Hvad er god terapi?

 

Af Jimmy Hansen

Følgende definition er et form for ideal, jeg selv bestræber mig på at styre efter, og som er udarbejdet ud fra, hvad der har virket for mig på min terapeutiske vej, samt efter mange samtaler med kollegaer, mennesker i ”miljøet” og ikke mindst erfaringer fra de efterhånden mange klienter, jeg har været så heldig at stifte bekendtskab med.

TERAPEUTENS MENNESKESYN

Alle, der vælger at gå i terapi, er i en form for krise. Det kan være en ”lettere version”, hvor man er stresset på jobbet, har en høj puls og ikke længere kan levere den jobmæssige kvalitet, man plejede at gøre. Det kan også være en ”tungere udgave”, hvor man er deprimeret, og bagved depressionen ligger der et hav af ubearbejdethed som et tab af en elsket, et seksuelt overgreb eller mobning i skolen. Uanset hvad, så er det menneskesyn, man bliver mødt med – dette sårbare, kritiske sted – utrolig betydningsfuldt. For lige præcis dette sted i tid og rum bliver en terapeut (eller anden autoritet)’s ord indoptaget langt dybere end normalt, eftersom man som kriseramt ofte ikke er udstyret med et særlig nuanceret filter i denne tilstand, og derfor kan vedkommende i sagens natur gøre en masse gavn, hvis rummet håndteres forsvarligt, men også skade, da sindet ikke sjældent er ”ukritisk” og altså højst modtageligt for manipulation.

Jeg kan godt lide det kinesiske skrifttegn for krise, som ser sådan ud,

危机

og som betyder ”smerte” og ”mulighed”. Krise i den kinesiske selvforståelse (i hvert fald set med konfutsianske briller) er, at de gør ondt, men at de også indeholder mulighed. Så hvis man som fortvivlet klient bliver mødt med et menneskesyn, hvor der er empati og forståelse for smerten, men også mødes af fornemmelsen af, at denne krise kan bibringe noget godt i en eller anden forstand, så er man nærmest med et sværdslag ikke længere helt så meget på herrens mark.

Man kunne skrive en hel bog om det her møde med en terapeut eller en autoritet i dette ”mulighedens vindue”, hvor sindet åbner op for smerten (eller omvendt). Desværre bliver det misbrugt vidt og bredt af alverdens guru-magere, new age-fanatikere, nyreligiøse ledere og ikke mindst i psykiatrien. Der er masser af gode og dygtige (og empatiske) psykiatere, men der er virkelig også nogle nitter imellem. Jeg har været vidne til mennesker, som har fået stillet en borderlinediagnose af en psykiater, efter sidstnævnte har kigget på vedkommende i 20 minutter. 20 minutter! Så har du fået et stempel (nok for livet) som borderliner. Vedkommende har på ingen måder gået ind og undersøgt, om klienten har et ubearbejdet traumepres, der kan ligge skjult bagved de symptomer, der får psykiateren til at sætte flueben ud for omtalte diagnose. Hvad gør det ved ens tanker, fornemmelser og ideer om sin krise? Og hvilke konsekvenser får det fremover? Det kan være ret fatalt at forveksle et traumepres med en psykiatrisk diagnose, for det er som at blande æbler og bananer sammen, og konsekvensen kan være lukkede (negative) løkker i sindet, der udspiller sig i mange år.

Derfor: Når du er i krise, er mødet med en autoritet UTROLIG vigtig for din videre færd i livet. Ordene og udvekslingerne, der finder sted i det møde, bliver nærmest skåret ud i (indre) sten, og derfor skal vedkommende, institutionen, retningen, traditionen vælges med omhu.

