A recommendation for Jimmy

The following is the words from a client of mine in Canada

May 2015

A recommendation for Jimmy

My journey in therapy with Jimmy started about 6 months ago.  My husband had started with Jimmy several months before that, as a transition from our couple’s therapy (different therapist) to start to focus on individual needs. I eventually followed suit, as some of what they were working on together had deep impacts in the dynamics of our marriage.

To explain, my husband and I have a bit of an extraordinary lifestyle, with myself being Canadian, my husband being Danish, and both of us travelling extensively, often internationally for work, family and personal.  I cannot stress enough that the ability to work with a skilled therapist almost no matter where in the world you may be has been hugely valuable. My husband and I consider ourselves blessed to have this opportunity.

My first intention with asking to work with Jimmy was to focus on my marriage and relationship with my husband, but soon it became apparent to me that I had a gentle, compassionate and exceedingly perceptive guide who could help me take a deeper look at my own internal workings. Those echos from the past that I carry with me that subconsciously undermine my relationships and hijack my emotions, despite my extraordinary attempts to control everything and project a very good looking façade to the world.

Kanchanaburi, Thailand. Foto: Jimmy Hansen

Kanchanaburi, Thailand. Foto: Jimmy Hansen

 

Jimmy has helped to walk me through and finally start to fully heal from deep grief related to the traumas of failed fertility treatments, especially a heartbreaking miscarriage of our twins two years ago and my own related stalled grief, and the hurt that such a loss can descend on a marriage.

He is helping me to reconnect to the gentle and sensitive child in me that has been covered up and cut off while attempting to present a face to the world that I am cool, confident and in control. Yet it is that sensitive part of me that is so important to the core of who I am, and a part of me to be appreciated and nurtured. This part of me has been cut off in an attempt to deny and compensate for the impacts of what a dysfunctional broken family has on a sensitive child, and extreme breaches of boundaries that have occurred throughout my youth and young adulthood. Essentially, with the help of Jimmy, I am deconstructing the brick wall that I have built up to protect myself, because at the same time this brick wall also blocks out those I love and cuts me off from fully experiencing life.

My husband and I continue to be work in progress, but we are making great strides in better communicating and recognizing our needs, the real human needs that we each have, rather than just reacting AT each other – which is no small feat!  I also see the powerful personal growth and development in my partner, and that is inspiring.

In summary, I would highly recommend Jimmy, and I am delighted that his talents can be appreciated beyond the borders of Denmark. You will find in him a caring, empathetic and astute individual that deals out a potent mixture of no-nonsense therapy mixed with deep compassion and connection.

Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

 

Mand: jeg vil konstant bolle min kone. Er jeg sexafhængig? Terapeut: Nej, gu’ er du ej

 

Hej Jimmy.
Jeg er en frustreret mand  på 32 år.
Lever sammen med min kone som er 27 år, vi har været sammen i 5 år.
Jeg har tit lyst til sex, tit! 5-7 gange om ugen.
Vores sexliv er fantastisk og vi har udlevet en del fantasier sammen. Taler åbent om vores følelser og ideer.
Men jeg har et problem som virkelig er begyndt at gå mig på.
Når min kone ikke har lyst til sex bliver jeg øjeblikkelig nærmest depressiv og sur.
Mine tanker kører rundt og jeg kan ikke finde ro. Jeg er ked af det og frustreret som et lille barn der ikke har fået sin vilje. Det er flovt at jeg har det sådan.
Hvis f.eks. Vi har haft et par dage hvor vi har haft meget sex og der går et par dage uden kan jeg godt mærke at min lyst kommer til at styre min hverdag.
Hvis jeg så lægger meget op til sex og og bliver afvist eller hun fortæller mig at hendes periode desværre er kommet lidt tidligere, kan jeg blive sindsyg skuffet. Blot tanken om at der nu går over en uge før der kommer en nu mulighed er uudholdelig.
Jeg nærmest lukker af, går ind i mig selv, siger ikke noget til hende og skynder mig at lægge mig med ryggen til når vi skal sove. Ikke noget med at putte og nusse for det er simpelthen for svært for mig når jeg nu ikke kan få det jeg vil have.
Jeg kan bede hende om at tage trusser og t-shirt på at sove i, for tanken om at hun ligger nøgen ved siden af er uudholdelig.
Det frustrerer også min kone som begynder at tænke jeg er sur på hende.
Og det er jo ikke fair. Det er jo ikke hendes skyld.
Så kan jeg ligge vågen længe, måske til kl 1-2-3 om natten og blive mere og mere frustreret. Og må “løse” det med at onanere eller blot distancere ved at se en film eller andet..
Som regel virker det ikke at onanere, da det ikke er udløsningen jeg søger, men sex og samværet med min kone :(

