“Mit selvhad tager over”… Et indblik i spiseforstyrrelsens barske verden

 

Slip kontrollen!

Jeg har en spiseforstyrrelse, der stadig kontrollerer mig, jeg har trang til at kontrollere og straffe mig selv, og mit selvhad tager sommetider helt over. Det var med den baggrund jeg søgte i terapi hos Jimmy.

Under den første session var jeg ret bange, for jeg havde aldrig været i terapi hos en psykoterapeut før. jeg havde på fornemmelsen, at sessionen ville åbne nogle spørgsmål i mig, som ville være svære at håndtere. Og ganske rigtigt, mit selvhad havde grebet om sig, og min måde at forholde mig til mig selv på, var fuldkommen selvudslettende. Jeg holdt mig selv i ekstremt kort snor, forsøgte at kontrollere alle mine handlinger, især angående spisning. Det mindste fejltrin kunne få min verden til at styrte i grus. Samtidigt bebrejdede jeg mig selv, at jeg havde det på den måde, og opførte mig derefter.

Mine følelser forsvandt simpelthen i kontrollen af mig selv. Det var som om jeg forsøgte at kontrollere, hvad jeg skulle føle hvornår. Det affødte en fuldkommen blindhed, overfor mine egne mavefornemmelser. Jeg anede ikke, hvad min krop og mit sind fortalte mig.

Jeg forsøgte at opnå den perfekte udgave af mig selv, ved at regne ud og planlægge, hvordan jeg skulle handle, føle og se ud.

Jeg har før været hos et par forskellige psykologer med speciale i spiseforstyrrelser, men jeg følte ikke sessionerne hos dem rigtigt åbnede mig. Selvom jeg endnu kan blive nervøs inden en session, har mit forløb hos Jimmy været helt anderledes. Han mødte mig i min ”knibe” uden fordomme, uden en forudbestemt dagsorden, men med masser af omsorg, indlevelse, og forhåbninger. Jeg følte mig forstået og lidt, og det var det, der gav mig trygheden og styrken til at dykke ned i mig selv. Ved hver session mødte han mig, lige dér hvor jeg var i øjeblikket. De daglige problematikker stak oftest dybere, og på den måde fik vi i fællesskab italesat og bearbejdet mange af de knuder der gemte sig i mig. I starten af februar 2016 havde jeg endnu en session, men da jeg sad der i stolen, gik det op for mig, at jeg ikke rigtigt havde nogle knuder indeni. Der var en tomhed, men også en god én af slagsen. Vi afsluttede sessionen før tid, og aftalte at holde kontakt hvis jeg skulle få brug for det.

Jeg har i nogle måneder nu følt mig lettere, gladere, og mere tom. Jeg tænker stadig over, hvad jeg spiser, men jeg har lært at fortælle mig selv at jeg er okay, også når jeg har brug for at kontrollere mit mad-indtag. Jeg er blevet bedre til at værdsætte mig selv, og stole på at jeg er god nok lige som jeg er. Det er gået op for mig, at der ikke findes en perfekt udgave af mig, der findes kun mig. Den erkendelse skabte tomheden indeni mig, fordi det samtidigt var en erkendelse af at alle de anstrengelser jeg havde gjort mig, var nyttesløse. Jeg kan aldrig komme til at forudsige livets gang, lige meget hvor meget jeg prøver at kontrollere det. Pludseligt syntes kontrollen af spisning, følelser og handlinger helt betydningsløse. Det var på en måde en kæmpe stor lettelse, men det bragte mig samtidig en anden indsigt i mig selv; at jeg er røv-bange for at miste. At miste mig selv, at miste mit liv, at miste mine relationer. Jeg har et eller andet sted altid vidst det, men jeg har forsøgt at kontrollere mig ud af det, men det kan man ikke!

Copyright © 2016 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Pige 20 år: For første gang føler jeg, at livet er værd at leve

 

Jeg er 20 år gammel og jeg har nu gået hos Jimmy i ca. halvandet år. Jeg er begyndt efter halvandet år for første gang – i nærmest hele mit liv – at føle mig glad. I sidste session sagde jeg til Jimmy, at jeg følte at mit liv var blevet værd at leve. Det er noget helt nyt for mig.

