Nyeste taxablogindlæg: Er det en fordel for en pige at være semilækker?

BLOGINDLÆGGET ER AT FINDE EFTER DISSE INDLEDENDE LINJER

Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

Søndag 161114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Det blæser en ond pelikan og står ned i stænger. Jeg holder ved Skandinavia Hotel, da dagens første kunder melder deres ankomst. Et ægtepar fra… øh… Norge, Sverige, eller… ej, jeg ved det ikke. Og ja, det er VIRKELIG pinligt, men jeg kan tit ikke høre forskel. Nå, men de har altså vundet over Grækenland i fodbold, fortæller de mig, og det er de jublende lykkelige over. Så må det være Norge, tænker jeg, for det ville rage en svensker en papand. Jeg stikker kursen mod Lufthavnen, og de FORTSÆTTER i lang tid med at tale om den her famøse sejr. Jeg begynder at ane, at de er en smule tossede. “Du følger vist ikke med i fodbold,” lyder det lidt spidst fra den mandlige del af ægteskabet, da han fornemmer, at jeg fatter lyd af deres begejstring. Og da vi når til rundkørslen ved DR-byen, og han tilmed sammenligner sejren med Danmarks EM-trofæ i 1992, tænker jeg højt i hovedet, at det ER to kolbøtter, jeg har fået med (men altså nogle søde og pænt klædte nogen). Jeg mener… EM 1992!! Det er grande på grande. Jeg åbner munden og siger et eller andet om norsk fodbold, og det følges prompte op af en rungende tavshed i taxakabinen… ”Norge? Jamen, vi er fra Færøerne,” lyder det spagt på det her halvklingende dansk-færøske fra den kvindelige part. Godt så. Nu FORSTÅR jeg fandeme godt jeres begejstring. Det er jo helt vildt!

Billede-015

Færøernes nationalstadion (inklusive containere ved det ene mål)

Jeg har aldrig kun talt fodbold med et ægtepar helt til lufthavnen, men det gjorde vi altså. Og os alle tre i et væk. Og med mange grin undervejs. Fx kan der om vinteren kun være 4000 tilskuere på Færøernes Nationalstadion, fordi alle sidder i tykt vintertøj. Færøerne banker Grækenland i fodbold. Ups, Grækenland… den må have svedt.

Tom Cruise og flaskerne

cocktail_tom_cruise_roger_donaldson_021_jpg_uqsg

Læg mærke til, hvordan Tom Cruise via sin tjans som bartenderen formår at charmere Elisabeth Shue. Denne gang dog uden flasker

Bare rolig, det er ikke Tom Cruise, som træder ind i en københavnertaxa, men en ikke helt ringe erstatning.

Jeg holder forrest på Hovedbanen. Hvor har det dog været en fed dag. Så mange coole snakke. En ung mand tripper frem mod min taxa. Stakkels fyr, når jeg at tænke, da han trækker i Mercedeshåndtaget for at komme ind i ikkeblæsten. Jeg forestiller mig, at han virkelig har fået nogen på bægeret, for hans forhutlethed og den store røde bule i hans pande vidner om en voldsom behandling.

”Vesterbrogade,” lyder det lidt indeklemt fra ham.

Hvad har du lavet, spørger jeg?

”Kigget op i loftet i to timer hos min kammerat. Men det var kun hvidt, og det gav bare ikke særlig meget mening,” svarer han.

Herfra skifter jeg fluks kategori i mit hoved fra ”forhutlet” til ”rygende morsom”. Hans måde at sige det på er så fortabt, er det er intet mindre end skide skægt. Min latter skaber et hurtigt bånd, og i løbet af 90 meter Bernstoffsvej lyder vi som et gammelt ægtepar.

Kunde: ”Min kammerat og jeg var sammen med to piger, og den ene var lækker, mens den anden var semilækker. Og det var så sjovt, for semien var klogere…”, her afbryder chaufføren…

Taxichauffør: ”Ja, det er så trippet, for i det tilfælde er det ikke nødvendigvis en fordel for den lækre. For når man finder ud af, at hun er blank, så daler lækkerheden…”, her afbryder kunden…”

Kunde: ”…for fuld skrue…”, og derpå slår vi begge en stor latter op.

Jeg er jo en pivnysgerrig taxachauffør, så jeg bliver nødt til at spørge om det med bulen. Og det viser sig at være af en anden oprindelse end mine første Hovedbanegårdstanker. For ligesom Tom Cruise i Cocktail ønskede min kunde at gøre indtryk på de to piger ved at jonglere med den flaske, de lige havde købt (til 600 kr.). Og her står han så, min kunde, og leger Tom Cruise på en bar i centrum… men i modsætning til sidstnævnte, så knalder han flasken op i sin pande og taber den på gulvet. Paw! Der røg sgu lige 75 cl. sprut og en god plovmand ud af vinduet.

Min kunde var dog forhippet på at fortsætte sin jagt efter semien, og hvad der er kommet ud af den historie, må tiden vise. Og hvis han læser med, kan det jo være, han måske vil bidrage med ny lækker/semi-viden på kvindefronten. For hvad skete der egentlig efter Tom Cruise-bulen, kunne jo være en passende indgang til et nyt taxablog-afsnit.

DSC_0192

Foto: Jimmy Hansen. Maria Fyrsterling (til venstre) er dagens ekspert på taxabloggen. I dag taler hun om mænd og kvinder og at være semilækker kontra intelligens

Og her følger så et ikke særlig traditionsrigt taxablog- indspark, for min veninde Maria Fyrsterling Hansen havde et kvindeligt indspark til ovenstående betragtninger, og det, mente jeg, var relevant at medtage. Og hvis du har nogen meninger om det, er du hjertens velkommen til at droppe en kommentar på Facebook.

