”Nå, hvordan kan jeg så genere dig mest muligt”

Søndag 191014

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

At gå fra kønsløs chauffør til mand med humor

85099d432ec548e58fad52807c9afefe_skovefteraar

Foto: Dr.dk. Efterårsblade og norske piger

Der er taxadage, og de er klart i flertal, hvor undertegnede føler sig glad, løftet og mæt på den fede måde, når mine dyner kalder på mig, og det er tid til at skrive sig ud af kørebogen. Og så er der andre taxadage. Den slags, hvor et af min elskede mormors yndlingsudtryk passer som fod i hose: ”Rend mig i Pedersen”. For det var stort set billedet på hele min dag. Nå, jeg skruer lige tiden 15 timer tilbage til dagens første kunder. Det er tre norske piger, som pludrer løs. Af betydning i deres snak figurerer jeg lige så meget, som de efterårsblade vi kører over. Det er dog helt fint med mig, for det står jo folk frit for, hvorvidt de vil involvere taxichaufføren eller ej. Desuden er de søde at høre på, og jeg er ret vild med det norske sprog. Men da forsædepigen kommer til at pege sin finger ind foran mit ansigt i sin iver efter at fortælle de andre, hvor hun i går gav den fitnessgas, kan jeg ikke lade være med at åbne munden. ”Tillykke” siger jeg på klingende dansk og stikker hende lappen. Det udløste lidt af et grin, og pludselig er jeg ikke længere en kønsløs chauffør, men en mand med humor. Og der er altså fandens til forskel. For fra nu af sludrer vi løs (læs. både chauffør og piger) om Bergen, at være på jentatur i København og den slags. Undervejs i samtalen leger hun med sit hår og lader det glide fra hårrod til hårspids imellem sine fingre. Det er udelukkende kvinder, som foretager den manøvre. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet en mandeven nulre sig i håret, mens vi har talt om Matrix, så det må være en kønsting – at kvinden lader håret indgå i sproget, fordi det har nogle kønsspecifikke signaler. Måske nogle af de kvindelige læsere kan verificere denne tese?

Der er en å under Åboulevard

bf0ee25c3431406684f8919c00e75268_Svendborg2

Foto: Dr.dk.

Det står virkelig ned i stænger. Igen. Og vejene er oversvømmet. Igen. Jeg kører rundt og tænker over, hvad det mon gør ved bygningerne i København, når kældre osv. så ofte står under vand, og om det ikke kan forvolde problemer for fundamenterne. Næste kunde har sort bælte i tanker om regnvejr. Hun sidder i bestyrelsen i sin boligforening og har længe interesseret sig for klima- og miljøløsninger. Det er som at træde ind i et parallelt univers. Hun fortæller, hvordan byplanlæggerne i Københavns Kommune overvejer at indfase regnvejrsfaskiner (ja, det er et ”f” og ikke et ”m”), som er, at man graver et kæmpe hul i jorden og belægger det med forskudte sten, så vandet kan løbe ned i hullet og langsomt derfra sive ned i undergrunden. Vores kloaksystemer er jo ikke gearet til disse moderne klimaforandrings-regnvejr, og en rist i ny og næ er på ingen som helst måder nok.

Vi kommer omkring nogle virkelig spændende ting. Blandt andet fortæller hun, at Åboulevard er bygget på en å. Doh. Det kunne jeg vel have sagt mig selv. Et af de håndtag, man også kan dreje på, er at lade vandet løbe parallelt – altså under vejen – og lade det føre ud til de større søer.

Noget skal der i hvert fald gøres, for det vælter ind med beskeder på computeren om veje, vi skal holde os fra pga. ophobede vandmængder.

