Hvad er en guidet penis-meditation?

 

Af Jimmy Hansen

Øh…

”Der er næppe nogen menneskelig aktivitet, der så konsekvent er blevet belagt med skam som seksualitet”, skriver den svenske psykolog Marta Cullberg Weston i sin bog om skam. Det har jeg virkelig, virkelig, virkelig tænkt meget over. Nok ikke mindst fordi jeg selv har haft så meget seksual-skam.

Da jeg første gang stødte på ordene, blev jeg bekræftet i en form for intuitiv viden, men havde også fornemmelsen af, at jeg stod for at skulle bestige et umådeligt højt bjerg. For hvordan går man fra at opleve skammen som et ubevidst/implicit og nærmest naturligt forekommende fænomen til at slippe den eller i hvert fald påbegynde en rejse, hvor man bider skeer med den? For hvad fanden skal man gribe i og hvordan?

Første skridt for mig var således erkendelsen (den mentale aha-oplevelse ved de læste ord), som resonerede nedad i mine systemer – efterfulgt af en kvalme og en knugen i maven. På det tidspunkt i livet oversatte jeg kropslige signaler med ”at der var noget fysisk galt med mig”, så i stedet for at knytte aha-oplevelsen sammen med kroppens måde at ”glamme på”, placerede jeg fænomenet under en potentiel influenza.

Et af de største skridt i retning af at afmontere skammen fandt sted på et sexologkursus, hvor jeg blev bedt om at fortælle de andre kursister om en af mine (indtil da yderst hemmeligholdte) fantasier. Det var et i sandhed presset øjeblik. Jeg fik ondt i maven og en kaste-op-følelse ved tanken. Og da jeg vandrede op mod tavlen, åbnede jorden sig for mine fødder for at opsluge mig i et evigt hul af skam. Jeg var sikker på, at når først klassen var blevet indviet i, at jeg ind imellem mine ”almindelige” heteroseksuelle udskejelser af og til også godt kunne lide at blive taget af en kvinde, at så ville over 50 pct. af dem stoppe med at synes om mig.

Hmm.

Det må vist siges at være skam in action. Sjovt nok, var det det modsatte, som kom til udtryk. Faktisk var det et skam-gennembrud, for alle kiggede mere empatisk på mig end før (eller i hvert fald var det det filter, jeg kiggede med dem på). Det var, som om der bag skammen lå noget eftertragtelsesværdigt. Vildt, med vildt på. Hold nu kæft. Det var jo som at have vandret 35 år op og ned ad Himmelbjerget med en Sisyfossten og på et sværdslag slippe den og i samme moment blive budt på frokost og god kaffe på tindingen.

Oplevelsen skubbede mig i retning af en komplet anderledes måde at forvalte mig selv på – seksuelt, emotionelt og relationelt. Måske var jeg ikke så forfærdelig, som jeg gik og troede.

Nuvel.

Men som Marta understreger, er jeg altså ikke den eneste med skam på seksualiteten. Og det kan godt ”irritere” mig. Hvorfor skammer moderne mænd sig i hobetal over deres rejsning og maskuline udtryk? Det er der givetvis et utal af forklaringer på, som bliver for omfattende at beskæftige sig med under denne ramme. Men et af de redskaber, jeg gør brug af både personligt og til mandlige klienter (har ikke prøvet det med kvindelige klienter, men det har vel samme effekt) er altså en guidet penis-meditation. En sådan minder lidt om en indre-barn-rejse, hvor man i en stemning af et roligt miljø møder sit eget indre barn (typisk i en alder af 4-5 år) og fx indleder en dialog med det om status, følelser og ønsker.

I en guidet penis-meditation er stemningen lidt det samme, men med fokus på mandens køn. Eller det ender i hvert fald altid der. Og bare det at mærke sin egen pik indefra uden at have alverdens forstyrrende tanker eller domme med i billedet, er for nogen mænd i sig selv en ”forløsning”.

Og det er jo virkelig banalt logisk, at når man har en kognitiv motor, som konstant taler ned til sit eget køn, at det så får konsekvenser for dets ydeevne og konsekvenser for hele ens måde at forvalte sig selv på seksuelt.

En af mine mandlige klienter skammer sig over hans behov for at få blowjobs af sin kone. Da vi lavede omtalte meditation, kunne han for første gang i sit liv kognitivt formulere ønsket om at være stolt af sin pik og samtidig mærke den indefra, uden at blive forstyrret af påtrængende og dømmende tanker. Denne såkaldte samtidige top-down og buttom-up-proces (at mærke sig selv nedefra/indefra og en aktiv reflekteren), kilede en ny form for væren, fornemmelse og erkendelse ind hos ham.

Et relevant spørgsmål, vi drøftede i kølvandet på meditationen, var, hvad hans kone tænder på. Tænder hun (kvinder) på mænd, som elsker at få den suttet af eller på mænd, som er undskyldende og selvudslettende i den forbindelse? Det synes at være et retorisk spørgsmål.

