Blev misbrugt seksuelt i to år af en sindsforvirret mand

Følgende beretning er fra en af mine klienter igennem snart et lille års tid.

Maj 2015

Jeg er en ung mand på 25 år der siden teenageårene har følt at der var noget som ikke stemte overens med det liv jeg virkelig ønskede mig. Der var noget som manglede. Måske noget der blev overset. Men jeg vidste ikke hvad det handlede om. Jeg var ung. Sex og piger var nyt. Det fyldte rigtig meget og især på dette område følte jeg mig ikke god nok. Oveni hatten havde jeg store sociale og faglige vanskeligheder i skolen. Det viste sig senere i gymnasiet at være et ligeså stort problem. Det var virkelig alvorligt, tænkte jeg. Heldigvis kom jeg ud af gymnasiet med et godt gennemsnit, takket være min mor som slæbte mig igennem en hård og slidsom læseferie. Men selv det gode gennemsnit betød ingenting. Det var kun en kortvarig glæde som hurtigt forsvandt af den dér ”der mangler noget” fornemmelse.

Jeg havde tidligt i min barn og ungdom hurtigt skabt mig en forestilling om at nu hvor jeg ikke kunne bruge mit hoved i skolen, eller være ham den charmerende fyr alle pigerne ønskede, så var der ikke noget jeg duede til. Udadtil virkede jeg som ham der kunne drible med de gode karakterer og score hende den søde fra 1.y. Sådan var det bare ikke. Det var en facade som skjulte alle de tunge sten jeg bar rundt på.

Men én ting som aldrig har været en facade. Det er følelsen af at jeg ikke vil give op. ”Det er livet simpelthen for kort til.” Sagde jeg flere gange til mig selv. Måske er det derfor jeg med nød og næppe har overlevet alle de kriser jeg har været igennem. Jeg har prøvet mange ting på selvudviklingens vej. Mange fornuftige ting der har bragt gode og lærerige stunder med sig. Men hver gang endte det alligevel med at jeg fik den velkendte følelse af at der var noget som manglede.

En dag kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg måtte tale med nogen. Der måtte være et menneske derude som kunne hjælpe. Jeg begyndte at søge på ord som ”pornoafhængig” og ”terapi” inde på Google og som en stjerne sendt fra himlen fandt jeg Jimmy. Det er cirka 10 måneder siden jeg havde min første session hos Jimmy og livet har bestemt ikke været det samme siden. Her er endelig et menneske hvis baggrund på mange måder minder om min egen. En som forstår og anerkender mig for den jeg er. Her er et rum hvor jeg endelig kunne åbne helt op for posen og blotte alt den skam, smerte, angst, vrede og sorg jeg har haft gemt væk i så mange år.

Sexmisbrug

Jeg er godt i gang med et kæmpe terapeutisk oprydningsarbejde i min svære og tragiske fortid. Kort fortalt blev jeg i en periode på 2 år udsat for seksuelle overgreb af en psykotisk mand i begyndelsen af teenageårene. Oveni det kommer jeg fra en splittet familie med en fraværende far og en mor med depression og overlast fra sin egen barndom. Ingen tryghed, ingen omsorg og min unge pubertetskrop der blev brugt og mishandlet. Ja, en rigtig lortestart på livet.
Jeg har brugt porno til at imødekomme mit omsorgssvigt fra barndommen og traumerne fra de seksuelle overgreb. Det har været min lykkepille til at holde mig oprejst i alle de svære perioder. Jeg har skammet mig meget over brugen af porno. Særligt fordi jeg gik rundt med nogle seksuelle fantasier som er lidt udover det sædvanlige. Jeg følte det var skadeligt og hvis nu nogen fandt ud af hvad jeg gik og tændte seksuelt på, så ville jeg få et stempel i hoved som ”klam” eller ”underlig”.