Det var sgu uretfærdigt

Det slår mig, hvor uheldig en dag jeg har. Jeg får UDELUKKENDE små, korte ture. Ikke fordi det gør så meget, men der er en trykket stemning på en eller anden måde. Det er, som om de kraftige, vedholdende regndråber sætter et spor i luften af stress og ubehag. Jeg går ud og tisser op af et træ og er halvvåd, da jeg sætter mig ind bag rattet. Næste tur klikker ind, og vedkommende skal (naturligvis) kun lige rundt om hjørnet. Jeg kører stille og roligt både på grund af vejret og af hensyn til trafikken. Og så, pludselig smider han abrupt en 100-kr.-seddel på min midterkonsol og nægter at køre videre med mig. Han skælder mig ud over, at jeg kun kører 45 km/t, når jeg må køre 50, og at han har pisse travlt. Øh… øh… han får sine byttepenge, og idet jeg vender rundt, nærmest kaster han sig over taxaen for at enten sparke eller slå til den. Jesus. Jeg triller videre, og ordet ”uretfærdighed” kommer til mig. Jeg synes virkelig, at det var uretfærdigt, da jeg med min bedste rationelle tankekraft ikke kan få øje på, at jeg har gjort noget forkert.

Mænd i kjoler

hr-heidi

Foto: Fest og farver. Mænd kan faktisk godt gå i kjole. Så har min kunde ikke ret

Jeg trænger til en god tur, og thank god træder der en sød kvinde ind i bilen, som både skal langt og også er god at tale med. Hun har været til pigefest, hvor værtinden forestod maden, og gæsterne skulle medbringe ingredienser til cocktails og kun måtte være iført kjole. Jeg begejstres over hendes partybeskrivelse og hævder, at vi mænd ikke er så kulørte og skal til at slå an til en snak om kvinders evne til at skabe rammer osv., da hun lakonisk indskyder, at I mænd jo ikke går i kjole. Det griner vi begge over, og det sparker døren ind til en fed snak om mænd og kvinder og parforhold og seksualitet. Og hvordan vi kan inspirere hinanden i soveværelset, også når der er gået madpakke og hverdag i den. Med andre ord: Mit yndlingsemne. Det var rart at sludre med hende, og jeg føler mig en smule mere løftet, da jeg kører fra Mørkhøj op mod Herlev Sygehus.

Når taxichauffører kører forkert

De københavnske veje er opbygget ret logisk, så når vejen peger mod Rådhuspladsen, ligger de lige numre til højre og de ulige på venstre side i forhold dertil. Og det kan man næsten altid regne med. Men som i grammatikken er der undtagelser. Eller i hvert fald variationer. For da næste bestilling ”Husum Vænge nr. 13” beeper ind på min computer, kører jeg hen til skiltet ”Husum Vænge” og går per automatik ud fra, at så må højre side af vejen være de lige numre, og ergo ligger Husum Vænge nr. 13 på den anden side. Da jeg holder ud for 13-tallet, ringer jeg kunden op og meddeler hende, at taxaen er på bopælen. Vedkommende meddeler mig lidt spidst, at damen skam står dernede. Det må jeg jo så korrigere og fortælle hende, at det gør hun ikke, eftersom jeg jo holder ud for nr. 13. Bryskheden tager nu over, og hun nærmest skælder mig ud, og at jeg da må fatte, at den ældre, dårligt gående dame stadig står dernede. Hmmm, ofte ville jeg reagere med et taxaoverskud, men min dag har jo været alt andet end overskudsagtig, så jeg bliver irriteret og hæver stemmen, idet jeg siger; ”fortæller du mig, at mine øjne lyver”, imens mit blik er fastnaglet til 13-tallet på opgangen. I dette øjeblik slår det mig, at Husum Vænge jo kan ligge som en isoleret karre nærmest som et nummer på en større vej. Jeg vender hastigt taxaen, og ganske rigtigt står der en ældre dame med stok og venter bagved Husum Vænge-skiltet. Det pisser stadig ned, men jeg står selvfølgelig ud og hjælper hende ind i bilen, samtidig med at jeg kaster et blik op på den vrede dame i vinduet, jeg lige har haft i røret. Jeg forsøger mig med et ”undskyld, jeg tog fejl”, men hun er meget vrissen, og jeg slipper ideen om at kunne råde bod på min fejltagelse. Halv-(eller hel)våd og tilbage på mit førersæde meddeler den ældre dame mig, at hun altså ikke skal så langt. Faktisk skal hun kun lige køres et par gader frem.