Mit liv har bestået af mange kampe. Kampe som jeg simpelthen ikke kunne vinde – i hvert fald ikke med de vaner jeg har fået internaliseret siden jeg var helt lille. Jeg er igennem mit liv  blevet fortalt af så mange mennesker, så mange gange, at jeg var forkert, tyk, dum, grim – intet værd –  at jeg har troede på dem. Jeg følte mig som skrald. Jeg følte nærmest at det gjorde verden ondt at jeg var her.

Jeg har aldrig lært at udtrykke mine følelser… Jeg har ikke kunne udtrykke vrede, min sorg. Jeg frøs mine følelser så langt ned, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Næsten ligeså langt tid jeg kan huske, har jeg gået rundt og hadet alt – og jeg mener hadet, i ordets reneste betydning – alt i mens verden så på mig og kaldte mig glad. ‘Den Glade Pige’. For jeg var altid glad udadtil, jeg var altid smilende udadtil, jeg var altid positiv og grinende udadtil… Men i virkeligheden kogte jeg inden i. Da ‘Den Glade Pige’ nogle gange så lidt bedrøvet ud, vidste omverdenen jo ikke, at hun ikke bare var lidt ked af det, men hun simpelthen ikke havde lyst til at leve længere.

I løbet af de sidste 4 – 5 år har jeg kæmpet med meget – anorexi, bullimi, depression, cutting… Jeg hadede mig selv. Utrolig meget. De sidste mange år, har jeg frygtet at være alene, for så var der ikke noget at distrahere mig selv med. Jeg byggede hele mit liv – mig selv – på andre. Der var ingen mig, intet fundament. Jeg frygtede hver eneste nat, hvor jeg skulle ligge mig til at sove, for så var der ro og plads til, at jeg kunne mærke mine følelser, og det frygtede jeg mere end alt – mere end sult eller sår.

Jeg startede hos Jimmy halvandet år siden, efter jeg en morgen vågnede op og ikke kunne stå op, fordi verdens vægt simpelthen vejede for meget. Der tænkte jeg “jeg giver op,” og ringede derefter til Jimmy, selvom terapi var noget jeg ihærdigt havde undgået i mange år.  Det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jimmy sagde den første dag, at vi skulle have trukket nogle nye kabler igennem mig. Jeg skulle have direkte forbindelse mellem mine følelser og hvad der kom ud af min mund. Da han sagde det, tænkte jeg det var umuligt.

Men i dag føler jeg endelig for første gang i mit liv, at jeg har et fundament der er mig selv. Det er først her de sidste par måneder at jeg endelig er begyndt, at være reelt glad for første gang i mit liv. Det er selvfølgelig en proces, men pga. af arbejdet med Jimmy har jeg kunnet gå ned af vredens trappe og at få varmet min frosne vrede lidt efter lidt op. Få taget ‘Silent’ ud af ‘Silent Fury’. Jeg har  fået etableret “rene” forhold, dvs. hvor jeg får renset ud og sagt de ting jeg tænker og føler til omverdenen. Jeg kan være alene og nyde det. Jeg kan gå i seng og ikke føle panikken begynde at koge inden i mig når klokken bliver omkring 9. Jeg føler ikke længere angsten sidde i min mave som en permanent isklump, og det er nu kun undtagelsen at jeg føler angst, i stedet for før da det var en stor undtagelse at jeg følte mig rolig. Jeg kan endelig trække vejret.

Tak Jimmy

Sexafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at kvitte

BLOGINDLÆGGET ER AT FINDE EFTER DISSE INDLEDENDE LINJER

Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

Sexafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at behandle

Du kan også følge ham på Facebook her.

