A recommendation for Jimmy

The following is the words from a client of mine in Canada

May 2015

A recommendation for Jimmy

My journey in therapy with Jimmy started about 6 months ago.  My husband had started with Jimmy several months before that, as a transition from our couple’s therapy (different therapist) to start to focus on individual needs. I eventually followed suit, as some of what they were working on together had deep impacts in the dynamics of our marriage.

To explain, my husband and I have a bit of an extraordinary lifestyle, with myself being Canadian, my husband being Danish, and both of us travelling extensively, often internationally for work, family and personal.  I cannot stress enough that the ability to work with a skilled therapist almost no matter where in the world you may be has been hugely valuable. My husband and I consider ourselves blessed to have this opportunity.

My first intention with asking to work with Jimmy was to focus on my marriage and relationship with my husband, but soon it became apparent to me that I had a gentle, compassionate and exceedingly perceptive guide who could help me take a deeper look at my own internal workings. Those echos from the past that I carry with me that subconsciously undermine my relationships and hijack my emotions, despite my extraordinary attempts to control everything and project a very good looking façade to the world.

Kanchanaburi, Thailand. Foto: Jimmy Hansen

Kanchanaburi, Thailand. Foto: Jimmy Hansen

 

Jimmy has helped to walk me through and finally start to fully heal from deep grief related to the traumas of failed fertility treatments, especially a heartbreaking miscarriage of our twins two years ago and my own related stalled grief, and the hurt that such a loss can descend on a marriage.

He is helping me to reconnect to the gentle and sensitive child in me that has been covered up and cut off while attempting to present a face to the world that I am cool, confident and in control. Yet it is that sensitive part of me that is so important to the core of who I am, and a part of me to be appreciated and nurtured. This part of me has been cut off in an attempt to deny and compensate for the impacts of what a dysfunctional broken family has on a sensitive child, and extreme breaches of boundaries that have occurred throughout my youth and young adulthood. Essentially, with the help of Jimmy, I am deconstructing the brick wall that I have built up to protect myself, because at the same time this brick wall also blocks out those I love and cuts me off from fully experiencing life.

My husband and I continue to be work in progress, but we are making great strides in better communicating and recognizing our needs, the real human needs that we each have, rather than just reacting AT each other – which is no small feat!  I also see the powerful personal growth and development in my partner, and that is inspiring.

In summary, I would highly recommend Jimmy, and I am delighted that his talents can be appreciated beyond the borders of Denmark. You will find in him a caring, empathetic and astute individual that deals out a potent mixture of no-nonsense therapy mixed with deep compassion and connection.

Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

 

Mænd uden vrede mister orienteringen, når det gælder kvinder

 

Af Jimmy Hansen

Du kan følge Jimmy Hansen på Facebook her.

Jeg havde engang en klient, en ung mand, som ikke kunne blive vred. Eller… han havde enormt meget vrede i sig, men vreden blev ”mentaliseret” og lød mere som en fugls kvidren, når den skulle udtrykkes, end en reel maskulin kraft. Samtidig klagede han over, at han havde svært ved det modsatte køn. Svært ved at finde sig til rette i kønnenes spil og i det hele taget finde sin egen manderolle i omgangen med piger. Undervejs i sessionen kom vi ind på, hvor vanskeligt han havde det med sin vrede, og hvor polariseret den optrådte for ham. At han enten hadede hele verden i et slags anarkistisk korstog eller var enormt selvudslettende i forhold til sine jævnaldrende og ikke mindst piger. Da jeg, som en øvelse, bad ham om at udtrykke sin vrede og sige, at han hadede mig, var han ved at flække af grin. Han sagde det – ”jeg hader dig” – men pakkede det prompte ind i et charmerende smil, når ordene var smuttet over hans læber.

Kvinder har brug for mænd, der kan sætte grænser
Men hvad er konsekvenserne, når mænd ikke kan tage kontakt til vreden?
Vreden bor ved siden af lidenskaben. Så når en mand ikke frit og uhæmmet kan træde ind ad vredesdøren, kan han heller ikke favne sin passion og liderlighed. Omgangen med det modsatte køn vanskeliggøres, fordi kvinder har brug for mænd, der kan sætte grænser, og en grænse bliver kun sat, når den er drevet af inderlighed, og når kvinden kan mærke, at han træder ind i det urcenter af kraft, som er definerende for hans maskulinitet. Og når han gør det, føler hun sig i virkeligheden tryg. For så ved hun, hvor hun har ham. Og nej, det betyder ikke, at manden bimler dirrende rundt som et dyr med rabies, men har en hvilende kontakt til ”døren vrede”, og som kan tages i brug efter behov.

Vreden gør, at manden kan vise kvinden kærlighed
Ifølge filosoffen Sokrates bor ”de højere” følelser såsom harme og aggressivitet omkring hjertet og brystet, hvor også modet hører til. Vreden er ifølge den gamle vismand en instans, som er med til at bevare en sund omgang med ”de lavere” følelser, huserende i maven og de indre organer.
En manglende kontakt til vreden og brystet vil med andre ord foranledige blokeringer i energierne og skabe grobund for passiv-aggressiv adfærd, hvor stikkende kommentarer og sarkastiske udgydelser mere bliver norm end undtagelse. I det sokratiske følelsesbillede kan man således sige, at vreden er nøglen til modet, der gør manden i stand til at udtrykke sine følelser. Og når han gør det, bliver han klar i sine indre systemer og undgår at få noget i klemme i forhold til sin kvinde. Derved bliver det også meget lettere for ham vise hende kærlighed. Og ikke mindst at rumme hende seksuelt.

Den ikke ufarlige vrede
Hvis vreden derimod er mere end ophobede frustrationer og eksempelvis omkranser et traume, kan visse ord og handlinger fra kvindens side lirke op til en indre roterende vulkan af sjælelig smerte, som, når den i et pludseligt ryk bliver aktiveret, får et udfarende udtryk, der kan være meget voldsomt. Endda med vold som følge. I de tilfælde kræver lindring næsten altid terapi. Et rum, hvor der er indsigt i at gribe den slags vrede an og indsigt i traumers natur.

