Deprimeret kvinde: Jeg vil være sexet over for min mand

Følgende er et læserbrev fra en kvinde, der ønsker forandring i sit ægteskab:

Maj 2015

Hej
Jeg har gået med en depression i et par år efterhånden kombineret med en temmelig dårlig selvtillid og selvværd! Jeg er i psykologbehandling og glæder mig til at have fundet ind til mig selv!
Mit problem er at min mand har valgt at rykke ud af hjemmet, fordi han føler sig udbrændt og er kommet i tvivl om sine følelser for mig!
Han mangler modspil og at få dækket sine behov, både fysisk og mentalt!
Jeg vil så inderligt gerne give ham det, men jeg er bare så bundet af min egen usikkerhed! Jeg vil virkelig gerne kunne evne at smide tøjlerne og forføre ham! Turde at slippe mig selv! Stå i negligé og stilletter og sende ham blikket, ” kom og tag mig Stud”! Det skal lige siges at han er rigtig meget MAND! Og jeg er alt for lidt kvinde! Det ender så med at jeg står i en dewalt arbejdsT-shirt og jokker mig selv over fødderne, imens jeg dunker mig selv oveni hovedet!
Jeg hader det og jeg vil fri af det! Min mand tror ikke at jeg evner det, hvilket jeg har tænkt mig ændre!!
Jeg har dog brug for noget hjælp! Hvad gør jeg?? Jeg er åben for alle tips og råd!
Jeg vil have min mand igen!

Hilsen (forhåbentlig) Den forblivende Kone

Hej (forhåbentlig) forblivende kone

Tak for dit brev. Jeg synes, det er lidt svært at besvare, da der er så mange ubekendte. Men jeg vil forsøge så godt jeg kan og således undervejs stille en hel del hv-spørgsmål.

Umiddelbart sidder jeg med en fornemmelse af, at du blander æbler og bananer sammen, forstået på den måde at du har lavt selvværd og selvtillid, men alligevel ”kræver” af dig selv, at du skal være en uimodståelig housewife, som oser af hotness og sanselighed. Den pointe vender jeg tilbage til om lidt.

Jeg bruger ordet ”umiddelbart” som indgang, da det ikke behøver forholde sig sådan. Så her er et par spørgsmål, du kan arbejde med:

Du har været deprimeret i to år. Det er altså lang tid. Er du sikker på, at du får den ”rigtige” behandling?

  • Er det den rigtige psykolog/behandler (husk, der er mange muligheder)?
  • Er du på antidepressiver eller ej? Nogle gange kan de være gode som støtte, som for mig at se skal være en support på linje med, når man har brækket benet og får stukket et par krykker i hånden på sin vej ud fra skadestuen. Andre gange er man på medicinen i meget lang tid, og det kan være en hæmsko for at komme videre. Så stil skarpt på et evt. medicin-forbrug. Også i forhold til, hvilken type medicin du får. Der er mange slags.
  • Hvad gør du af gode ting for din krop? Motionerer du? Går du til dans? Får du gået nogle lange ture i skoven og trukket vejret dybt ned i lungerne? Får du i det hele taget gjort nogle ting, som løfter niveauet af dine velværds-hormoner (også fx at gå i aromaterapi, saunagus eller boblebad)?
  • Der kan være mange flere spørgsmål af denne slags, men vær selv (kritisk og skeptisk) nysgerrig på, hvad du modtager af hjælp, og hvad du selv aktivt gør.
Par1

Foto: dr.dk

Så er der din mand og dig. Og igen er jeg nødt til at helgardere min udtalelse med et par spørgsmål. For hvad betyder det, at han er udbrændt? Er han stresset på jobbet, og ad den vej kan han ikke overskue jer to, eller er det mange skænderier imellem jer, som har banet vejen for, at der ikke er mere overskud på parforholds-kontoen? Eller er du ikke den sexindbydende nymfe, han i sin tid faldt for? (og hvad var det så han ellers faldt for?)

Hvis det fx er det første (stress på arbejdet), er det jo op til ham at begå noget antistress-work og finde ro i sindet. Men med din udtalelse om at ”han mangler modspil og at få dækket sine behov både fysisk og mentalt” tyder det på, at det er de sidste par forslag, som er aktuelle. Så i det følgende går jeg ud fra, at I ikke har noget seksuelt samvær. Og iklædt de briller, kan jeg godt forstå, at han er frustreret, da mange af os mænd oplever og knytter nærhed og kærlighed ind via det seksuelle rum. Du skriver også, at han ikke får modspil rent mentalt. Har det altid været sådan, eller er det først kommet efter din depressions indtræden?

