Mænd uden vrede mister orienteringen, når det gælder kvinder

 

Af Jimmy Hansen

Du kan følge Jimmy Hansen på Facebook her.

Jeg havde engang en klient, en ung mand, som ikke kunne blive vred. Eller… han havde enormt meget vrede i sig, men vreden blev ”mentaliseret” og lød mere som en fugls kvidren, når den skulle udtrykkes, end en reel maskulin kraft. Samtidig klagede han over, at han havde svært ved det modsatte køn. Svært ved at finde sig til rette i kønnenes spil og i det hele taget finde sin egen manderolle i omgangen med piger. Undervejs i sessionen kom vi ind på, hvor vanskeligt han havde det med sin vrede, og hvor polariseret den optrådte for ham. At han enten hadede hele verden i et slags anarkistisk korstog eller var enormt selvudslettende i forhold til sine jævnaldrende og ikke mindst piger. Da jeg, som en øvelse, bad ham om at udtrykke sin vrede og sige, at han hadede mig, var han ved at flække af grin. Han sagde det – ”jeg hader dig” – men pakkede det prompte ind i et charmerende smil, når ordene var smuttet over hans læber.

Kvinder har brug for mænd, der kan sætte grænser
Men hvad er konsekvenserne, når mænd ikke kan tage kontakt til vreden?
Vreden bor ved siden af lidenskaben. Så når en mand ikke frit og uhæmmet kan træde ind ad vredesdøren, kan han heller ikke favne sin passion og liderlighed. Omgangen med det modsatte køn vanskeliggøres, fordi kvinder har brug for mænd, der kan sætte grænser, og en grænse bliver kun sat, når den er drevet af inderlighed, og når kvinden kan mærke, at han træder ind i det urcenter af kraft, som er definerende for hans maskulinitet. Og når han gør det, føler hun sig i virkeligheden tryg. For så ved hun, hvor hun har ham. Og nej, det betyder ikke, at manden bimler dirrende rundt som et dyr med rabies, men har en hvilende kontakt til ”døren vrede”, og som kan tages i brug efter behov.

Vreden gør, at manden kan vise kvinden kærlighed
Ifølge filosoffen Sokrates bor ”de højere” følelser såsom harme og aggressivitet omkring hjertet og brystet, hvor også modet hører til. Vreden er ifølge den gamle vismand en instans, som er med til at bevare en sund omgang med ”de lavere” følelser, huserende i maven og de indre organer.
En manglende kontakt til vreden og brystet vil med andre ord foranledige blokeringer i energierne og skabe grobund for passiv-aggressiv adfærd, hvor stikkende kommentarer og sarkastiske udgydelser mere bliver norm end undtagelse. I det sokratiske følelsesbillede kan man således sige, at vreden er nøglen til modet, der gør manden i stand til at udtrykke sine følelser. Og når han gør det, bliver han klar i sine indre systemer og undgår at få noget i klemme i forhold til sin kvinde. Derved bliver det også meget lettere for ham vise hende kærlighed. Og ikke mindst at rumme hende seksuelt.

Den ikke ufarlige vrede
Hvis vreden derimod er mere end ophobede frustrationer og eksempelvis omkranser et traume, kan visse ord og handlinger fra kvindens side lirke op til en indre roterende vulkan af sjælelig smerte, som, når den i et pludseligt ryk bliver aktiveret, får et udfarende udtryk, der kan være meget voldsomt. Endda med vold som følge. I de tilfælde kræver lindring næsten altid terapi. Et rum, hvor der er indsigt i at gribe den slags vrede an og indsigt i traumers natur.

Han dansede ud af terapirummet
Så galt stod det heldigvis ikke til for min klient. Efter fem-ti minutters overtalelse og gestaltiske øvelser begyndte han at sige, at han hadede mig – uden at fortrække en mine, og som om han virkelig mente det. Bagefter dansede han nærmest ud terapirummet, og efter et par dage sendte han mig en sms, hvor der stod, at han havde inviteret den pige, han var hemmeligt forelsket i, på date, og at det måske var første gang i hans liv, at han følte sig klar, mandig og afslappet i selskab med det modsatte køn.

