Pornoafhængig mand: Bryder andre mænd også grædende sammen?

 

Af Jimmy Hansen

…fik jeg stillet som spørgsmål af en af mine mandlige klienter på hans vej ud ad døren.

Egentlig var det slet ikke hans plan at græde. Ligesom mange andre pornoafhængige mænd kom han i terapi med den intention, at hans skæve forhold til porno skulle elimineres som en anden betændt byld. Derfor kan det selvfølgelig virke desto mere overvældende, når han undervejs finder ud af, at ”bylden” ikke sådan lige er til at skære væk. At den faktisk huser flere nuancer, end han lige havde troet, og at adgangen til noget af hans følsomme jeg netop skal ske via pornosiden.

Det lyder måske kryptisk, så jeg sidespringer et øjeblik for at forsøge at skabe sammenhæng. I mange år var jeg selv afhængig af porno, og i næsten lige så lang tid kæmpede jeg for at finde hoved og hale i, hvem jeg var og ikke var i den kontekst. Det var mildt sagt en kompleks rejse, hvor jeg har lagt en brik ad gangen i takt med mine mange forskellige tiltag over emnet, til hvad der i sidste ende viste sig at være et temmelig stort puslespil.

Det i særhed største skridt skete dog, da jeg erkendte, at min brug af porno havde et sprog. At det ikke bare var en dårlig vane, som kunne fjernes med en bestemt type dogmatik eller dossering, men en adfærd jeg i tidernes morgen havde tyet til som svar på mit sinds vanskeligheder. Og at tidens omstændigheder gjorde denne taktik så automatiseret, at pornoforbruget blev et svar på snart sagt alle livets udfordringer. Ligesom min klient lavede jeg en fortælling om, at pornosiden var min store bussemand. Dilemmaet var således, at jo mere jeg forsøgte at skære den fra, altså pornosiden, desto højere blev den oprindelige spænding. Så da jeg begynde at knytte et andet narrativ ind i min pornoside, kunne jeg løsne op for dens jernhårde greb om mit sind og derfra var en anden omgang med porno i stand til at flytte ind.

I dag vælger jeg at se porno, når det passer mig. Og ikke som en tvangsmæssig emotionel omstændighed, der er krænget ind over mit sind 24-7.

Foto: Dr.dk

Foto: Dr.dk

Så: Mænd tropper ofte op i mit terapirum og meddeler mig, at de vil have en skovlfuld redskaber til at fjerne deres pornoside. Til det svarer jeg altid, at det ikke er en vare, jeg har på hylden (og at det i øvrigt står dem helt (vederlags)frit for at gå deres vej, skulle de ønske det). Til gengæld tilbyder jeg dem at tage på en opdagelsesrejse. En rejse, hvor vi skal finde ud, hvem pornosiden er for en størrelse, hvorfor han trådte indenfor i stuen, og hvad omstændighederne var i den forbindelse.

Til det bruger jeg en bred vifte af redskaber, herunder det gestaltterapeutiske redskab ”stolene”, hvor man som et rollespil spiller forskellige sider af sig selv. Altså… jeg sætter mig på en skammel vinkelret på to stole, og så spiller klienten de forskellige sider af sig selv ved at vandre frem og tilbage imellem stolene. Det vil så ofte være pornosiden, der er i en stol og en kritisk side af sindet i den anden. En af mange pointer med dette arbejde er, at de forskellige sider af sindet får ubetinget taletid (uden at den anden kritiske side kommer skræppende på banen), og det i sig selv er ofte temmelig forløsende og forsonende.

Og her når vi så frem til min klients tårer. For det var første gang nogensinde, at han over for et andet menneske (og sig selv) havde givet sin pornoside frit lejde og bare talt dens sprog uden fordømmelse. Det i sig selv var enormt skamfuldt for ham, men også lettende. For bag ved den bevægelse boede der en opmærksomhed ind i, at hans pornoside var kommet i kølvandet på hans elskede fars død for 12 år siden. At han ikke havde nogen mennesker at støtte sig til på det tidspunkt, så i stedet for at takle sorgen på ”normal vis” ved fx at tale med andre mennesker, havde han givet sig til at se porno. Rigtig meget porno.

Tårerne, der trillede ned ad kinderne på ham, var således mange år gamle, og havde noget på hjerte. For måske var det første gang, at han for alvor gav sig til at sørge over sin far.