Lidt firkantet sat op, kan man spørge om, terapeuten/traditionen er fortaler for et plastisk eller deterministisk menneskesyn. Det plastiske handler om, at mennesket i modsætning til tidligere tiders overbevisninger hele livet igennem kan præge nerve- og hjernesystemet, og at det altid er muligt at gøre noget ved noget. Det kan fx være, at man betræder en sti med vækst (hvad det så end betyder) og manifesterer en virkelighed, der er i overensstemmelse med ens behov. Eller at man får slukket en indre traumatisk ildebrand og kan komme videre med sit liv. Eller også at man bare får noget medmenneskelig støtte. Det deterministiske handler om at placere mennesker i kasser uden mulighed for bevægelse. God terapi placerer sig i det første.

MAMA P

En af de bøger, som har gjort størst indtryk på mig, er ”Drengen der voksede op som hund” af psykiateren Bruce D. Perry. Den mand har virkelig hjertet og forstanden på rette sted. Bogen handler om traumatiserede børn, og hvordan han takler mødet med dem. En af historierne er om lille Laura på vistnok 5-6 år, der ikke kunne tage på i vægt, og af lægerne bliver udråbt til det yngste spiseforstyrrede menneske nogensinde. Da Bruce Perry får hende i sin varetægt, vælger han at få et dybdegående kendskab til hendes baggrund, og det viser sig, at pigen har haft en mildt sagt frygtelig opvækst, hvor moren af mange årsager ikke har kunnet tage god og kærlig vare på sin datter. Bruce Perry har på daværende tidspunkt kontakt til en sort kvinde i Syden, der hedder Mama P. Hun er en form for plejemor, som giver børn og unge mennesker masser af kærlighed, da det ifølge hende er det vigtigste terapeutiske middel overhovedet. Lille Laura bliver sendt ned til Mama P, og efter en måned i denne kærlige kvindes arme har hun taget 4 kg på, eller hvad der svarer til en 35 pct. stigning i vægt på det samme antal kalorier, hun hele tiden havde fået (eller var blevet tvunget til at få på hospitalet). Da barnet først fik fysisk berøring og kærlighed, udløste det de hormoner, som var nødvendige for vækst.

Det var ikke lægernes belærte, kloge indgreb og tvungen indtagelse af kalorier, der gjorde forskellen for Laura. Hun kunne vokse, da hun fik kærlighed. Og det gælder faktisk for os alle sammen. Når vi har en følelse af at blive holdt af og værdsat, blomstrer vi. I en god terapeutisk relation har klienten en fornemmelse af at blive holdt af af terapeuten, og at der er empati fra vedkommende.

UDDANNELSE

Der foregår mange kampe af magtmæssig konstellation inden for og imellem alverdens videnskabelige diskursive institutioner, som Foucualt måske ville formulere det. Et eksempel er den kognitive adfærdsterapi, som siden 1960’erne nærmest har været comme il faut inden for valg af terapiform. Denne type terapi har som antagelse, at vores følelser og adfærd i høj grad bestemmes af, hvordan vi strukturerer verden ved hjælp af tænkning, antagelser og evalueringer. Den måde at anskue mennesket på, set med videnskabshistoriske briller, er dog på ingen måder ny i historien. Dens kulminerende begivenhed fandt måske sted i 1644, da den franske filosof Rene Descartes tænkte meget stærkt over livet og erkendte (via eksperimenter med voks), at når han tænkte, så var han – cogito ergo sum. Lidt svulstigt kan man påstå, at store dele af vestens tænkning og måde at forvalte os selv på i den menneskelige selvforståelse har været meget præget af denne sætning. Men i forhold til psykologien er der i dag mange retninger, som bevæger sig et radikalt andet sted hen. Et sted, hvor man i stigende grad går væk fra ideen om, at det rationelle alene kan styre resten af skibet, men at man tillægger indre sansninger, fornemmelser og billeder en lige så stor betydning. En af den retnings fortalere er traumeforskeren Peter A. Levine, som i store dele af sit arbejde fokuserer på såkaldte ”buttom-up”-processer, hvor et traumepres ofte kun kan forløses, når man arbejder nedefra og op. Altså hvor klienten mærker sig selv indefra og kan få en tryghed ved det. Derfra kan der arbejdes ”opad” og skabes en bro af kommunikation til de højere niveauer i nervesystemet og hjernen.