Jeg har fundet ud af at jeg ikke er den eneste i verden med nogen lidt anderledes fantasier og der derfor ikke er noget galt med mig. Skam kan ødelægge meget for ens tilværelse og da jeg fik punkteret min omkring pornoen og fantasierne, så var det en kæmpe lettelse at mærke den frihed der kom ud af det.

Pornoen er ikke lagt helt på hylden, men til gengæld føler jeg mig ikke længere styret af den på samme måde som før. Nu bruger jeg den efter behov og forhåbentlig kan jeg give helt slip på den en skønne dag. Der er stadig meget terapeutisk arbejde at tage fat om. Jeg har indimellem nogle perioder med heftigt stormvejr som trækker mig ned i et hul, men heldigvis har jeg Jimmy ved min side når det er allerværst.

I dag går jeg stadig i regelmæssig terapi hos Jimmy og har ingen intentioner om at stoppe før jeg er kommet over på den anden side.

DSC01439

Foto: Jimmy Hansen

Pige 20 år: For første gang føler jeg, at livet er værd at leve

 

Jeg er 20 år gammel og jeg har nu gået hos Jimmy i ca. halvandet år. Jeg er begyndt efter halvandet år for første gang – i nærmest hele mit liv – at føle mig glad. I sidste session sagde jeg til Jimmy, at jeg følte at mit liv var blevet værd at leve. Det er noget helt nyt for mig.

Mit liv har bestået af mange kampe. Kampe som jeg simpelthen ikke kunne vinde – i hvert fald ikke med de vaner jeg har fået internaliseret siden jeg var helt lille. Jeg er igennem mit liv  blevet fortalt af så mange mennesker, så mange gange, at jeg var forkert, tyk, dum, grim – intet værd –  at jeg har troede på dem. Jeg følte mig som skrald. Jeg følte nærmest at det gjorde verden ondt at jeg var her.

Jeg har aldrig lært at udtrykke mine følelser… Jeg har ikke kunne udtrykke vrede, min sorg. Jeg frøs mine følelser så langt ned, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Næsten ligeså langt tid jeg kan huske, har jeg gået rundt og hadet alt – og jeg mener hadet, i ordets reneste betydning – alt i mens verden så på mig og kaldte mig glad. ‘Den Glade Pige’. For jeg var altid glad udadtil, jeg var altid smilende udadtil, jeg var altid positiv og grinende udadtil… Men i virkeligheden kogte jeg inden i. Da ‘Den Glade Pige’ nogle gange så lidt bedrøvet ud, vidste omverdenen jo ikke, at hun ikke bare var lidt ked af det, men hun simpelthen ikke havde lyst til at leve længere.

I løbet af de sidste 4 – 5 år har jeg kæmpet med meget – anorexi, bullimi, depression, cutting… Jeg hadede mig selv. Utrolig meget. De sidste mange år, har jeg frygtet at være alene, for så var der ikke noget at distrahere mig selv med. Jeg byggede hele mit liv – mig selv – på andre. Der var ingen mig, intet fundament. Jeg frygtede hver eneste nat, hvor jeg skulle ligge mig til at sove, for så var der ro og plads til, at jeg kunne mærke mine følelser, og det frygtede jeg mere end alt – mere end sult eller sår.

Jeg startede hos Jimmy halvandet år siden, efter jeg en morgen vågnede op og ikke kunne stå op, fordi verdens vægt simpelthen vejede for meget. Der tænkte jeg “jeg giver op,” og ringede derefter til Jimmy, selvom terapi var noget jeg ihærdigt havde undgået i mange år.  Det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jimmy sagde den første dag, at vi skulle have trukket nogle nye kabler igennem mig. Jeg skulle have direkte forbindelse mellem mine følelser og hvad der kom ud af min mund. Da han sagde det, tænkte jeg det var umuligt.

