Mænd uden vrede mister orientereringen, når det gælder kvinder

Af Jimmy Hansen

Du kan følge Jimmy Hansen på Facebook her.

Jeg havde engang en klient, en ung mand, som ikke kunne blive vred. Eller… han havde enormt meget vrede i sig, men vreden blev ”mentaliseret” og lød mere som en fugls kvidren, når den skulle udtrykkes, end en reel maskulin kraft. Samtidig klagede han over, at han havde svært ved det modsatte køn. Svært ved at finde sig til rette i kønnenes spil og i det hele taget finde sin egen manderolle i omgangen med piger. Undervejs i sessionen kom vi ind på, hvor vanskeligt han havde det med sin vrede, og hvor polariseret den optrådte for ham. At han enten hadede hele verden i et slags anarkistisk korstog eller var enormt selvudslettende i forhold til sine jævnaldrende og ikke mindst piger. Da jeg, som en øvelse, bad ham om at udtrykke sin vrede og sige, at han hadede mig, var han ved at flække af grin. Han sagde det – ”jeg hader dig” – men pakkede det prompte ind i et charmerende smil, når ordene var smuttet over hans læber.

Kvinder har brug for mænd, der kan sætte grænser
Men hvad er konsekvenserne, når mænd ikke kan tage kontakt til vreden?
Vreden bor ved siden af lidenskaben. Så når en mand ikke frit og uhæmmet kan træde ind ad vredesdøren, kan han heller ikke favne sin passion og liderlighed. Omgangen med det modsatte køn vanskeliggøres, fordi kvinder har brug for mænd, der kan sætte grænser, og en grænse bliver kun sat, når den er drevet af inderlighed, og når kvinden kan mærke, at han træder ind i det urcenter af kraft, som er definerende for hans maskulinitet. Og når han gør det, føler hun sig i virkeligheden tryg. For så ved hun, hvor hun har ham. Og nej, det betyder ikke, at manden bimler dirrende rundt som et dyr med rabies, men har en hvilende kontakt til ”døren vrede”, og som kan tages i brug efter behov.

Vreden gør, at manden kan vise kvinden kærlighed
Ifølge filosoffen Sokrates bor ”de højere” følelser såsom harme og aggressivitet omkring hjertet og brystet, hvor også modet hører til. Vreden er ifølge den gamle vismand en instans, som er med til at bevare en sund omgang med ”de lavere” følelser, huserende i maven og de indre organer.
En manglende kontakt til vreden og brystet vil med andre ord foranledige blokeringer i energierne og skabe grobund for passiv-aggressiv adfærd, hvor stikkende kommentarer og sarkastiske udgydelser mere bliver norm end undtagelse. I det sokratiske følelsesbillede kan man således sige, at vreden er nøglen til modet, der gør manden i stand til at udtrykke sine følelser. Og når han gør det, bliver han klar i sine indre systemer og undgår at få noget i klemme i forhold til sin kvinde. Derved bliver det også meget lettere for ham vise hende kærlighed. Og ikke mindst at rumme hende seksuelt.

Den ikke ufarlige vrede
Hvis vreden derimod er mere end ophobede frustrationer og eksempelvis omkranser et traume, kan visse ord og handlinger fra kvindens side lirke op til en indre roterende vulkan af sjælelig smerte, som, når den i et pludseligt ryk bliver aktiveret, får et udfarende udtryk, der kan være meget voldsomt. Endda med vold som følge. I de tilfælde kræver lindring næsten altid terapi. Et rum, hvor der er indsigt i at gribe den slags vrede an og indsigt i traumers natur.

Han dansede ud af terapirummet
Så galt stod det heldigvis ikke til for min klient. Efter fem-ti minutters overtalelse og gestaltiske øvelser begyndte han at sige, at han hadede mig – uden at fortrække en mine, og som om han virkelig mente det. Bagefter dansede han nærmest ud terapirummet, og efter et par dage sendte han mig en sms, hvor der stod, at han havde inviteret den pige, han var hemmeligt forelsket i, på date, og at det måske var første gang i hans liv, at han følte sig klar, mandig og afslappet i selskab med det modsatte køn.