Den dårlige type (seksual)skam (ikke den nødvendige socialskam) er noget lort, for den kører os rundt i manegen og giver os urealistiske ideer om, hvem vi er (og ikke er). Men at komme om på den anden side af fornemmelsen/tanken/dommen (som til sammen skaber skammen) er som at blive født på ny.

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Jeg har født – en artikel om at slippe skam

Af Jimmy Hansen

Fødslen fandt sted i går tirsdag 7. januar 2014 midt i aftensmaden. Og med tanke på, at jeg har været svanger i 27 år, gik det faktisk temmelig gelinde. Jeg vender tilbage til fødslens omstændigheder, men starter lige med undfangelsen. Da mine forældre blev skilt i 1987, oplevede jeg et form for selvudslettende split. Den kernefamilietryghed, jeg havde kendt til, blev med et sprængt, og som erstatning for min far trådte en ny mand ind i familiebilledet. En person, som var sarkastisk, ufølsom og flere gange truede mig med tæsk. Dette familiemæssige kulisseskift var en af de primære årsager til, at jeg undfangede skammen. Ikke den naturlige, gode socialskam, vi alle sammen er nødt til at have for at kunne manøvrere i den sociale jungle, men den klæbrige og sorte af slagsen. Den, hvor man langt inde i inderligheden tænker, at der er noget galt med en. At ens hele væren på bunden så at sige er forkert.

Skamfuld journalist

Well. Tiden gik, og handlekraftig som jeg altid har været, er det i løbet af de 27 år blevet til masser af uddannelser, jobs og møder en masse med fantastiske mennesker… og alt muligt andet – ekstrovert. Men indeni har der hele tiden været et mismatch. En uoverensstemmelse mellem min maske og det, som har boet i mine dybere identitets-gange. Den omtalte sorte skam. Stemmen, som fortæller mig, at jeg ikke er god nok, uanset hvor meget mit cv er plastret til. Fx var jeg journalistpraktikant på Dagbladet Børsen fra 2009-2010. Og når arbejdsopgaverne kunne diktere, at jeg skulle lave web-tv og altså være ansigt for ret mange seere, iklædte jeg mig naturligvis den velformulerede og venlige journalist-spørge-maske, men indeni følte jeg skam. At jeg nærmest på eksistentiel vis ikke havde ret til at være der, og at min væren foran kameraet (og i verden) var forkert. Skammen gjorde også, at jeg ikke kunne brænde 100 pct. igennem. Den æder faktisk al initiativ, iværksætteri og dybest set kærlighed til livet.

Nuvel.

Jeg har arbejdet benhårdt på mange, mange terapeutiske- og selvudviklingsfronter for at få ryddet op og ”gjort mig rigtig”, som jeg jo fx følte mig, da jeg var en 16-årig ubekymret ejer af en gearet Puck Monza Juvel. Gårsdagens fødsel står derfor naturligvis ikke alene, men varsler et klart skift. Så hvad skete der? I næste uge står jeg for at skulle holde et foredrag om porno og følelser, og hvilke konsekvenser det kan have, hvis man(d) ser for meget porno. Og midt i de tankemæssige forberedelser kom skam-stemmen galopperende. ”Hvad nu, hvis de ikke kan lide mig, og jeg ikke er god nok”. Osv. Den gamle kending. Men i stedet for at forsøge at bekæmpe stemmen via et eller andet kognitivt (positivt) greb gik jeg den anden vej og spurgte, hvad det aller-, aller-, allerværste var, der kunne ske ved foredraget. Og svaret kom prompte: ”At samtlige 35 mennesker ville rejse sig og buhe af mig.” Punktum.

Smerten opstår, når jeg løber fra mig selv

Fødslen bestod herefter i bevægelsen i mine indre oplevelsesgange. For som sagt i stedet for at forsøge at lægge en dæmper på de tilhørende oplevelser i forbindelsen med skam-billedet, blev jeg med mine følelser. Jeg stod ved dem. Jeg mærkede min mave og mit mellemgulv uden at tage tankemæssig stilling. Var bare i nærværet. Og pludselig meldte tanken sig, ”og hvad så?”. Hvad så, hvis 35 mennesker synes, jeg er en hat? Det er der jo egentlig ikke noget farligt i. Det farlige består i, at jeg eventuelt løber fra mig selv i den forbindelse. Løber fra min autenticitet, og hvem jeg er. Så skammen og min fastlåsning har igennem årene mere været et febrilsk forsøg på at gøre noget ved noget, når de negative tanker har meldt sig, i stedet for at blive i min krop. At se tigeren i øjnene, som Peter A. Levine taler om. Fødslen var altså kombinationen af at se det værste billede i øjnene, samtidig med at jeg mærkede og holdt fast i mig selv.

Marianne Williamson har så smukt sagt: Det er ikke mørket, vi dybest set er bange for. Men lyset. Det er i lyset, i blottelsen af os selv, at den dybe skam og frygt viser sig. Og sjovt nok også her, at livet på mange måder begynder.

For booking af foredrag om fx porno eller en terapisession kontakt ham på 28554948 eller jimmyhansen51@gmail.com.

Du kan også følge ham på facbook her.