Eksemplet er hevet frem for at anskueliggøre, at det altså ikke er ligegyldigt, hvilket terapirum man sætter sig i, for den uddannelse, terapeuten er skolet i, er givet det vedkommende vil formidle. En god terapeut har øje for, at der er mange terapiretninger og traditioner, og noget virker godt for nogen og dårligt for andre. Fx er der specialister inden for det kognitive felt, der arbejder med behandling af OCD og fobier, hvor det kan være kontraterapi (terapi, som virker mod hensigten) at arbejde emotionsorienteret.

Så: kig på terapeutens uddannelse og Google-undersøg, om det passer til det, du har brug for, for der er virkelig mange terapiformer.

SEKSUALITET (OG VIDEN)

Det er uendelig vigtigt, at terapeuten har ryddet op i egne seksuelle kældergange, så vedkommende ikke får overført eget stof (fx skam) til klienten. Jeg har haft mandlige klienter, som i deres børneår er blevet tvunget til at sutte den af på fremmede mænd. En af mange konsekvenser ved den type overgreb er, at der kan skabes billeder i sindet af erotisk karakter, som er i modstrid med, hvad ens øvrige seksualitet dikterer. Altså kan man(d) være erklæret 100 pct. straight, men alligevel blive ophidset af at se billeder på den indre nethinde af at give fremmede mænd et BJ. For en heteroseksuel mand kan det skabe et højt spændingsniveau og skam, og hvis og såfremt han vælger at gå i terapi, er det (naturligvis) vigtigt at blive mødt empatisk af terapeuten, men også at terapeuten har en sexologisk basisviden at trække på.

I forbindelse med behandling af mænd, der har været udsat for seksuelle overgreb, kan jeg anbefale terapeuter og klienter at læse søstrene Lyagers bog ”At bestige bjerge”.

KULTURFORSKELLE

En mørk pige fra Sydafrika, med en muslimsk baggrund, har noget med i den kulturelle bagage, som højst sandsynligt skal gribes an på en anderledes måde end ved mødet med en pæredansk pige på samme alder. Ikke så selve terapien nødvendigvis skal være anderledes, men at terapeuten har de anderledes opvækstbetingelser og kulturelle prægninger med i sine interventioner.

ÅBENHED

Er det for hippieagtigt at bede en erhvervsleder tage på en meditativ indre barn-rejse, hvor han møder sit indre lille barn med bare fødder på en strand? Måske. Men ikke desto mindre har jeg foreslået ikke så få af den slags, at vi kan tage det i brug som et redskab. Læs fx følgende artikel om en visuel meditationsrejse med en erhvervsleder her.

I et godt terapirum er det en knivsæg balance, at terapeuten er åben over for alt muligt (også gøglertingene), men ikke krænger det ned i halsen på folk. Fx har jeg hørt en psykolog inden for psykiatrien tale om, at mindfullness til mange ADHD-klienter er godt og beroligende, men i samme åndedrag sige, at det dog ikke er gældende for alle. Så åbenhed med respekt for grænser er i min optik god terapi.

GÅR TERAPEUTEN SELV I SUPERVISION?

Måske et af de vigtigste punkter. Jeg har mødt fremtrædende folk inden for den terapeutiske verden, som ikke selv går i supervision. Det dur bare ikke, som min psykoterapeut-institutionsleder gentog i et væk under vores uddannelse. Terapeuter præges på mange måder af klienters temaer, og til tider bliver der skubbet så kraftigt til terapeutens egne (gamle og nye) problemstillinger, at det skal behandles af en ekstern autoritet, for ellers kan de blive ”overført” til klienten.

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress