At være ubetydelig – af Jimmy Hansen

 

Af Jimmy Hansen

Der var engang, jeg følte, at jeg var bedre end andre mennesker. Det var dengang, jeg blev optaget som jagerpilot i det danske forsvar og skulle flyve hurtige fly. Da jeg senere fløj som civilpilot i udlandet, havde jeg samme fornemmelse. At når jeg hang deroppe i luften et sted over det nordlige USA og skulle lande i en lufthavn, var der jordpersonalet, som tog sig af flyene, og så var der os piloter og ikke mindst mig, som var lidt højere på strå.

Jeg er ikke sikker på, hvor ideen blev født hos mig. Måske på flyveskolen, da vi som nyoptagede jagerpilotaspiranter blev fortalt, at vi var cremen af den danske ungdom, fordi vi havde klaret det igennem nåleøjet. Tanken var der nemlig ikke i gymnasiet. Men det er vistnok også lige meget. Den sad der i hvert fald. Ideen om bedreværd. Og det fik enorme konsekvenser for mig. Jeg svævede lidt højere end alle andre og var bedrevidende på snart sagt alle livets forhold. Men en sommerdag i 1989 ændrede alting sig. Livet blev smidt så kraftigt i hovedet på mig, at jeg gik ned med flaget. Nervesammenbrud. I min bil på vej hjem fra et flyvejob. Højt at flyve og dybt at falde kan man vel sige. For jeg skammede mig så meget over denne psykiske svaghed og episode, at jeg ikke sagde noget til nogen. Ingen. Og derfra flyttede skammen ind i mig som fast rejsemakker. Og sammen med ideen om bedreværd kom de to tilstande til at spille en form for bordtennis i mit sind. Fra det grandiose til det selvudslettende. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at få fornemmelsen af at miste mit eget fodfæste.

Det gjorde jeg så også, og i kølvandet fulgte mange års fortvivlelse og søgning efter mening. Men heldigvis fandt jeg den. Meningen. Og hvor underligt det nok kan lyde, så handlede en af de vigtigste fakler i den forbindelse om at erkende, hvor ubetydelig jeg er. Selvfølgelig vil min familie og venner begræde mit endeligt, skulle det ske i morgen, men ellers vil livet, tilværelsen og samfundet, som vi kender det, ikke ændre sig blot det mindste, når jeg takker af. Ikke en tøddel. Og da den erkendelse antog en inderlig resonans hos mig, ændrede mit liv sig. Jeg blev nysgerrig på viden og indså, hvor lidt jeg rent faktisk vidste. Jo højere jeg tidligere havde skræppet, desto mindre vidende var jeg – egentlig. Jeg blev også nysgerrig på mennesker. Måske det er en af grundene til, at jeg trives så godt i mit job som behandler.

Men nok vigtigst af alt blev jeg levende. Og ikke blot en ide om det. Når jeg i dag i vores vinterbadeklub på Islands Brygge falder i snak med en anden vinterbader om stort eller småt, klukler jeg indeni. For livet udspiller sig lige der. Lige midt i udvekslingen af ord og latter og energier. Det samme gælder, når jeg spiser frokost med min mor. Eller med en ven eller veninde. At det er øjeblikkene, der momentant opstår, som er det levende. Som er livet. Det er ikke den selvreflekterende vurdering af mig selv eller andre i kølvandet på et møde. Jo, det kan da være fint nok, men når man som jeg bagved mine problematikker har været dybt angst for at mærke og leve livet, er det en lise bare at være. Hverken mere eller mindre.

højtatflyve

Copyright © 2015 Jimmy Hansen. Powered by WordPress

Fra grandios til at være en del af menneskeheden

Af Jimmy Hansen

Hvad er der at bekymre sig om, når man er centrum for universet?

Hvad er der at bekymre sig om, når man er centrum for universet? Foto fra slut firserne

– I er cremen af den danske ungdom, lød det i sommeren 1987, da jeg sammen med 35 andre blev budt velkommen til Flyvestation Avnø ved Næstved. Der, hvor man dengang uddannede jagerpiloter. Han refererede til det såkaldte Nåleøje, hvor tusinder af unge mænd hvert år søger ind og kun et fåtal går igennem. Altså os. Det føltes rart, da han sagde det, men nu var vi jo altså også omme på den sjove side af kulissen.