Er jeg sexafhængig? Hvad gør jeg for jeg kan ikke finde ud af disse følelser…

 

Hej

Nej, du er sgu ikke sexafhængig. Undskyld, jeg bander. Begrebet ”sexafhængighed” er bare blevet så populært at bruge vidt og bredt, at lige så snart vi mænd mærker den mindste frustration i forhold til vores kvinder (eller mænd) og lysten til dem, patologiserer vi os selv på en studs. At være sexafhængig er en ret alvorlig lidelse, som handler om, at ens seksualitet er ude på et overdrev, og/eller man har så stærke sjælekvaler, at sex bruges som en form på belønning på samme måde som en alkoholiker, der flygter fra sit indre liv via heftigt indtag af vodka eller den spiseforstyrrede pige, som battler med et lavt selvværd, og som konstant befinder sig på size-zero-grænsen og i livsfare.

Men sorry, hvis det lød lidt krads, det var på ingen måder møntet på dig, men snarere en samtidskritik :)

Nuvel.

Der kommer først en flok spørgsmål efterfulgt af nogle overordnede tanker om dig og jer.

Du bliver frustreret og ked af det. Får du sagt de her ting til din kone? Hvad er det, der gør dig flov? Er det en indre kritiker? Hvor kommer flovheden fra?

Hvad betyder det, at din lyst styrer din hverdag? Hvordan kan det være, at I ikke kan dyrke sex under din kones menstruation? Føler I væmmelse ved det, og/eller bløder hun meget? Der er altså ingen sexologiske grunde til ikke at skulle dyrke sex på det tidspunkt. Og ellers kan I jo lave alt muligt andet lækkert. Brug fantasien.
Du skriver, at I er åbne omkring følelser og ideer, men når det gælder lige præcis dette sted i jeres relation, er det ”for svært for dig”, og så lægger du dig med ryggen til hende, når I skal sove. Hvad er det ved dig, der gør, at du lukker i dette sted? Det er, som om du får lavet en fortælling i dit sind, som går på, at det nærmest er personligt, at hun får menstruation og ikke er kampklar.

I øjeblikket er jeg glad for Sue Johnsons tanker om parterapi, som de kommer til udtryk i hendes bog ”Hold Mig”. Den overordnede tilgang til et (sundt) parforhold er for hende noget med tilknytning og nøgne emotionelle møder. Hvad det betyder, forklarer jeg lige kort her: Vi kender det jo godt alle sammen, det der med, at det er med vores partner, at vi oplever de største frustrationer og angst for at miste. Og ifølge Sue Johnson er det vores tilknytning, vi der er inde at danse med. Tilknytning har at gøre med de første år af vores liv, og hvordan vi er blevet mødt eller ikkemødt af vores primære omsorgspersoner. Så hvis begge ens forældre har været aktive alkoholikere og meget lidt nærværende emotionelt og åndeligt, får det (højst sandsynligt) en række negative konsekvenser for barnet, blandt andet via den indre kontakt til sig selv og den ydre kontakt til andre. Det kan være, at man bliver hård og holder andre mennesker ud i en armslængde, eftersom man selv ikke blev mødt nærværende af sine standervisne forældre. Man slæber med andre ord rundt på en form for sår på sjælen, og som har sin adresse i de tidlige møder med vores forældre (eller andre omsorgspersoner). Dette sår bliver især aktiveret senere i livet af vores partner/kone/mand. De glade nyheder er, at det er godt, det sker, for så kan det heles.

Et sted i bogen skriver hun: ”Kan du i dit nuværende parforhold bede din partner om nærhed og trøst og lade ham eller hende se, når du har brug for det? Måske tænker du, at det er et tegn på svaghed, eller måske virker det alt for risikabelt for dig.” (Hold Mig, side 65)

Så det første skridt foregår på de indre kanaler. Spørg dig selv om, hvad det er, der gør, at du vender hende ryggen i stedet for at udtrykke, hvordan du har det? Er det, som Johnson taler om, et risikabelt projekt for dig, og hvad sker der i dig netop på det tidspunkt?