Men i dag føler jeg endelig for første gang i mit liv, at jeg har et fundament der er mig selv. Det er først her de sidste par måneder at jeg endelig er begyndt, at være reelt glad for første gang i mit liv. Det er selvfølgelig en proces, men pga. af arbejdet med Jimmy har jeg kunnet gå ned af vredens trappe og at få varmet min frosne vrede lidt efter lidt op. Få taget ‘Silent’ ud af ‘Silent Fury’. Jeg har  fået etableret “rene” forhold, dvs. hvor jeg får renset ud og sagt de ting jeg tænker og føler til omverdenen. Jeg kan være alene og nyde det. Jeg kan gå i seng og ikke føle panikken begynde at koge inden i mig når klokken bliver omkring 9. Jeg føler ikke længere angsten sidde i min mave som en permanent isklump, og det er nu kun undtagelsen at jeg føler angst, i stedet for før da det var en stor undtagelse at jeg følte mig rolig. Jeg kan endelig trække vejret.

Tak Jimmy

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan

Marts 2015

“Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan”…. lyder starten på et brev, jeg forleden fik med posten fra en af mine klienter. Han har været alkoholiker, sexafhængig og har opholdt sig over 15 år i Scientology… I det følgende løfter han noget af sløret for, hvordan vores forløb har været og for hans egen rejse i livet.

Mand 50 år

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan.

Set udefra kan min barndoms familie vel beskrives som en kernefamilie.
Jeg er født og opvokset på en gård, hvor far arbejde hjemme og mor var hjemmegående husmor. Der var mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg fik en i røven engang imellem, men nok ikke værre end ved så mange andre familier dengang (sikkert mindre).

Men så stoppede idyllen også.

Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg haft det ad helvede til. Følt mig ubetydelig, mindreværdig, ikke respekteret/accepteret, aldrig blevet hørt efter og så videre.

Da jeg kom I skole udviklede det sig til at jeg var den stille dreng der ofte blev mobbet og det der med piger, ja det var noget de andre kunne finde ud af.

Som ca 12 årig fandt en kammerat og jeg et gammelt Weekend-sex blad I grøfte- kanten og den dag idag kan jeg stadig huske det sug det gav I maven (og den erektion jeg fik) da jeg begyndte at læse i det. Det blev første gang jeg onanerede til porno og så var den sti egentlig stukket ud. Porno blev mit ultimative fix, som fik mig til at glemme hvor træls det hele var, for et kort øjeblik. Da jeg blev ældre fik jeg arbejde og det blev et “fix” mere. Jo mere jeg arbejdede, jo mindre mærkede jeg hvordan jeg havde det.

Så opdagede jeg alkohol. Nyt “fix”. Som oveni købet gjorde mig til selvskabsløve. I en alder af 22 havde jeg etableret en solid afhængighed af porno/onani, arbejde og alkohol. Selvfølgelig var der ikke nogen af dem der var erkendt. Det var bare sådan livet var og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor ingen af dem var et problem.

Scientology havde løsningen

For at fuldende ligningen fandt jeg Scientology, som gav mig svarene på alt hvad der var gået galt i mit liv og som hjalp mig til at komme over mine problemer (troede jeg).

20 år senere, adskillige 100.000 kroner fattigere og med en familie (især mine børn)som i høj grad havde betalt prisen for mit engagement for, at redde mig selv og verden, sejlede jeg videre i livet.

Men nu stod jeg jo egentlig ganske godt rustet til at leve livet, syntes jeg (det blev dog voldsomt modbevist senere, jeg var faktisk dårligere stillet end nogensinde før).

En skilsmisse senere, blev et hektisk liv sat i overdrive (faktisk så meget at jeg  nu kikker tilbage og tænker: Hvordan dælen overlevede jeg det der).

Et vigtigt vendepunkt

Vendepunktet kom (langsomt) da jeg mødte en ny pige, som havde alle de kvaliteter,  jeg nogensinde havde efterspurgt. Og som den opmærksomme læser jo nok allerede har regnet ud, så startede det med fantastisk sex og masser af det.  Det var dog langt fra det eneste. Hun var, og er et fantastisk menneske.