Han dansede ud af terapirummet
Så galt stod det heldigvis ikke til for min klient. Efter fem-ti minutters overtalelse og gestaltiske øvelser begyndte han at sige, at han hadede mig – uden at fortrække en mine, og som om han virkelig mente det. Bagefter dansede han nærmest ud terapirummet, og efter et par dage sendte han mig en sms, hvor der stod, at han havde inviteret den pige, han var hemmeligt forelsket i, på date, og at det måske var første gang i hans liv, at han følte sig klar, mandig og afslappet i selskab med det modsatte køn.

Deprimeret kvinde: Hvordan bliver jeg topsexet over for min mand?

Følgende er et læserbrev fra en kvinde, der ønsker forandring i sit ægteskab:

Maj 2015

Hej
Jeg har gået med en depression i et par år efterhånden kombineret med en temmelig dårlig selvtillid og selvværd! Jeg er i psykologbehandling og glæder mig til at have fundet ind til mig selv!
Mit problem er at min mand har valgt at rykke ud af hjemmet, fordi han føler sig udbrændt og er kommet i tvivl om sine følelser for mig!
Han mangler modspil og at få dækket sine behov, både fysisk og mentalt!
Jeg vil så inderligt gerne give ham det, men jeg er bare så bundet af min egen usikkerhed! Jeg vil virkelig gerne kunne evne at smide tøjlerne og forføre ham! Turde at slippe mig selv! Stå i negligé og stilletter og sende ham blikket, ” kom og tag mig Stud”! Det skal lige siges at han er rigtig meget MAND! Og jeg er alt for lidt kvinde! Det ender så med at jeg står i en dewalt arbejdsT-shirt og jokker mig selv over fødderne, imens jeg dunker mig selv oveni hovedet!
Jeg hader det og jeg vil fri af det! Min mand tror ikke at jeg evner det, hvilket jeg har tænkt mig ændre!!
Jeg har dog brug for noget hjælp! Hvad gør jeg?? Jeg er åben for alle tips og råd!
Jeg vil have min mand igen!

Hilsen (forhåbentlig) Den forblivende Kone

Hej (forhåbentlig) forblivende kone

Tak for dit brev. Jeg synes, det er lidt svært at besvare, da der er så mange ubekendte. Men jeg vil forsøge så godt jeg kan og således undervejs stille en hel del hv-spørgsmål.

Umiddelbart sidder jeg med en fornemmelse af, at du blander æbler og bananer sammen, forstået på den måde at du har lavt selvværd og selvtillid, men alligevel ”kræver” af dig selv, at du skal være en uimodståelig housewife, som oser af hotness og sanselighed. Den pointe vender jeg tilbage til om lidt.

Jeg bruger ordet ”umiddelbart” som indgang, da det ikke behøver forholde sig sådan. Så her er et par spørgsmål, du kan arbejde med:

Du har været deprimeret i to år. Det er altså lang tid. Er du sikker på, at du får den ”rigtige” behandling?

  • Er det den rigtige psykolog/behandler (husk, der er mange muligheder)?
  • Er du på antidepressiver eller ej? Nogle gange kan de være gode som støtte, som for mig at se skal være en support på linje med, når man har brækket benet og får stukket et par krykker i hånden på sin vej ud fra skadestuen. Andre gange er man på medicinen i meget lang tid, og det kan være en hæmsko for at komme videre. Så stil skarpt på et evt. medicin-forbrug. Også i forhold til, hvilken type medicin du får. Der er mange slags.
  • Hvad gør du af gode ting for din krop? Motionerer du? Går du til dans? Får du gået nogle lange ture i skoven og trukket vejret dybt ned i lungerne? Får du i det hele taget gjort nogle ting, som løfter niveauet af dine velværds-hormoner (også fx at gå i aromaterapi, saunagus eller boblebad)?
  • Der kan være mange flere spørgsmål af denne slags, men vær selv (kritisk og skeptisk) nysgerrig på, hvad du modtager af hjælp, og hvad du selv aktivt gør.
Par1

Foto: dr.dk

Så er der din mand og dig. Og igen er jeg nødt til at helgardere min udtalelse med et par spørgsmål. For hvad betyder det, at han er udbrændt? Er han stresset på jobbet, og ad den vej kan han ikke overskue jer to, eller er det mange skænderier imellem jer, som har banet vejen for, at der ikke er mere overskud på parforholds-kontoen? Eller er du ikke den sexindbydende nymfe, han i sin tid faldt for? (og hvad var det så han ellers faldt for?)

Hvis det fx er det første (stress på arbejdet), er det jo op til ham at begå noget antistress-work og finde ro i sindet. Men med din udtalelse om at ”han mangler modspil og at få dækket sine behov både fysisk og mentalt” tyder det på, at det er de sidste par forslag, som er aktuelle. Så i det følgende går jeg ud fra, at I ikke har noget seksuelt samvær. Og iklædt de briller, kan jeg godt forstå, at han er frustreret, da mange af os mænd oplever og knytter nærhed og kærlighed ind via det seksuelle rum. Du skriver også, at han ikke får modspil rent mentalt. Har det altid været sådan, eller er det først kommet efter din depressions indtræden?

Du skriver, at han er rigtig meget mand, og du er ”alt for lidt kvinde”, hvilket jo understreger dine første ord om, at du godt kunne trænge til et boost på selvværdskontoen. Men det er altså lidt hårde ord at bruge om dig selv. Ikke mindst set i lyset af, at du er midt i en depression. Ingen (hverken mænd eller kvinder) er særlig sprudlende, når vi er deprimerede. Du skriver endvidere i samme boldgade: ”Du hader det” og dunker dig selv oveni hovedet over din manglende evne til at forføre ham og agere tophot wife. En del af en depression kan handle om den her skarpe moster, du har siddende på skulderen (din indre kritiker), som du helt sikkert har beskæftiget dig med i terapien. Det kan være en spids dame, og hun kan slå ethvert initiativ og seksuel spire ihjel, inden de overhovedet blomstrer frem.