Det næste skridt handler om broen til din kone. Når vi ikke udtrykker, hvad der bor i os, kan sindet havne det sted, hvor tankerne kører rundt, og vi ikke kan finde ro.  Episoder med vores partner, som parkeres under gulvtæppet, er nok ikke så farlige de første par gange. Måske heller ikke de næste gange. Men hvis denne adfærd fortsætter, kan det begynde at skabe problemer. Og måske resultere i myldretanker, fordi det er uafsluttethed på uafsluttethed, der bor i systemet (og hober sig op). Og til sidst kan man ikke finde hoved og hale i, hvad der er hvad. Så dette skridt handler om at turde være emotionelt åben og ”nøgen” det sårbare sted. For når du er det, så vender du dig ikke mod dig selv, men mod den problemstilling, som kører rundt med dig. Kan du følge mig i forskellen? Lige nu udøver du en passiv aggressiv kommunikation over for din partner ved at lægge hende på is og gør dig selv til et offer. Hvis du derimod retter blikket mod problemet i sig selv (og ikke hende) på en konstruktiv måde, kan du og hende vokse. Og her er vi inde ved noget af det centrale, som Johnson taler om, altså det nøgne emotionelle møde med vores partner, som på en gang er røvsvært, men også en invitation. En invitation til at lægge ens egne våben ned og bare være fucking ærlig. ”Skat, jeg har det svært lige nu, vil du ikke nok holde om mig? Jeg aner hat om, hvad der får mig til at lukke i, men jeg er villig til at kigge på det (sammen med dig).”

Men ja, hvis du fortsætter med den her venden-ryggen-mod-hende-kurs i mange år og ikke udtrykker dig og måske endda tyr til porno i store mængder i stedet for, kan du bevæge dig i retning af noget afhængigheds-ish.

Men: Slå koldt vand i blodet. Gå i gang med at besvare ovenstående spørgsmål og beslut dig for at betræde en sti med vækst.

Og en lille sidebemærkning: Jeg kan nærmest blive misundelig på dig over, at du begærer din kone så meget. I min optik er det VIRKELIG en fed egenskab, som jeg selv tragter meget efter at få. Min tidligere pornoafhængighed gjorde, at jeg gik i trance foran skærmen, hver gang problemer med min(e) kærester dukkede op, og derved gik den seksuelle energi på mange måder fløjten. Jeg vil derfor påstå, at der er RIGTIG meget, som fungerer godt for dig og jer og hold fast i det, og så er der lidt udfordringer, du (og sikkert også din kone) skal arbejde med. Men lad være med (i hvert fald i det første lange stykke tid) at sygeliggøre dig selv. Gør det til en positiv udfordring for dig og din kone.

Og måske det vil være en god ide for dig at læse Sue Johsons bog ”Hold Mig”?

Jeg ønsker dig held og lykke med det.

Kh, Jimmy

 

 

 

 

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan

Marts 2015

“Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan”…. lyder starten på et brev, jeg forleden fik med posten fra en af mine klienter. Han har været alkoholiker, sexafhængig og har opholdt sig over 15 år i Scientology… I det følgende løfter han noget af sløret for, hvordan vores forløb har været og for hans egen rejse i livet.

Mand 50 år

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan.

Set udefra kan min barndoms familie vel beskrives som en kernefamilie.
Jeg er født og opvokset på en gård, hvor far arbejde hjemme og mor var hjemmegående husmor. Der var mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg fik en i røven engang imellem, men nok ikke værre end ved så mange andre familier dengang (sikkert mindre).

Men så stoppede idyllen også.

Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg haft det ad helvede til. Følt mig ubetydelig, mindreværdig, ikke respekteret/accepteret, aldrig blevet hørt efter og så videre.

Da jeg kom I skole udviklede det sig til at jeg var den stille dreng der ofte blev mobbet og det der med piger, ja det var noget de andre kunne finde ud af.

Som ca 12 årig fandt en kammerat og jeg et gammelt Weekend-sex blad I grøfte- kanten og den dag idag kan jeg stadig huske det sug det gav I maven (og den erektion jeg fik) da jeg begyndte at læse i det. Det blev første gang jeg onanerede til porno og så var den sti egentlig stukket ud. Porno blev mit ultimative fix, som fik mig til at glemme hvor træls det hele var, for et kort øjeblik. Da jeg blev ældre fik jeg arbejde og det blev et “fix” mere. Jo mere jeg arbejdede, jo mindre mærkede jeg hvordan jeg havde det.

Så opdagede jeg alkohol. Nyt “fix”. Som oveni købet gjorde mig til selvskabsløve. I en alder af 22 havde jeg etableret en solid afhængighed af porno/onani, arbejde og alkohol. Selvfølgelig var der ikke nogen af dem der var erkendt. Det var bare sådan livet var og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor ingen af dem var et problem.