Alkoholen blev langsomt trappet ned.

Arbejdet blev skiftet ud med noget knapt så hektisk.

Pigerne var det slut med.

Scientology var det slut med.

Men pornoen og onanien, var der stadig. Det gav mig en god fornemmelse, som jeg slet ikke kunne se hvordan jeg kunne undvære (eller nogen grund til at undvære).

Min kone kom med sin egen bagage, så livet var bestemt ikke uden problemer. Men vi var enige om at vi ville hinanden, selv når det var aller værst (og det var slemt indimellem.) Så vi begyndte at gå hos en ægteskabsrådgiver. Og gik snart i terapi hver for sig også. Og det hjalp alt sammen, livet blev stille og roligt bedre og bedre, for så at ramle fuldstændigt sammen igen. Til tider vidste jeg overhovedet ikke hvad jeg ville, ud over jeg ville have mit liv med min kone til at hænge sammen. Var dog flere gange ved at opgive.

Det var først efter en meget traumatisk hændelse for min kone og mig, jeg begyndte at acceptere, at der måske var noget overdrevet ved mit sexbehov, men stadig ikke nok til at jeg seriøst begyndte at kikke på det, jeg mente kun jeg var i en ”gråzone”. Der skulle en internet affære til, som indlysende sårede min kone meget, før det gik op for mig, hvor meget sex styrede mit liv. Og hvor meget det havde betydet for mine nærmeste.

Er jeg mon sexafhængig?

Og det fik mig til at spekulere over om jeg var sexafhængig. Efter en session med en terapeut med speciale i sexafhængighed, så gik det pludseligt op for mig hvor meget sex egentlig styrede mit liv (og mit følelsesliv). OG PLUDSELIGT GIK DET OP FOR MIG. JEG VAR RYGENDE AFHÆNGIG AF SEX. Derefter begyndte jeg at læse om sexafhængighed og der var en masse ting der faldt på plads. Jeg lærte om hvad udløsningen gjorde for mig på et cellulært/kemisk niveau. Og holdt stort set op med at onanere. Det holdt hårdt indimellem.

Så fandt jeg Jimmy og livet har ikke været det samme siden (og betragter mig selv som svineheldig, at han var den første der dukkede, op da jeg søgte på terapeuter til sexafhængighed). Det er selvfølgeligt overdrevet og det skete ikke bare på engang. Men i min første session med ham, havde jeg regnet med, at vi skulle snakke en masse om sex og hvordan jeg havde det og hvor det kom fra og alt det der.

Han lyttede til mig i ca 10 minutter hvor jeg fortalte en del om min barndom og så skar han direkte igennem og spurgte, hvad er det der? Og så kørte det ellers.

Nu kommer der så en lovprisning af Jimmy.

Jeg har efter adskillige timers terapi hos andre terapeuter og mange timers ”åndelig vejledning” i Scientology, aldrig nogen sinde mødt en person, der som Jimmy har været i stand til at læse mig og hjælpe med at skære ind til benet. Han er utroligt vidende om den proces der foregår inde i mig og formår at lede mig hen til de steder hvor der virkelig er kød på.

Jeg fandt Lille-Artemidoros igen

Sammen med Jimmy har jeg været ned og finde lille ulykkelig, oversete Artemidoros.
Jeg har holdt ham i hånden og givet ham omsorg og kærlighed.
Jeg har været nede og kikke på situationer hvor jeg var meget ulykkelig og helst bare ville gemme mig i min lille boks (med en stak pornoblade)
jeg har været ned at kikke på hvad mine forældre gjorde mod mig (eller nærmere ikke gjorde) og givet dem begge en ordentlig skideballe for at have været som de var.

Jeg har været nede og kikke på lille ulykkelige Artemidoros, kontra store smarte/selvsikre Artemidoros og har fået sat ord på begges baggrund og plads i mit liv.