Pige 20 år: For første gang føler jeg, at livet er værd at leve

 

Jeg er 20 år gammel og jeg har nu gået hos Jimmy i ca. halvandet år. Jeg er begyndt efter halvandet år for første gang – i nærmest hele mit liv – at føle mig glad. I sidste session sagde jeg til Jimmy, at jeg følte at mit liv var blevet værd at leve. Det er noget helt nyt for mig.

Mit liv har bestået af mange kampe. Kampe som jeg simpelthen ikke kunne vinde – i hvert fald ikke med de vaner jeg har fået internaliseret siden jeg var helt lille. Jeg er igennem mit liv  blevet fortalt af så mange mennesker, så mange gange, at jeg var forkert, tyk, dum, grim – intet værd –  at jeg har troede på dem. Jeg følte mig som skrald. Jeg følte nærmest at det gjorde verden ondt at jeg var her.

Jeg har aldrig lært at udtrykke mine følelser… Jeg har ikke kunne udtrykke vrede, min sorg. Jeg frøs mine følelser så langt ned, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Næsten ligeså langt tid jeg kan huske, har jeg gået rundt og hadet alt – og jeg mener hadet, i ordets reneste betydning – alt i mens verden så på mig og kaldte mig glad. ‘Den Glade Pige’. For jeg var altid glad udadtil, jeg var altid smilende udadtil, jeg var altid positiv og grinende udadtil… Men i virkeligheden kogte jeg inden i. Da ‘Den Glade Pige’ nogle gange så lidt bedrøvet ud, vidste omverdenen jo ikke, at hun ikke bare var lidt ked af det, men hun simpelthen ikke havde lyst til at leve længere.

I løbet af de sidste 4 – 5 år har jeg kæmpet med meget – anorexi, bullimi, depression, cutting… Jeg hadede mig selv. Utrolig meget. De sidste mange år, har jeg frygtet at være alene, for så var der ikke noget at distrahere mig selv med. Jeg byggede hele mit liv – mig selv – på andre. Der var ingen mig, intet fundament. Jeg frygtede hver eneste nat, hvor jeg skulle ligge mig til at sove, for så var der ro og plads til, at jeg kunne mærke mine følelser, og det frygtede jeg mere end alt – mere end sult eller sår.

Jeg startede hos Jimmy halvandet år siden, efter jeg en morgen vågnede op og ikke kunne stå op, fordi verdens vægt simpelthen vejede for meget. Der tænkte jeg “jeg giver op,” og ringede derefter til Jimmy, selvom terapi var noget jeg ihærdigt havde undgået i mange år.  Det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jimmy sagde den første dag, at vi skulle have trukket nogle nye kabler igennem mig. Jeg skulle have direkte forbindelse mellem mine følelser og hvad der kom ud af min mund. Da han sagde det, tænkte jeg det var umuligt.

Men i dag føler jeg endelig for første gang i mit liv, at jeg har et fundament der er mig selv. Det er først her de sidste par måneder at jeg endelig er begyndt, at være reelt glad for første gang i mit liv. Det er selvfølgelig en proces, men pga. af arbejdet med Jimmy har jeg kunnet gå ned af vredens trappe og at få varmet min frosne vrede lidt efter lidt op. Få taget ‘Silent’ ud af ‘Silent Fury’. Jeg har  fået etableret “rene” forhold, dvs. hvor jeg får renset ud og sagt de ting jeg tænker og føler til omverdenen. Jeg kan være alene og nyde det. Jeg kan gå i seng og ikke føle panikken begynde at koge inden i mig når klokken bliver omkring 9. Jeg føler ikke længere angsten sidde i min mave som en permanent isklump, og det er nu kun undtagelsen at jeg føler angst, i stedet for før da det var en stor undtagelse at jeg følte mig rolig. Jeg kan endelig trække vejret.

