Hvorfor er mænd til porno i stedet for parforhold?

Af Jimmy Hansen

Den moderne mand befinder sig i en brydningstid, hvor han har svært ved at finde en solid grund at stå på. Hele det fundament, omkring hvilken hans identitet som jæger og skaffer siden tidernes morgen har været defineret, er smuldret. I dag er kvinder mindst lige så meget jægere og skaffere som mænd, og samtidig kræver de og den samfundsmæssige diskurs, at mænd agerer og er anderledes, end de altid har været. Han skal være i kontakt med sine følelser og udtrykke dem på en måde, som hverken er for feminin eller for knudret maskulin. Og det forvirrer ham langt ind i hans sjæl. På hans skuldre står hundredvis af mandlige generationer, som har gjort tingene efter et maskulint kodeks, som per se har haft en høj værdi i alle institutionslag og på alle samfundsplaner, og pludselig inden for en enkelt generation eller to fungerer det bare ikke længere. De gen-mæssige historiske ekkoer, hans maskulinitet er gjort af, er til revision på alle niveauer, og det har rystet ham i hans grundvold. Den moderne mand har derfor påbegyndt en rejse, som tager tid. Punktum. Kvinder har fra fødslen sort bælte i at mærke sig selv og kommunikere deres følelser, fordi det har været de eneste ”tilladelige” instrumenter, de har kunnet betjene sig af i historiens mandsdominerede samfund. Mænd har bygget broer og været i krig, men aldrig talt om følelser. Og at graduere opad fra hvidt bælte i følelseskommunikation tager bare tid, og det er den bevægelse, den moderne mand befinder sig i. At få gult bælte i følelser og måske senere grønt.

Når så mange mænd således undgår at være i parforhold, er det mindre et bevidst ”valg”, end det er en dyb forvirring omkring hans kønsmæssige identitet og hans retning i forhold til vor tids ressourcestærke kvinder. Som alle andre generationer af mænd før ham bærer han en længsel efter at være betydningsfuld og vigtig i forhold til sin tids kvinder, men har tabt for mange slag i kønskampen og tyr eksempelvis derfor i stedet til den besnærende porno, som udløser så store mængder dopaminer, at afhængighedslignende tilstande indtræder, og han derved indirekte smider håndklædet i ringen i forhold til at manifestere en relation til det modsatte køn. Vor tids mand har med andre ord længsler efter at være noget andet end single og storforbruger af porno, men den identitetsmæssige krise driver ham til netop det.