For mit vedkommende endte jagerpilotdrømmen brat ti måneder efter, da jeg dumpede et solotjek. Og det er unægtelig en anden historie, men vores læres ord bestod. ”At være cremen af den danske ungdom”. Jamen, så er man vel lidt mere end andre, kunne næste tanke være. Og således kunne den slags vokse, indtil selve grandiositeten en dag bankede på døren, og man nærmest per definition var noget særligt. En, der vidste bedre besked og var lidt mere i kraft af… ja, i kraft af … øh, i kraft af… et eller andet. Bare bedre.

Det var mig. Og det var ikke sådan, at jeg tænkte det særlig bevidst, men jeg mærkede det bare. Og ikke mindst i min omgang med mine medmennesker. ”At de da måtte forstå, at når nu jeg var pilot, at så var jeg højere på strå. Og klogere.”

Når man (måske) skal flyve F16, kan man alt.

Når man (måske) skal flyve F16, kan man alt.

Tja.

Vi er her kun 80 somre
I virkeligheden udspillede der sig et kolossalt drama indeni mig. Mine forældre var lige blevet skilt. Min kæreste var skredet med en franskmand. Jeg dumpede den uddannelse og jagerpilotvej, jeg hele livet havde drømt om at gå. Og på nogle dybere planer, døjede jeg med følgerne af et seksuelt overgreb. Så i mit tilfælde greb jeg til den forsvarsstrategi, det var at tænke, at jeg var bedre end andre. At være grandios. Men det var også det eneste, det var. Et forsvar. For at tro det var ikke at indse, hvor betydningsløs min eksistens egentlig var og er. Jo, jo, jeg er vigtig for mine børn og mine krydderurter og for mine tanker om miljøpolitikken, men målt i forhold til stjernernes lys, der har været millioner af år undervejs, inden det om aftenen rammer min nethinde, så er mine måske 80 somre her på Jorden ikke så vigtige.

Okay, okay, så kunne jeg tænke nogle sindssygt vigtige tanker, som mine efterkommere eventuelt kan svælge i. Men fuck, der har Foucault jo ligesom været. Og Nietzsche og Kierkegaard. Og mange, mange andre fantastiske tænkere igennem historien. Og at kalde mig tanke-grandios i forhold til tyske Hegel vil nok være at tage munden for fuld eller måske endda svulstigt. Så hvor finder man lige noget muld, ens grandiositet kan vokse i?

Til Cannes i en motorbåd
Kassen. Jeg tjener sgu da kassen og køber den ondeste motorbåd og drøner til Cannes og bliver set, set, set og måske fotograferet med kendte mennesker og oplever den ultimative kulmination det er at finde mig selv i et kulørt dansk ugeblad. Men ak. Reality-stjernerne har sort bælte i at posere og sige sjove ting og vil til evig tid være mig ugeblads-overlegen. Og Rochefellerfamilien og Gates og andre ”bankers” har så mange penge og magt, at jeg slet ikke kan forestille mig det.

Tilbage var der faktisk kun at kigge bagom det hele. Kigge på forsvaret i sig selv. Hvorfor gik jeg rundt og tænkte, at jeg var mere end andre? Fordi jeg havde et lavt selvværd og dybest set var skide ked af det. Men da mine tårer fik frit lejde og min vrede et eksplicit udtryk, begyndte jeg at mærke mig selv indefra og syntes om det. Og derfra gik jeg mindre og mindre op i, hvordan min væren tog sig ud for andre og mere op i at mærke mine behov og at være nærværende over for både mig selv og mine medmennesker.

Vi er klart "the right stuff"

Vi er klart “the right stuff”

En begravelse
Så i dag er den begravet. Grandiositeten. Og hvad har det så betydet for mit liv? At jeg ikke længere er ensom. At jeg griner meget, meget mere. At jeg langt hyppigere går til saunagus og tango. Og tager på mystiske cykelture til Dragør Fort med venner og veninder. At jeg værdsætter hvert eneste øjeblik med min familie og ikke gør mig tanker om at skulle lave om på dem, hvilket i sig selv afstedkommer mange flere kilo lethed og latter. At jeg kort sagt er en del af menneskeheden på godt og ondt. Og hverken mere eller mindre.