DSC_0126

Foto: Jimmy Hansen

Så hvordan man får ”tøjlet” hende, er en af de vigtige håndtag at dreje på for at få det bedre. Og når du får det, kan du også begynde at føle mere kvindeværd og udstråle noget andet end at være grå mus. En af hemmelighederne ved os mænd er, at ja, vi tænder på udseendet, men vi tænder i lige så høj grad på udstrålingen.

Man kunne også spørge, hvornår vi føler os sexede? For mange mennesker gælder det nemlig, at det føler vi, når vi er selskab med folk, som tror på os, og som får os til at føle os trygge og glade. Når du (og måske I) udstyrer dig med en spænding i sindet, hvor du skal være sexet, men i virkeligheden føler dig utryg over for din partner, kan du komme til at slå for stort et brød op. Du står et sårbart og usikkert sted i livet, og hvis du kræver af dig selv, at du skal levere en vare, der ikke er at finde på hylden i disse tider, kan du gøre spot til skade. Derfor er det vigtigt, at du støttes af dine omgivelser (især din mand) til at få et trygt rum og derfra kan begynde at føle dig sexet.

Så: Jeg mener, vi er ude i en dans på en knivsæg her. For selvfølgelig opfordrer jeg jer ikke til ikke at have intimt samvær, men om at I kigger lidt bagom de her kødelige lyster og forstår, at ja, I skal kæmpe for jeres forhold, men hvis I elsker hinanden, har I også tid til at vente på hinanden. Vente på, at du skal finde din vej og dit sprog ud af depressionen og ind i selvværdet. Og derfra skulle det så gerne blive til en ligeværdig seksuel udveksling, hvor I kan være gensidigt givende.

Tango

Foto: dr.dk. Tango er god medicin til et godt parforhold

Der er mange lavpraktiske ting, I kan foretage jer. Her er et par forslag:

Sensualitetstræning: varighed tre uger. Første uge må I ikke have samleje og skal udelukkende give hinanden toplækker massage (med gode dufte, lækre olier og sexet, afslappet musik). Anden uge er alt andet end samleje tilladt, og tredje uge er der grønt lys til alt. Det vigtigste er her at have fokus på, hvordan I kan være gode ved hinanden.

Dans: Gå til tango eller noget andet parforholds-cool. At manden kan være mand, og kvinden kan give sig hen og føle sig om en sådan.

Nærværsøvelser: Googl det og gå på eventyr. En af de nærværsøvelser, jeg næsten altid præsenterer par for i min praksis, er at sætte noget meditationsmusik på og lade folk kigge hinanden i øjnene uden ord. Nogle gange her i livet bruger vi ordene til at skærme af for vores inderlighed og sårbarhed (især hvis vi har mange skænderier og ”blame-games kørende), og her kan noget så simpelt som at holde øjenkontakten uden ord være dybt befriende og rart.

Og så selvfølgelig parterapi.

Litteratur: Jeg vil anbefale dig at læse Alice Miller ”Det Selvudslettende Barn” og jer begge at læse Sue Johnsons bog om parforhold ”Hold mig”.

Jeg ønsker dig og jer begge alt muligt held og lykke.

Kh, Jimmy

Pige 20 år: For første gang føler jeg, at livet er værd at leve

 

Jeg er 20 år gammel og jeg har nu gået hos Jimmy i ca. halvandet år. Jeg er begyndt efter halvandet år for første gang – i nærmest hele mit liv – at føle mig glad. I sidste session sagde jeg til Jimmy, at jeg følte at mit liv var blevet værd at leve. Det er noget helt nyt for mig.

Mit liv har bestået af mange kampe. Kampe som jeg simpelthen ikke kunne vinde – i hvert fald ikke med de vaner jeg har fået internaliseret siden jeg var helt lille. Jeg er igennem mit liv  blevet fortalt af så mange mennesker, så mange gange, at jeg var forkert, tyk, dum, grim – intet værd –  at jeg har troede på dem. Jeg følte mig som skrald. Jeg følte nærmest at det gjorde verden ondt at jeg var her.

Jeg har aldrig lært at udtrykke mine følelser… Jeg har ikke kunne udtrykke vrede, min sorg. Jeg frøs mine følelser så langt ned, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Næsten ligeså langt tid jeg kan huske, har jeg gået rundt og hadet alt – og jeg mener hadet, i ordets reneste betydning – alt i mens verden så på mig og kaldte mig glad. ‘Den Glade Pige’. For jeg var altid glad udadtil, jeg var altid smilende udadtil, jeg var altid positiv og grinende udadtil… Men i virkeligheden kogte jeg inden i. Da ‘Den Glade Pige’ nogle gange så lidt bedrøvet ud, vidste omverdenen jo ikke, at hun ikke bare var lidt ked af det, men hun simpelthen ikke havde lyst til at leve længere.

I løbet af de sidste 4 – 5 år har jeg kæmpet med meget – anorexi, bullimi, depression, cutting… Jeg hadede mig selv. Utrolig meget. De sidste mange år, har jeg frygtet at være alene, for så var der ikke noget at distrahere mig selv med. Jeg byggede hele mit liv – mig selv – på andre. Der var ingen mig, intet fundament. Jeg frygtede hver eneste nat, hvor jeg skulle ligge mig til at sove, for så var der ro og plads til, at jeg kunne mærke mine følelser, og det frygtede jeg mere end alt – mere end sult eller sår.

Jeg startede hos Jimmy halvandet år siden, efter jeg en morgen vågnede op og ikke kunne stå op, fordi verdens vægt simpelthen vejede for meget. Der tænkte jeg “jeg giver op,” og ringede derefter til Jimmy, selvom terapi var noget jeg ihærdigt havde undgået i mange år.  Det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jimmy sagde den første dag, at vi skulle have trukket nogle nye kabler igennem mig. Jeg skulle have direkte forbindelse mellem mine følelser og hvad der kom ud af min mund. Da han sagde det, tænkte jeg det var umuligt.