DSC_1567

Foto: Jimmy Hansen

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Mand: jeg vil konstant bolle min kone. Er jeg sexafhængig? Terapeut: Nej, gu’ er du ej

 

Hej Jimmy.
Jeg er en frustreret mand  på 32 år.
Lever sammen med min kone som er 27 år, vi har været sammen i 5 år.
Jeg har tit lyst til sex, tit! 5-7 gange om ugen.
Vores sexliv er fantastisk og vi har udlevet en del fantasier sammen. Taler åbent om vores følelser og ideer.
Men jeg har et problem som virkelig er begyndt at gå mig på.
Når min kone ikke har lyst til sex bliver jeg øjeblikkelig nærmest depressiv og sur.
Mine tanker kører rundt og jeg kan ikke finde ro. Jeg er ked af det og frustreret som et lille barn der ikke har fået sin vilje. Det er flovt at jeg har det sådan.
Hvis f.eks. Vi har haft et par dage hvor vi har haft meget sex og der går et par dage uden kan jeg godt mærke at min lyst kommer til at styre min hverdag.
Hvis jeg så lægger meget op til sex og og bliver afvist eller hun fortæller mig at hendes periode desværre er kommet lidt tidligere, kan jeg blive sindsyg skuffet. Blot tanken om at der nu går over en uge før der kommer en nu mulighed er uudholdelig.
Jeg nærmest lukker af, går ind i mig selv, siger ikke noget til hende og skynder mig at lægge mig med ryggen til når vi skal sove. Ikke noget med at putte og nusse for det er simpelthen for svært for mig når jeg nu ikke kan få det jeg vil have.
Jeg kan bede hende om at tage trusser og t-shirt på at sove i, for tanken om at hun ligger nøgen ved siden af er uudholdelig.
Det frustrerer også min kone som begynder at tænke jeg er sur på hende.
Og det er jo ikke fair. Det er jo ikke hendes skyld.
Så kan jeg ligge vågen længe, måske til kl 1-2-3 om natten og blive mere og mere frustreret. Og må “løse” det med at onanere eller blot distancere ved at se en film eller andet..
Som regel virker det ikke at onanere, da det ikke er udløsningen jeg søger, men sex og samværet med min kone :(

Er jeg sexafhængig? Hvad gør jeg for jeg kan ikke finde ud af disse følelser…

 

Hej

Nej, du er sgu ikke sexafhængig. Undskyld, jeg bander. Begrebet ”sexafhængighed” er bare blevet så populært at bruge vidt og bredt, at lige så snart vi mænd mærker den mindste frustration i forhold til vores kvinder (eller mænd) og lysten til dem, patologiserer vi os selv på en studs. At være sexafhængig er en ret alvorlig lidelse, som handler om, at ens seksualitet er ude på et overdrev, og/eller man har så stærke sjælekvaler, at sex bruges som en form på belønning på samme måde som en alkoholiker, der flygter fra sit indre liv via heftigt indtag af vodka eller den spiseforstyrrede pige, som battler med et lavt selvværd, og som konstant befinder sig på size-zero-grænsen og i livsfare.

Men sorry, hvis det lød lidt krads, det var på ingen måder møntet på dig, men snarere en samtidskritik :)

Nuvel.

Der kommer først en flok spørgsmål efterfulgt af nogle overordnede tanker om dig og jer.

Du bliver frustreret og ked af det. Får du sagt de her ting til din kone? Hvad er det, der gør dig flov? Er det en indre kritiker? Hvor kommer flovheden fra?

Hvad betyder det, at din lyst styrer din hverdag? Hvordan kan det være, at I ikke kan dyrke sex under din kones menstruation? Føler I væmmelse ved det, og/eller bløder hun meget? Der er altså ingen sexologiske grunde til ikke at skulle dyrke sex på det tidspunkt. Og ellers kan I jo lave alt muligt andet lækkert. Brug fantasien.
Du skriver, at I er åbne omkring følelser og ideer, men når det gælder lige præcis dette sted i jeres relation, er det ”for svært for dig”, og så lægger du dig med ryggen til hende, når I skal sove. Hvad er det ved dig, der gør, at du lukker i dette sted? Det er, som om du får lavet en fortælling i dit sind, som går på, at det nærmest er personligt, at hun får menstruation og ikke er kampklar.

I øjeblikket er jeg glad for Sue Johnsons tanker om parterapi, som de kommer til udtryk i hendes bog ”Hold Mig”. Den overordnede tilgang til et (sundt) parforhold er for hende noget med tilknytning og nøgne emotionelle møder. Hvad det betyder, forklarer jeg lige kort her: Vi kender det jo godt alle sammen, det der med, at det er med vores partner, at vi oplever de største frustrationer og angst for at miste. Og ifølge Sue Johnson er det vores tilknytning, vi der er inde at danse med. Tilknytning har at gøre med de første år af vores liv, og hvordan vi er blevet mødt eller ikkemødt af vores primære omsorgspersoner. Så hvis begge ens forældre har været aktive alkoholikere og meget lidt nærværende emotionelt og åndeligt, får det (højst sandsynligt) en række negative konsekvenser for barnet, blandt andet via den indre kontakt til sig selv og den ydre kontakt til andre. Det kan være, at man bliver hård og holder andre mennesker ud i en armslængde, eftersom man selv ikke blev mødt nærværende af sine standervisne forældre. Man slæber med andre ord rundt på en form for sår på sjælen, og som har sin adresse i de tidlige møder med vores forældre (eller andre omsorgspersoner). Dette sår bliver især aktiveret senere i livet af vores partner/kone/mand. De glade nyheder er, at det er godt, det sker, for så kan det heles.

