Pige 20 år: For første gang føler jeg, at livet er værd at leve

 

Jeg er 20 år gammel og jeg har nu gået hos Jimmy i ca. halvandet år. Jeg er begyndt efter halvandet år for første gang – i nærmest hele mit liv – at føle mig glad. I sidste session sagde jeg til Jimmy, at jeg følte at mit liv var blevet værd at leve. Det er noget helt nyt for mig.

Mit liv har bestået af mange kampe. Kampe som jeg simpelthen ikke kunne vinde – i hvert fald ikke med de vaner jeg har fået internaliseret siden jeg var helt lille. Jeg er igennem mit liv  blevet fortalt af så mange mennesker, så mange gange, at jeg var forkert, tyk, dum, grim – intet værd –  at jeg har troede på dem. Jeg følte mig som skrald. Jeg følte nærmest at det gjorde verden ondt at jeg var her.

Jeg har aldrig lært at udtrykke mine følelser… Jeg har ikke kunne udtrykke vrede, min sorg. Jeg frøs mine følelser så langt ned, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Næsten ligeså langt tid jeg kan huske, har jeg gået rundt og hadet alt – og jeg mener hadet, i ordets reneste betydning – alt i mens verden så på mig og kaldte mig glad. ‘Den Glade Pige’. For jeg var altid glad udadtil, jeg var altid smilende udadtil, jeg var altid positiv og grinende udadtil… Men i virkeligheden kogte jeg inden i. Da ‘Den Glade Pige’ nogle gange så lidt bedrøvet ud, vidste omverdenen jo ikke, at hun ikke bare var lidt ked af det, men hun simpelthen ikke havde lyst til at leve længere.

I løbet af de sidste 4 – 5 år har jeg kæmpet med meget – anorexi, bullimi, depression, cutting… Jeg hadede mig selv. Utrolig meget. De sidste mange år, har jeg frygtet at være alene, for så var der ikke noget at distrahere mig selv med. Jeg byggede hele mit liv – mig selv – på andre. Der var ingen mig, intet fundament. Jeg frygtede hver eneste nat, hvor jeg skulle ligge mig til at sove, for så var der ro og plads til, at jeg kunne mærke mine følelser, og det frygtede jeg mere end alt – mere end sult eller sår.

Jeg startede hos Jimmy halvandet år siden, efter jeg en morgen vågnede op og ikke kunne stå op, fordi verdens vægt simpelthen vejede for meget. Der tænkte jeg “jeg giver op,” og ringede derefter til Jimmy, selvom terapi var noget jeg ihærdigt havde undgået i mange år.  Det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jimmy sagde den første dag, at vi skulle have trukket nogle nye kabler igennem mig. Jeg skulle have direkte forbindelse mellem mine følelser og hvad der kom ud af min mund. Da han sagde det, tænkte jeg det var umuligt.

Men i dag føler jeg endelig for første gang i mit liv, at jeg har et fundament der er mig selv. Det er først her de sidste par måneder at jeg endelig er begyndt, at være reelt glad for første gang i mit liv. Det er selvfølgelig en proces, men pga. af arbejdet med Jimmy har jeg kunnet gå ned af vredens trappe og at få varmet min frosne vrede lidt efter lidt op. Få taget ‘Silent’ ud af ‘Silent Fury’. Jeg har  fået etableret “rene” forhold, dvs. hvor jeg får renset ud og sagt de ting jeg tænker og føler til omverdenen. Jeg kan være alene og nyde det. Jeg kan gå i seng og ikke føle panikken begynde at koge inden i mig når klokken bliver omkring 9. Jeg føler ikke længere angsten sidde i min mave som en permanent isklump, og det er nu kun undtagelsen at jeg føler angst, i stedet for før da det var en stor undtagelse at jeg følte mig rolig. Jeg kan endelig trække vejret.

Tak Jimmy

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan

Marts 2015

“Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan”…. lyder starten på et brev, jeg forleden fik med posten fra en af mine klienter. Han har været alkoholiker, sexafhængig og har opholdt sig over 15 år i Scientology… I det følgende løfter han noget af sløret for, hvordan vores forløb har været og for hans egen rejse i livet.