Men i dag føler jeg endelig for første gang i mit liv, at jeg har et fundament der er mig selv. Det er først her de sidste par måneder at jeg endelig er begyndt, at være reelt glad for første gang i mit liv. Det er selvfølgelig en proces, men pga. af arbejdet med Jimmy har jeg kunnet gå ned af vredens trappe og at få varmet min frosne vrede lidt efter lidt op. Få taget ‘Silent’ ud af ‘Silent Fury’. Jeg har  fået etableret “rene” forhold, dvs. hvor jeg får renset ud og sagt de ting jeg tænker og føler til omverdenen. Jeg kan være alene og nyde det. Jeg kan gå i seng og ikke føle panikken begynde at koge inden i mig når klokken bliver omkring 9. Jeg føler ikke længere angsten sidde i min mave som en permanent isklump, og det er nu kun undtagelsen at jeg føler angst, i stedet for før da det var en stor undtagelse at jeg følte mig rolig. Jeg kan endelig trække vejret.

Tak Jimmy

Taxablog-indlæg: Borderline processer og sekundære responser

BLOGINDLÆGGET ER AT FINDE EFTER DISSE INDLEDENDE LINJER

Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

Søndag 91114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Borderline processer og sekundære responser

Jeg ved det godt. Det er nok historiens mest mystiske overskrift på en taxablog. Men ikke desto mindre har det fyldt i mit sind hele dagen. Som sidste uges blogindlæg vist tydeliggjorde, er jeg forelsket i min EFT-lærebog. Denne terapitraditions videnskabelige fundament hviler på et såkaldt nyhumanistisk menneskesyn, hvor det inkluderer tænkere som Blake, Rousseau og Kierkegaard og deres oprør mod at kategorisere mennesket strengt efter rationalisme, sociale konventioner og industrialisering. Men at man i stedet bør nære tillid til følelser og individuelle valg og lade det være kilde til erfaring og handling. Jeg er nået til borderlinere i min læsning. Eller det, EFT kalder borderline processer, eftersom de mener, at diagnosen ”borderliner” er en af de mest stigmatiserende diagnoser, vi overhovedet har. Den er designet til, at terapeuten ikke træder ind i nærvær, empati og ros, fordi man forlods forventer at møde et menneske (borderlineren), som splitter, som ikke kan sætte grænser, og som har en så selvdestruktiv adfærd, at det nærmest gør det ”farligt” for terapeuten at være autentisk og nærværende. Så hvad gør det ved terapi-setuppet, at alt det nærmest ligger i luften, inden klienten overhovedet træder indenfor i stuen? Uoverstigelige forhindringer. Alle såkaldte ”borderlinere” har enorme blokke af umødthed i deres systemer, men denne stigmatisering tjener til at understøtte et vist selvsyn: Klient: ”Jamen jeg er jo også borderliner, så det er grunden til, at jeg gør, som jeg gør”. Eller terapeut: ”Det er en borderliner, så jeg ved, at vedkommende vil dumpe mig før eller siden, og derfor har jeg hele tiden mine parader oppe”. Ingen af delene har en helende emotionel effekt på den længere bane. EFT foreslår derfor at kalde det borderline processer. At man ikke ER en borderliner, men at man HAR borderline processer, som er svingende, og som kan udmønte sig i ekstreme handlinger, men at det ER muligt at skabe positiv forandring (dog via længere terapiforløb) ved at gentage det empatiske møde. Igen. Og igen. Og igen.

Nå.

Crokodile Dundee

Med en norsk filthat kan man komme til at ligne Crokodile Dundee

Det er i hvert fald nogle af mine tanker, da dagens første kunder, tre pakistanere, melder deres ankomst. De skal til lufthavnen og lider vist ikke af borderline processer. Tværtimod, vil jeg nok sige. Det er tre gode venner, som har været på roadtrip i Norge, og de virker rolige og afslappede, og snakken går lystigt, hvor de fortæller om deres venskab (som går tilbage til folkeskolen (de er mellem 55-65 år)), og deres kærlighed til at rejse. De har ingen særlig tilknytning til Norge, men nød den storslåede natur. Da vi når Bella Center, beder de mig stoppe bilen, fordi den ene af dem har glemt sin telefon på Skandinavia Hotel. Jeg vender karaten, og vi stikker kursen tilbage mod centrum. De undskylder mange gange. Men… altså i stedet for at få en tur til 200 kr. får jeg nu en tur til 430 kr., så det… øhm… behøver I altså ikke undskylde. Tænker jeg. Men nøjes med at smile. Stemningen falder prompte til en norsk polartemperatur, og ingen af os siger noget hele vejen tilbage til hotellet. Bagsædemanden med den glemte mobil løber ind, og efter ca. 5 minutter kommer han tilbage… Denne gang med kulør i ansigtet. Jaaaaa, han havde glemt den i skuffen. I dette øjeblik slår det mig, at han ligner Crocodile Dundee med den mærkelige hat, han har på. Og det kan jeg ikke lade være med at udtrykke. Det får de andre til at storgrine, og de istemmer ivrigt, imens de fortæller, at han købte hatten i Lapland, og at den skulle være åh så fin med noget ganske særligt laplands-uld. Men at han i stedet tager sig grov og australsk Dundee-agtig ud. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hans øjne, mens de driller ham. De er store, åbne og sårbare. Og han nyder det. Nyder deres kærlige ironier. Det er virkelig gode, gamle venner, jeg har fået i taxaen.

Hyggelige og mindre hyggelige ture 

Se. Charmen ved taxakørsel er, at man får så mange forskellige oplevelser. På godt og ondt. De næste par ture får mit høje pakistanerhumør tilbage til normal leverpostej. Og nok endnu lavere. Den første tur er en ung kvinde, som skal fra Amager til Nørrebro. Hun sætter sig ind på bagsædet med mobilen klistret til øret og meddeler mig nonchalant destinationen. Det er de små ting i en hyrevogn, som tæller (altså på den skala, som omhandler, hvorvidt vi er høflige og formelle (og endda vrisne), eller om det kan udvikle sig til en skøn snak om alverdens ting). Hillerødgade er afspærret mod Vanløse pga. asfaltlægning. What? En kæmpe hovedvej. Det anede jeg ikke, så jeg er et øjeblik i tvivl om, hvor jeg skal køre hen. Og da kunden surt fortæller mig, hvad jeg skal gøre, er jeg sikker på, at vi er på den syrlige del af skalaen. Vedkommende stiger ud og ytrer tak, da hun får sin kvittering. Til det svarer jeg naturligvis velbekomme. Men det trickede åbenbart et eller andet i hende, så hun stikker nærmest truende hovedet ind i bilen og responderer vredt, ”hvad si’r du!!??” I det øjeblik spekulerer jeg på, om det mon er første gang i historien, at et ”velbekomme” tolkes som en provokation og en mulig ansats til konflikt. Jeg nøjes med at gentage mit ”velbekomme” med et smil om læben, hvorefter hun smækker døren i og skridter af. Det her er langt ud over mig, lyder mine tanker. Måske en kæreste, som er skredet i svinget. Jeg triller tilbage mod centrum.

