Pige 20 år: For første gang føler jeg, at livet er værd at leve

 

Jeg er 20 år gammel og jeg har nu gået hos Jimmy i ca. halvandet år. Jeg er begyndt efter halvandet år for første gang – i nærmest hele mit liv – at føle mig glad. I sidste session sagde jeg til Jimmy, at jeg følte at mit liv var blevet værd at leve. Det er noget helt nyt for mig.

Mit liv har bestået af mange kampe. Kampe som jeg simpelthen ikke kunne vinde – i hvert fald ikke med de vaner jeg har fået internaliseret siden jeg var helt lille. Jeg er igennem mit liv  blevet fortalt af så mange mennesker, så mange gange, at jeg var forkert, tyk, dum, grim – intet værd –  at jeg har troede på dem. Jeg følte mig som skrald. Jeg følte nærmest at det gjorde verden ondt at jeg var her.

Jeg har aldrig lært at udtrykke mine følelser… Jeg har ikke kunne udtrykke vrede, min sorg. Jeg frøs mine følelser så langt ned, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Næsten ligeså langt tid jeg kan huske, har jeg gået rundt og hadet alt – og jeg mener hadet, i ordets reneste betydning – alt i mens verden så på mig og kaldte mig glad. ‘Den Glade Pige’. For jeg var altid glad udadtil, jeg var altid smilende udadtil, jeg var altid positiv og grinende udadtil… Men i virkeligheden kogte jeg inden i. Da ‘Den Glade Pige’ nogle gange så lidt bedrøvet ud, vidste omverdenen jo ikke, at hun ikke bare var lidt ked af det, men hun simpelthen ikke havde lyst til at leve længere.

I løbet af de sidste 4 – 5 år har jeg kæmpet med meget – anorexi, bullimi, depression, cutting… Jeg hadede mig selv. Utrolig meget. De sidste mange år, har jeg frygtet at være alene, for så var der ikke noget at distrahere mig selv med. Jeg byggede hele mit liv – mig selv – på andre. Der var ingen mig, intet fundament. Jeg frygtede hver eneste nat, hvor jeg skulle ligge mig til at sove, for så var der ro og plads til, at jeg kunne mærke mine følelser, og det frygtede jeg mere end alt – mere end sult eller sår.

Jeg startede hos Jimmy halvandet år siden, efter jeg en morgen vågnede op og ikke kunne stå op, fordi verdens vægt simpelthen vejede for meget. Der tænkte jeg “jeg giver op,” og ringede derefter til Jimmy, selvom terapi var noget jeg ihærdigt havde undgået i mange år.  Det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jimmy sagde den første dag, at vi skulle have trukket nogle nye kabler igennem mig. Jeg skulle have direkte forbindelse mellem mine følelser og hvad der kom ud af min mund. Da han sagde det, tænkte jeg det var umuligt.

Men i dag føler jeg endelig for første gang i mit liv, at jeg har et fundament der er mig selv. Det er først her de sidste par måneder at jeg endelig er begyndt, at være reelt glad for første gang i mit liv. Det er selvfølgelig en proces, men pga. af arbejdet med Jimmy har jeg kunnet gå ned af vredens trappe og at få varmet min frosne vrede lidt efter lidt op. Få taget ‘Silent’ ud af ‘Silent Fury’. Jeg har  fået etableret “rene” forhold, dvs. hvor jeg får renset ud og sagt de ting jeg tænker og føler til omverdenen. Jeg kan være alene og nyde det. Jeg kan gå i seng og ikke føle panikken begynde at koge inden i mig når klokken bliver omkring 9. Jeg føler ikke længere angsten sidde i min mave som en permanent isklump, og det er nu kun undtagelsen at jeg føler angst, i stedet for før da det var en stor undtagelse at jeg følte mig rolig. Jeg kan endelig trække vejret.

Tak Jimmy

Der er lukket for kommentarer.