”Nå, hvordan kan jeg så genere dig mest muligt”

3183c973831e4158b62988c7c6fce2f0_læge2

Foto: Dr.dk. Min kunde var – vist – medicinsk læge

Jeg tænker, at nu kan dagen da ikke blive værre, da næste bestilling tikker ind: Bondestuen på Frederikssundsvej. Et godt gammeldags værtshus. Og et stenkast fra, hvor jeg satte den ældre dame med stok af. Jeg går ind og meddeler min ankomst og får at vide, at kunden er på vej. Jeg er typen, som først starter taxametret, når kunden er i bilen, fordi det ofte giver en dårlig stemning, at metret står på 60-70 kr. ved start. Og desuden får man flere drikkepenge ved at vente med at slå det til. Så jeg venter. Og venter. Og venter. Og endelig kommer han. Min kunde fra værtshuset. En stærkt beruset mand, som lugter olmt af tis. Åhhhhh nej. Det er næsten det værste. Han lægger ud med at spørge, hvordan han bedst muligt kan genere mig. Jeg tænker, at svaret bor i luften. Men det siger jeg ikke. Han skal til næste værtshus oppe ad vejen. Jeg har glemt at lægge min bog ”Learning Emotional Focused Therapy” ned fra instrumentbrættet, så den glider over til hans side, da jeg vender hyrevognen. Det får ham til at spørge, om jeg har købt en bog. Øh ja. Jeg er ved at være færdig som psykoterapeut, og det har taget mig fire år, fortæller jeg ham, men det gør ikke stort indtryk. Faktisk fortæller han mig, at det ikke er en skid, for han brugte 12 år på at blive medicinsk læge og har arbejdet på Rigshospitalets afdeling 17. Og at jeg ikke fatter hat. Hans tanker er så groteske, at det er lidt morsomt. Da vi når frem, spørger ham mig, om den røde løber er lagt ud. Det kan jeg ikke lade være med andet end lege med på, så jeg springer ud og åbner døren til Destilleriet på Husum Torv og lader, som om jeg ruller en rød løber ud for ham. Det får de øvrige gæster på værtshuset til at måbe. Min kunde griner og fortæller mig, at jeg er en laban. Det var vist hans måde at sige på, at jeg egentlig er god nok. Jeg beslutter mig for at køre hjem. Jeg orker ikke mere. Det ærgrer mig dog, at jeg ikke fik verificeret af de andre gæster, om han vitterlig var læge eller ej.

Boogie-Preben er død

Søndag 14. september 2014

Af Jimmy Hansen

Dagens første kunde

Jeg holder ved Skandinavia Hotel. Første kunde skal til Den Blå Planet. Han er lige hjemvendt fra hurtigruten i Norge, som er en sejlads, der strækker sig fra Bergen til Rusland, og som tager et par uger at tilbagelægge. Det lyder fedt, men også dyrt. En franskbrødsmad koster 82 kr., mens man skal punge ud med 150 kr., hvis man vil have en burgermenu. Han valgte klogt en helpension og en udadvendt (tror jeg nok, det hedder) kahyt, hvor han havde 24/7-udsigt over vandet på sin rejse.

Et lækkert par

De næste kunder er et par. Virkelig et lækkert et af slagsen. Og med det mener jeg… de har været sammen et stykke tid, kan jeg høre, men der er stadig et fedt sprog imellem dem. Han fyrer nogle sjove bemærkninger af, som også undertegnede griner af. Men når hun fortæller en sjov historie, lytter han og griner inderligt. Sådan hvor han virkelig mener sit grin, og hvor hun, for mig at se, føler sig mødt og værdsat. Er han mon et billede på den coole, moderne mand, lyder mine indre tanker? Sådan en, som kan være lidt smart i en fart, men også have kontakt til en maskulin inderlighed, der fordrer plads til kvinden…