Mand 50 år

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan.

Set udefra kan min barndoms familie vel beskrives som en kernefamilie.
Jeg er født og opvokset på en gård, hvor far arbejde hjemme og mor var hjemmegående husmor. Der var mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg fik en i røven engang imellem, men nok ikke værre end ved så mange andre familier dengang (sikkert mindre).

Men så stoppede idyllen også.

Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg haft det ad helvede til. Følt mig ubetydelig, mindreværdig, ikke respekteret/accepteret, aldrig blevet hørt efter og så videre.

Da jeg kom I skole udviklede det sig til at jeg var den stille dreng der ofte blev mobbet og det der med piger, ja det var noget de andre kunne finde ud af.

Som ca 12 årig fandt en kammerat og jeg et gammelt Weekend-sex blad I grøfte- kanten og den dag idag kan jeg stadig huske det sug det gav I maven (og den erektion jeg fik) da jeg begyndte at læse i det. Det blev første gang jeg onanerede til porno og så var den sti egentlig stukket ud. Porno blev mit ultimative fix, som fik mig til at glemme hvor træls det hele var, for et kort øjeblik. Da jeg blev ældre fik jeg arbejde og det blev et “fix” mere. Jo mere jeg arbejdede, jo mindre mærkede jeg hvordan jeg havde det.

Så opdagede jeg alkohol. Nyt “fix”. Som oveni købet gjorde mig til selvskabsløve. I en alder af 22 havde jeg etableret en solid afhængighed af porno/onani, arbejde og alkohol. Selvfølgelig var der ikke nogen af dem der var erkendt. Det var bare sådan livet var og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor ingen af dem var et problem.

Scientology havde løsningen

For at fuldende ligningen fandt jeg Scientology, som gav mig svarene på alt hvad der var gået galt i mit liv og som hjalp mig til at komme over mine problemer (troede jeg).

20 år senere, adskillige 100.000 kroner fattigere og med en familie (især mine børn)som i høj grad havde betalt prisen for mit engagement for, at redde mig selv og verden, sejlede jeg videre i livet.

Men nu stod jeg jo egentlig ganske godt rustet til at leve livet, syntes jeg (det blev dog voldsomt modbevist senere, jeg var faktisk dårligere stillet end nogensinde før).

En skilsmisse senere, blev et hektisk liv sat i overdrive (faktisk så meget at jeg  nu kikker tilbage og tænker: Hvordan dælen overlevede jeg det der).

Et vigtigt vendepunkt

Vendepunktet kom (langsomt) da jeg mødte en ny pige, som havde alle de kvaliteter,  jeg nogensinde havde efterspurgt. Og som den opmærksomme læser jo nok allerede har regnet ud, så startede det med fantastisk sex og masser af det.  Det var dog langt fra det eneste. Hun var, og er et fantastisk menneske.

Alkoholen blev langsomt trappet ned.

Arbejdet blev skiftet ud med noget knapt så hektisk.

Pigerne var det slut med.

Scientology var det slut med.

Men pornoen og onanien, var der stadig. Det gav mig en god fornemmelse, som jeg slet ikke kunne se hvordan jeg kunne undvære (eller nogen grund til at undvære).

Min kone kom med sin egen bagage, så livet var bestemt ikke uden problemer. Men vi var enige om at vi ville hinanden, selv når det var aller værst (og det var slemt indimellem.) Så vi begyndte at gå hos en ægteskabsrådgiver. Og gik snart i terapi hver for sig også. Og det hjalp alt sammen, livet blev stille og roligt bedre og bedre, for så at ramle fuldstændigt sammen igen. Til tider vidste jeg overhovedet ikke hvad jeg ville, ud over jeg ville have mit liv med min kone til at hænge sammen. Var dog flere gange ved at opgive.

Det var først efter en meget traumatisk hændelse for min kone og mig, jeg begyndte at acceptere, at der måske var noget overdrevet ved mit sexbehov, men stadig ikke nok til at jeg seriøst begyndte at kikke på det, jeg mente kun jeg var i en ”gråzone”. Der skulle en internet affære til, som indlysende sårede min kone meget, før det gik op for mig, hvor meget sex styrede mit liv. Og hvor meget det havde betydet for mine nærmeste.

