Pige 20 år: For første gang føler jeg, at livet er værd at leve

 

Jeg er 20 år gammel og jeg har nu gået hos Jimmy i ca. halvandet år. Jeg er begyndt efter halvandet år for første gang – i nærmest hele mit liv – at føle mig glad. I sidste session sagde jeg til Jimmy, at jeg følte at mit liv var blevet værd at leve. Det er noget helt nyt for mig.

Mit liv har bestået af mange kampe. Kampe som jeg simpelthen ikke kunne vinde – i hvert fald ikke med de vaner jeg har fået internaliseret siden jeg var helt lille. Jeg er igennem mit liv  blevet fortalt af så mange mennesker, så mange gange, at jeg var forkert, tyk, dum, grim – intet værd –  at jeg har troede på dem. Jeg følte mig som skrald. Jeg følte nærmest at det gjorde verden ondt at jeg var her.

Jeg har aldrig lært at udtrykke mine følelser… Jeg har ikke kunne udtrykke vrede, min sorg. Jeg frøs mine følelser så langt ned, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Næsten ligeså langt tid jeg kan huske, har jeg gået rundt og hadet alt – og jeg mener hadet, i ordets reneste betydning – alt i mens verden så på mig og kaldte mig glad. ‘Den Glade Pige’. For jeg var altid glad udadtil, jeg var altid smilende udadtil, jeg var altid positiv og grinende udadtil… Men i virkeligheden kogte jeg inden i. Da ‘Den Glade Pige’ nogle gange så lidt bedrøvet ud, vidste omverdenen jo ikke, at hun ikke bare var lidt ked af det, men hun simpelthen ikke havde lyst til at leve længere.

I løbet af de sidste 4 – 5 år har jeg kæmpet med meget – anorexi, bullimi, depression, cutting… Jeg hadede mig selv. Utrolig meget. De sidste mange år, har jeg frygtet at være alene, for så var der ikke noget at distrahere mig selv med. Jeg byggede hele mit liv – mig selv – på andre. Der var ingen mig, intet fundament. Jeg frygtede hver eneste nat, hvor jeg skulle ligge mig til at sove, for så var der ro og plads til, at jeg kunne mærke mine følelser, og det frygtede jeg mere end alt – mere end sult eller sår.

Jeg startede hos Jimmy halvandet år siden, efter jeg en morgen vågnede op og ikke kunne stå op, fordi verdens vægt simpelthen vejede for meget. Der tænkte jeg “jeg giver op,” og ringede derefter til Jimmy, selvom terapi var noget jeg ihærdigt havde undgået i mange år.  Det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jimmy sagde den første dag, at vi skulle have trukket nogle nye kabler igennem mig. Jeg skulle have direkte forbindelse mellem mine følelser og hvad der kom ud af min mund. Da han sagde det, tænkte jeg det var umuligt.

Men i dag føler jeg endelig for første gang i mit liv, at jeg har et fundament der er mig selv. Det er først her de sidste par måneder at jeg endelig er begyndt, at være reelt glad for første gang i mit liv. Det er selvfølgelig en proces, men pga. af arbejdet med Jimmy har jeg kunnet gå ned af vredens trappe og at få varmet min frosne vrede lidt efter lidt op. Få taget ‘Silent’ ud af ‘Silent Fury’. Jeg har  fået etableret “rene” forhold, dvs. hvor jeg får renset ud og sagt de ting jeg tænker og føler til omverdenen. Jeg kan være alene og nyde det. Jeg kan gå i seng og ikke føle panikken begynde at koge inden i mig når klokken bliver omkring 9. Jeg føler ikke længere angsten sidde i min mave som en permanent isklump, og det er nu kun undtagelsen at jeg føler angst, i stedet for før da det var en stor undtagelse at jeg følte mig rolig. Jeg kan endelig trække vejret.