Et sted i bogen skriver hun: ”Kan du i dit nuværende parforhold bede din partner om nærhed og trøst og lade ham eller hende se, når du har brug for det? Måske tænker du, at det er et tegn på svaghed, eller måske virker det alt for risikabelt for dig.” (Hold Mig, side 65)

Så det første skridt foregår på de indre kanaler. Spørg dig selv om, hvad det er, der gør, at du vender hende ryggen i stedet for at udtrykke, hvordan du har det? Er det, som Johnson taler om, et risikabelt projekt for dig, og hvad sker der i dig netop på det tidspunkt?

Det næste skridt handler om broen til din kone. Når vi ikke udtrykker, hvad der bor i os, kan sindet havne det sted, hvor tankerne kører rundt, og vi ikke kan finde ro.  Episoder med vores partner, som parkeres under gulvtæppet, er nok ikke så farlige de første par gange. Måske heller ikke de næste gange. Men hvis denne adfærd fortsætter, kan det begynde at skabe problemer. Og måske resultere i myldretanker, fordi det er uafsluttethed på uafsluttethed, der bor i systemet (og hober sig op). Og til sidst kan man ikke finde hoved og hale i, hvad der er hvad. Så dette skridt handler om at turde være emotionelt åben og ”nøgen” det sårbare sted. For når du er det, så vender du dig ikke mod dig selv, men mod den problemstilling, som kører rundt med dig. Kan du følge mig i forskellen? Lige nu udøver du en passiv aggressiv kommunikation over for din partner ved at lægge hende på is og gør dig selv til et offer. Hvis du derimod retter blikket mod problemet i sig selv (og ikke hende) på en konstruktiv måde, kan du og hende vokse. Og her er vi inde ved noget af det centrale, som Johnson taler om, altså det nøgne emotionelle møde med vores partner, som på en gang er røvsvært, men også en invitation. En invitation til at lægge ens egne våben ned og bare være fucking ærlig. ”Skat, jeg har det svært lige nu, vil du ikke nok holde om mig? Jeg aner hat om, hvad der får mig til at lukke i, men jeg er villig til at kigge på det (sammen med dig).”

Men ja, hvis du fortsætter med den her venden-ryggen-mod-hende-kurs i mange år og ikke udtrykker dig og måske endda tyr til porno i store mængder i stedet for, kan du bevæge dig i retning af noget afhængigheds-ish.

Men: Slå koldt vand i blodet. Gå i gang med at besvare ovenstående spørgsmål og beslut dig for at betræde en sti med vækst.

Og en lille sidebemærkning: Jeg kan nærmest blive misundelig på dig over, at du begærer din kone så meget. I min optik er det VIRKELIG en fed egenskab, som jeg selv tragter meget efter at få. Min tidligere pornoafhængighed gjorde, at jeg gik i trance foran skærmen, hver gang problemer med min(e) kærester dukkede op, og derved gik den seksuelle energi på mange måder fløjten. Jeg vil derfor påstå, at der er RIGTIG meget, som fungerer godt for dig og jer og hold fast i det, og så er der lidt udfordringer, du (og sikkert også din kone) skal arbejde med. Men lad være med (i hvert fald i det første lange stykke tid) at sygeliggøre dig selv. Gør det til en positiv udfordring for dig og din kone.

Og måske det vil være en god ide for dig at læse Sue Johsons bog ”Hold Mig”?

Jeg ønsker dig held og lykke med det.

Kh, Jimmy

 

 

 

 

En vej ud af sexafhængighed

 

Af Jimmy Hansen

Du kan følge Jimmy Hansen på Facebook her.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg har været sexafhængig. Men jeg ved, at lidelsen har haft enorm betydning for mit liv og min omgang med andre mennesker. At have sex som primært omdrejningspunkt i sit afsæt i verden er faktisk alt andet end cool. Det lægger en overordnet dæmper på ens udfoldelsesmuligheder, fordi alting i en eller anden forstand kommer til at handle om sex og om at få sit næste fix.
Historiens største moralfilosof, Immanuel Kant, hævdede, at man aldrig, aldrig måtte bruge
mennesker som middel, men altid skulle behandle dem som mål. Så altså omgangen med andre ikke må indeholde en skjult dagsorden. Han havde vendt sig i graven, hvis han havde set mig give den gas på Natcafeen eller på en bar i Kødbyen. For mine udvekslinger med det modsatte køn har i den grad været styret af ”middel”, hvor jeg bag de smilende øjne og de komplimenterende ord har haft ét projekt i hovedet, og det er en tur i kassen og så videre i teksten.

Hmm.

Men det har en pris. Den adfærd. Og det er, at jeg dybest set ikke har lyttet til mit hjerte. At fixet fra hjernens belønningscenter har haft større værdi end hjertets sprog. Og når hjertet ikke er med, farer man som menneske vild og bliver halt i sin gøren og laden.