Tak Jimmy

Taxablog-indlæg: Borderline processer og sekundære responser

BLOGINDLÆGGET ER AT FINDE EFTER DISSE INDLEDENDE LINJER

Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

Søndag 91114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Borderline processer og sekundære responser

Jeg ved det godt. Det er nok historiens mest mystiske overskrift på en taxablog. Men ikke desto mindre har det fyldt i mit sind hele dagen. Som sidste uges blogindlæg vist tydeliggjorde, er jeg forelsket i min EFT-lærebog. Denne terapitraditions videnskabelige fundament hviler på et såkaldt nyhumanistisk menneskesyn, hvor det inkluderer tænkere som Blake, Rousseau og Kierkegaard og deres oprør mod at kategorisere mennesket strengt efter rationalisme, sociale konventioner og industrialisering. Men at man i stedet bør nære tillid til følelser og individuelle valg og lade det være kilde til erfaring og handling. Jeg er nået til borderlinere i min læsning. Eller det, EFT kalder borderline processer, eftersom de mener, at diagnosen ”borderliner” er en af de mest stigmatiserende diagnoser, vi overhovedet har. Den er designet til, at terapeuten ikke træder ind i nærvær, empati og ros, fordi man forlods forventer at møde et menneske (borderlineren), som splitter, som ikke kan sætte grænser, og som har en så selvdestruktiv adfærd, at det nærmest gør det ”farligt” for terapeuten at være autentisk og nærværende. Så hvad gør det ved terapi-setuppet, at alt det nærmest ligger i luften, inden klienten overhovedet træder indenfor i stuen? Uoverstigelige forhindringer. Alle såkaldte ”borderlinere” har enorme blokke af umødthed i deres systemer, men denne stigmatisering tjener til at understøtte et vist selvsyn: Klient: ”Jamen jeg er jo også borderliner, så det er grunden til, at jeg gør, som jeg gør”. Eller terapeut: ”Det er en borderliner, så jeg ved, at vedkommende vil dumpe mig før eller siden, og derfor har jeg hele tiden mine parader oppe”. Ingen af delene har en helende emotionel effekt på den længere bane. EFT foreslår derfor at kalde det borderline processer. At man ikke ER en borderliner, men at man HAR borderline processer, som er svingende, og som kan udmønte sig i ekstreme handlinger, men at det ER muligt at skabe positiv forandring (dog via længere terapiforløb) ved at gentage det empatiske møde. Igen. Og igen. Og igen.

Nå.

Crokodile Dundee

Med en norsk filthat kan man komme til at ligne Crokodile Dundee

Det er i hvert fald nogle af mine tanker, da dagens første kunder, tre pakistanere, melder deres ankomst. De skal til lufthavnen og lider vist ikke af borderline processer. Tværtimod, vil jeg nok sige. Det er tre gode venner, som har været på roadtrip i Norge, og de virker rolige og afslappede, og snakken går lystigt, hvor de fortæller om deres venskab (som går tilbage til folkeskolen (de er mellem 55-65 år)), og deres kærlighed til at rejse. De har ingen særlig tilknytning til Norge, men nød den storslåede natur. Da vi når Bella Center, beder de mig stoppe bilen, fordi den ene af dem har glemt sin telefon på Skandinavia Hotel. Jeg vender karaten, og vi stikker kursen tilbage mod centrum. De undskylder mange gange. Men… altså i stedet for at få en tur til 200 kr. får jeg nu en tur til 430 kr., så det… øhm… behøver I altså ikke undskylde. Tænker jeg. Men nøjes med at smile. Stemningen falder prompte til en norsk polartemperatur, og ingen af os siger noget hele vejen tilbage til hotellet. Bagsædemanden med den glemte mobil løber ind, og efter ca. 5 minutter kommer han tilbage… Denne gang med kulør i ansigtet. Jaaaaa, han havde glemt den i skuffen. I dette øjeblik slår det mig, at han ligner Crocodile Dundee med den mærkelige hat, han har på. Og det kan jeg ikke lade være med at udtrykke. Det får de andre til at storgrine, og de istemmer ivrigt, imens de fortæller, at han købte hatten i Lapland, og at den skulle være åh så fin med noget ganske særligt laplands-uld. Men at han i stedet tager sig grov og australsk Dundee-agtig ud. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hans øjne, mens de driller ham. De er store, åbne og sårbare. Og han nyder det. Nyder deres kærlige ironier. Det er virkelig gode, gamle venner, jeg har fået i taxaen.

