle flyve hurtige fly. Da jeg senere fløj som civilpilot i udlandet, havde jeg samme fornemmelse. At når jeg hang deroppe i luften et sted over det nordlige USA og skulle lande i en lufthavn, var der jordpersonalet, som tog sig af flyene, og så var der os piloter og ikke mindst mig, som var lidt højere på strå.

Jeg er ikke sikker på, hvor ideen blev født hos mig. Måske på flyveskolen, da vi som nyoptagede jagerpilotaspiranter blev fortalt, at vi var cremen af den danske ungdom, fordi vi havde klaret det igennem nåleøjet. Tanken var der nemlig ikke i gymnasiet. Men det er vistnok også lige meget. Den sad der i hvert fald. Ideen om bedreværd. Og det fik enorme konsekvenser for mig. Jeg svævede lidt højere end alle andre og var bedrevidende på snart sagt alle livets forhold. Men en sommerdag i 1989 ændrede alting sig. Livet blev smidt så kraftigt i hovedet på mig, at jeg gik ned med flaget. Nervesammenbrud. I min bil på vej hjem fra et flyvejob. Højt at flyve og dybt at falde kan man vel sige. For jeg skammede mig så meget over denne psykiske svaghed og episode, at jeg ikke sagde noget til nogen. Ingen. Og derfra flyttede skammen ind i mig som fast rejsemakker. Og sammen med ideen om bedreværd kom de to tilstande til at spille en form for bordtennis i mit sind. Fra det grandiose til det selvudslettende. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at få fornemmelsen af at miste mit eget fodfæste.

Det gjorde jeg så også, og i kølvandet fulgte mange års fortvivlelse og søgning efter mening. Men heldigvis fandt jeg den. Meningen. Og hvor underligt det nok kan lyde, så handlede en af de vigtigste fakler i den forbindelse om at erkende, hvor ubetydelig jeg er. Selvfølgelig vil min familie og venner begræde mit endeligt, skulle det ske i morgen, men ellers vil livet, tilværelsen og samfundet, som vi kender det, ikke ændre sig blot det mindste, når jeg takker af. Ikke en tøddel. Og da den erkendelse antog en inderlig resonans hos mig, ændrede mit liv sig. Jeg blev nysgerrig på viden og indså, hvor lidt jeg rent faktisk vidste. Jo højere jeg tidligere havde skræppet, desto mindre vidende var jeg – egentlig. Jeg blev også nysgerrig på mennesker. Måske det er en af grundene til, at jeg trives så godt i mit job som behandler.

Men nok vigtigst af alt blev jeg levende. Og ikke blot en ide om det. Når jeg i dag i vores vinterbadeklub på Islands Brygge falder i snak med en anden vinterbader om stort eller småt, klukler jeg indeni. For livet udspiller sig lige der. Lige midt i udvekslingen af ord og latter og energier. Det samme gælder, når jeg spiser frokost med min mor. Eller med en ven eller veninde. At det er øjeblikkene, der momentant opstår, som er det levende. Som er livet. Det er ikke den selvreflekterende vurdering af mig selv eller andre i kølvandet på et møde. Jo, det kan da være fint nok, men når man som jeg bagved mine problematikker har været dybt angst for at mærke og leve livet, er det en lise bare at være. Hverken mere eller mindre.

højtatflyve

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Pige 20 år: For første gang føler jeg, at livet er værd at leve

 

Jeg er 20 år gammel og jeg har nu gået hos Jimmy i ca. halvandet år. Jeg er begyndt efter halvandet år for første gang – i nærmest hele mit liv – at føle mig glad. I sidste session sagde jeg til Jimmy, at jeg følte at mit liv var blevet værd at leve. Det er noget helt nyt for mig.

Mit liv har bestået af mange kampe. Kampe som jeg simpelthen ikke kunne vinde – i hvert fald ikke med de vaner jeg har fået internaliseret siden jeg var helt lille. Jeg er igennem mit liv  blevet fortalt af så mange mennesker, så mange gange, at jeg var forkert, tyk, dum, grim – intet værd –  at jeg har troede på dem. Jeg følte mig som skrald. Jeg følte nærmest at det gjorde verden ondt at jeg var her.