Scientology havde løsningen

For at fuldende ligningen fandt jeg Scientology, som gav mig svarene på alt hvad der var gået galt i mit liv og som hjalp mig til at komme over mine problemer (troede jeg).

20 år senere, adskillige 100.000 kroner fattigere og med en familie (især mine børn)som i høj grad havde betalt prisen for mit engagement for, at redde mig selv og verden, sejlede jeg videre i livet.

Men nu stod jeg jo egentlig ganske godt rustet til at leve livet, syntes jeg (det blev dog voldsomt modbevist senere, jeg var faktisk dårligere stillet end nogensinde før).

En skilsmisse senere, blev et hektisk liv sat i overdrive (faktisk så meget at jeg  nu kikker tilbage og tænker: Hvordan dælen overlevede jeg det der).

Et vigtigt vendepunkt

Vendepunktet kom (langsomt) da jeg mødte en ny pige, som havde alle de kvaliteter,  jeg nogensinde havde efterspurgt. Og som den opmærksomme læser jo nok allerede har regnet ud, så startede det med fantastisk sex og masser af det.  Det var dog langt fra det eneste. Hun var, og er et fantastisk menneske.

Alkoholen blev langsomt trappet ned.

Arbejdet blev skiftet ud med noget knapt så hektisk.

Pigerne var det slut med.

Scientology var det slut med.

Men pornoen og onanien, var der stadig. Det gav mig en god fornemmelse, som jeg slet ikke kunne se hvordan jeg kunne undvære (eller nogen grund til at undvære).

Min kone kom med sin egen bagage, så livet var bestemt ikke uden problemer. Men vi var enige om at vi ville hinanden, selv når det var aller værst (og det var slemt indimellem.) Så vi begyndte at gå hos en ægteskabsrådgiver. Og gik snart i terapi hver for sig også. Og det hjalp alt sammen, livet blev stille og roligt bedre og bedre, for så at ramle fuldstændigt sammen igen. Til tider vidste jeg overhovedet ikke hvad jeg ville, ud over jeg ville have mit liv med min kone til at hænge sammen. Var dog flere gange ved at opgive.

Det var først efter en meget traumatisk hændelse for min kone og mig, jeg begyndte at acceptere, at der måske var noget overdrevet ved mit sexbehov, men stadig ikke nok til at jeg seriøst begyndte at kikke på det, jeg mente kun jeg var i en ”gråzone”. Der skulle en internet affære til, som indlysende sårede min kone meget, før det gik op for mig, hvor meget sex styrede mit liv. Og hvor meget det havde betydet for mine nærmeste.

Er jeg mon sexafhængig?

Og det fik mig til at spekulere over om jeg var sexafhængig. Efter en session med en terapeut med speciale i sexafhængighed, så gik det pludseligt op for mig hvor meget sex egentlig styrede mit liv (og mit følelsesliv). OG PLUDSELIGT GIK DET OP FOR MIG. JEG VAR RYGENDE AFHÆNGIG AF SEX. Derefter begyndte jeg at læse om sexafhængighed og der var en masse ting der faldt på plads. Jeg lærte om hvad udløsningen gjorde for mig på et cellulært/kemisk niveau. Og holdt stort set op med at onanere. Det holdt hårdt indimellem.

Så fandt jeg Jimmy og livet har ikke været det samme siden (og betragter mig selv som svineheldig, at han var den første der dukkede, op da jeg søgte på terapeuter til sexafhængighed). Det er selvfølgeligt overdrevet og det skete ikke bare på engang. Men i min første session med ham, havde jeg regnet med, at vi skulle snakke en masse om sex og hvordan jeg havde det og hvor det kom fra og alt det der.

Han lyttede til mig i ca 10 minutter hvor jeg fortalte en del om min barndom og så skar han direkte igennem og spurgte, hvad er det der? Og så kørte det ellers.

Nu kommer der så en lovprisning af Jimmy.

Jeg har efter adskillige timers terapi hos andre terapeuter og mange timers ”åndelig vejledning” i Scientology, aldrig nogen sinde mødt en person, der som Jimmy har været i stand til at læse mig og hjælpe med at skære ind til benet. Han er utroligt vidende om den proces der foregår inde i mig og formår at lede mig hen til de steder hvor der virkelig er kød på.

Jeg fandt Lille-Artemidoros igen

Sammen med Jimmy har jeg været ned og finde lille ulykkelig, oversete Artemidoros.
Jeg har holdt ham i hånden og givet ham omsorg og kærlighed.
Jeg har været nede og kikke på situationer hvor jeg var meget ulykkelig og helst bare ville gemme mig i min lille boks (med en stak pornoblade)
jeg har været ned at kikke på hvad mine forældre gjorde mod mig (eller nærmere ikke gjorde) og givet dem begge en ordentlig skideballe for at have været som de var.