Hyggelige og mindre hyggelige ture 

Se. Charmen ved taxakørsel er, at man får så mange forskellige oplevelser. På godt og ondt. De næste par ture får mit høje pakistanerhumør tilbage til normal leverpostej. Og nok endnu lavere. Den første tur er en ung kvinde, som skal fra Amager til Nørrebro. Hun sætter sig ind på bagsædet med mobilen klistret til øret og meddeler mig nonchalant destinationen. Det er de små ting i en hyrevogn, som tæller (altså på den skala, som omhandler, hvorvidt vi er høflige og formelle (og endda vrisne), eller om det kan udvikle sig til en skøn snak om alverdens ting). Hillerødgade er afspærret mod Vanløse pga. asfaltlægning. What? En kæmpe hovedvej. Det anede jeg ikke, så jeg er et øjeblik i tvivl om, hvor jeg skal køre hen. Og da kunden surt fortæller mig, hvad jeg skal gøre, er jeg sikker på, at vi er på den syrlige del af skalaen. Vedkommende stiger ud og ytrer tak, da hun får sin kvittering. Til det svarer jeg naturligvis velbekomme. Men det trickede åbenbart et eller andet i hende, så hun stikker nærmest truende hovedet ind i bilen og responderer vredt, ”hvad si’r du!!??” I det øjeblik spekulerer jeg på, om det mon er første gang i historien, at et ”velbekomme” tolkes som en provokation og en mulig ansats til konflikt. Jeg nøjes med at gentage mit ”velbekomme” med et smil om læben, hvorefter hun smækker døren i og skridter af. Det her er langt ud over mig, lyder mine tanker. Måske en kæreste, som er skredet i svinget. Jeg triller tilbage mod centrum.

DSC_0192

Foto: Jimmy Hansen. Min veninde Maria Fyrsterling og undertegnede spiser frokost med uber udsigt