Du skriver, at han er rigtig meget mand, og du er ”alt for lidt kvinde”, hvilket jo understreger dine første ord om, at du godt kunne trænge til et boost på selvværdskontoen. Men det er altså lidt hårde ord at bruge om dig selv. Ikke mindst set i lyset af, at du er midt i en depression. Ingen (hverken mænd eller kvinder) er særlig sprudlende, når vi er deprimerede. Du skriver endvidere i samme boldgade: ”Du hader det” og dunker dig selv oveni hovedet over din manglende evne til at forføre ham og agere tophot wife. En del af en depression kan handle om den her skarpe moster, du har siddende på skulderen (din indre kritiker), som du helt sikkert har beskæftiget dig med i terapien. Det kan være en spids dame, og hun kan slå ethvert initiativ og seksuel spire ihjel, inden de overhovedet blomstrer frem.

DSC_0126

Foto: Jimmy Hansen

Så hvordan man får ”tøjlet” hende, er en af de vigtige håndtag at dreje på for at få det bedre. Og når du får det, kan du også begynde at føle mere kvindeværd og udstråle noget andet end at være grå mus. En af hemmelighederne ved os mænd er, at ja, vi tænder på udseendet, men vi tænder i lige så høj grad på udstrålingen.

Man kunne også spørge, hvornår vi føler os sexede? For mange mennesker gælder det nemlig, at det føler vi, når vi er selskab med folk, som tror på os, og som får os til at føle os trygge og glade. Når du (og måske I) udstyrer dig med en spænding i sindet, hvor du skal være sexet, men i virkeligheden føler dig utryg over for din partner, kan du komme til at slå for stort et brød op. Du står et sårbart og usikkert sted i livet, og hvis du kræver af dig selv, at du skal levere en vare, der ikke er at finde på hylden i disse tider, kan du gøre spot til skade. Derfor er det vigtigt, at du støttes af dine omgivelser (især din mand) til at få et trygt rum og derfra kan begynde at føle dig sexet.

Så: Jeg mener, vi er ude i en dans på en knivsæg her. For selvfølgelig opfordrer jeg jer ikke til ikke at have intimt samvær, men om at I kigger lidt bagom de her kødelige lyster og forstår, at ja, I skal kæmpe for jeres forhold, men hvis I elsker hinanden, har I også tid til at vente på hinanden. Vente på, at du skal finde din vej og dit sprog ud af depressionen og ind i selvværdet. Og derfra skulle det så gerne blive til en ligeværdig seksuel udveksling, hvor I kan være gensidigt givende.

Tango

Foto: dr.dk. Tango er god medicin til et godt parforhold

Der er mange lavpraktiske ting, I kan foretage jer. Her er et par forslag:

Sensualitetstræning: varighed tre uger. Første uge må I ikke have samleje og skal udelukkende give hinanden toplækker massage (med gode dufte, lækre olier og sexet, afslappet musik). Anden uge er alt andet end samleje tilladt, og tredje uge er der grønt lys til alt. Det vigtigste er her at have fokus på, hvordan I kan være gode ved hinanden.

Dans: Gå til tango eller noget andet parforholds-cool. At manden kan være mand, og kvinden kan give sig hen og føle sig om en sådan.

Nærværsøvelser: Googl det og gå på eventyr. En af de nærværsøvelser, jeg næsten altid præsenterer par for i min praksis, er at sætte noget meditationsmusik på og lade folk kigge hinanden i øjnene uden ord. Nogle gange her i livet bruger vi ordene til at skærme af for vores inderlighed og sårbarhed (især hvis vi har mange skænderier og ”blame-games kørende), og her kan noget så simpelt som at holde øjenkontakten uden ord være dybt befriende og rart.

Og så selvfølgelig parterapi.

Litteratur: Jeg vil anbefale dig at læse Alice Miller ”Det Selvudslettende Barn” og jer begge at læse Sue Johnsons bog om parforhold ”Hold mig”.

Jeg ønsker dig og jer begge alt muligt held og lykke.

Kh, Jimmy