Jeg har været nede og kikke på lille ulykkelige Artemidoros, kontra store smarte/selvsikre Artemidoros og har fået sat ord på begges baggrund og plads i mit liv.

Jeg har været ned at kikke på baggrunde for de konflikter jeg har haft både med min nuværende og med min ekskone og har også kikket på mig selv med deres øjne (faktisk ikke noget jeg var særligt stolt af, det var ikke et kønt syn). Nu sidder jeg så her og kan kikke tilbage på et liv som bestemt ikke har været kedeligt. Men det har været utroligt hårdt og det har haft en høj pris for nogle af de mennesker som er mig tættest og som burde have kunnet regne med at være min topprioritet.

Tiden efter terapien

Jeg er ikke ”kureret”. Men jeg er på et MEGET bedre sted end jeg nogensinde har været før.

Jeg har fået sat ord og billede på hvad det var inde i mig som gjorde at jeg brugte sex i det omfang jeg gjorde (og arbejde og alkohol). Sex betyder stadig meget for mig og jeg vil formentlig altid have et stort behov, men det er på en anden måde. Nu er det ikke altafgørende for mit velbefindende.

Efter ca 20 timer ved Jimmy er der væltet en masse skeletter ud af skabet og en masse erkendelser, som jeg ikke vil kede læseren med en komplet liste over.

Men sex (og alkohol)var blevet en altafgørende faktor i mit liv, så afgørende at mit arbejdsliv blev planlagt ud fra hvordan jeg bedst kunne tilgodese de behov.

Porno, sex og onani blev min måde at give mig selv omsorg på.

Jeg betegner ikke mig selv som sexafhængig mere.  Jeg er heller ikke afhængig af arbejde eller alkohol.

Jeg kan godt savne det, men jeg kan arbejde med det. Jeg elsker en kold øl eller 5, men behøver ikke drikke mig helt i hegnet.

Jeg prøvede at stoppe helt med onani, men da der skete en masse andet i mit liv samtidigt med, så oversteg det mine ”evner”. Kort sagt, så tror jeg at jeg var brændt sammen oveni hovedet, hvis jeg havde stoppet helt, så det er et projekt for fremtiden (hvis det skønnes at være nødvendigt).

Mine erkendelser (eller nogen af dem):

Jeg har indset at jeg har fejl og mangler og at det er okay.

Jeg har indset at det ikke alt sammen er min skyld og at jeg faktisk er værd at holde af (er sågar begyndt at holde af mig selv).

Jeg har indset at jeg kan have følelser og at det er okay at føle dem og snakke om dem.

Jeg har indset at jeg faktisk er værd at respektere for hvem jeg er (og ikke for at være den skøre festabe, arbejdsjunkie og skørtejæger, som skulle overgå alle andre for at synes han havde fortjent respekt)

Jeg har indset at jeg er værdifuld og jeg finder mig selv værdifuld.

Jeg kunne fortsætte længe endnu, men så skal jeg vist udgive en bog i stedet for.

Kort sagt: Uden Jimmys hjælp, havde jeg ikke siddet hvor jeg sidder nu og jeg er helt sikker på at mit ægteskab (med verdens mest fantastiske kvinde) ikke havde holdt.

For lige at slutte historien, så er min kone også begyndt hos Jimmy og det har været en kæmpe succes, både for hende personligt og for vores ægteskab.

 

Æret være hans minde

Søndag 21114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Det er to dage siden, en 65-årig taxachauffør blev tæsket ihjel af tre unge mennesker, da han udførte sit job. Det har ramt mig. Jeg tænker på hans pårørende og er harm og frustreret. Det er SÅ stupidt. At banke et andet menneske ihjel for hvad… otte taxabonner og 250 kr. Det er seks pakker cigaretter. Det præger mig. Jeg er lidt mere på vakt og kører kun innercity og primært hoteller. Faktisk fylder det igennem hele dagen og spejler sig i samtalerne med flere kunder.

Nå.