Jeg holder ved Kultorvet tæt på Rundetårn, da mine tanker døser hen til en frokost, jeg havde med min gode veninde Maria Fyrsterling på Postcafeen for seks måneder siden. Jeg er en sucker for udsigter. Og de formår at diske op med en af byens bedste. Så ja, en latte koster 10 kr. mere end i stueetagen på Købmagergade, men fuck hvor smager den SÅ meget bedre. Well, ind træder tre norske kvinder, som er bryske fra første tråd på Mercedes-speederen. Det kommer lidt bag på mig faktisk, for jeg har næsten kun bløde indtryk af nordmænd. At de på en eller anden måde har en essens af afslappethed og laid back-ness, og at det skyldes deres jernstærke økonomi. Det er i hvert fald en bro, jeg tit har tænkt ind i. Men. Der er åbenbart undtagelser. De tre madammer kværner løs, og jeg holder mine ord for mig selv. Da vi når frem til hovedindgangen på Christiania, ytrer jeg mig for første gang semantisk med følgende sætning på fire ord: ”Det bliver 86 kr.” (som der også står på taxametret med store røde tal… og hvilket er placeret strategisk HELT i midten af bilen, så ingen øjne (nogen steder i taxaen) kan undgå at se det). Til mine fire ord svarer den ene af de hvasse norske kvinder: ”Hvad siger du? Du bør sgu da lære norsk. De der danske tal er der ingen, som fatter.” Og det er jo en ret sjov bemærkning. For den indeholder virkelig mange oplysninger. Den er passiv aggressiv, især pga. tonefaldet, og så er den meget lidt ydmyg. Jeg mener… hun befinder sig i en københavnsk taxa og beder den københavnske taxachauffør om at tale norsk, samtidig med at hun fælder en dom over det danske sprog (normalt kan jeg godt være selvironisk omkring det danske talsystem, fordi ja, det er omvendt af alle andre, men når rammen er nedladende, falder det mig for brystet). Og her træder så aktualiteten af taxablog-overskriftens anden del ind i billedet, for i gamle dage havde jeg selv betjent mig af sekundære responser. Altså den slags, hvor jeg i stedet for at mærke, hvad der bor i mig og udtrykke det, så være gået med på vedkommendes udstukne (negative) præmis og måske endda lavet en selvironisk joke på det danske sprogs vegne. Men det ville altid være endt med et kompromis. Et kompromis af min energi. Og det er bevægelsen ind i dette kompromis, som er at henføre under sekundære responser. Altså at man ofte ikke tør udtrykke sin inderlighed af angst for… whatever… Men min lange rejse med mig selv har gjort, at jeg ikke længere vil være selvskadende, når folk er grænseoverskridende. Punktum. Og ja, det betyder, at jeg selv kan blive krads, men fuck, hvor har jeg det meget bedre bagefter. Det er så vildt at skrive disse ting, for det har virkelig taget mig mange år at nå til det her sted, hvor jeg svarer med det sprog, som bor i mine kældergange og som er i overensstemmelse hermed. Jeg svarede nemlig: ”Hvorfor fanden skulle jeg dog det? Du er i Danmark. Det er da dig, der skal lære det danske sprog.” Det fik hende til at skraldgrine. Og vi taler virkelig storskrald. I lang tid. Det undrede mig også. For så sjovt var det altså heller ikke. Men det satte i hvert fald noget i gang hos hende. Måske en sekundær respons.

Christinia

Foto: Dr.dk. Fristaden, en oase for mange, også for tre bryske norske damer

Anyway, min EFT-lærebog får lige endnu et par kælne tanker, da jeg bagefter kører ned ad Prinsessegade. Det føltes SÅ rart at have den momentane kontakt til vredesdøren og udtrykke den. Uden filter.

At komme hjem 

Vi nærmer os aftenens sidste tur. En god taxadag på mange måder. Men også en hård en. Mit sidste ride er med en australsk pige, som skal fra Klampenborg til Amager. Hun virker uendelig meget mere moden end sine 19 år. Vi får den fedeste snak. Om blandt andet at være kæreste med en udlænding. Hun mødte en dansk fyr i Australien og tog det store flyttespring for et års tid siden og kom til Danmark. Om det at møde den rigtige. Og at det kan føles som at komme hjem. At der er noget, som falder på plads, når man møder ham eller hende, man måske hele livet har længtes efter. Som en hånd i en handske. Noget, der bare passer. Noget, der er viklet naturligt ind i hinanden i tusind lag. Fra første udveksling af ord. Og første latter. Og alt sammen i en stemning, der ikke kræver forklaring og er iført en form for allestedsnærværende samklang. ”We really get each other”, som hun siger. Hendes ord gør mig glad. På mange måder.

mor og søn

Foto: Jimmy Hansen. Min mor Jane Slundt kan ikke lide slanger

Hvad er de tre fedeste ting ved Australien, spørger jeg skarpt. ”Klimaet, dyrene og vejret”, lyder svaret prompte. Jeg kommer hastigt til at tænke på min mor, som er angst for slanger. Vi taler virkelig bange, bange. Bare tanken alene kan få hende til at ryste. Måske er det meget godt, at hun bor øst for Holbæk, tænker jeg, mens vi sludrer videre og kører det sidste stykke ud ad Amager Strandvej mod hendes bopæl.

Sikken dag. Det er en uge efter, at en taxachauffør blev tæsket ihjel i Brønshøj. Jeg sender stadig ham og hans pårørende tanker. Og er stadig lidt på vakt. Men nu er det altså på hovedet i seng.