DSC_0192

Foto: Jimmy Hansen. Min veninde Maria Fyrsterling og undertegnede spiser frokost med uber udsigt

Jeg holder ved Kultorvet tæt på Rundetårn, da mine tanker døser hen til en frokost, jeg havde med min gode veninde Maria Fyrsterling på Postcafeen for seks måneder siden. Jeg er en sucker for udsigter. Og de formår at diske op med en af byens bedste. Så ja, en latte koster 10 kr. mere end i stueetagen på Købmagergade, men fuck hvor smager den SÅ meget bedre. Well, ind træder tre norske kvinder, som er bryske fra første tråd på Mercedes-speederen. Det kommer lidt bag på mig faktisk, for jeg har næsten kun bløde indtryk af nordmænd. At de på en eller anden måde har en essens af afslappethed og laid back-ness, og at det skyldes deres jernstærke økonomi. Det er i hvert fald en bro, jeg tit har tænkt ind i. Men. Der er åbenbart undtagelser. De tre madammer kværner løs, og jeg holder mine ord for mig selv. Da vi når frem til hovedindgangen på Christiania, ytrer jeg mig for første gang semantisk med følgende sætning på fire ord: ”Det bliver 86 kr.” (som der også står på taxametret med store røde tal… og hvilket er placeret strategisk HELT i midten af bilen, så ingen øjne (nogen steder i taxaen) kan undgå at se det). Til mine fire ord svarer den ene af de hvasse norske kvinder: ”Hvad siger du? Du bør sgu da lære norsk. De der danske tal er der ingen, som fatter.” Og det er jo en ret sjov bemærkning. For den indeholder virkelig mange oplysninger. Den er passiv aggressiv, især pga. tonefaldet, og så er den meget lidt ydmyg. Jeg mener… hun befinder sig i en københavnsk taxa og beder den københavnske taxachauffør om at tale norsk, samtidig med at hun fælder en dom over det danske sprog (normalt kan jeg godt være selvironisk omkring det danske talsystem, fordi ja, det er omvendt af alle andre, men når rammen er nedladende, falder det mig for brystet). Og her træder så aktualiteten af taxablog-overskriftens anden del ind i billedet, for i gamle dage havde jeg selv betjent mig af sekundære responser. Altså den slags, hvor jeg i stedet for at mærke, hvad der bor i mig og udtrykke det, så være gået med på vedkommendes udstukne (negative) præmis og måske endda lavet en selvironisk joke på det danske sprogs vegne. Men det ville altid være endt med et kompromis. Et kompromis af min energi. Og det er bevægelsen ind i dette kompromis, som er at henføre under sekundære responser. Altså at man ofte ikke tør udtrykke sin inderlighed af angst for… whatever… Men min lange rejse med mig selv har gjort, at jeg ikke længere vil være selvskadende, når folk er grænseoverskridende. Punktum. Og ja, det betyder, at jeg selv kan blive krads, men fuck, hvor har jeg det meget bedre bagefter. Det er så vildt at skrive disse ting, for det har virkelig taget mig mange år at nå til det her sted, hvor jeg svarer med det sprog, som bor i mine kældergange og som er i overensstemmelse hermed. Jeg svarede nemlig: ”Hvorfor fanden skulle jeg dog det? Du er i Danmark. Det er da dig, der skal lære det danske sprog.” Det fik hende til at skraldgrine. Og vi taler virkelig storskrald. I lang tid. Det undrede mig også. For så sjovt var det altså heller ikke. Men det satte i hvert fald noget i gang hos hende. Måske en sekundær respons.

Christinia

Foto: Dr.dk. Fristaden, en oase for mange, også for tre bryske norske damer

Anyway, min EFT-lærebog får lige endnu et par kælne tanker, da jeg bagefter kører ned ad Prinsessegade. Det føltes SÅ rart at have den momentane kontakt til vredesdøren og udtrykke den. Uden filter.

At komme hjem 

Vi nærmer os aftenens sidste tur. En god taxadag på mange måder. Men også en hård en. Mit sidste ride er med en australsk pige, som skal fra Klampenborg til Amager. Hun virker uendelig meget mere moden end sine 19 år. Vi får den fedeste snak. Om blandt andet at være kæreste med en udlænding. Hun mødte en dansk fyr i Australien og tog det store flyttespring for et års tid siden og kom til Danmark. Om det at møde den rigtige. Og at det kan føles som at komme hjem. At der er noget, som falder på plads, når man møder ham eller hende, man måske hele livet har længtes efter. Som en hånd i en handske. Noget, der bare passer. Noget, der er viklet naturligt ind i hinanden i tusind lag. Fra første udveksling af ord. Og første latter. Og alt sammen i en stemning, der ikke kræver forklaring og er iført en form for allestedsnærværende samklang. ”We really get each other”, som hun siger. Hendes ord gør mig glad. På mange måder.

mor og søn

Foto: Jimmy Hansen. Min mor Jane Slundt kan ikke lide slanger

Hvad er de tre fedeste ting ved Australien, spørger jeg skarpt. ”Klimaet, dyrene og vejret”, lyder svaret prompte. Jeg kommer hastigt til at tænke på min mor, som er angst for slanger. Vi taler virkelig bange, bange. Bare tanken alene kan få hende til at ryste. Måske er det meget godt, at hun bor øst for Holbæk, tænker jeg, mens vi sludrer videre og kører det sidste stykke ud ad Amager Strandvej mod hendes bopæl.