Jeg har været ned at kikke på baggrunde for de konflikter jeg har haft både med min nuværende og med min ekskone og har også kikket på mig selv med deres øjne (faktisk ikke noget jeg var særligt stolt af, det var ikke et kønt syn). Nu sidder jeg så her og kan kikke tilbage på et liv som bestemt ikke har været kedeligt. Men det har været utroligt hårdt og det har haft en høj pris for nogle af de mennesker som er mig tættest og som burde have kunnet regne med at være min topprioritet.

Tiden efter terapien

Jeg er ikke ”kureret”. Men jeg er på et MEGET bedre sted end jeg nogensinde har været før.

Jeg har fået sat ord og billede på hvad det var inde i mig som gjorde at jeg brugte sex i det omfang jeg gjorde (og arbejde og alkohol). Sex betyder stadig meget for mig og jeg vil formentlig altid have et stort behov, men det er på en anden måde. Nu er det ikke altafgørende for mit velbefindende.

Efter ca 20 timer ved Jimmy er der væltet en masse skeletter ud af skabet og en masse erkendelser, som jeg ikke vil kede læseren med en komplet liste over.

Men sex (og alkohol)var blevet en altafgørende faktor i mit liv, så afgørende at mit arbejdsliv blev planlagt ud fra hvordan jeg bedst kunne tilgodese de behov.

Porno, sex og onani blev min måde at give mig selv omsorg på.

Jeg betegner ikke mig selv som sexafhængig mere.  Jeg er heller ikke afhængig af arbejde eller alkohol.

Jeg kan godt savne det, men jeg kan arbejde med det. Jeg elsker en kold øl eller 5, men behøver ikke drikke mig helt i hegnet.

Jeg prøvede at stoppe helt med onani, men da der skete en masse andet i mit liv samtidigt med, så oversteg det mine ”evner”. Kort sagt, så tror jeg at jeg var brændt sammen oveni hovedet, hvis jeg havde stoppet helt, så det er et projekt for fremtiden (hvis det skønnes at være nødvendigt).

Mine erkendelser (eller nogen af dem):

Jeg har indset at jeg har fejl og mangler og at det er okay.

Jeg har indset at det ikke alt sammen er min skyld og at jeg faktisk er værd at holde af (er sågar begyndt at holde af mig selv).

Jeg har indset at jeg kan have følelser og at det er okay at føle dem og snakke om dem.

Jeg har indset at jeg faktisk er værd at respektere for hvem jeg er (og ikke for at være den skøre festabe, arbejdsjunkie og skørtejæger, som skulle overgå alle andre for at synes han havde fortjent respekt)

Jeg har indset at jeg er værdifuld og jeg finder mig selv værdifuld.

Jeg kunne fortsætte længe endnu, men så skal jeg vist udgive en bog i stedet for.

Kort sagt: Uden Jimmys hjælp, havde jeg ikke siddet hvor jeg sidder nu og jeg er helt sikker på at mit ægteskab (med verdens mest fantastiske kvinde) ikke havde holdt.

For lige at slutte historien, så er min kone også begyndt hos Jimmy og det har været en kæmpe succes, både for hende personligt og for vores ægteskab.

 

Havde Sarte ret?

Søndag 21. september 2014

Følg også Jimmy Hansen på Facebook her.

Dette er en blog om de oplevelser, Jimmy Hansen har som taxichauffør, når han kører taxi om søndagen. Find de øvrige tanker under fanebladet her.