En fantastisk GPS og en mopset dame

fd0e0e3f1b314753bfb2fbee8c60ea93_surdame

Jeg har vist ikke nævnt mit kærlighedsforhold til Mercedes’ GPS, men her er det altså: Jeg ELSKER den! Jeg er af den gamle taxaskole (for plus 20 år siden), hvor Krak’en var enhver taxachaufførs bibel. For to måneder manglede der således en Krak i min taxa, og forpustet ringede jeg min vognmand op og meddelte ham dette postyr. ”Jimmy, for helvede, ingen kører sgu da med Krak i dag,” lød hans fyndige svar. Øh… øh… Godt så. Så må jeg jo hellere forsøge at køre efter den. Og vi har altså været forelskede lige siden. Mig og GPS.

Nuvel.

Som altid har min GPS ført mig sikkert frem til adressen, denne gang et socialt boligbyggeri i Gentofte, og da jeg skal køre det sidste stykke hen til opgangen, laver jeg et forkert sving og havner i de ulige numre, i stedet for de lige. Det faldt min kunde ikke så lidt for brystet, og hun meddelte mig surt, hvor dumt det var at køre forkert. What? Jeg lavede et lille forkert-sving, men var tilbage til hendes opgang i løbet af nul komma fem. Jeg bliver irriteret over hendes kommentar, men formår ikke at håndtere energien, så der er overensstemmelse med det, jeg siger og min indre version af mig selv. Det bliver til en forklarende bemærkning om GPS’ens mangler på opgang-nummer-niveauer (undskyld, GPS) og sådan noget crap. Hun smiler skævt og fornemmer på mit svar, at hun har ramt mig (tror jeg). Er kommunikation ikke sjovt på den måde? Hvis jeg i stedet havde sagt, hvad der boede i mig, nemlig at hendes bemærkning på ingen måder ville få mig hurtigere frem til adressen, eller at jeg i det mindste undlod at give mig i kast med at forklare (læs undskylde), så havde energien hos mig (og måske også hos hende) været anderledes på den efterfølgende l-a-n-g-e tur til lufthavnen.

Erotikafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at behandle

riksf_reningen_anor_298924b

Det, jeg elsker mest ved taxakørsel, er muligheden for at træde ind i mange forskellige verdner. Jeg har kun kendt en makeupartist i mit liv, og hende var jeg brandvarm på. Men disse følelser var på ingen måder gengældt. Det er dog 15 år siden, så da næste kunde, en makeupartist, træder ind i bilen, er der ingen hard feelings fra min side. Vi falder hurtigt i en fed snak. Hun har haft et job på Holmen og lagt makeup på modeller i forbindelse med et modeshoot. Hvad er det fede ved at være makeupartist, vil taxichaufføren vide. At der er vekslende arbejdstider. Jeg ville dø, hvis jeg skulle have faste 8-16-rammer. Og så er det noget med at være sammen med glade mennesker. Det er meget kreative miljøer, jeg kommer i. Er der nogen ulemper? Det er benhårdt at banke en sådan virksomhed på benene. Det handler om netværk, netværk, netværk. Så i en marketingsforstand er man altid på dupperne, og det er i sig selv energikrævende. Og så er det et overfladisk miljø. Altså det at beskæftige sig med at gøre ting flotte, er jo en ydre ting og på mange måder overfladisk.

Vi drejer vores snak hen på modebranchens bidrag til nutidens kvindeillusion, hvor piger/kvinder skal være så tynde, at de er til skade for dem selv. Det er altså skræmmende shit. Pigerne er ofte hyperbevidste om både skadevirkninger og langsigtede konsekvenser, men ikke desto mindre dyrker de size zero-idealet i alverdens netfora og udstyrer hinanden med tip til, hvordan -40 kg kan opnås på kortest mulig tid. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de spiseforstyrrede piger, jeg har i terapi. Efter min mening er erotikafhængighed og spiseforstyrrelser de to afhængighedstyper, som er sværest at kvitte, fordi man i modsætning til fx alkoholisme ikke har en ydre fjende (alkoholen), man kan pege fingre ad og erklære som den store fjende, men at man skal finde en vej, hvor det, som seksualiteten og maden i fortiden har symboliseret, skal transformeres fra noget tvangspræget til noget sundt. Og det er virkelig, virkelig en vanskelig bevægelse.