Den terapiretning, jeg er skolet i, hedder EFT (emotion focused therapy). Det var tilfældigt, at jeg plumpede ind i den tradition, men fuck, hvor det tit kalder på min taknemmelighed. Det er en af de eneste evidensbaserede psykoterapiretninger herhjemme, og en af de hastigst voksende i USA. Og de folk, som står bag, er anerkendte psykologer, hjerneforskere og sågar ingeniører med stærk tilknytning til APA (den amerikanske psykologforening). Og så er de fuldkommen nede på jorden. Jeg var til foredrag med Leslie Greenberg i DGI-byen i sommer, og han er om noget en af kernefolkene bag EFT. Han sagde: ”Let’s de-guru the hole thing”. Lad nu være med at piedestalisere mig, for jeg er ikke bedre end jer. Det elsker jeg ham for, og det rammer ind i essensen af EFT, nemlig at vi selv er eksperter på vores egne nervesystemer. At behandlere skal begynde at fare med lempe og ydmyghed i deres praksisser. Og at rejsen mod at blive ”rigtig” især handler om at stole på sin egen inderlighed. Sine egne emotioner. Og derfra træde i eksistens og finde sin egen stemme i verden.

Greenberg_3

Leslie Greenberg, en af stifterne af EFT

Mine første kunder, to piger, har så meget bagage, at vi også må gøre brug af kabinen fra top til tå for at få plads. Fint nok. De skal fra Islands Brygge til lufthavnen, hvilket vel må siges at være en af de mindst komplicerede taxature overhovedet. Altså ud af Artillerivej og så fange motorvejen via Sjællandsbroen. Og bum. Så hedder destinationen Kastrup. Men forsædepigen mente, jeg skulle være drejet op mod Bella Center i stedet for at fange motorvejen, og det syntes hun, hun lige ville pointere over for mig. Hun har måske ret i, at der tjenes 50 meter ved at køre den vej, men til gengæld sparer man fire lyskryds, og derved bliver det nok billigere i sidste ende med motorvejen. Og nu kommer så det her med at stole på sin inderlighed. For til at starte med forklarede jeg hende de ord, jeg lige ovenover har skrevet – altså det med lyskryds og sådan. Og satte et punktum. Og det gjorde hun så også. Men taxastemningen over Sjællandsbroen faldt øjeblikkeligt til nulpunktet. Og jeg var irriteret. Men i stedet for at tie, som jeg SÅ mange gange i mit liv har gjort, spurgte jeg, om hun var utilfreds med min kørsel. Men det var hun altså ikke. Hun havde bare for vane at køre den anden vej, og da hun her åbnede munden, indså jeg, at jeg havde opfanget hendes Sjællandsbroen-energi anderledes, end den var tiltænkt. Derfra flød alting anderledes, og da vi i det efterfølgende øjeblik kørte under viadukten ved Fields, sendte jeg min EFT-bog ikke så få kærlige tanker, for førhen havde jeg ladet ”tornen” blive i mit indre, og det havde typisk taget x-antal timer at få den ekspederet ud igen. Nu tog det 200 meter motorvej.

Det ene øjeblik flykunde med Norwegian, det næste øjeblik taxachauffør for Københavns Taxa

Foto: Jimmy Hansen. Det ene øjeblik flykunde med Norwegian (undertegnede), det næste øjeblik taxachauffør for Københavns Taxa

Har Meryl Streep styr på mændene?

Jeg er sjældent selvhævdende, men der er et område, hvor jeg uden at blinke vil kalde mig stormester. Altså den slags, hvor andre 10.-dan’ere opsøger mig for at blive guidet og få vejledning. Og det er i den sjældent benævnte disciplin: at have taxaøjne. Altså det område, hvor man kører med 50 km/t i tung trafik, spotter en taxakunde i en fortravlet menneskeflok, flår hyrevognen ind til siden (selvfølgelig med respekt for de øvrige bilister og dobbelte vognbanelinjer) og tager høfligt og stille imod kunden, som var det det naturligste i verden. Og således gik det til, at jeg i løbet af formiddagen kører forbi Østerport, der på dette tidspunkt er et menneskemylder på hotelsiden og alligevel ser manden i mængden. Ham, hvis øjne er anderledes søgende end de andres. Ikke efter en bus, for så er øjnene dvaske. Heller ikke efter en kæreste, for så er de vakte og glade. Og heller ikke efter DSB, for så er de sørgmodige. Ej, det sidste var en joke. Men de øjne, der søger ud i trafikken og har en falkeblik-agtig ivrighed i sig, og som er givet ved begrebet rettethed, der i øvrigt har haft stor betydning inden for filosofien. Altså de øjne. Og nu kan jeg godt se, at jeg ikke helt lever op til sidste linje i min taxaøjne-definition, for da han stiger ind i bilen, spørger jeg ivrigt og gestikulerende, hvad han synes om min manøvre. Om det ikke var skide cool, hvordan jeg fik øje på ham.