Sikken dag. Det er en uge efter, at en taxachauffør blev tæsket ihjel i Brønshøj. Jeg sender stadig ham og hans pårørende tanker. Og er stadig lidt på vakt. Men nu er det altså på hovedet i seng.

 

Æret være hans minde

Søndag 21114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Det er to dage siden, en 65-årig taxachauffør blev tæsket ihjel af tre unge mennesker, da han udførte sit job. Det har ramt mig. Jeg tænker på hans pårørende og er harm og frustreret. Det er SÅ stupidt. At banke et andet menneske ihjel for hvad… otte taxabonner og 250 kr. Det er seks pakker cigaretter. Det præger mig. Jeg er lidt mere på vakt og kører kun innercity og primært hoteller. Faktisk fylder det igennem hele dagen og spejler sig i samtalerne med flere kunder.

Nå.

Den terapiretning, jeg er skolet i, hedder EFT (emotion focused therapy). Det var tilfældigt, at jeg plumpede ind i den tradition, men fuck, hvor det tit kalder på min taknemmelighed. Det er en af de eneste evidensbaserede psykoterapiretninger herhjemme, og en af de hastigst voksende i USA. Og de folk, som står bag, er anerkendte psykologer, hjerneforskere og sågar ingeniører med stærk tilknytning til APA (den amerikanske psykologforening). Og så er de fuldkommen nede på jorden. Jeg var til foredrag med Leslie Greenberg i DGI-byen i sommer, og han er om noget en af kernefolkene bag EFT. Han sagde: ”Let’s de-guru the hole thing”. Lad nu være med at piedestalisere mig, for jeg er ikke bedre end jer. Det elsker jeg ham for, og det rammer ind i essensen af EFT, nemlig at vi selv er eksperter på vores egne nervesystemer. At behandlere skal begynde at fare med lempe og ydmyghed i deres praksisser. Og at rejsen mod at blive ”rigtig” især handler om at stole på sin egen inderlighed. Sine egne emotioner. Og derfra træde i eksistens og finde sin egen stemme i verden.

Greenberg_3

Leslie Greenberg, en af stifterne af EFT

Mine første kunder, to piger, har så meget bagage, at vi også må gøre brug af kabinen fra top til tå for at få plads. Fint nok. De skal fra Islands Brygge til lufthavnen, hvilket vel må siges at være en af de mindst komplicerede taxature overhovedet. Altså ud af Artillerivej og så fange motorvejen via Sjællandsbroen. Og bum. Så hedder destinationen Kastrup. Men forsædepigen mente, jeg skulle være drejet op mod Bella Center i stedet for at fange motorvejen, og det syntes hun, hun lige ville pointere over for mig. Hun har måske ret i, at der tjenes 50 meter ved at køre den vej, men til gengæld sparer man fire lyskryds, og derved bliver det nok billigere i sidste ende med motorvejen. Og nu kommer så det her med at stole på sin inderlighed. For til at starte med forklarede jeg hende de ord, jeg lige ovenover har skrevet – altså det med lyskryds og sådan. Og satte et punktum. Og det gjorde hun så også. Men taxastemningen over Sjællandsbroen faldt øjeblikkeligt til nulpunktet. Og jeg var irriteret. Men i stedet for at tie, som jeg SÅ mange gange i mit liv har gjort, spurgte jeg, om hun var utilfreds med min kørsel. Men det var hun altså ikke. Hun havde bare for vane at køre den anden vej, og da hun her åbnede munden, indså jeg, at jeg havde opfanget hendes Sjællandsbroen-energi anderledes, end den var tiltænkt. Derfra flød alting anderledes, og da vi i det efterfølgende øjeblik kørte under viadukten ved Fields, sendte jeg min EFT-bog ikke så få kærlige tanker, for førhen havde jeg ladet ”tornen” blive i mit indre, og det havde typisk taget x-antal timer at få den ekspederet ud igen. Nu tog det 200 meter motorvej.

Det ene øjeblik flykunde med Norwegian, det næste øjeblik taxachauffør for Københavns Taxa

Foto: Jimmy Hansen. Det ene øjeblik flykunde med Norwegian (undertegnede), det næste øjeblik taxachauffør for Københavns Taxa

Har Meryl Streep styr på mændene?

Jeg er sjældent selvhævdende, men der er et område, hvor jeg uden at blinke vil kalde mig stormester. Altså den slags, hvor andre 10.-dan’ere opsøger mig for at blive guidet og få vejledning. Og det er i den sjældent benævnte disciplin: at have taxaøjne. Altså det område, hvor man kører med 50 km/t i tung trafik, spotter en taxakunde i en fortravlet menneskeflok, flår hyrevognen ind til siden (selvfølgelig med respekt for de øvrige bilister og dobbelte vognbanelinjer) og tager høfligt og stille imod kunden, som var det det naturligste i verden. Og således gik det til, at jeg i løbet af formiddagen kører forbi Østerport, der på dette tidspunkt er et menneskemylder på hotelsiden og alligevel ser manden i mængden. Ham, hvis øjne er anderledes søgende end de andres. Ikke efter en bus, for så er øjnene dvaske. Heller ikke efter en kæreste, for så er de vakte og glade. Og heller ikke efter DSB, for så er de sørgmodige. Ej, det sidste var en joke. Men de øjne, der søger ud i trafikken og har en falkeblik-agtig ivrighed i sig, og som er givet ved begrebet rettethed, der i øvrigt har haft stor betydning inden for filosofien. Altså de øjne. Og nu kan jeg godt se, at jeg ikke helt lever op til sidste linje i min taxaøjne-definition, for da han stiger ind i bilen, spørger jeg ivrigt og gestikulerende, hvad han synes om min manøvre. Om det ikke var skide cool, hvordan jeg fik øje på ham.

