Æret være hans minde

Søndag 21114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Det er to dage siden, en 65-årig taxachauffør blev tæsket ihjel af tre unge mennesker, da han udførte sit job. Det har ramt mig. Jeg tænker på hans pårørende og er harm og frustreret. Det er SÅ stupidt. At banke et andet menneske ihjel for hvad… otte taxabonner og 250 kr. Det er seks pakker cigaretter. Det præger mig. Jeg er lidt mere på vakt og kører kun innercity og primært hoteller. Faktisk fylder det igennem hele dagen og spejler sig i samtalerne med flere kunder.

Nå.

Den terapiretning, jeg er skolet i, hedder EFT (emotion focused therapy). Det var tilfældigt, at jeg plumpede ind i den tradition, men fuck, hvor det tit kalder på min taknemmelighed. Det er en af de eneste evidensbaserede psykoterapiretninger herhjemme, og en af de hastigst voksende i USA. Og de folk, som står bag, er anerkendte psykologer, hjerneforskere og sågar ingeniører med stærk tilknytning til APA (den amerikanske psykologforening). Og så er de fuldkommen nede på jorden. Jeg var til foredrag med Leslie Greenberg i DGI-byen i sommer, og han er om noget en af kernefolkene bag EFT. Han sagde: ”Let’s de-guru the hole thing”. Lad nu være med at piedestalisere mig, for jeg er ikke bedre end jer. Det elsker jeg ham for, og det rammer ind i essensen af EFT, nemlig at vi selv er eksperter på vores egne nervesystemer. At behandlere skal begynde at fare med lempe og ydmyghed i deres praksisser. Og at rejsen mod at blive ”rigtig” især handler om at stole på sin egen inderlighed. Sine egne emotioner. Og derfra træde i eksistens og finde sin egen stemme i verden.

Greenberg_3

Leslie Greenberg, en af stifterne af EFT

Mine første kunder, to piger, har så meget bagage, at vi også må gøre brug af kabinen fra top til tå for at få plads. Fint nok. De skal fra Islands Brygge til lufthavnen, hvilket vel må siges at være en af de mindst komplicerede taxature overhovedet. Altså ud af Artillerivej og så fange motorvejen via Sjællandsbroen. Og bum. Så hedder destinationen Kastrup. Men forsædepigen mente, jeg skulle være drejet op mod Bella Center i stedet for at fange motorvejen, og det syntes hun, hun lige ville pointere over for mig. Hun har måske ret i, at der tjenes 50 meter ved at køre den vej, men til gengæld sparer man fire lyskryds, og derved bliver det nok billigere i sidste ende med motorvejen. Og nu kommer så det her med at stole på sin inderlighed. For til at starte med forklarede jeg hende de ord, jeg lige ovenover har skrevet – altså det med lyskryds og sådan. Og satte et punktum. Og det gjorde hun så også. Men taxastemningen over Sjællandsbroen faldt øjeblikkeligt til nulpunktet. Og jeg var irriteret. Men i stedet for at tie, som jeg SÅ mange gange i mit liv har gjort, spurgte jeg, om hun var utilfreds med min kørsel. Men det var hun altså ikke. Hun havde bare for vane at køre den anden vej, og da hun her åbnede munden, indså jeg, at jeg havde opfanget hendes Sjællandsbroen-energi anderledes, end den var tiltænkt. Derfra flød alting anderledes, og da vi i det efterfølgende øjeblik kørte under viadukten ved Fields, sendte jeg min EFT-bog ikke så få kærlige tanker, for førhen havde jeg ladet ”tornen” blive i mit indre, og det havde typisk taget x-antal timer at få den ekspederet ud igen. Nu tog det 200 meter motorvej.

Det ene øjeblik flykunde med Norwegian, det næste øjeblik taxachauffør for Københavns Taxa

Foto: Jimmy Hansen. Det ene øjeblik flykunde med Norwegian (undertegnede), det næste øjeblik taxachauffør for Københavns Taxa

Har Meryl Streep styr på mændene?