Er bornholmere fortabte?

80061

Det er ved at være sidst på eftermiddagen. Næste kunde er færing. Hvor er det altså mærkeligt, hvordan sindet per automatik placerer mennesker i kategorier, alt afhængigt af deres dialekt. Eller det gør mit hoved i hvert fald. Jeg tænker, at han nok har haft problemer med alkohol. LOL. Yes, I know, det ER langt ude, men det var ikke desto mine tanker. Shit, hvor blev jeg igen sat på plads af ideen om at være ydmyg og aldrig at skue hunden på hårene, for sjældent har jeg grinet og hygget mig så meget på en taxatur som med denne færing (og hans kone). Han var knivskarp, og vi kluklo over dialekter og alt muligt andet. Jeg sagde det, som det er… at jeg har en følelse af at have medfølelse med bornholmere, når de taler, altså hvor det er lidt synd for dem. Han istemte og foreslog, at de måske er fortabte. Ja, det grinede vi over, og undskyld, bornholmere. Jeg har KUN fede erfaringer med jer som mennesker. Det er jeres dialekt, som løber om hjørner med mig. Sorry. Han er i øvrigt civilingeniør og arbejder for et stort succesfuldt dansk firma.

Tre italienske piger og smørrebrød

restaurant-aha-smoerrebroed-1-400852-regular

Så er det ved at være min taxa-yndlingstid. Søndag aften. Det tidspunkt, hvor der er langt imellem bilerne, og det næsten kun er taxaerne, som præger bybilledet. Der er lidt Dan Turell ”Jeg skulle have været taxachauffør” over denne tid på døgnet.

Jeg er ikke religiøst troende i nogen som helst klassisk forstand, men heller ikke streng ateist. De næste kunder får mig til at tænke på, at der er mere mellem himmel og jord. Men jeg spoler lige tiden 12 minutter tilbage. Der har været en forestilling i Operaen her til aften, og klokken 1915 lukkede de cirka 1100 mennesker ud. Hvad betyder det i taxasprog? Potentielt virkelig sexede ture, med glade, dannede og ikke mindst velhavende mennesker. Den slags, der sagtens kunne finde på at køre til Nordsjælland i en hyrevogn. Jeg tøffer rundt i Nordvest, og klokken er nu et godt stykke over 20, så rationelt set er det omsonst at køre ud til Holmen, for kunderne er med 99 pct. sikkerhed ude af vagten. Men mit hjerte fortæller mig noget andet. Fuck det, så kører vi sgu derud. Lige inden jeg når Christiania, bliver jeg hyret af tre piger. Den ene sætter sig på forsædet, og jeg mærker straks en kilden indeni. Damn, hvor er hun sød. De er fra Italien og skal tilbage til deres hotel ved Hovedbanen. Udtalen af Colbjørnsensgade vækker det første grin. ”Bjoooorn” siger jeg langsomt, og alle tre piger forsøger at danse med det danske ø. Smørrebrød er næste sproglyd, der vækker latter. De fortæller i øvrigt, hvor misforstået spaghetti bolognese er. At ingen andre end italienere laver det rigtigt. Colbjørnsensgade 2. Vi er fremme. Jeg stikker dem mit visitkort og får lov til at genfortælle turen på disse pergamenter. Egentlig ærgrer det mig lidt, at jeg ikke også inviterede forsæde-pigen på kaffe, men på den anden side, så har hun jo mit visitkort, hvis hun skulle være interesseret, lyder mine tanker, da jeg triller op ad Istedgade mod Hovedbanen.

Klokken 2235 får jeg en mail fra en pige med et italiensk klingende navn. En pige, der syntes, at der havde været en virkelig god vibe i taxaen, og som gerne vil mødes til kaffe om mandagen, inden turen går tilbage til Bologne i Italien. Jeg skynder mig at krydse af ved ”ja tak”.