Boogie-Preben

Jeg holder på Kongens Nytorv ud for D’angleterre. Går på Facebook og falder over en fantastisk godt skrevet artikel om ham, som alle københavnerdrenge, der gik byen i 80’erne, kender; nemlig Boogie-Preben. Ham, som folk slog cirkel omkring og kastede med mønter efter. Jeg fælder et par tårer. Interviewpersonen er hans søn, som fortæller, hvordan det var at have en far, som hver weekend drog ind på Strøget og lod sig både hylde og fornedre ved at danse sin særlige version af elektric boogie. Preben er i dag død, og en af pointerne med artiklen er, at den bagvedliggende viden om Preben forsvinder, når hans børn dør. Jeg ryger lidt ud af den eksistentielle tangent. At der er noget tristhed ved at lade sig ydmyge på den måde, men at vi ikke aner, hvad der driver folk. Og at ingen i dag ved, hvorfor han gjorde det. Og heller ikke kommer til det. Kommer til at tænke på min far, som også lever livet hårdt, og hvor vigtigt det er for mig at værdsætte hans historier, mens han er her, også selvom vi på et værdimæssigt grundlag lever to helt forskellige liv.

Artiklen om Preben kan læses her.

Endnu en afspærring i København til endnu et maraton

Jeg er selv sportsmand og billiger at gøre aktivt brug af kroppen på alle mulige måder, men set fra en bilists synspunkt er det altså ENORMT irriterende at få lukket det kvarte og halve af byen af hver og hver anden weekend. Selvom det trafikalt kun er en søndag, holder vi i kø, kø, kø alle mulige steder. Mine to kunder er stressede. Den enes datter er ved at nå i mål, og det vil de gerne overvære. De hundser med mig og kommer med alle mulige forslag til, hvordan vi bedst griber den håbløse trafikale situation an. Jeg føler mig pisse irriteret på dem og er lettet, da de står af. Kommer bagefter til at tænke på irritationer. At der må være gode og dårlige irritationer. Da jeg i mine yngre dage blev ramt af irritation, var det som at træde ind i en orkan af undertrykte emotioner, og jeg kom tit til at gøre folk og mig selv forkerte på den konto. Altså at irritationens dosis og dens kommunikative udfoldelse ikke stod mål med de faktuelle begivenheder. Det må være den dårlige irritation. Den gode må være den, jeg lige har oplevet, for de var virkelig skide irriterende, og andet var der sådan set ikke i det. Jeg gjorde hverken dem eller mig forkerte, og måske havde de bare en stresset dag. Da jeg bagefter kørte ind på Rigshospitalet for at tisse, var de ude af mit sind.

En kendis

Jeg elsker at køre med kendisser. Ved ikke helt hvorfor. Jeg er i hvert fald alt andet end en snob. Men jeg synes, de er interessante, fordi de ofte li’som brænder for livet og har en masse på hjerte. Og det giver mening. Altså at vi vil den vej, vi nu engang har valgt, og at vi bruger store fagter til at understrege det fede i vores valg. Vedkommende vil ikke have sit navn med her, men sjovt var det.

Suset fra Brøndby

Klokken er 1537. Kampen på Brøndby Stadion mellem Brøndby og Randers starter kl. 17. Dagens første brøndbykunde. Han er optimistisk. Brøndby Stadion er udsolgt, og den gamle trio er samlet: Elmander, Kahlenberg og Agger. Hvordan kan det gå galt, lyder det selvsikkert fra min kunde, og han spår en toptre-placering i denne sæson. Hans glæde smitter af. Jeg pendulerer mellem Glostrup Station og Brøndby Stadion og lader mig begejstre af folks forventningsfulde udtryk. Selv ”bøllerne”, dem, der går i grupper og har sygt mange tatoveringer, virker glade og rolige. Jeg får en fed fodboldsnak med de næste kunder. Vi kommer omkring identitet og fankultur og den slags. Jeg har været Liverpool- og Brøndbyfan helt tilbage fra mine skateboarddage, og det kan man ikke ændre på. Jeg har boet i København i mange år og ad flere gange forsøgt at blive FCK-fan, fordi det logistisk er mere praktisk, men det går ikke. Det er en identitet, der er brændt ind i sindet, og et mærke man slæber rundt på resten af livet.

Tidlig fyraften

Jeg har det lidt skidtmas, så jeg kører tidligt hjem. Jeg har kørt 1745 kr. ind, hvilket er næsten en tredjedel af indkomsten i forhold til for 14 dage siden. Taxakørsel er godt nok en omskiftelig størrelse.