Jeg er sjældent selvhævdende, men der er et område, hvor jeg uden at blinke vil kalde mig stormester. Altså den slags, hvor andre 10.-dan’ere opsøger mig for at blive guidet og få vejledning. Og det er i den sjældent benævnte disciplin: at have taxaøjne. Altså det område, hvor man kører med 50 km/t i tung trafik, spotter en taxakunde i en fortravlet menneskeflok, flår hyrevognen ind til siden (selvfølgelig med respekt for de øvrige bilister og dobbelte vognbanelinjer) og tager høfligt og stille imod kunden, som var det det naturligste i verden. Og således gik det til, at jeg i løbet af formiddagen kører forbi Østerport, der på dette tidspunkt er et menneskemylder på hotelsiden og alligevel ser manden i mængden. Ham, hvis øjne er anderledes søgende end de andres. Ikke efter en bus, for så er øjnene dvaske. Heller ikke efter en kæreste, for så er de vakte og glade. Og heller ikke efter DSB, for så er de sørgmodige. Ej, det sidste var en joke. Men de øjne, der søger ud i trafikken og har en falkeblik-agtig ivrighed i sig, og som er givet ved begrebet rettethed, der i øvrigt har haft stor betydning inden for filosofien. Altså de øjne. Og nu kan jeg godt se, at jeg ikke helt lever op til sidste linje i min taxaøjne-definition, for da han stiger ind i bilen, spørger jeg ivrigt og gestikulerende, hvad han synes om min manøvre. Om det ikke var skide cool, hvordan jeg fik øje på ham.

Mery Streep

Det fik konsekvenser for Meryl, at hun forbød Robert at tage på jagt

DSB sender ikke længere automatisk zonekort ud, og da han ikke kunne gå online i toget, måtte han stå af og praje en taxa til lufthavnen. Min indledningskommentar slår tonen an og får os hurtigt gelejdet ind på en fed snak, der varer hele turen. Hans kone er blevet arbejdsløs for fire måneder siden og måske ude i en form for eksistentiel arbejdsrelateret krise, fordi hun ikke er sikker på, om hun er i den rigtige branche (som pædagog). Det har haft den konsekvens, at hun er blevet usikker på forholdet og nu nærmest lidt omklamrende. Altså at når min kunde skal ud at sejle, så ser hun det som en trussel snarere end en invitation, hvilket er det modsatte af pointen i følgende engelske citat (der umuligt kan oversættes til dansk), og som passer, selvom man har været gift i 25 år:

“If you love someone set them free, if they come back to you, they are yours forever, if they don’t they never were.”

Når hun ”forbyder” ham at sejle eller gør stor fordring på hans tid, får det den modsatte effekt end den tiltænkte, nemlig at han føler sig kvalt og trykket og har sværere ved at vise kærlighed. Og som han selv siger: ”Jeg har det som Robert Redford i ”Mit Afrika”, hvor Meryl Streep forsøger at holde ham hjemme fra storvildtsjagterne, og han siger: ”You have no idea the effect that language has on me”.” Betyder det, at manden ikke skal være der for sin kæreste, når hun er i krise? Nej, selvfølgelig ikke. Men når kvinden træder ind i et slags selvudslettende felt, hvor hun tager manden og hans tid som gidsel, er der noget som slukkes i ham. Jeg tror sgu, vi er ude i nogle arketyper her. Altså at vi mænd helt fra urtiden har haft brug for luft til at tanke op, og fra netop dette sted kan vi hente ressourcer og overskud til at elske vores kvinder.

Er advokater og piloter mere end andre mennesker?