Fyraften

Indkørt 1967 kr. Ikke særlig godt, men det er også sidst på måneden, så mon ikke der er mere at lave næste søndag…

Jeg har lidt af anoreksi og fik hjælp

April 2014

Jeg har nu gået løbende hos Jimmy i ca. 2 år. Jeg er meget glad for at gå hos ham. I perioder går der lidt lang tid imellem p.g.a mit arb i udlandet, men lige så snart jeg er i landet igen så kontakter jeg ham.

Jimmy har lært mig at meditere og finde mere ind til mig selv.  Jeg kæmper stadig væk med en masse forskellige ting. Det er en process.  Han lærer mig hvordan jeg kan blive mere glad for mig og det har jeg enormt brug for. Tror det er andre som skal kunne lide mig først før jeg selv er glad for mig selv og er meget sårbar overfor afvisning.

Jeg er 52 år og har været igennem rigtigt meget i mit liv. Anorexi-Bullimi-drikke for meget i perioder-svær barndom-skilsmisse- og et svært professionelt arb.

Jeg prøver at arbejde med mig selv hver dag. Det er godt nogen gange og andre gange meget smertefuldt. Han lærer mig også at lytte mere til mig selv og blive bedre til at finde ud af mine behov, som jeg er god til at undertrykke og eller i det hele taget har svært ved at mærke. Jeg har helt klart fået det bedre med mig selv efter at være begyndt hos Jimmy. Jeg føler at han tager sit arb meget seriøst og giver sig altid god tid til mig.

32-årig kvinde om Jimmys terapi: Det gav nye indsigter

Okt. 2013

Kvinde 32 år

Jeg har af flere omgange gået i terapi igennem mit 32 årige liv. Første gang i forbindelse med min mors sygdom, efterfølgende i forbindelse med hendes død da jeg var 19 år gammel og senere i forbindelse med den spiseforstyrrelse jeg fik i kølvandet på min mors død. Alle forløb har været fantastiske og har givet mig hjælp og mod på livet. Men alle 3 forløb har også været koncentreret om et bestemt område (sorg og spiseforstyrrelse). Der har derfor aldrig rigtig været tid og rum til at fokusere på nuet og de udfordringer som hverdagen bød på. Så da jeg for lidt over et år siden i forbindelse med et kortere, men meget stormfuldt forhold oplevede udfordringer (angst og uforklarlig ked-af-det-hed) ift. at være forelsket og tæt på et andet menneske, kontaktede jeg Jimmy. At det lige blev Jimmy var lidt af en tilfældighed, men jeg har ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Jimmy har fået mig til at forstå mine uforklarlige reaktioner, min angst for at binde mig til en mand, min spiseforstyrrelses kobling til min opvækst, mine forældres alkoholmisbrugs indflydelse på hvordan jeg har indarbejdet nogle, dengang gavnlige, men i dag uhensigtsmæssige handlemåder og reaktionsmønstre som gør, at jeg arbejder over evne og glemmer at lytte til mine egne behov. Jimmy har bl.a. ved hjælp af meditation og kropslige øvelser, gjort mig bedre til at komme ned og mærke min krop og mine behov og hjulpet mig til at udtrykke dem. Der er stadig noget vej tilbage, men med Jimmy er jeg i trykke hænder og jeg ved at jeg nok skal nå dertil, hvor gamle handlemønstre skiftes ud med nyere og sundere som tager afsæt i mine behov. I det lange løb, ved jeg at mit arbejde hos Jimmy vil betyde, at vil tiltrække de rigtige og sunde mænd, så jeg en dag kan finde mig en skøn kæreste og få min egen lille familie.

 

 

 

Victoria Handberg fortæller om sin kamp mod anoreksien

Terapeut og sexolog Victoria Handberg fortæller for første gang offentligt om sin kamp mod anoreksien

Kirsten Handberg

Læs mere om sexolog Victoria Handberg her

Nu er jeg fri

Jeg var spiseforstyrret i 16 år. I dag er jeg fri. Jeg kalder det med vilje ikke for rask, men fri. Da jeg udviklede spiseforstyrrelsen anoreksi som 10-11-årig var det for mig en sygdom, der udsprang af en utilpashed i min egen krop, jeg havde meget svært ved at rumme mine følelser og følte ikke kærlighed til mig selv. Derimod følte jeg mig ofte forkert, for meget og anderledes. Med årene blev sygdommen til en afhængighed og et misbrug. Det gav mig succesfølelse og lykkerus, når jeg tabte mig og/eller ikke spiste. Faktisk har jeg brugt længere tid på at slippe behovet for rusen end blive fortrolig med mad og glad for at spise.