Sexafhængighed er komplekst
Hvorfor så ikke bare tage sig sammen og vælge kærligheden, kunne man spørge.
Og det umiddelbare svar er, at det er sværere at kvitte sin sexafhængighed, end det er for en heroinjunkie at blive clean. Og at der bag ved afhængigheden næsten altid ligger en sjælesorg i form af et traume, PTSD eller andre følelsesforvirringer og driver sexmotoren som et af universets sorte huller, der altså ikke lige er til at styre endsige stoppe.
Fænomenet sexafhængighed er med andre ord en kompleks størrelse, og da der er næsten ligeså mange bevæggrunde til lidelsen, som der er afhængige, er der ikke noget at sige til, at terapeuter og sexologer ikke kan enes om en passende definition.
For mit eget vedkommende er det et potpourri af mange forskellige omstændigheder, som har ledt mig ud i misbruget. Én afgørende begivenhed synes at være, da jeg som ti-årig oplevede et seksuelt overgreb fra to ældre børn i mit kvarter. Men da jeg er vokset op i en sund kernefamilie med masser af kærlighed, var det først som 18-årig, hvor mine forældre blev skilt, jeg mistede min kæreste og min drømmeuddannelse gik fløjten, at jeg lukkede mit hjerte i.
Og det har sådan set været den grundlæggende kamp (traume) i mit 44-årige liv siden da. At jeg periodevis åbner mit hjerte, men at trangen til den seksuelle dopaminbelønning har været større end modet til at være sårbar med en kvinde. Det kaldes også gentagelsestvang og har både en positiv og negativ funktion. På positivsiden forsøger systemet at få tingene fra fortiden op til overfladen, så de kan heles, mens den negative side af mønten er, at jeg og andre sexafhængige retraumatiserer os selv, så vi reelt forstærker det traume (eller andet), der ligger i systemet, når vi doper os selv og er udagerende.

Købmandshandel med kærlighed
For mange typer sexafhængigheder gælder det således, at man ikke kan dossere sig ud af
tilstanden, men må væbne sig med tålmodighed og næsten altid gøre brug af terapi (evt. med medicin som supplement for visse typer impulsive afhængigheder) for at komme ud af misbruget.
Jeg kalder mig i dag ”tidligere sexafhængig”, fordi jeg har arbejdet intenst med dette problem i mange år i form af workshops, terapi, mindfulness og meget andet guf og ikke længere oplever den trance af ufrihed, der er forbundet med at SKULLE have “noget” lige her og nu. Men det største skridt, jeg har taget i retning af at få en sund seksualitet, er, at jeg hver eneste dag udøver tilgivelse i min meditation og sammen med tilgivelsen har taget en kognitiv beslutning om, at det nu er slut med at lukke mit hjerte i. Det betyder, at jeg i dag kan være i kontakt med ”svære” følelser såsom vrede og melankoli uden at skulle søge sexflugt via det limbiske systems neurotransmittere, men bare være med tristheden eller vreden og lade hjertekontakten fungere som guide og rettesnor.
Dybest set var det ikke min fortid og alskens dramaer, der var den afgørende nøgle for mig til at komme videre. Det var købmandshandlen med min kærlighed, som holdt mig fanget.

Blev misbrugt seksuelt i to år af en sindsforvirret mand

Følgende beretning er fra en af mine klienter igennem snart et lille års tid.

Maj 2015

Jeg er en ung mand på 25 år der siden teenageårene har følt at der var noget som ikke stemte overens med det liv jeg virkelig ønskede mig. Der var noget som manglede. Måske noget der blev overset. Men jeg vidste ikke hvad det handlede om. Jeg var ung. Sex og piger var nyt. Det fyldte rigtig meget og især på dette område følte jeg mig ikke god nok. Oveni hatten havde jeg store sociale og faglige vanskeligheder i skolen. Det viste sig senere i gymnasiet at være et ligeså stort problem. Det var virkelig alvorligt, tænkte jeg. Heldigvis kom jeg ud af gymnasiet med et godt gennemsnit, takket være min mor som slæbte mig igennem en hård og slidsom læseferie. Men selv det gode gennemsnit betød ingenting. Det var kun en kortvarig glæde som hurtigt forsvandt af den dér ”der mangler noget” fornemmelse.

Jeg havde tidligt i min barn og ungdom hurtigt skabt mig en forestilling om at nu hvor jeg ikke kunne bruge mit hoved i skolen, eller være ham den charmerende fyr alle pigerne ønskede, så var der ikke noget jeg duede til. Udadtil virkede jeg som ham der kunne drible med de gode karakterer og score hende den søde fra 1.y. Sådan var det bare ikke. Det var en facade som skjulte alle de tunge sten jeg bar rundt på.

Men én ting som aldrig har været en facade. Det er følelsen af at jeg ikke vil give op. ”Det er livet simpelthen for kort til.” Sagde jeg flere gange til mig selv. Måske er det derfor jeg med nød og næppe har overlevet alle de kriser jeg har været igennem. Jeg har prøvet mange ting på selvudviklingens vej. Mange fornuftige ting der har bragt gode og lærerige stunder med sig. Men hver gang endte det alligevel med at jeg fik den velkendte følelse af at der var noget som manglede.

En dag kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg måtte tale med nogen. Der måtte være et menneske derude som kunne hjælpe. Jeg begyndte at søge på ord som ”pornoafhængig” og ”terapi” inde på Google og som en stjerne sendt fra himlen fandt jeg Jimmy. Det er cirka 10 måneder siden jeg havde min første session hos Jimmy og livet har bestemt ikke været det samme siden. Her er endelig et menneske hvis baggrund på mange måder minder om min egen. En som forstår og anerkender mig for den jeg er. Her er et rum hvor jeg endelig kunne åbne helt op for posen og blotte alt den skam, smerte, angst, vrede og sorg jeg har haft gemt væk i så mange år.

Sexmisbrug

Jeg er godt i gang med et kæmpe terapeutisk oprydningsarbejde i min svære og tragiske fortid. Kort fortalt blev jeg i en periode på 2 år udsat for seksuelle overgreb af en psykotisk mand i begyndelsen af teenageårene. Oveni det kommer jeg fra en splittet familie med en fraværende far og en mor med depression og overlast fra sin egen barndom. Ingen tryghed, ingen omsorg og min unge pubertetskrop der blev brugt og mishandlet. Ja, en rigtig lortestart på livet.
Jeg har brugt porno til at imødekomme mit omsorgssvigt fra barndommen og traumerne fra de seksuelle overgreb. Det har været min lykkepille til at holde mig oprejst i alle de svære perioder. Jeg har skammet mig meget over brugen af porno. Særligt fordi jeg gik rundt med nogle seksuelle fantasier som er lidt udover det sædvanlige. Jeg følte det var skadeligt og hvis nu nogen fandt ud af hvad jeg gik og tændte seksuelt på, så ville jeg få et stempel i hoved som ”klam” eller ”underlig”.

Jeg har fundet ud af at jeg ikke er den eneste i verden med nogen lidt anderledes fantasier og der derfor ikke er noget galt med mig. Skam kan ødelægge meget for ens tilværelse og da jeg fik punkteret min omkring pornoen og fantasierne, så var det en kæmpe lettelse at mærke den frihed der kom ud af det.

Pornoen er ikke lagt helt på hylden, men til gengæld føler jeg mig ikke længere styret af den på samme måde som før. Nu bruger jeg den efter behov og forhåbentlig kan jeg give helt slip på den en skønne dag. Der er stadig meget terapeutisk arbejde at tage fat om. Jeg har indimellem nogle perioder med heftigt stormvejr som trækker mig ned i et hul, men heldigvis har jeg Jimmy ved min side når det er allerværst.

I dag går jeg stadig i regelmæssig terapi hos Jimmy og har ingen intentioner om at stoppe før jeg er kommet over på den anden side.

DSC01439

Foto: Jimmy Hansen

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan

Marts 2015

“Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan”…. lyder starten på et brev, jeg forleden fik med posten fra en af mine klienter. Han har været alkoholiker, sexafhængig og har opholdt sig over 15 år i Scientology… I det følgende løfter han noget af sløret for, hvordan vores forløb har været og for hans egen rejse i livet.

Mand 50 år

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan.

Set udefra kan min barndoms familie vel beskrives som en kernefamilie.
Jeg er født og opvokset på en gård, hvor far arbejde hjemme og mor var hjemmegående husmor. Der var mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg fik en i røven engang imellem, men nok ikke værre end ved så mange andre familier dengang (sikkert mindre).

Men så stoppede idyllen også.

Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg haft det ad helvede til. Følt mig ubetydelig, mindreværdig, ikke respekteret/accepteret, aldrig blevet hørt efter og så videre.

Da jeg kom I skole udviklede det sig til at jeg var den stille dreng der ofte blev mobbet og det der med piger, ja det var noget de andre kunne finde ud af.

Som ca 12 årig fandt en kammerat og jeg et gammelt Weekend-sex blad I grøfte- kanten og den dag idag kan jeg stadig huske det sug det gav I maven (og den erektion jeg fik) da jeg begyndte at læse i det. Det blev første gang jeg onanerede til porno og så var den sti egentlig stukket ud. Porno blev mit ultimative fix, som fik mig til at glemme hvor træls det hele var, for et kort øjeblik. Da jeg blev ældre fik jeg arbejde og det blev et “fix” mere. Jo mere jeg arbejdede, jo mindre mærkede jeg hvordan jeg havde det.

Så opdagede jeg alkohol. Nyt “fix”. Som oveni købet gjorde mig til selvskabsløve. I en alder af 22 havde jeg etableret en solid afhængighed af porno/onani, arbejde og alkohol. Selvfølgelig var der ikke nogen af dem der var erkendt. Det var bare sådan livet var og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor ingen af dem var et problem.

Scientology havde løsningen

For at fuldende ligningen fandt jeg Scientology, som gav mig svarene på alt hvad der var gået galt i mit liv og som hjalp mig til at komme over mine problemer (troede jeg).