Mery Streep

Det fik konsekvenser for Meryl, at hun forbød Robert at tage på jagt

DSB sender ikke længere automatisk zonekort ud, og da han ikke kunne gå online i toget, måtte han stå af og praje en taxa til lufthavnen. Min indledningskommentar slår tonen an og får os hurtigt gelejdet ind på en fed snak, der varer hele turen. Hans kone er blevet arbejdsløs for fire måneder siden og måske ude i en form for eksistentiel arbejdsrelateret krise, fordi hun ikke er sikker på, om hun er i den rigtige branche (som pædagog). Det har haft den konsekvens, at hun er blevet usikker på forholdet og nu nærmest lidt omklamrende. Altså at når min kunde skal ud at sejle, så ser hun det som en trussel snarere end en invitation, hvilket er det modsatte af pointen i følgende engelske citat (der umuligt kan oversættes til dansk), og som passer, selvom man har været gift i 25 år:

“If you love someone set them free, if they come back to you, they are yours forever, if they don’t they never were.”

Når hun ”forbyder” ham at sejle eller gør stor fordring på hans tid, får det den modsatte effekt end den tiltænkte, nemlig at han føler sig kvalt og trykket og har sværere ved at vise kærlighed. Og som han selv siger: ”Jeg har det som Robert Redford i ”Mit Afrika”, hvor Meryl Streep forsøger at holde ham hjemme fra storvildtsjagterne, og han siger: ”You have no idea the effect that language has on me”.” Betyder det, at manden ikke skal være der for sin kæreste, når hun er i krise? Nej, selvfølgelig ikke. Men når kvinden træder ind i et slags selvudslettende felt, hvor hun tager manden og hans tid som gidsel, er der noget som slukkes i ham. Jeg tror sgu, vi er ude i nogle arketyper her. Altså at vi mænd helt fra urtiden har haft brug for luft til at tanke op, og fra netop dette sted kan vi hente ressourcer og overskud til at elske vores kvinder.

Er advokater og piloter mere end andre mennesker?

DSC_0147

Foto: Jimmy Hansen. Lyset faldt ganske særligt over himlen denne første søndag aften i november

Jeg holder ved Hovedbanen og prajes af to advokater, viser de sig at være, som skal til Christmas Møllers Plads. De har travlt med at overgå sig selv i begejstring over, hvor fede de og deres materielle goder er. Altså på den måde, hvor alle andre mennesker er mindre værd. Uhhh, det er virkelig ikke min kop te. Faktisk afskyr jeg det. At mennesker via uddannelse (gratis vel at mærke) eller sådan noget, lader en tone sætte i deres sind, som kalder på, at de er noget særligt. Det hedder at være grandios inden for terapiverdenen. Og det rammer nok mig særligt hårdt, eftersom jeg selv har lidt af det. Da jeg var jagerpilot-elev i flyvevåbnet og senere fløj som pilot i USA, så jeg ganske enkelt ned på andre mennesker, som ikke lige var inden for den verden. Jeees. Gudskelov for, at jeg blev ramt så hårdt af livet i starten af mine tyvere, at jeg kom på andre tanker. Nuvel. Advokatstemningen hænger li’som i luften, da næste kunde ud for Christiania træder inden for i stuen. Jeg er lidt taxalammet over de to idiot-kunder, så jeg fornemmer ikke umiddelbart min kvindelige kunde fra Århus. Vi siger derfor ikke noget. Intet. Men aftenhimlen er altså usædvanlig flot, da vi passerer Knippelsbro. Vi taler virkelig om noget særligt. Og jeg kan ikke modstå trangen til at hive mit Sony Z2 frem og knipse et par billeder. Det fremkalder prompte en latter hos hende, og i det sekund slår det mig, hvor meget vi mennesker egentlig præger hinanden. Advokat-latteren var nedladende og bedrevidende. Hendes er, ”at vi er lige, og hvor er det pudsigt, at du tager billeder af himlen under en taxatur. Og ikke en skid andet”. Og det afstedkom straks en medmenneskelig samhørighed, som efterfølgende konverteres til ret mange grin ned ad Stormgade og bagom Tivoli. Normalt bruger hun Mølleparken i Århus for at tanke op, og vi laver jokes omkring, hvordan man derovre skal iføre sig bestemte klæder for at blive godkendt til at købe det sjove tobak.

Når taxakunder er terapeuter for taxachauffører

Min næstsidste kunde skal fra Langelinie til Lufthavnen. Det er sjældent, jeg kører med en kunde, som nærmest antager rollen af terapeut over for mig, men det gør hun, og fuck, hvor er det rart. Hun er nærmest insisterende i forhold til at holde kommunikationssporet på den dræbte taxachauffør. Jeg er flere gange ved at græde, men det lader jeg hende ikke vide. Det har påvirket mig mere, end jeg aner, at en anden kollega to dage før har skullet betale den ultimative pris for at passe sit job. Da jeg sætter hende og hendes datter af i Indenrigsgården, er jeg mere lettet, og faktisk er mit angstniveau faldet. Tak! (jeg ved, du læser med).

En utrolig smuk udsigt

DSC_0149

Foto: Jimmy Hansen. Jeg har stadig ikke sort bælte i min Sony Z2, for billedet kunne givetvis have været bedre (uden blizt fx), men med skulle det, for der var en helt særlig stemning dette øjeblik. Med lidt gode øjne kan man ane søen og månens spejling i nederste venstre side af billedet

Shit, en begivenhedsrig taxadag. Fede, fede kunder, men også præget af vemod. Klokken er 23, og det er ved at være fyraften, da sidste tur tikker ind. Pyt, den snupper jeg lige, og SÅ er det på hovedet i seng. ”Cromwell Hotel ved Roskilde Fjord”, lyder hans bestilling. Åhhh, det er jo en fed tur til 700 kr., men det vil tage halvanden time at afvikle. Jeg overvejer at give den til en anden, men beslutter mig for at udstikke kursen mod Roskilde. Vi siger ikke noget, og det passer mig fint. En ting gør mig dog glad i låget, og det er, at han har hovedet nede i sin Ipad fra start til slut. Ikke på et eneste tidspunkt kigger han op. Det tolker jeg som en tillidserklæring til min kørsel. Da vi ankommer, får man serveret en af kongerigets skønneste udsigter – den over Roskilde Fjord. Der skyller en taknemmelighed ind over mig, da jeg lidt efter holder i krydset og forsøger at indfange aftenfjorden med mit kamera. Lige der. Lige nu.