Tak Jimmy

Victoria Handberg fortæller om sin kamp mod anoreksien

Terapeut og sexolog Victoria Handberg fortæller for første gang offentligt om sin kamp mod anoreksien

Kirsten Handberg

Læs mere om sexolog Victoria Handberg her

Nu er jeg fri

Jeg var spiseforstyrret i 16 år. I dag er jeg fri. Jeg kalder det med vilje ikke for rask, men fri. Da jeg udviklede spiseforstyrrelsen anoreksi som 10-11-årig var det for mig en sygdom, der udsprang af en utilpashed i min egen krop, jeg havde meget svært ved at rumme mine følelser og følte ikke kærlighed til mig selv. Derimod følte jeg mig ofte forkert, for meget og anderledes. Med årene blev sygdommen til en afhængighed og et misbrug. Det gav mig succesfølelse og lykkerus, når jeg tabte mig og/eller ikke spiste. Faktisk har jeg brugt længere tid på at slippe behovet for rusen end blive fortrolig med mad og glad for at spise.

Min spiseforstyrrelse gik ud på, at jeg tvang mig selv til ikke at spise, selvom jeg var sulten, jeg trak den altid så lang tid som muligt, før jeg spiste. Jeg lavede mad, tog et par mundfulde og smed resten ud. Jeg spiste mad, som var usundt for mig, og gjorde mig syg, og jeg havde ingen viden om sund kost, eller hvad min krop havde brug for. Jeg vejede og målte min krop og førte regnskab med mad, cm og kg i ét væk. Jeg har ignoreret mine basale behov så længe tilbage, jeg kan huske, og det gør, at jeg nu i en alder af 28 år er ved at lære at lytte til min krop. I mange år har jeg været totalt fejlernæret, og det har medført vægtudsvingninger, usunde fedtdepoter og en konstant træthed og udmattelse. Jeg er stadig i færd med at få det bedre og blive sundere på de områder.

I dag handler mit liv mere om at være sund, fri og i kontakt med mig selv og mine følelser, på en måde, hvor jeg har det godt med det. Jeg har smidt vægt og målebånd ud. Jeg afprøver forskellige kostråd for at finde ud af, hvad der er bedst for mig og min krop, og jeg er begyndt at dyrke motion. Jeg går stadigt meget op i kost og krop, men det er med en helt anden tilgang, end da jeg led af spiseforstyrrelse. Det er to forskellige verdener. To forskellige versioner af mig.

I dag ved jeg en masse om sund livsstil og praktiserer den så godt jeg kan, stadigt mere for hver dag, der går. Min mave er i helbredelse fra års smerter og fordøjelsesbesvær fra årene med spiseforstyrrelse, jeg er blevet mere tryg og selvsikker i min krop, og jeg passer bedre på den. Hver dag giver jeg slip på kontrol, lytter til mine behov, imødekommer dem og bliver sundere, raskere og gladere for min krop og i min krop. Det har hjulpet mig utroligt meget at tale med mine venner og terapeut, åbne op og vise sårbarhed.

Jeg kan stadig opleve ekkoer af spiseforstyrrelsen i form af dårlig samvittighed omkring at spise. Jeg kan være bange for at blive tyk og studere mit spejlbillede efter tegn på, at jeg er fin og pæn. Jeg kan komme til at spise mad, som jeg ikke kan tåle, selvom jeg er klar over, at det er skidt for mig. Jeg kan komme til at skjule, hvis jeg spiser usundt i frygt og skam, fordi jeg tror, at andre tænker, at en tyk pige som mig (jeg er ikke tyk) da ikke kan tillade sig at spise usundt. Men langt hen af vejen er jeg fri for ekkoerne.

For mig har spiseforstyrrelsen handlet om at ville være perfekt og fejlfri samt fjerne mig fra mig selv og mine følelser. Jeg er kommet langt siden jeg udviklede anoreksi for 18 år siden. Der var håb for mig. Det handlede om, at jeg skulle give slip. Det har jeg gjort og det har været befriende.

– Victoria Handberg