20 år senere, adskillige 100.000 kroner fattigere og med en familie (især mine børn)som i høj grad havde betalt prisen for mit engagement for, at redde mig selv og verden, sejlede jeg videre i livet.

Men nu stod jeg jo egentlig ganske godt rustet til at leve livet, syntes jeg (det blev dog voldsomt modbevist senere, jeg var faktisk dårligere stillet end nogensinde før).

En skilsmisse senere, blev et hektisk liv sat i overdrive (faktisk så meget at jeg  nu kikker tilbage og tænker: Hvordan dælen overlevede jeg det der).

Et vigtigt vendepunkt

Vendepunktet kom (langsomt) da jeg mødte en ny pige, som havde alle de kvaliteter,  jeg nogensinde havde efterspurgt. Og som den opmærksomme læser jo nok allerede har regnet ud, så startede det med fantastisk sex og masser af det.  Det var dog langt fra det eneste. Hun var, og er et fantastisk menneske.

Alkoholen blev langsomt trappet ned.

Arbejdet blev skiftet ud med noget knapt så hektisk.

Pigerne var det slut med.

Scientology var det slut med.

Men pornoen og onanien, var der stadig. Det gav mig en god fornemmelse, som jeg slet ikke kunne se hvordan jeg kunne undvære (eller nogen grund til at undvære).

Min kone kom med sin egen bagage, så livet var bestemt ikke uden problemer. Men vi var enige om at vi ville hinanden, selv når det var aller værst (og det var slemt indimellem.) Så vi begyndte at gå hos en ægteskabsrådgiver. Og gik snart i terapi hver for sig også. Og det hjalp alt sammen, livet blev stille og roligt bedre og bedre, for så at ramle fuldstændigt sammen igen. Til tider vidste jeg overhovedet ikke hvad jeg ville, ud over jeg ville have mit liv med min kone til at hænge sammen. Var dog flere gange ved at opgive.

Det var først efter en meget traumatisk hændelse for min kone og mig, jeg begyndte at acceptere, at der måske var noget overdrevet ved mit sexbehov, men stadig ikke nok til at jeg seriøst begyndte at kikke på det, jeg mente kun jeg var i en ”gråzone”. Der skulle en internet affære til, som indlysende sårede min kone meget, før det gik op for mig, hvor meget sex styrede mit liv. Og hvor meget det havde betydet for mine nærmeste.

Er jeg mon sexafhængig?

Og det fik mig til at spekulere over om jeg var sexafhængig. Efter en session med en terapeut med speciale i sexafhængighed, så gik det pludseligt op for mig hvor meget sex egentlig styrede mit liv (og mit følelsesliv). OG PLUDSELIGT GIK DET OP FOR MIG. JEG VAR RYGENDE AFHÆNGIG AF SEX. Derefter begyndte jeg at læse om sexafhængighed og der var en masse ting der faldt på plads. Jeg lærte om hvad udløsningen gjorde for mig på et cellulært/kemisk niveau. Og holdt stort set op med at onanere. Det holdt hårdt indimellem.

Så fandt jeg Jimmy og livet har ikke været det samme siden (og betragter mig selv som svineheldig, at han var den første der dukkede, op da jeg søgte på terapeuter til sexafhængighed). Det er selvfølgeligt overdrevet og det skete ikke bare på engang. Men i min første session med ham, havde jeg regnet med, at vi skulle snakke en masse om sex og hvordan jeg havde det og hvor det kom fra og alt det der.

Han lyttede til mig i ca 10 minutter hvor jeg fortalte en del om min barndom og så skar han direkte igennem og spurgte, hvad er det der? Og så kørte det ellers.

Nu kommer der så en lovprisning af Jimmy.

Jeg har efter adskillige timers terapi hos andre terapeuter og mange timers ”åndelig vejledning” i Scientology, aldrig nogen sinde mødt en person, der som Jimmy har været i stand til at læse mig og hjælpe med at skære ind til benet. Han er utroligt vidende om den proces der foregår inde i mig og formår at lede mig hen til de steder hvor der virkelig er kød på.

Jeg fandt Lille-Artemidoros igen

Sammen med Jimmy har jeg været ned og finde lille ulykkelig, oversete Artemidoros.
Jeg har holdt ham i hånden og givet ham omsorg og kærlighed.
Jeg har været nede og kikke på situationer hvor jeg var meget ulykkelig og helst bare ville gemme mig i min lille boks (med en stak pornoblade)
jeg har været ned at kikke på hvad mine forældre gjorde mod mig (eller nærmere ikke gjorde) og givet dem begge en ordentlig skideballe for at have været som de var.

Jeg har været nede og kikke på lille ulykkelige Artemidoros, kontra store smarte/selvsikre Artemidoros og har fået sat ord på begges baggrund og plads i mit liv.