 

Et skræmmende skybrud – verden ifølge en taxichauffør

Et skræmmende skybrud 

Søndag 31. august 2014

Af Jimmy Hansen – se også fanebladet her

Dagens første kunde

Klokken er 9. Jeg holder på Bryggen og er ved at fylde diesel på taxaen, da første kunde melder sin ankomst. Jeg har endnu ikke fået skrevet mig ind i kørebogen, men pyt. Det står ned i stænger, så hun kan bare vente i taxaen, imens jeg får klaret brændstof og betaling. Nørreport er destinationen, og hun er mildt sagt stresset. Metroen er nede på grund af nattens skybrud, og i hendes verden kommer man ikke for sent på job.

En klog mandlig tøjekspedient

På Nørreport får jeg fluks en ny kunde. Han er i samme båd: stresset, ved at komme for sent på sit job i Fields og frustreret over Metroen. Jeg er selv ved at blive stresset over ikke at have fået skrevet mig ind i kørebogen. Han fortæller mig, at han står i butik, fordi han elsker tøj. Da han siger det, skyller der en følelse af kærlighed eller spontan glæde igennem mig. Det lyder nok lidt sjovt, men jeg tænker ikke særlig tit på mandlige tøjekspedienter. Ikke, fordi de ikke er lige så vigtige som… ja, taxichauffører eller psykoterapeuter eller læger eller politikere eller journalister, men jeg har bare aldrig hørt en mandlig tøjekspedient erklære sit fag sin kærlighed. Han er virkelig cool, together, sjov, vidende, nysgerrig og stiller også spørgsmål til mig. Da vi når rundkørslen ud for DR-byen, er Ørestads Boulevard spærret af. WTF. Så må vi køre udenom. Jeg begynder at ane, at dette bliver en taxadag, jeg ikke vil glemme foreløbig. På den anden side af afspærringen ved Vejlands Alle holder der en varevogn med uniformerede betjente. De vifter aggressivt bilisterne videre. ”Man skulle tro, det var en terrortrussel,” siger tøjekspedienten tørt. Det styrtregner, ruderne dugger, og trafikken snegler sig frem.

Oversvømmelse i Fields

Ved Fields sætter næste (desperate) kunde sig ind i taxaens tørvejr. Han har hele morgenen kæmpet med toiletterne i Fields, som er ved at gå over sine bredder. Han sveder, er kamptræt og skal hjem og se fodbold. Han har spillet Oddset og håber på at vinde 2200 kr., hvis blandt andet Liverpool løber af med sejren. Jeg kan godt forstå ham. Det er skide hårdt at tjene sine penge på at gøre rent. Det var sådan, jeg finansierede min uddannelse til psykoterapeut på EFT-instituttet – ved at gøre rent og vaske trapper. Ved arbejdsdagens start bestræbte jeg mig altid på at være i zen, men når jeg havde slæbt den skide spand op på femte sal igen og igen og igen, var jeg efter otte timer så udkørt, at ordene sindsro og zen var vasket ud af mit ordforråd.

Besøg fra Los Angeles

Jeg har en fornemmelse af, at København er i en form for undtagelsestilstand. Det er lidt skræmmende. Politiets biler gør det ud for afspærring mange af stederne. De blå blink er overvældende. Nok fordi trafikken næsten står stille, og den tunge regn skaber en oscillerende effekt igennem de fugtige bilruder. Mine kunder er fra Los Angeles. En far og datter. Hun har valgt at læse design i England, så de vil lige agere turister i Skandinavien inden semesterstart. De skal til Hovedbanen. Jeg samlede dem op ved Christiansborg, og vi er nået frem til Glyptoteket. Taxametret står på 177 kr. Det er lidt pinligt, synes jeg. Hvad vil de ikke tænke om taxakørsel i København i fremtiden? Jeg orienterer dem naturligvis om vandsituationen, og de forsøger at forstå. Jeg kommer til at tænke på orkanen Katrina, da den i 2005 hærgede New Orleans og på, hvor skrøbelig vores civilisation egentlig er. Selvfølgelig er der stor forskel på amerikanske og danske beredskabsplaner, men alligevel… byen brød jo nærmest ud i anarki. Det gør København nok ikke, men at en enkelt nats heftig regn kan ændre en bys stemning så radikalt, er slående.

Peter ”Gait”

Det er ved at være eftermiddag. Jeg får en tur til Skovlunde. Thank god! Jeg er ved at gå fuldkommen kold af at holde i kø. Lidt luft vil gøre godt. ”Kunder ved Ballerup Superarena”, beeper det frem på computerskærmen. Skovlunde og Ballerup er naboer, så jeg tager chancen og drøner derud. Yes! Jeg samler fire kinesere op, der skal til lufthavnen. Det er fandeme en god tur. Lidt over 500 dask koster det. De har set badminton og er i højt humør. Det smitter af. De spørger mig, hvordan man udtaler Peter Gades navn. Vi griner lidt over det bløde danske ”d”. Hvis man kører den helt ud, sidder tungen faktisk halvt ud af munden, også selvom man er kineser. ”Ga…DDDD…e”. Det viser sig, at de har høje stillinger i Nokia og er bosiddende i Finland. ”Hvorfor er Nokia ikke længere med i det mobile førerfelt”, vil taxichaufføren vide. Og det får jeg deres version af under forudsætning af, at jeg ikke gengiver oplysningerne. Så det må forblive uskrevet. Men det slår mig, hvor interessant det er at komme ”bag om kulisserne” på denne vis.

Fire indere på madlavningskursus

Vi nærmer os midnat. Trafikalt er det endelig ved at blive en normal søndag, hvor der er langt imellem bilerne, og det næsten kun er taxaerne, som præger bybilledet. Politiet har dog stadig afspærret store dele af byen, og deres blå blink er ikke mindre iøjnefaldende her ved nattetid. Min sidste tur er fire indere, som har været på madlavningskursus i det indre Kbh. De skal tilbage til deres hotel. Vi har ingen kontakt, men de snakker i et væk og klukler. Jeg tænker lidt på sprog, mens jeg kører ud mod Amager. Hvor sjovt det er, at historien former forskellige lyde og tungebevægelser, som tilsammen skaber mening for forskellige folkefærd. Jeg fatter hat indisk, men kan ikke lade være med at smile, når de bryder ud i latter. Og på den vis taler vi jo alle sammen med samme sprog. Peter Lund Madsen skriver i sin bog Dr. Zukaroffs Testamente, at der er større genmæssig forskel i en chimpanseflok, end der er på hele jordens befolkning. Den tanke godter jeg mig lidt ved og føler mig tættere på de fire fremmede fra Indien, da jeg sætter dem af.

Fyraften

Tilbage på Bryggen. Gisp… På en normal søndag kører man som taxichauffør 2500 kr. ind. Jeg har i dag haft kunder for 5154 kr. Det er min personlige rekord. Slet ikke så tosset, men fuck, hvor er jeg træt. Mine dyner kalder på mig. Og i morgen skal jeg igen agere psykoterapeut, så jeg må hellere få noget søvn.

 

Vor tids folkesygdom: depressioner og stress

 

Katharsis hed det, når tilskuerne i det gamle Grækenland oplevede en følelsesforløsning via teatertragedien. En slags lutring af emotioner og sind, som opstod i overværelsen af det drama, der udspillede sig for deres øjne. For de antikke grækere var en sund og bevidst omgang med følelserne og eros en naturlig prioritet i rejsen mod det hele menneske.
Kan vores samfund lære af det – hvad angår følelserne? Er der noget i vor tids måde at anskue følelser på, som i stedet for at skabe balance er årsag til det enorme antal sjælelige lidelser, ikke mindst de mange depressionsdiagnosticeringer vi oplever i dag?
I Danmark følger Sundhedsstyrelsen ICD-10-systemets diagnosticeringer, og under ”depression” kan man læse, at det har noget med følelser at gøre. Følelser.
Det latinske depressio, som ”depression” er afladt af, betyder ”at trykke nedad”. Så hvis fænomenet har med følelser at gøre, er det nærliggende at antage, at en depression handler om at trykke følelser ned, og at når de bliver det, opstår der den situation af mismod og modløshed, som kategoriseres ”depression”.
Nuvel.
Hvorfor er det så, at danskere, som diagnosticeres med denne sygdom, kun får tilbudt lykkepiller eller kognitiv terapi (eller begge ting)? Det er jo netop at ”trykke følelser ned”. Lykkepiller lægger en medicinsk dæmper i kontakten til følelserne, og kognitiv terapi henter sine løsninger via tænkning og evalueringer i et forsøg på at ”strukturere sig” ud af psykisk modgang og har i sin oprindelige konstruktion intet med følelseskontakt at gøre.
Man har altså fra offentligt hold valgt at takle ”det med følelser” ved ikke at lade dem komme til orde. Følelserne.