Er jeg mon sexafhængig?

Og det fik mig til at spekulere over om jeg var sexafhængig. Efter en session med en terapeut med speciale i sexafhængighed, så gik det pludseligt op for mig hvor meget sex egentlig styrede mit liv (og mit følelsesliv). OG PLUDSELIGT GIK DET OP FOR MIG. JEG VAR RYGENDE AFHÆNGIG AF SEX. Derefter begyndte jeg at læse om sexafhængighed og der var en masse ting der faldt på plads. Jeg lærte om hvad udløsningen gjorde for mig på et cellulært/kemisk niveau. Og holdt stort set op med at onanere. Det holdt hårdt indimellem.

Så fandt jeg Jimmy og livet har ikke været det samme siden (og betragter mig selv som svineheldig, at han var den første der dukkede, op da jeg søgte på terapeuter til sexafhængighed). Det er selvfølgeligt overdrevet og det skete ikke bare på engang. Men i min første session med ham, havde jeg regnet med, at vi skulle snakke en masse om sex og hvordan jeg havde det og hvor det kom fra og alt det der.

Han lyttede til mig i ca 10 minutter hvor jeg fortalte en del om min barndom og så skar han direkte igennem og spurgte, hvad er det der? Og så kørte det ellers.

Nu kommer der så en lovprisning af Jimmy.

Jeg har efter adskillige timers terapi hos andre terapeuter og mange timers ”åndelig vejledning” i Scientology, aldrig nogen sinde mødt en person, der som Jimmy har været i stand til at læse mig og hjælpe med at skære ind til benet. Han er utroligt vidende om den proces der foregår inde i mig og formår at lede mig hen til de steder hvor der virkelig er kød på.

Jeg fandt Lille-Artemidoros igen

Sammen med Jimmy har jeg været ned og finde lille ulykkelig, oversete Artemidoros.
Jeg har holdt ham i hånden og givet ham omsorg og kærlighed.
Jeg har været nede og kikke på situationer hvor jeg var meget ulykkelig og helst bare ville gemme mig i min lille boks (med en stak pornoblade)
jeg har været ned at kikke på hvad mine forældre gjorde mod mig (eller nærmere ikke gjorde) og givet dem begge en ordentlig skideballe for at have været som de var.

Jeg har været nede og kikke på lille ulykkelige Artemidoros, kontra store smarte/selvsikre Artemidoros og har fået sat ord på begges baggrund og plads i mit liv.

Jeg har været ned at kikke på baggrunde for de konflikter jeg har haft både med min nuværende og med min ekskone og har også kikket på mig selv med deres øjne (faktisk ikke noget jeg var særligt stolt af, det var ikke et kønt syn). Nu sidder jeg så her og kan kikke tilbage på et liv som bestemt ikke har været kedeligt. Men det har været utroligt hårdt og det har haft en høj pris for nogle af de mennesker som er mig tættest og som burde have kunnet regne med at være min topprioritet.

Tiden efter terapien

Jeg er ikke ”kureret”. Men jeg er på et MEGET bedre sted end jeg nogensinde har været før.

Jeg har fået sat ord og billede på hvad det var inde i mig som gjorde at jeg brugte sex i det omfang jeg gjorde (og arbejde og alkohol). Sex betyder stadig meget for mig og jeg vil formentlig altid have et stort behov, men det er på en anden måde. Nu er det ikke altafgørende for mit velbefindende.

Efter ca 20 timer ved Jimmy er der væltet en masse skeletter ud af skabet og en masse erkendelser, som jeg ikke vil kede læseren med en komplet liste over.

Men sex (og alkohol)var blevet en altafgørende faktor i mit liv, så afgørende at mit arbejdsliv blev planlagt ud fra hvordan jeg bedst kunne tilgodese de behov.

Porno, sex og onani blev min måde at give mig selv omsorg på.

Jeg betegner ikke mig selv som sexafhængig mere.  Jeg er heller ikke afhængig af arbejde eller alkohol.