Jeg har været ned at kikke på baggrunde for de konflikter jeg har haft både med min nuværende og med min ekskone og har også kikket på mig selv med deres øjne (faktisk ikke noget jeg var særligt stolt af, det var ikke et kønt syn). Nu sidder jeg så her og kan kikke tilbage på et liv som bestemt ikke har været kedeligt. Men det har været utroligt hårdt og det har haft en høj pris for nogle af de mennesker som er mig tættest og som burde have kunnet regne med at være min topprioritet.

Tiden efter terapien

Jeg er ikke ”kureret”. Men jeg er på et MEGET bedre sted end jeg nogensinde har været før.

Jeg har fået sat ord og billede på hvad det var inde i mig som gjorde at jeg brugte sex i det omfang jeg gjorde (og arbejde og alkohol). Sex betyder stadig meget for mig og jeg vil formentlig altid have et stort behov, men det er på en anden måde. Nu er det ikke altafgørende for mit velbefindende.

Efter ca 20 timer ved Jimmy er der væltet en masse skeletter ud af skabet og en masse erkendelser, som jeg ikke vil kede læseren med en komplet liste over.

Men sex (og alkohol)var blevet en altafgørende faktor i mit liv, så afgørende at mit arbejdsliv blev planlagt ud fra hvordan jeg bedst kunne tilgodese de behov.

Porno, sex og onani blev min måde at give mig selv omsorg på.

Jeg betegner ikke mig selv som sexafhængig mere.  Jeg er heller ikke afhængig af arbejde eller alkohol.

Jeg kan godt savne det, men jeg kan arbejde med det. Jeg elsker en kold øl eller 5, men behøver ikke drikke mig helt i hegnet.

Jeg prøvede at stoppe helt med onani, men da der skete en masse andet i mit liv samtidigt med, så oversteg det mine ”evner”. Kort sagt, så tror jeg at jeg var brændt sammen oveni hovedet, hvis jeg havde stoppet helt, så det er et projekt for fremtiden (hvis det skønnes at være nødvendigt).

Mine erkendelser (eller nogen af dem):

Jeg har indset at jeg har fejl og mangler og at det er okay.

Jeg har indset at det ikke alt sammen er min skyld og at jeg faktisk er værd at holde af (er sågar begyndt at holde af mig selv).

Jeg har indset at jeg kan have følelser og at det er okay at føle dem og snakke om dem.

Jeg har indset at jeg faktisk er værd at respektere for hvem jeg er (og ikke for at være den skøre festabe, arbejdsjunkie og skørtejæger, som skulle overgå alle andre for at synes han havde fortjent respekt)

Jeg har indset at jeg er værdifuld og jeg finder mig selv værdifuld.

Jeg kunne fortsætte længe endnu, men så skal jeg vist udgive en bog i stedet for.

Kort sagt: Uden Jimmys hjælp, havde jeg ikke siddet hvor jeg sidder nu og jeg er helt sikker på at mit ægteskab (med verdens mest fantastiske kvinde) ikke havde holdt.

For lige at slutte historien, så er min kone også begyndt hos Jimmy og det har været en kæmpe succes, både for hende personligt og for vores ægteskab.

 

Mand: Slip pornoen og få et langt bedre sexliv

Af Jimmy Hansen

Jeg er ikke fanatiker. På ingen måde. Faktisk er mine tankesæt ofte præget af dialektik, hvor modsatrettede synspunkter gør det ud for en gylden middelvej. Men når det gælder porno har jeg måttet sande, at det er et rusmiddel på linje med alkohol, stoffer og brugen af pokerborde, og at en middelvej ofte består i komplet afholdenhed. How the fuck, kan jeg nå frem til den konklusion, kan jeg godt forstå, du tænker…

Lad mig lige starte et andet sted.

Jeg fik min første eksistentielle krise for 25 år siden, da jeg kørte hjem fra mit arbejde i Buffalo i USA. Lidt forenklet kan man sige, at mit liv siden da har handlet om at forstå denne hændelse. Altså mit nervesammenbrud i min Buick Skyhawk. Det er efterhånden blevet til mange terapeutiske workshops og uddannelser, og i dag er det længe siden, jeg har passeret den grænse, hvor jeg generelt har det rigtig godt. Alligevel har der altid været en node i symfonien, som ikke har passet ind. En sten, der har værket i skoen i en form for irriterende gentagelse af et gammelt, ubevidst mønster. Men hvad og hvorfor?

Det er dog ikke helt let at kvitte pornoen

Jeg er tidligere sex- og sukkerafhængig, så forståelsen af afhængighedsproblematikker og måden, hvorpå man takler og slipper dem, har jeg uden tvivl sort bælte i. Pornoen derimod har jeg stædigt holdt fast i og betragtet som noget uskyldigt. ”Det sker der ikke noget ved”, lød mine tanker, når jeg surfede på nettet efter alskens bizarre billeder og hev mig selv i et-tallet. Men et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg via pornoen seksualiserede mine følelser (flygtede fra dem), og at hvis jeg for alvor skulle ”komme hjem til mig selv” og få det kærligheds- og sexliv, jeg altid har drømt om, måtte jeg slet og ret kvitte den. Eller i hvert fald forsøge, for siden jeg som 13-årig fik smag for pornoblade har jeg aldrig prøvet, hvordan det igennem længere tid er at være pornofri.