Mery Streep

Det fik konsekvenser for Meryl, at hun forbød Robert at tage på jagt

DSB sender ikke længere automatisk zonekort ud, og da han ikke kunne gå online i toget, måtte han stå af og praje en taxa til lufthavnen. Min indledningskommentar slår tonen an og får os hurtigt gelejdet ind på en fed snak, der varer hele turen. Hans kone er blevet arbejdsløs for fire måneder siden og måske ude i en form for eksistentiel arbejdsrelateret krise, fordi hun ikke er sikker på, om hun er i den rigtige branche (som pædagog). Det har haft den konsekvens, at hun er blevet usikker på forholdet og nu nærmest lidt omklamrende. Altså at når min kunde skal ud at sejle, så ser hun det som en trussel snarere end en invitation, hvilket er det modsatte af pointen i følgende engelske citat (der umuligt kan oversættes til dansk), og som passer, selvom man har været gift i 25 år:

“If you love someone set them free, if they come back to you, they are yours forever, if they don’t they never were.”

Når hun ”forbyder” ham at sejle eller gør stor fordring på hans tid, får det den modsatte effekt end den tiltænkte, nemlig at han føler sig kvalt og trykket og har sværere ved at vise kærlighed. Og som han selv siger: ”Jeg har det som Robert Redford i ”Mit Afrika”, hvor Meryl Streep forsøger at holde ham hjemme fra storvildtsjagterne, og han siger: ”You have no idea the effect that language has on me”.” Betyder det, at manden ikke skal være der for sin kæreste, når hun er i krise? Nej, selvfølgelig ikke. Men når kvinden træder ind i et slags selvudslettende felt, hvor hun tager manden og hans tid som gidsel, er der noget som slukkes i ham. Jeg tror sgu, vi er ude i nogle arketyper her. Altså at vi mænd helt fra urtiden har haft brug for luft til at tanke op, og fra netop dette sted kan vi hente ressourcer og overskud til at elske vores kvinder.

Er advokater og piloter mere end andre mennesker?

DSC_0147

Foto: Jimmy Hansen. Lyset faldt ganske særligt over himlen denne første søndag aften i november

Jeg holder ved Hovedbanen og prajes af to advokater, viser de sig at være, som skal til Christmas Møllers Plads. De har travlt med at overgå sig selv i begejstring over, hvor fede de og deres materielle goder er. Altså på den måde, hvor alle andre mennesker er mindre værd. Uhhh, det er virkelig ikke min kop te. Faktisk afskyr jeg det. At mennesker via uddannelse (gratis vel at mærke) eller sådan noget, lader en tone sætte i deres sind, som kalder på, at de er noget særligt. Det hedder at være grandios inden for terapiverdenen. Og det rammer nok mig særligt hårdt, eftersom jeg selv har lidt af det. Da jeg var jagerpilot-elev i flyvevåbnet og senere fløj som pilot i USA, så jeg ganske enkelt ned på andre mennesker, som ikke lige var inden for den verden. Jeees. Gudskelov for, at jeg blev ramt så hårdt af livet i starten af mine tyvere, at jeg kom på andre tanker. Nuvel. Advokatstemningen hænger li’som i luften, da næste kunde ud for Christiania træder inden for i stuen. Jeg er lidt taxalammet over de to idiot-kunder, så jeg fornemmer ikke umiddelbart min kvindelige kunde fra Århus. Vi siger derfor ikke noget. Intet. Men aftenhimlen er altså usædvanlig flot, da vi passerer Knippelsbro. Vi taler virkelig om noget særligt. Og jeg kan ikke modstå trangen til at hive mit Sony Z2 frem og knipse et par billeder. Det fremkalder prompte en latter hos hende, og i det sekund slår det mig, hvor meget vi mennesker egentlig præger hinanden. Advokat-latteren var nedladende og bedrevidende. Hendes er, ”at vi er lige, og hvor er det pudsigt, at du tager billeder af himlen under en taxatur. Og ikke en skid andet”. Og det afstedkom straks en medmenneskelig samhørighed, som efterfølgende konverteres til ret mange grin ned ad Stormgade og bagom Tivoli. Normalt bruger hun Mølleparken i Århus for at tanke op, og vi laver jokes omkring, hvordan man derovre skal iføre sig bestemte klæder for at blive godkendt til at købe det sjove tobak.