Jeg kan godt savne det, men jeg kan arbejde med det. Jeg elsker en kold øl eller 5, men behøver ikke drikke mig helt i hegnet.

Jeg prøvede at stoppe helt med onani, men da der skete en masse andet i mit liv samtidigt med, så oversteg det mine ”evner”. Kort sagt, så tror jeg at jeg var brændt sammen oveni hovedet, hvis jeg havde stoppet helt, så det er et projekt for fremtiden (hvis det skønnes at være nødvendigt).

Mine erkendelser (eller nogen af dem):

Jeg har indset at jeg har fejl og mangler og at det er okay.

Jeg har indset at det ikke alt sammen er min skyld og at jeg faktisk er værd at holde af (er sågar begyndt at holde af mig selv).

Jeg har indset at jeg kan have følelser og at det er okay at føle dem og snakke om dem.

Jeg har indset at jeg faktisk er værd at respektere for hvem jeg er (og ikke for at være den skøre festabe, arbejdsjunkie og skørtejæger, som skulle overgå alle andre for at synes han havde fortjent respekt)

Jeg har indset at jeg er værdifuld og jeg finder mig selv værdifuld.

Jeg kunne fortsætte længe endnu, men så skal jeg vist udgive en bog i stedet for.

Kort sagt: Uden Jimmys hjælp, havde jeg ikke siddet hvor jeg sidder nu og jeg er helt sikker på at mit ægteskab (med verdens mest fantastiske kvinde) ikke havde holdt.

For lige at slutte historien, så er min kone også begyndt hos Jimmy og det har været en kæmpe succes, både for hende personligt og for vores ægteskab.

 

Slut med sex uden ømhed

Tak til min gode ven Kenneth Heller Pedersen for billederne. Han er i dag finansieringsrådgiver, men slog sig tidligere op som professionel fotograf

Af Jimmy Hansen

Der er sikkert de, som vil påstå, at jeg er blevet kedelig. Vor tid emmer jo af opfordringer til at smage på så mange frugter som muligt; åbne forhold, swingerklubber, dynamiske relationer, fetichfester hvor man går all in med alverdens partnere osv. Og tro mig, som tidligere sexafhængig, har jeg fået min andel af kirsebær. Men nu er det altså slut. Jeg gider ikke længere bolle med alle mulige fremmede. Der skal være kærlighed med i billedet, før jeg vil tænde op for min seksualenergi.

Men how the f… har jeg kunnet gå fra at ville nedlægge praktisk taget alt af hunkøn med en temperatur på 37 grader til ikke at gide det mere? Eller til kun at ønske at gøre det, når mit hjerte og ømheden er involveret?

DSC_1445Well, det startede for en del år siden, hvor jeg stod på et diskotek, og for gud ved hvilken gang skannede danserummet for de to kategorier: kærestepotentialer og mulige bollepartnere. Der var ingen i første kategori, så jeg gik i gang med at kategorisere bollepotentialerne på en skala fra 1-10. 10’erne ville jeg af al magt forsøge at få kontakt med i løbet af aftenen, mens 1’erne og 2’erne, sløje som de var, måske kunne bruges som backup. Denne aften, da skanningen fandt sted, blev jeg melankolsk. Det havde jeg nu prøvet før, men følelsen forbandt jeg i dette tilfælde med noget andet. En form for længsel efter at eje mig selv… ”At eje mig selv”… jeg havde ingen anelse om, hvor kraftfuld en virkning disse ord ville få på mit sind og min fremtidige væren i verden, men den umiddelbare konsekvens blev, at jeg drejede om på hælen og spadserede hjem. Trist, uden nye telefonnumre, men med følelsen af, at oplevelsen ville ændre mit liv.

Og det kom den også til. Eller. Aftenen stod jo ikke alene, for min selvudviklingsrejse havde pågået i mange år, men den kom til at fungere som et slags wakeupcall.