Min spiseforstyrrelse gik ud på, at jeg tvang mig selv til ikke at spise, selvom jeg var sulten, jeg trak den altid så lang tid som muligt, før jeg spiste. Jeg lavede mad, tog et par mundfulde og smed resten ud. Jeg spiste mad, som var usundt for mig, og gjorde mig syg, og jeg havde ingen viden om sund kost, eller hvad min krop havde brug for. Jeg vejede og målte min krop og førte regnskab med mad, cm og kg i ét væk. Jeg har ignoreret mine basale behov så længe tilbage, jeg kan huske, og det gør, at jeg nu i en alder af 28 år er ved at lære at lytte til min krop. I mange år har jeg været totalt fejlernæret, og det har medført vægtudsvingninger, usunde fedtdepoter og en konstant træthed og udmattelse. Jeg er stadig i færd med at få det bedre og blive sundere på de områder.

I dag handler mit liv mere om at være sund, fri og i kontakt med mig selv og mine følelser, på en måde, hvor jeg har det godt med det. Jeg har smidt vægt og målebånd ud. Jeg afprøver forskellige kostråd for at finde ud af, hvad der er bedst for mig og min krop, og jeg er begyndt at dyrke motion. Jeg går stadigt meget op i kost og krop, men det er med en helt anden tilgang, end da jeg led af spiseforstyrrelse. Det er to forskellige verdener. To forskellige versioner af mig.

I dag ved jeg en masse om sund livsstil og praktiserer den så godt jeg kan, stadigt mere for hver dag, der går. Min mave er i helbredelse fra års smerter og fordøjelsesbesvær fra årene med spiseforstyrrelse, jeg er blevet mere tryg og selvsikker i min krop, og jeg passer bedre på den. Hver dag giver jeg slip på kontrol, lytter til mine behov, imødekommer dem og bliver sundere, raskere og gladere for min krop og i min krop. Det har hjulpet mig utroligt meget at tale med mine venner og terapeut, åbne op og vise sårbarhed.

Jeg kan stadig opleve ekkoer af spiseforstyrrelsen i form af dårlig samvittighed omkring at spise. Jeg kan være bange for at blive tyk og studere mit spejlbillede efter tegn på, at jeg er fin og pæn. Jeg kan komme til at spise mad, som jeg ikke kan tåle, selvom jeg er klar over, at det er skidt for mig. Jeg kan komme til at skjule, hvis jeg spiser usundt i frygt og skam, fordi jeg tror, at andre tænker, at en tyk pige som mig (jeg er ikke tyk) da ikke kan tillade sig at spise usundt. Men langt hen af vejen er jeg fri for ekkoerne.

For mig har spiseforstyrrelsen handlet om at ville være perfekt og fejlfri samt fjerne mig fra mig selv og mine følelser. Jeg er kommet langt siden jeg udviklede anoreksi for 18 år siden. Der var håb for mig. Det handlede om, at jeg skulle give slip. Det har jeg gjort og det har været befriende.

– Victoria Handberg

 

En pige taler ud om spiseforstyrrelsens hårde virkelighed

Skribenten, en 20-årig pige, ønsker at være anonym

Jeg troede aldrig det ville ske for mig, sådan for alvor! Jeg havde godt kendskab til spiseforstyrrelser, for som 13-årig fik jeg begyndende anoreksi, men lægen trådte heldigvis hurtigt ind og i samarbejder med min mor fik vi kontrol over det og jeg kom over det!
Jeg har dog altid været typen der ikke kunne spise når jeg var ked af det, modsat mine omgivelser som spiste når de var kede af det.
Jeg havde også kendskab til bulimi da jeg har en storesøster der har lidt meget af det, men er heldigvis ude af det den dag i dag!

Jeg er en af de uheldige (men også heldige) der har fået en sindslidelse som har bremset mit liv og fået det til at gå i stå for en tid. Jeg har oplevet utrolig meget i min barndom og ungdom som har gjort at jeg har en del ar på sjælen, jeg har været rigtig uheldig at miste en eks kæreste kort tid efter vores brud og det var utrolig hårdt for mig. Det er kun noget man høre rundt omkring at det sker for nogen, der kender nogen, men det blev desværre også mit mareridt!
Jeg har aldrig været typen der har skjult mine følelser, men til tider har jeg benægtet dem og sørget for at de ikke fik magten over mit liv, for jeg havde det jo i bund og grund godt, så hvorfor gå og klage. Jeg har aldrig før i tiden slappet rigtigt af, der har altid skulle ske noget i mit liv, netop for at jeg ikke kom i kontakt med de dybe følelser som faktisk gjorde utrolig ondt på mig.

Men en dag blev det hele for meget for min krop og den fik mig til at gå i stå, det var åbenbart den eneste måde jeg kunne forstå det på!
Jeg har gået til utrolig mange undersøgelser hele mit liv for at blive tjekket hvad jeg fejlede fysisk, for jeg var altid svimmel og utilpas!
Jeg fik desværre konstateret angst for halvandet år siden og har kæmpet rigtig hårdt, da jeg er en fighter og ikke vil ind i medicinen onde cirkel (ikke sagt at jeg har noget imod dem der vælger at tage medicin). Det første halve år af min angst havde jeg intet problem med maden og det var ”kun” de andre ting der generede mig i hverdagen!
Jeg var desværre så uheldig at miste endnu en eks kæreste i slutningen af december måned 2011 som gjorde at det hele gik et par skridt tilbage!
Men jeg fik ikke rigtig lov og plads til at sørge over hans død, for jeg havde jo en sindslidelse der skulle bearbejdes som var vigtigere, så jeg græd meget lidt på trods af de mange år jeg havde kendt ham og haft ham i mit liv.
Jeg prøvede hver dag at skjule at jeg savnede ham utrolig meget og tænkte på ham! Et par måneder efter hans død begyndte jeg at kontrollere min mad som dengang da jeg havde anoreksi. Jeg undgik mange ting, spiste helst ikke foran andre og blev lige pludselig utrolig angst for at dø af maden, hvad nu hvis jeg ikke kunne tåle den?? Hvad nu hvis der skete mig noget mens jeg spiste??

Jeg begyndte at spise færre og færre madvarer, stoppede fuldstændig med at spise sammen med andre, det blev så slemt at i perioder var det minimalt hvad mit udvalg af madvarer , måske 3-4 forskellige ting. Jeg turde ikke sige det til nogle, for tænk nu hvis de troede jeg var ved at blive sindssyg!
Til sidst blev det så slemt at jeg blev nødt til at sige det, for jeg kunne begynde at mærke mine fysiske begrænsninger.
Det blev til sidst en vane for mig at takke nej til mad og drikke (andet end vand), men det var desværre en dum vane at få, for den sidder fast nu og det er den der også er med til at gøre det utrolig svært at bryde det dumme mønster.
For jeg er desværre ikke kommet af med min spiseforstyrrelse, men jeg er kommet i behandling for det og jeg kæmper med den. Jeg er nu blevet bevidst om hvorfor den er kommet og hvilke tanker der ligger bag.
Det er stadig rigtig svært at forklare hvordan det er at lide af en spiseforstyrrelse, for folk der aldrig selv har haft det tæt på livet vil ikke kunne forstå at man enten er bange for at blive for tyk, eller har det skidt psykisk som gør at man ikke ”tør” spise. Min spiseforstyrrelse handler meget om kontrol, jeg har altid været et utrolig kontrol menneske, og kunne gå ud af mit gode skind hvis det ikke var mig der havde kontrollen eller havde lagt planerne.
Jeg kunne derfor gennem maden stadig mærke at jeg havde kontrollen, for jeg havde absolut ikke kontrol over noget andet.
Når jeg nu sidder og tænker over det og skriver det ned kan jeg sagtens høre at det lyder helt vanvittigt, men det er en utrolig ond cirkel man kan komme ind i når man lider af en sindslidelse for tankerne hober sig op og hvis man en gang overgiver sig til angsten (eller en anden form for sindslidelse) vil den blot vokse indeni en.

Facts om spiseforstyrrelser:

Man inddeler traditionelt spiseforstyrrelserne i tre hovedkategorier; anoreksi, bulimi og overspisning. De beskrives nærmere efter fremtrædelse og symptomer herunder.

Anoreksi

Fremtrædelse: Grundudsagnet i anoreksien er at sige nej. Nej til livet og nej til morens kontrol. I det hele taget fylder ideen om at have kontrol over sig selv, sine tanker og sin vægt meget i det anorektiske univers. Alle aspekter omkring maden bliver minutiøst gennemgået i det anorektiske sind: Hvad skal hun have til næste måltid? Hvordan kan hun indtage færre kalorier næste gang? Hvad har sidste måltid betydet? Hvor meget spiste hun i går?

riksf_reningen_anor_298924b
Næsten uanset hvor meget anorektikeren har tabt sig, vil vedkommende altid se et tykt menneske i spejlet

Symptomer – psykiske: Vægtfobi, forstyrret kropsopfattelse – hvor andre ser et slankt menneske, ser hun/han sig selv som en flodhest, fikseret på at tabe sig, madritualer, koncentrationsvanskeligheder, depression, søvnløshed, lavt selvværd.

Symptomer – fysiske: Vægttabet er mindst 15 pct. i forhold til de officielle tal, udeblivelse af menstruation, opsvulmede kinder, lav spermaproduktion for mænd, lav forbrænding, lav puls, lavt blodtryk, lav kropstemperatur, lanugo-hår, muskelsvaghed, karries.

Bulimi

Fremtrædelse: Bulimikere er kendetegnet ved at være vægelsindede. De fylder sig med mad, men er angste for at blive tykke og kaster det op igen. Der kan forekomme store vægt- og humørsvingninger. Vægten reguleres med opkast og består ofte af smør, is og bananer, som er let at kaste op. Modsat anorektikerne, som ofte er stolte, er bulimikerne præget af skam og skyld.

cms-image-000001230
Bulimi er en dyr fornøjelse, fordi de ramte kaster al maden op igen

Symptomer – psykiske: Svingende humør, koncentrationsvanskeligheder, depression, selvhad, tristhed, hukommelsesbesvær.

Symptomer – fysiske: Blodsukkerkoncentrationen er svingende, ætset emalje på tænderne, kaliummangel, spiserørets fine slimhinde forstyrres, muskelsvaghed, hævelser i ansigt, mave- og tarmproblemer, udvidet mavesæk, mundvigene kan revne og have sår, samt menstruationsforstyrrelser.

Overspisning

Fremtrædelse: Modsat anorektikeren kan en overspiser ikke sige stop og har ingen grænser. De indtager tit mad og ofte i store mængder ad gangen, dog uden at kaste den op. De er vældig imødekommende, hvilket kan være en del af problemet, fordi de samarbejder over evne og lytter ikke til deres egne behov. Ofte er personen overvægtig, og humøret kan svinge meget. De har konstant tanker om mad og især tanker om at stoppe med at overspise, og disse tanker er behæftet med dårlig samvittighed.

392715-1-1243433920391-n400
Når man er overspiser, kan det resultere i kraftig overvægt

Symptomer – psykiske: Skam og svingende humør, koncentrationsvanskeligheder, depression, selvhad, tristhed, hukommelsesbesvær, en følelse af mangel på kontrol, lavt selvværd.

Symptomer – fysiske: Overvægt, spiser hurtigere end normalt, hurtige vægtstigninger, indtagelse af store mængder mad, selvom de ikke partout er sultne, vægtsvingninger, at de indtager så meget mad, at det giver dem fysisk smerte.