Når taxakunder er terapeuter for taxachauffører

Min næstsidste kunde skal fra Langelinie til Lufthavnen. Det er sjældent, jeg kører med en kunde, som nærmest antager rollen af terapeut over for mig, men det gør hun, og fuck, hvor er det rart. Hun er nærmest insisterende i forhold til at holde kommunikationssporet på den dræbte taxachauffør. Jeg er flere gange ved at græde, men det lader jeg hende ikke vide. Det har påvirket mig mere, end jeg aner, at en anden kollega to dage før har skullet betale den ultimative pris for at passe sit job. Da jeg sætter hende og hendes datter af i Indenrigsgården, er jeg mere lettet, og faktisk er mit angstniveau faldet. Tak! (jeg ved, du læser med).

En utrolig smuk udsigt

DSC_0149

Foto: Jimmy Hansen. Jeg har stadig ikke sort bælte i min Sony Z2, for billedet kunne givetvis have været bedre (uden blizt fx), men med skulle det, for der var en helt særlig stemning dette øjeblik. Med lidt gode øjne kan man ane søen og månens spejling i nederste venstre side af billedet

Shit, en begivenhedsrig taxadag. Fede, fede kunder, men også præget af vemod. Klokken er 23, og det er ved at være fyraften, da sidste tur tikker ind. Pyt, den snupper jeg lige, og SÅ er det på hovedet i seng. ”Cromwell Hotel ved Roskilde Fjord”, lyder hans bestilling. Åhhh, det er jo en fed tur til 700 kr., men det vil tage halvanden time at afvikle. Jeg overvejer at give den til en anden, men beslutter mig for at udstikke kursen mod Roskilde. Vi siger ikke noget, og det passer mig fint. En ting gør mig dog glad i låget, og det er, at han har hovedet nede i sin Ipad fra start til slut. Ikke på et eneste tidspunkt kigger han op. Det tolker jeg som en tillidserklæring til min kørsel. Da vi ankommer, får man serveret en af kongerigets skønneste udsigter – den over Roskilde Fjord. Der skyller en taknemmelighed ind over mig, da jeg lidt efter holder i krydset og forsøger at indfange aftenfjorden med mit kamera. Lige der. Lige nu.

Hvorfor er mænd til porno i stedet for parforhold?

Af Jimmy Hansen

Den moderne mand befinder sig i en brydningstid, hvor han har svært ved at finde en solid grund at stå på. Hele det fundament, omkring hvilken hans identitet som jæger og skaffer siden tidernes morgen har været defineret, er smuldret. I dag er kvinder mindst lige så meget jægere og skaffere som mænd, og samtidig kræver de og den samfundsmæssige diskurs, at mænd agerer og er anderledes, end de altid har været. Han skal være i kontakt med sine følelser og udtrykke dem på en måde, som hverken er for feminin eller for knudret maskulin. Og det forvirrer ham langt ind i hans sjæl. På hans skuldre står hundredvis af mandlige generationer, som har gjort tingene efter et maskulint kodeks, som per se har haft en høj værdi i alle institutionslag og på alle samfundsplaner, og pludselig inden for en enkelt generation eller to fungerer det bare ikke længere. De gen-mæssige historiske ekkoer, hans maskulinitet er gjort af, er til revision på alle niveauer, og det har rystet ham i hans grundvold. Den moderne mand har derfor påbegyndt en rejse, som tager tid. Punktum. Kvinder har fra fødslen sort bælte i at mærke sig selv og kommunikere deres følelser, fordi det har været de eneste ”tilladelige” instrumenter, de har kunnet betjene sig af i historiens mandsdominerede samfund. Mænd har bygget broer og været i krig, men aldrig talt om følelser. Og at graduere opad fra hvidt bælte i følelseskommunikation tager bare tid, og det er den bevægelse, den moderne mand befinder sig i. At få gult bælte i følelser og måske senere grønt.

Når så mange mænd således undgår at være i parforhold, er det mindre et bevidst ”valg”, end det er en dyb forvirring omkring hans kønsmæssige identitet og hans retning i forhold til vor tids ressourcestærke kvinder. Som alle andre generationer af mænd før ham bærer han en længsel efter at være betydningsfuld og vigtig i forhold til sin tids kvinder, men har tabt for mange slag i kønskampen og tyr eksempelvis derfor i stedet til den besnærende porno, som udløser så store mængder dopaminer, at afhængighedslignende tilstande indtræder, og han derved indirekte smider håndklædet i ringen i forhold til at manifestere en relation til det modsatte køn. Vor tids mand har med andre ord længsler efter at være noget andet end single og storforbruger af porno, men den identitetsmæssige krise driver ham til netop det.