Maria Fyrsterling: ”Er nok bare ude med et forsigtigt indspark i debatten om udseende versus sødme… bliver lidt træt, når mænd siger, at udseendet betyder mindre, for hvis en lækker og en semi er lige søde… Så vinder den lækre!!! Naturligt nok… Det gælder også mellem kvinder og lækre og semimænd…”

Jimmy: ”God pointe, men det, du ikke forstår, og som mænd kun forstår, er, at den lækre faktisk i virkeligheden kan blive grimmere end semien, hvis de er lige dumme at høre på. Altså at her kan lækkerheden være en boomerang.”

Det afstedkom en lang underholdende snak, jeg ikke vil gengive her. Men by all means giv den gerne gas på Facebook.

Frederik Stjernfelt fortæller om sin nye bog

Stjernfelt, Frederik

Frederik Stjernfelt har begået bogen “Natural Propositions” på engelsk

Det er ved at blive sent. Jeg slår et smut fordi Indenrigs. Shit, der er ingen taxaer i depot, plus at der står MENNESKER ved bagagebåndet for at hente deres flybagage… Jamen, jamen, det er jo som Garfield, der får øje på et slot fyldt med lasagne (til sammenligning holder der måske 150 biler i udenrigs). Jeg flår vogn 1832 ind på oplandet, og i løbet af 2 minutter har jeg en kunde i bilen. Fedt, tænker jeg indeni. Så kan de sgu lære det ovre i Udenrigs.

Herren, jeg får i bilen, skal til Nørrebro. Han sætter sig på forsædet. Se, det er der jo en hel taxavidenskab omkring. For når folk sætter sig på bagsædet, så signalerer de, at de måske vil tale, hvis stemningen er til det, men at de virkelig er i deres gode ret til at ikketale. Men sådan er det ikke, når man sætter sig på forsædet, for her signalerer man, at man forlods er interesseret i at tale med chaufføren, og ergo må man også forvente, at der ved dette sæde-valg bobler en del ord op inde i chaufføren. Så da vi har trillet 50 meter Lufthavnsvej, og kunden endnu ikke har ytret sig, presser de føromtalte (berettigede) bobler sig på. Jeg spørger, om det har været en turbulent tur (og har det vilde blæsevejr i hovedet). ”Nej, ikke synderligt,” svarer forsædemanden på en sproglig vis, der i sin rytmik virker inviterende. Da han fortæller om, at det ofte er anderledes at flyve end at være på jorden, kommer jeg til at tænke på de mange fascinerende oplevelser, jeg på den konto havde, da jeg fløj som pilot i USA. Altså at når man befinder sig i lufthavet, at så er man li’som så meget i elementet, at man nærmest ikke oplever voldsomheden, men at så snart landingshjulene placeres på asfalten (eller i Alaska på de 3,5 meter (ekstremt) smalle grusbaner), mærker man prompte diskrepansen mellem luft og jord. Nå, det siger jeg ikke noget om, men jeg kan høre en intelligens i min kundes formidling af meteorologi, så jeg bliver lynsnart nysgerrig på, hvem han er. Og ved et nærmere kig… jamen, er du ikke Frederik Stjernfelt, spørger jeg…

Jo, ganske vist.

Fedt, tænker jeg. Så er det sgu lagt i kakkelovnen til en fed snak. Han har været i Aalborg og undervise i blandt andet Oplysningstiden, logik og den slags. Jeg var selv vildt optaget af Oplysningstiden på et tidspunkt, fordi det for mig at se på mange måder er fundamentet for vores moderne civilisation. Altså hvordan hele vores selvopfattelse på det tidspunkt gik i retning af et såkaldt positivistisk potentiale, hvor vi nærmest krævede at finde videnskabelige svar på snart sagt alting. Og at det i høj grad banede vej for en måde at tænke på, som, jeg mener, stadig bor dybt i mange af os, men som, jeg også mener, er en stor del af forklaringen på, at vi har så stressede samfund, og at vores rationaler mister forbindelsen til vores emotioner, og af blandt andet de grunde at vi mønstrer så afsindigt mange mennesker med depressioner, stress, angst osv. (over 450.000 danskere er på antidepressiver). Det kræver selvfølgelig en pokkers masse mellemregninger, når jeg opstiller ovenstående tese, og det er der ikke liiiige plads til på denne taxablog, men interessant er det altså at sludre med Stjernfelt. Han fortæller, at han for første gang har skrevet en bog på engelsk, og da jeg spørger ham, om det ikke er røvsvært at undervise på andet end dansk, svarer han, at de tekniske termer går igen, og at det faglige sprog faktisk er ret smalt, hvorimod at hvis man fx læser ”Æblemostreglementet” på engelsk med de her en milliard tillægsord, John Irving betjener sig af, fatter man hat. Hmm, fed pointe.

Vores snak gik i mange sjove retninger. Han virkede begejstret, da jeg fortalte om det historiske afsnit i min bog ”seksualitet og følelser”, hvor jeg vil inkludere etiske betragtninger helt tilbage fra antikken og Augustin. Det var faktisk fedt at få hans implicitte thumbs up, for man er sgu lidt i sin egen verden, når man forfatter en bog.

Sikke dog en fed taxadag. Over and out fra Islands Brygge.