DSC_0147

Foto: Jimmy Hansen. Lyset faldt ganske særligt over himlen denne første søndag aften i november

Jeg holder ved Hovedbanen og prajes af to advokater, viser de sig at være, som skal til Christmas Møllers Plads. De har travlt med at overgå sig selv i begejstring over, hvor fede de og deres materielle goder er. Altså på den måde, hvor alle andre mennesker er mindre værd. Uhhh, det er virkelig ikke min kop te. Faktisk afskyr jeg det. At mennesker via uddannelse (gratis vel at mærke) eller sådan noget, lader en tone sætte i deres sind, som kalder på, at de er noget særligt. Det hedder at være grandios inden for terapiverdenen. Og det rammer nok mig særligt hårdt, eftersom jeg selv har lidt af det. Da jeg var jagerpilot-elev i flyvevåbnet og senere fløj som pilot i USA, så jeg ganske enkelt ned på andre mennesker, som ikke lige var inden for den verden. Jeees. Gudskelov for, at jeg blev ramt så hårdt af livet i starten af mine tyvere, at jeg kom på andre tanker. Nuvel. Advokatstemningen hænger li’som i luften, da næste kunde ud for Christiania træder inden for i stuen. Jeg er lidt taxalammet over de to idiot-kunder, så jeg fornemmer ikke umiddelbart min kvindelige kunde fra Århus. Vi siger derfor ikke noget. Intet. Men aftenhimlen er altså usædvanlig flot, da vi passerer Knippelsbro. Vi taler virkelig om noget særligt. Og jeg kan ikke modstå trangen til at hive mit Sony Z2 frem og knipse et par billeder. Det fremkalder prompte en latter hos hende, og i det sekund slår det mig, hvor meget vi mennesker egentlig præger hinanden. Advokat-latteren var nedladende og bedrevidende. Hendes er, ”at vi er lige, og hvor er det pudsigt, at du tager billeder af himlen under en taxatur. Og ikke en skid andet”. Og det afstedkom straks en medmenneskelig samhørighed, som efterfølgende konverteres til ret mange grin ned ad Stormgade og bagom Tivoli. Normalt bruger hun Mølleparken i Århus for at tanke op, og vi laver jokes omkring, hvordan man derovre skal iføre sig bestemte klæder for at blive godkendt til at købe det sjove tobak.

Når taxakunder er terapeuter for taxachauffører

Min næstsidste kunde skal fra Langelinie til Lufthavnen. Det er sjældent, jeg kører med en kunde, som nærmest antager rollen af terapeut over for mig, men det gør hun, og fuck, hvor er det rart. Hun er nærmest insisterende i forhold til at holde kommunikationssporet på den dræbte taxachauffør. Jeg er flere gange ved at græde, men det lader jeg hende ikke vide. Det har påvirket mig mere, end jeg aner, at en anden kollega to dage før har skullet betale den ultimative pris for at passe sit job. Da jeg sætter hende og hendes datter af i Indenrigsgården, er jeg mere lettet, og faktisk er mit angstniveau faldet. Tak! (jeg ved, du læser med).

En utrolig smuk udsigt

DSC_0149

Foto: Jimmy Hansen. Jeg har stadig ikke sort bælte i min Sony Z2, for billedet kunne givetvis have været bedre (uden blizt fx), men med skulle det, for der var en helt særlig stemning dette øjeblik. Med lidt gode øjne kan man ane søen og månens spejling i nederste venstre side af billedet

Shit, en begivenhedsrig taxadag. Fede, fede kunder, men også præget af vemod. Klokken er 23, og det er ved at være fyraften, da sidste tur tikker ind. Pyt, den snupper jeg lige, og SÅ er det på hovedet i seng. ”Cromwell Hotel ved Roskilde Fjord”, lyder hans bestilling. Åhhh, det er jo en fed tur til 700 kr., men det vil tage halvanden time at afvikle. Jeg overvejer at give den til en anden, men beslutter mig for at udstikke kursen mod Roskilde. Vi siger ikke noget, og det passer mig fint. En ting gør mig dog glad i låget, og det er, at han har hovedet nede i sin Ipad fra start til slut. Ikke på et eneste tidspunkt kigger han op. Det tolker jeg som en tillidserklæring til min kørsel. Da vi ankommer, får man serveret en af kongerigets skønneste udsigter – den over Roskilde Fjord. Der skyller en taknemmelighed ind over mig, da jeg lidt efter holder i krydset og forsøger at indfange aftenfjorden med mit kamera. Lige der. Lige nu.