Vi skærer følelserne fra
Søren Kierkegaard talte i sin bog Begrebet Angest om ”angst ved det gode” og ”angst ved det onde”. Det sidste er et resultat af ikke at lytte til angstens budskab, medens det første opnås ved at give efter og flyde med i accept. Hvis man lytter til følelserne, skaber det frihed, som Kierkegaard skriver. Det er altså snarere den mentale, vurderende stillingtagen til følelserne, der skaber ufrihed i sindet, end det er selve følelserne, der er noget galt med.
Følelser er flow, energi, dynamik og seksualitet. Det er den indre virkelighed, vi møder os selv og vores omverden med. Det er en radar på en konstant rejse udi fornemmelser. En følgesvend til at afgøre rigtigt og forkert, godt og dårligt, mødte og ikke mødte behov. Følelser er hverken gode eller dårlige. De er bare. Og det er i samspillet mellem vores mentale konstruktioner og de ikkekontrollerbare følelser, at mening udspilles. Og når det ene adskilles fra det andet, er det, at længslen, frustrationerne og de i kølvandet tilhørende destruktive cirkler og mønstre opstår.
Og nej, det er ikke kun Sundhedsstyrelsens skyld. Vores samfund dyrker en ensidig vægtning på det rationelle, hvor tænkning og sund fornuft er institutionaliseret som højeste værdi i praktisk taget alle samfundsstrukturer, mens følelser langt fra figurerer som ligeværdig partner. Det er således vores fundamentale menneskesyn, den halter med, og som er vigtigste årsag til de mange stresssymptomer, depressioner og andre typer sindslidelser. Hvor kinesernes syn på balance er at finde i yin og yang, kunne vesterlændinges pendant være rationalitet og følelser. Problemet er, at vi skærer det sidste fra.

“Sunde” incestofre
”Tankernes Kraft” hed programmet, som DR viste i marts 2012, hvori det blev påvist, at 70 procent af effekten ved lykkepiller er placebo. 70 procent! Burde det tal ikke i sig selv afstedkomme en revolte i forhold til, hvordan vi som samfund takler sjælelige kvaler kontra bevidsthed? Altså at bevidstheden, hvad den så end er, har en iboende evne til at hele sig selv, hvis den bliver budt de rette omstændigheder.
Selvfølgelig er der tilfælde, hvor brugen af lykkepiller er berettiget, og eftersom hjerneforskningen er i så rivende udvikling (på grund de mange midler, den tilføres), vil der givetvis med tiden opstå større forståelse for fysiske dysfunktioner.
Men det ene bør ikke udelukke det andet. Og det ”andet” er her ikke kun en kognitiv tilgang, men at anskue mennesket holistisk, så vi i stedet for at stigmatisere sindet og herunder placere enorme mængder mennesker (læs: ressourcer) i klistrede, syge og usunde selvopfattelser, sætter lid til bevidsthedens potentialer og lader et mere balanceret menneskesyn træde frem.
Når man inden for incestforskningen taler om, at incestofre går fra elendighedsperspektiv til resiliensperspektiv, hvor de i stedet for at være ofre for fortidens handlinger, formår at skabe et godt liv, er det et langt, sejt træk, hvor modgangen faktisk har givet dem styrke (resiliens) til at finde mening, og hvor følelser og bevidsthed – sammen – anskues som ressourcer og det springende punkt i rejsen mod heling