Kan viden om landbrug være sexet?

thumb_image_7-jHR3_8

Dagens første kunde er en mand fra Indien. Sjovt, hvordan kemi næsten intet har at gøre med sprog og alt at gøre med energier bag ordene. Jeg kan li’ ham, fra det første jeg-hyrer-dig-og-din-taxa-nik, til vi 15 minutter senere giver hinanden hånd til farvel i Kastrup Lufthavn. Han er landbrugskonsulent. Jeg ved hat om agroindustri, landbrugsmaskiner og udstykning af marker og har egentlig ingen ambitioner om at ændre på det, men min taxakundes begejstring for sit fag smitter af. Jeg begynder at stille pænt mange spørgsmål. Han er tilknyttet et Danida-projekt, hvor inderne får dansk knowhow. I Indien er det enormt for en landmand at have 10 hektar jord, mens 150-200 hektar for en dansk landmand er et deltidsjob, som han forklarer mig. Det har selvfølgelig noget at gøre med moderne maskinparker og håndteringen af disse, men ikke kun: ”I modsætning til i Danmark, hvor man skal betale for jordene, går de i arv i indien, og når folk rask væk får 10 børn, skal de deles op, og så bliver de i sagens natur mindre og mindre,” siger han. Og så er der altså bare virkelig, virkelig mange mennesker per kvadratkilometer i det nordlige Indien.

At lægge el på Christiansborg

Christiansborg

Næste kunde ved også en masse om landbrug. Så jeg bruger min nyerhvervede viden og forsøger mig med en det-her-ved-jeg-godt-noget-om-attitude. Der etableres dog hurtigt en hakkeorden, hvor jeg er klart nederst. Jeg går tilbage i rollen som den spørgende. Han stod på i Tømmerup i Dragør og skal til Ganløse. Damn, det er en god tur. 750 kr. Han er elektriker og chef for et eller andet med håndtering af el-installationerne på Slotsholmen og i de gamle ministerier. Jeg ved bjælde om el, men det er interessant at høre om forskellen på håndtering af el i moderne bygninger kontra i de gamle fredede af slagsen som fx Christiansborg. Ofte går der et halvt år med alverdens forhandlinger, før man overhovedet kan påbegynde et arbejde i de bygninger. Fed kemi også med ham. Det tegner til at blive en luksus-taxadag. Jeg triller hjemad og noterer mig den skønne natur i Ganløse og omegn. Jeg har en lykkefølelse i kroppen.

Vi orker ikke længere at være klimaentusiaster

DSC00650

Foto: Jimmy Hansen. Det var en stor oplevelse at være med til COP15 som journalist. Det var jo en af de største sammenrend af politikere, erhvervsfolk og ngo’ere i moderne tid. Og vi klimajournalister var godt nok en eftertragtet vare i månederne op til selve topmødet. Billedet er taget af undertegnede i Bella Center, hvor Lomborg giver den… ja, Lomborg-gas

Da en ikkegråhåret Obama gik på talerstolen i rummet ved siden af, opstod der journalisttumult foran skærmen for at se ham tale

Foto: Jimmy Hansen. Da en ikkegråhåret Obama gik på talerstolen i rummet ved siden af, opstod der journalisttumult foran skærmen for at se ham tale

 

Da Helle Thorning endnu ikke var flyttet ind i Statsministeriet og gav sit socialdemokratiske klimabesyv under COP15

Foto: Jimmy Hansen. Da Helle Thorning endnu ikke var flyttet ind i Statsministeriet og gav sit socialdemokratiske klimabesyv under COP15