Men damn, hvor har det været svært. To år har det taget. At det til sidst lykkedes skyldes ikke mindst et fremragende BBC-indslag, jeg så om emnet. Producenterne af udsendelsen havde fået en hjerneforsker på Cambridge University til at skanne pornoafhængiges hjerner, og det viste sig, at deres belønningsnetværk lyste op på NØJAGTIG samme måde som hos heroinmisbrugere, ludomaner, alkoholikere osv. En af konklusionerne var, at porno er seksualiserende i den forstand, at den bringer en væk fra sine følelser på samme måde, som når misbrugere på eskapistisk vis kaster sig over deres stoffer, hvor de i virkeligheden skriger efter emotionel opmærksomhed.

Mange positive konsekvenser

I dag er det 88 dage siden, jeg sidst har pornosurfet. Og de positive konsekvenser har stået i kø: Jeg har aldrig før haft så meget følelsesmæssig kontakt til mig selv, mit sexliv er ikke set bedre, jeg oplever ikke længere angst, mit søvnbehov er kraftigt reduceret, mit generelle energiniveau er højere, og ikke mindst er jeg stoppet med at seksualisere.

Set i et par-perspektiv er det min fornemmelse, at også mange par ligger under for pornoproblematikken. Altså at når tingene begynder at køre skævt, så tyr manden til porno. Og i starten kan det synes uskyldigt. Lidt netsurfing og en spiller i ny og næ, kan vel ikke gøre så megen skade. Men det tager altså om sig, især hvis pornoforbruget er en flugt væk fra det irriterende, uudholdelige skænderi med konen. Så ja, det er som at tisse i bukserne en kold vinterdag, og videnskaben begynder efterhånden at bakke solidt op om disse antagelser:

Prøv det, kære mand

Summa summarum: Prøv det, kære mand. Tre måneder uden porno. Det udvirker mirakler. Både på lagnet og i din kontakt til dig selv og dit hjerte.

Slutteligt vil jeg sige, at dette ikke er et normativt indspark imod porno per se, for det kan uden tvivl for nogen (måske især kvinder) have en positiv funktion, hvis det bruges med måde. Dette er blot en personlig beretning om, hvor kraftfuld brugen af porno har virket på mig og holdt mig adskilt fra det liv, jeg på et dybt plan har længtes efter at leve.

Hvorfor er mænd til porno i stedet for parforhold?

Af Jimmy Hansen

Den moderne mand befinder sig i en brydningstid, hvor han har svært ved at finde en solid grund at stå på. Hele det fundament, omkring hvilken hans identitet som jæger og skaffer siden tidernes morgen har været defineret, er smuldret. I dag er kvinder mindst lige så meget jægere og skaffere som mænd, og samtidig kræver de og den samfundsmæssige diskurs, at mænd agerer og er anderledes, end de altid har været. Han skal være i kontakt med sine følelser og udtrykke dem på en måde, som hverken er for feminin eller for knudret maskulin. Og det forvirrer ham langt ind i hans sjæl. På hans skuldre står hundredvis af mandlige generationer, som har gjort tingene efter et maskulint kodeks, som per se har haft en høj værdi i alle institutionslag og på alle samfundsplaner, og pludselig inden for en enkelt generation eller to fungerer det bare ikke længere. De gen-mæssige historiske ekkoer, hans maskulinitet er gjort af, er til revision på alle niveauer, og det har rystet ham i hans grundvold. Den moderne mand har derfor påbegyndt en rejse, som tager tid. Punktum. Kvinder har fra fødslen sort bælte i at mærke sig selv og kommunikere deres følelser, fordi det har været de eneste ”tilladelige” instrumenter, de har kunnet betjene sig af i historiens mandsdominerede samfund. Mænd har bygget broer og været i krig, men aldrig talt om følelser. Og at graduere opad fra hvidt bælte i følelseskommunikation tager bare tid, og det er den bevægelse, den moderne mand befinder sig i. At få gult bælte i følelser og måske senere grønt.

Når så mange mænd således undgår at være i parforhold, er det mindre et bevidst ”valg”, end det er en dyb forvirring omkring hans kønsmæssige identitet og hans retning i forhold til vor tids ressourcestærke kvinder. Som alle andre generationer af mænd før ham bærer han en længsel efter at være betydningsfuld og vigtig i forhold til sin tids kvinder, men har tabt for mange slag i kønskampen og tyr eksempelvis derfor i stedet til den besnærende porno, som udløser så store mængder dopaminer, at afhængighedslignende tilstande indtræder, og han derved indirekte smider håndklædet i ringen i forhold til at manifestere en relation til det modsatte køn. Vor tids mand har med andre ord længsler efter at være noget andet end single og storforbruger af porno, men den identitetsmæssige krise driver ham til netop det.