DSC_1591Og hvordan er jeg så gået fra at være rygende addicted af kvindekøn til nærmest på eksistentialistisk vis at fravælge den libidinøse omgang med dem og faktisk ikke ”tænde” på det? Når tænde står i citationstegn, er det selvfølgelig for at illustrere, at der stadig kommer ild i min mave, når jeg ser en 10’er på bolleskalaen, men ilden er i dag rundet af noget andet. Den knytter sig op til, at det er fedt at mærke livet i mig, men det betyder ikke, at mit liv bliver fattigere, hvis ikke jeg forsøger at få hende om på ryggen. Faktisk tværtimod.

DSC_1565Så i forhold til spørgsmålet er det ultrakorte svar: mange, mange ting. Fra dynamiske og zeninspirerede meditationer, til selvudviklingsuddannelser, alverdens workshops og masser af relevant læsning. Det i særklasse vigtigste element har dog været at gå i individuel terapi hos oplevelsesorienterede psykoterapeuter. Her har jeg kunnet boltre mig i et sprogligt rum renset for fordomme og føle mig set og værdsat. Og langsomt få mere og mere rigtighed ind i mine systemer. Eller mindre og mindre skam. Min adfærd med kvinder var således et resultat af nogle traumespor, der huserede i mit sind og kørte mig rundt i manegen. Jeg havde en masse ubearbejdet smerte i mit system, som jeg seksualiserede via kvinder. Men da først jeg fik nedbrudt den dårlige skam, kunne vi nærme os traumets center, som blandt andet handlede om, at jeg var blevet udsat for et seksuelt overgreb af to ældre børn i mit barndomskvarter.

I forhold til traumer siger man, at det er den manglende evne til at reagere fyldestgørende på truslen, der skaber traumet, snarere end selve oplevelsen, der forbindes med det. Og det var og blev mit problem. At jeg ikke ejede evnen til at udtrykke mine behov og følelser, når jeg blev udsat for et overgreb, mistede elskede kærester eller oplevede mine forældres skilsmisse. Jeg lukkede tingene inde i mig selv, og netop derfor blev det til traumer, som i forhold til kvinder udmøntede sig i et split mellem min seksualitet og mit hjerte, hvor jeg enten var meget i hjertekontakt eller voldsomt sexfikseret. Aldrig begge ting. Rejsen tilbage handlede således også om at få mere sex ind i mit hjerte og mere hjerte ind i mit sexliv.

Ordene og melankolien på dansegulvet var med andre ord ekkoer i mit sind, som ønskede sig min opmærksomhed.

DSC_1627

Noget af det vigtigste i min rejse har været forståelsen af, at min adfærd har haft en mening. At det faktisk har været mit systems ”geniale” måde at takle mine problemer på. Altså en måde at skabe (dopamin)belønning på, fordi det har gjort for ondt at mærke mig selv. En belønning, der altså i lang tid var nødvendig. Men da jeg først fik adgang til traumets center og senere fik det helet, var den fikserede tilgang til det modsatte køn ikke længere nødvendig, og jeg kunne få en større empati og hjertelig kontakt til mig selv og i sidste ende kvinder.

Slutteligt er det vigtigt for mig at understrege, at dette IKKE er et normativt indspark. Kun en personlig beretning, som har taget nogle tilfældige drejninger. Jeg er altså på ingen måder fortaler for at returnere til victorianske tilstande eller på anden vis præget af en nypuritansk optik. Jeg vil dog påstå, at der på kønnenes mange scoremarker eksisterer kilometervis af ufrihed, som stikker dybere end blot den hedonistiske lyst til at sutte endnu en pik eller trække atter et sæt trusser af en bacardihorny kvinde. En ufrihed, som handler om at være i sine lysters vold (på den dårlige måde) i stedet for at være sig selv tro – hvad det så end betyder for den enkelte.

Og sagt på en anden måde, så var det nødvendigt for mig i årevis at have mange ”dansepartnere” for at blive hel og kunne vælge frit. Jeg ville altså ikke have været det foruden. Men hvis jeg havde indledt karrieren med et 20 år langt ægteskab og fire børn, havde rejsen mod helhed måske været den modsatte. At jeg i dag fik frihed ved at give den gas på swingerklubbernes laklagner eller bytte partnere i stor stil. Sådan er seksualitet og vores individuelle rejser sjovt nok så forskellige.