I forhold til taxaindtjening (at jeg næsten altid kører mange penge ind) siger min far troligt, ”du er sgu heller ikke uheldig, sønnike.” Jeg mener, at det udelukkende skyldes det faktum, at jeg kun kører taxa om søndagen. Jeg har langt mere overskud til at være taxa-ivrig – og til at være engageret i mine kunder, end chauffører der kører hver dag. Jeg holder forrest i køen i Indenrigsgården, da næste kunde melder sin ankomst. En kvinde med en barnevogn. Jeg får en bias om, at hun skal til Kastrupvej. Ved ikke lige, hvor det kommer fra, og desuden har jeg intet imod beboere på Kastrupvej. Men hun skal altså til Østerbro. Godt så. Jeg fornemmer, at der ikke er noget kemi imellem os, så jeg holder mine ord for mig selv. Tænker, at min tese fra inder-taxa-turen i morges holder stik. Da vi når til Holmbladsgade, smider hun en let trafikkommentar ud i kabinen. Noget omkring den store mængde trafik på Amagerbrogade set i lyset af en søndag. Jeg istemmer, det er faktisk lidt pudsigt. Vi taler os frem til, at det kan skyldes den forestående FCK-Brøndby-kamp. Inden jeg får set mig om, er vi i fuld gang med den fedeste snak om store og små ting. Vi har begge været glødende klima-nørder, hun for den politiske ende af bordet, undertegnede med de journalistiske briller og os begge med et nok lidt naivt ønske om at kunne gøre en forskel. Men der er bare så store blokke af klima-modvilje rundt omkring i den store verden, at reelle forandringer synes langt væk. Og på den anden side kan man jo heller ikke klandre 300 mio. indere for, at de godt vil have et køleskab, selvom det får enorm betydning for CO2-regnskabet. Eller for den sags skyld, at kineserne ønsker at blive transporteret rundt med bil. Så what to do…? Personligt, at lægge begejstringen eller det udtalte ønske om forandring på hylden og bare tage tingene, som de kommer. Man bliver tosset af at blive ved med at rende panden mod en mur. Så hellere nøjes med at nyde en god kop kaffe, en saunagus og en fed snak. Og intet andet. Da jeg sætter hende af, sidder hendes etårige datter på fortovet og lægger hovedet på skrå i en slags farvelmimik. Shit, hvor er hun charmerende. Jeg får lidt tanker om min egen datter, som ville fylde 22 år den 21. oktober 2014, hvis hun stadig havde været her. Jeg må nok hellere revurdere min tese om kemi ved første øjekast.

Årets ret

mielke1

De vandt Årets Ret i 2013 med svin, østers og tyttebær. Jeg har restaurantchefen for Mielcke & Hurtigkarl i bilen. Han arbejder 70 timer om ugen, men får ikke en tilsvarende betaling for det. Jeg forstår ikke helt, hvorfor han vil gå med til. Men han taler ivrigt om at brænde tilstrækkeligt for det. For maden. For restauranten. For det. Der er et eller andet omkring ”det”, som virker dragende. Som om ”det” repræsenterer et eller andet inderkreds-agtigt, hvor man som kok eller tjener eller restauratør kan knokle og få en særlig bonus, som bl.a. handler om, hvordan Norden kører med klatten i øjeblikket inden for denne branche og derved få en speciel status.

sartre2

Jeg synes, det er en hyggelig tur. Men vi er også uenige. Han påstår, at vi alle har et frit valg, og at livet dybest set handler om at følge sit hjerte og bare kaste sig ud i tingene. Påstanden provokerer mig. Jeg tænker på Sartre og på hans version af eksistentialismen. At den på mange måder er cool, men også billig. I min metier sidder jeg med dybt traumatiserede mennesker. Virkelig. Mennesker, som får Ekstra Bladet til at ligne en lightudgave af tilværelsen. Vi taler om folk, som er blevet misbrugt på den ene og anden måde og tilmed gjort forkerte fx i en religiøs kontekst. Hvad det gør ved sjælen at opleve et seksuelt overgreb og oveni få tildelt en ”sandhed” af omgivelserne, der dikterer, at det er vedkommendes egen skyld, er ikke for sarte sjæle. For at komme videre i en sådan situation skal den forulempede danse med et roligt nervesystem (typisk en terapeut) i mange år, før selvudslettelsen kan vende, og man kvit og frit fx kan banke en gourmetrestaurant på benene. Han er ikke helt uenig, og vi giver god hånd til farvel. Jeg ønsker ham og restauranten held og lykke med dette års udgave af Året Ret.

Fyraften

Indtjent 3765 kr. Det er skide godt. Men jeg er godt nok wasted. Jeg kører hjem og slapper af med lidt tv og popcorn.