Jeg har aldrig lært at udtrykke mine følelser… Jeg har ikke kunne udtrykke vrede, min sorg. Jeg frøs mine følelser så langt ned, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Næsten ligeså langt tid jeg kan huske, har jeg gået rundt og hadet alt – og jeg mener hadet, i ordets reneste betydning – alt i mens verden så på mig og kaldte mig glad. ‘Den Glade Pige’. For jeg var altid glad udadtil, jeg var altid smilende udadtil, jeg var altid positiv og grinende udadtil… Men i virkeligheden kogte jeg inden i. Da ‘Den Glade Pige’ nogle gange så lidt bedrøvet ud, vidste omverdenen jo ikke, at hun ikke bare var lidt ked af det, men hun simpelthen ikke havde lyst til at leve længere.

I løbet af de sidste 4 – 5 år har jeg kæmpet med meget – anorexi, bullimi, depression, cutting… Jeg hadede mig selv. Utrolig meget. De sidste mange år, har jeg frygtet at være alene, for så var der ikke noget at distrahere mig selv med. Jeg byggede hele mit liv – mig selv – på andre. Der var ingen mig, intet fundament. Jeg frygtede hver eneste nat, hvor jeg skulle ligge mig til at sove, for så var der ro og plads til, at jeg kunne mærke mine følelser, og det frygtede jeg mere end alt – mere end sult eller sår.

Jeg startede hos Jimmy halvandet år siden, efter jeg en morgen vågnede op og ikke kunne stå op, fordi verdens vægt simpelthen vejede for meget. Der tænkte jeg “jeg giver op,” og ringede derefter til Jimmy, selvom terapi var noget jeg ihærdigt havde undgået i mange år.  Det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jimmy sagde den første dag, at vi skulle have trukket nogle nye kabler igennem mig. Jeg skulle have direkte forbindelse mellem mine følelser og hvad der kom ud af min mund. Da han sagde det, tænkte jeg det var umuligt.

Men i dag føler jeg endelig for første gang i mit liv, at jeg har et fundament der er mig selv. Det er først her de sidste par måneder at jeg endelig er begyndt, at være reelt glad for første gang i mit liv. Det er selvfølgelig en proces, men pga. af arbejdet med Jimmy har jeg kunnet gå ned af vredens trappe og at få varmet min frosne vrede lidt efter lidt op. Få taget ‘Silent’ ud af ‘Silent Fury’. Jeg har  fået etableret “rene” forhold, dvs. hvor jeg får renset ud og sagt de ting jeg tænker og føler til omverdenen. Jeg kan være alene og nyde det. Jeg kan gå i seng og ikke føle panikken begynde at koge inden i mig når klokken bliver omkring 9. Jeg føler ikke længere angsten sidde i min mave som en permanent isklump, og det er nu kun undtagelsen at jeg føler angst, i stedet for før da det var en stor undtagelse at jeg følte mig rolig. Jeg kan endelig trække vejret.

Tak Jimmy

Peter 21 år: Fra hashmisbruger til yogainstruktør

Jimmys terapi

Jeg er en mand på 21 år, og har gået i terapi hos Jimmy i snart halvandet år. Det har virkelig været en rejse. Jeg er gået fra at være helt ude af kontakt med mine egne følelser, til at være det. Så kort kan det siges, og det er noget nær det største, mest omvæltende, der er sket for mig. Det har revolutioneret min tilgang til alle mine sociale relationer, og har åbnet op for en verden af kontakt og autenticitet, som jeg ikke før kunne drømme om. Her er et par ord om hvordan den transformation har været for mig, og hvad jeg har lært igennem terapi hos Jimmy:

Min vej gennem livet som barn og teenager lærte mig, at undertrykke mine følelser, og at tilsidesætte mine tanker og mit indre univers til fordel for de omkringværende mennesker. Min identitet er derigennem blevet polariseret: Jeg svingede mellem at skamme mig, at føle mig totalt værdiløs og at være optaget af grandiose tanker, at føle mig som en gigant blandt simple mennesker, den eneste som virkelig kunne se hvordan tingene hang sammen. Jeg begyndte at stjæle, ryge hash og male graffiti. Sådan udlevede jeg min vrede, men skammen voksede kun, og vreden blev aldrig udtrykt over for menneskene omkring mig. Jeg isolerede mig, og jeg led. Jeg blev taget en dag, og mine forældre sendte mig på afvænning. Jeg er siden stoppet med at ryge, og opfører mig pænt. Men først da misbruget og den selvdestruktive adfærd ophørte, kunne min egentlige rejse begynde, rejsen imod det tilsyneladende utopiske mål om at møde mig selv med kærlighed som den jeg er. Ikke at behøve GØRE, eller SIGE eller VÆRE på nogen bestemt måde for nogle bestemte mennesker hele tiden, men at være den jeg er, at finde overensstemmelse mellem mit indre univers og mit ydre ansigt til verden. Forskellige terapeuter, familiemedlemmer og gode venner har fortalt mig, Peter, du skal bare være dig selv. Ja tak, det er bare det jeg skal. Det er det vi alle skal, ikke sandt?

Men hvordan – gør man det? Jeg har arbejdet med mig selv igennem flere andre terapi-forløb, læst en del bøger, og tænkt og talt en masse, men når jeg ser tilbage, har jeg ikke nødvendigvis gjort noget fremskridt i at lukke hullet i mit hjerte, eller forstå tomheden i min mave. Da jeg mødte Jimmy, ændrede dette sig. Igennem samtale, meditation, visualisering, vejrtrækningsøvelser og rollespil har jeg fået, og skærpet, en bevidsthed om, helt konkret, hvordan det føles at være mig, i min sansende og følende krop. Og jeg har kunne lære det i et trygt rum, hvor den medfølgende smerte har været mulig at vise og dele med et andet menneske. Det har været afgørende for mig at føle, at Jimmy virkelig kender mig og forstår mig, og det som foregår inden i mig. Jeg har kunne tage min nye selvforståelse med uden for det terapeutisk rum, og integrere den i mine møder med menneskene i mit liv. Langsomt er jeg blevet bedre til at møde og acceptere min egen nervøsitet og tendens til at analysere tingene alt for meget, at være fuldstændig fanget i min tankevirksomhed. Disse ting har været centrale i min vej igennem et et-årigt parforhold, der var både fantastisk og smertefuldt, og som fundamentalt ændrede mig som mand. Jeg lærte utrolig meget, og kunne navigere i det takket være den gode vejledning jeg fik. Jeg tør slet ikke tænke på hvad det var blevet til uden dig, Jimmy…

Jeg har altid haft svært ved at ”fylde” i det sociale landskab, og har ubevidst levet ud fra tesen om, at andres behov er vigtigere end mine egne. Det er nu ikke et mål i sig selv at fylde, men for mig, der har fyldt så lidt, at jeg ikke har følt mig hverken hørt, set eller forstået af de fleste mennesker i mit liv, er den tilbagevendende udfordring, at tage det afgørende skridt, at gøre det menneske jeg har foran mig, opmærksom på hvordan jeg har det. Og det skridt, banalt som det kan føles blandt gode venner, grænseoverskridende som det kan føles blandt fremmede, og frygtindgydende som det kan føles over for dem jeg elsker, det skridt er jeg blevet forberedt på at tage igennem mit terapiforløb hos Jimmy. Jeg er blevet klar over, at det er det skridt som jeg skal tage hver dag, som jeg har BRUG for at tage hver dag, selvom det er svært, og at det er dét manglende skridt, som bl.a. har ligget til grund for den smerte og mangel på mening, jeg har båret hele livet.

– Peter