Danskere er stærke, nordmænd er dovne

BLOGINDLÆGGET ER AT FINDE EFTER DISSE INDLEDENDE LINJER

Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

 

Søndag 5. oktober 2014

Af Jimmy Hansen – en blog om at køre taxa

buildings-covered-with-heavy-haze-in-shanghai

Forurening i Shanghai er et stort problem

Den her gang er den altså god nok. Jeg mærker det fra første øjeblik. Ingen kemi mellem mig og dagens første taxakunde fra Skandinavia Hotel. Meeeeen forrige uges taxalektion lærte mig jo aldrig at skue hunden på hårene, så jeg stillede ham et høfligt vejr/rejse/turist-spørgsmål. Og minsandten. Igen en fed taxasnak. Lær det nu, lær det nu, lær det nu, Jimmy Hansen, don’t judge the book by its cover. Han er fra Shanghai og er tilknyttet et dansk firma i København, så han pendler til hovedstaden 5-6 gange om året. ”Danskere er langt stærkere og mindre dovne end nordmænd, fordi Danmark er et fladt land, og I ikke har andre ressourcer andet end dem, I via jeres knowhow producerer,” lyder en af hans i øvrigt mange fascinerende betragtninger omkring os og de øvrige skandinaviske lande. Jeg godter mig lidt over de danske roser. Det er okay fedt at lægge øre til. Vores snak drejes ind på Shanghai, og at han er fascineret over, at man kan få ALT i den by, og at 24 mio. mennesker, nogenlunde det samme antal som hele Skandinavien til sammen, kan få det til at fungere på blot 6200 km2. Forurening er dog et kæmpe problem, og i øjeblikket forsøger de sig med naturgas fra Mongoliet. Problemet er bare, at Kina har så pokkers meget (brun)kul, at de ikke kan lade være med at fyre det af – ligesom Danmark (og Norge) heller ikke kan lade være med at brænde vores olieressourcer af. Den ærgerlige konklusion, jeg som klimajournalist for fem år siden nåede frem til, vejer stadig tungt: Der er grønne tanker over alt, men de kapitalistisk farvede tanker vejer altid tungere.

Far siger ikke noget

Tabu-Mand400x

En familie på mor, far og datter. De skal til Hovedbanen. Mor og datter sidder på bagsædet og står for snakken. De er sure, og alle andre mennesker er nogle idioter. Far siger ikke noget. ”Det er dog helt utroligt, hvor dårligt københavnske buschauffører kører. Man bliver jo kastet rundt i bussen som en sæk kartofler,” lyder det vrinskende fra mor. Datter istemmer og fortæller, hvor forfærdelig en bustur, hun har haft fra Jylland. Far siger ikke noget. ”Det er fuldkommen umuligt at få mine elever til at løbe, de er simpelthen så dovne,” fletter datter ind på en kommentar fra mor, der mener, at det er utroligt, hvor mange åndssvage løb der er. Far siger ikke. Ankomst Hovedbanen. For første gang åbner far munden og ytrer: ”Nu må jeg hellere lade være med at smække døren op i noget.” Taxichaufføren siger ikke noget. Faktisk var han for en gangs skyld komplet tavs fra start til slut.

Saunagus er fantastisk

DSC_0204

Foto: Jimmy  Hansen. Min nevø og undertegnede efter en saunagus i Islands Brygge vinterbadeklub

En af mine største passioner i øjeblikket er vinterbadning og ikke mindst den ofte tilknyttede saunagus. Jeg ELSKER de stunder, hvor gusens aromaer omslutter mig og kræver mit nærvær. Lige der. Lige nu. Der er intet andet end det øjeblik, fordi oliernes dufte er så dominerende, og fordi det er så varmt, at man næsten ikke kan holde ud at være der. Og når man så iblander et iskoldt saltvandsbad til sidst i ligningen, har man opskriften på lykke. Næste kunde skal til lufthavnen og er selv vinterbader. Vi taler om kulturer i vinterbadeklubber. Hendes er hjemmehørende i Hov og mønstrer 35 medlemmer. Til sammenligning har Islands Brygge vinterbadeklub over 1500. Til gengæld mødes de alle sammen hver eneste weekend til blødt brød, kaffe og altid (som hun stærkt understreger) hjemmelavet syltetøj. Det lyder sgu hyggeligt. Hvis jeg nogensinde flytter deroveraf, så melder jeg mig ind Hovs vinterbadeklub.

 

En heftig taxadiskussion

imgJohn Rawls1

John Rawls – en af mine yndlingsfilosoffer

”Danskerne har noget i sig, så de er mere til at stole på end andre mennesker,” lyder det fra min brasilianske taxakunde. Hun og hendes danske kæreste skal fra lufthavnen til Frederiksberg. Påstanden provokerer mig, og vi ryger ud i en længere diskussion. Jeg kommer til at tænke på både den amerikanske filosof John Rawls, som nytænkte kontraktteori og hans hovedværk ”En teori om retfærdighed” og på vores danske hjerneforsker Peter Lund Madsen, der i Dr. Zukaroffs Testamente hævder, at der er større genmæssig forskel i en chimpanseflok end på hele jordens befolkning. Min påstand er, at det er en 100-årig socialdemokratisk prægning ind i alle systemlag, som har afstedkommet det fænomen, vi i dag kan kalde dansk tillid og tryghed. Det er systemprægning og rammer, der skaber mennesker og nervesystemer, for når alt kommer til alt, er vi sgu ikke særlig forskellige. Bølgerne går en smule højt – på den fede måde – og vi når også omkring det stressede USA, medierne som nødvendig fjerde statsmagt og Lars Løkkes hang til fadøl og højt forbrug. Jeg følte mig rigtig godt tilpas bagefter. Elsker en god diskussion.

 

Fyraften

Indkørt 2784 kr. Det er cool. Alt over 2500 kr. på en taxasøndag er en succes.