Er klitoris en automat?

 

Læserbrev

Hej Jimmy

Jeg er en pige på 20 år, der har fået det problem, at jeg ikke finder nogen nydelse i at få stimuleret klitoris længere. Jeg var engang helt vild med det, men nu kan jeg bare ikke mærke noget længere. Og det irriterer mig virkelig. Det har nemt kunne gøre mig våd, men sidst en fyr ville give mig finger (hvilket er over 1½ år siden), prøvede han at stimulere min klitotis først, så jeg kunne blive våd. Og det hjalp bare intet. Det var slet ikke behageligt for mig.
Det er godt seks måneder siden, jeg sidst havde sex – og det var kun én gang. Inden da var det over et år siden. Og jeg var ikke engang specielt aktiv dengang. Jeg onanerer heller ikke rigtigt længere, da jeg ikke synes, det er så behageligt, når jeg ikke finder nogen nydelse i klitoris-stimuleringen.

Jeg har ikke nogen partner lige pt, men jeg ville synes, det var rart, hvis jeg kunne få løst problemet – eller i det mindste bare arbejde på at få det løst – til, når jeg en dag finder én igen..
Så jeg håber, du har nogle råd eller tricks til, hvad jeg kan gøre, så jeg kan finde nydelsen igen. Det kunne bare være dejligt.

Hilsen M

Hej M

Den fysiske dimension:
Der er efter min mening overvejende sandsynlighed for, at din ”lidelse” skyldes noget psykisk. Jeg vil alligevel opholde mig et par linjer ved den fysiske dimension for at være på den sikre side. Føleforstyrrelser i kønsdelene kan skyldes mange ting, fx visse former for psykofarmaka eller noget neurologisk/nervemæssigt. Jeg foreslår dig derfor at få tjekket din klitoris hos lægen, så du kan udelukke denne mulighed og koncentrere dig om det, du så selv er herre over.

Føleforstyrrelser i kønsdelene/klitoris kan forekomme, når man overstimulerer sig med fx en vibrator, men da du skriver, at du er stoppet med at onanere, er det jo nok knap så sandsynligt. Andet, der kan gøre sære ting ved ens kønsdele, er stramme og tætsiddende bukser og trusser, trusseindlæg som bruges nat og dag, samt mærkelige cremer. Og der er sikkert flere. Gå selv på opdagelse og tag det med op til lægen.

Den psykiske dimension:
Når drenge ikke kan få rejsning, handler det i rigtig mange tilfælde om præstationsangst. At de i deres hoveder tænker, at pigen forventer en masse af dem, og når det så sker, får det den fysiske konsekvens, at det skærmer for blodtilførslen til pikken, og derved forbliver den slap. De bliver fikserede på at få rejsning og ”levere en vare”, i stedet for at slappe af og nyde alt det andet skønne, der er ved at være intime sammen. Og pointen er, at jo mere de i deres hoveder er fokuserede på, at de ikke gør det godt nok, desto større sandsynlighed er der for, at rejsningen udebliver. Rådet til dem er derfor næsten altid at flytte fokus fra rejsning og præstation til at være nærværende med pigen og sig selv.

Og jeg tænker, at det er lidt det samme, der er på spil hos dig bare med kvindeligt fortegn. Klitoris er ikke en automat, man kan putte en femkrone i, og så spiller den altid en glad melodi. Det er et følsomt organ, som strækker sig 10 cm ind i kroppen på hver sin side af skeden og har nervetråde, der løber 12-15 cm ned langs lårenes inderside. Klitoris interagerer med kroppens øvrige nervesystem på mange måder og påvirkes på forskellig vis. Så hvis du ”kræver” af din klitoris, at den skal levere en bestemt vare på et bestemt tidspunkt, mens din øvrige krop og sjæl råber på opmærksomhed, kan din klitoris sagtens blive træt eller følelsesløs. Det er din krops måde at råbe dig op på. Og fx forsøge at få dig til at ændre kurs i forhold til at have en fiks og færdig plan, som du og din partner skal styre efter:

”Han skal stimulere din klitoris, så du kan blive våd, og I så kan udføre samleje.”

Problemet med at have planer under en seksualakt er, at vi glemmer nuet. Men det er i nuet, at ømheden, nærværet og muligheden for uanede mængder lyster bor.
Så jeg tænker, at du skal forsøge at slippe noget af din klitorisfiksering og indse, at din seksualitet som kvinde er SÅ meget mere end en lokal kilden fra klitoris. Faktisk kan man sammenligne din seksualitet med at gå en tur i botanisk have, hvor hver eneste duft, farve og lyd rummer en kilde til mulig nydelse, hvis blot du er modtagelig for det.

Slutteligt vil jeg lidt praktisk sige, at der ud over den kendte klitorisorgasme findes G-punktsorgasmer, skedeorgasmer, analorgasmer, kropsorgasmer og endnu flere, så der er masser af spændende alternativer at undersøge.

Summa summarum: Giv dig tid til at udforske hele din krop og dens store repertoire af potentiel seksuel nydelse. Og når du elsker dig selv og din krop, så skal følsomheden i klitoris nok vende tilbage.

Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke med det.

Knus, Jimmy

Der er lukket for kommentarer.