Kærlighed er at være et latina-klistermærke

BLOGINDLÆGGET ER AT FINDE EFTER DISSE INDLEDENDE LINJER

Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

 

Søndag 141014

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

En kniv i dækkene

Lellinge Kirke

Foto: Dr.dk. Lellinge Kirke

Hæ. Denne gang er der god kemi med mine første kunder. Det er i hvert fald mit indtryk. Men inden jeg fortæller om det, spoler jeg lige tiden fire minutter tilbage. For det er jo efterårsferie og alle taxichaufførers mareridt, eftersom der er nul at lave, og ergo er mine forventninger til dagens indtjening i bund. Så da de første kunder, et ungt par, spørger, om jeg vil køre dem til Lellinge syd for Køge, svarer jeg lakonisk ”Det er i orden.” Men indeni danser min mave over udsigten til at starte med en tur til 700 kr.

De er pressede tidsmæssigt, for han skal stå gudfader kl. 1030 (om 45 minutter). Nogle idioter har stukket en kniv i dækkene på deres bil, og derfor må de ty til en hyrevogn. Det er en hyggelig tur, hvor vi får vendt mangt og meget, fra hans job som revisor, der til tider kræver en 80-90 timers arbejdsuge, og hvilket pres det lægger på et parforhold (deres), til min kærlighed til sexologi, og hvordan jeg bruger det i det terapeutiske rum. Og meget andet. Da kl. er 1025, holder vi foran kirken. Taxametret står på 711 kr., og solens stråler omslutter min taxa. Det tegner til at blive en god dag.

Kærlighed er at være et latina-klistermærke

En af de mest bevægende taxature, jeg har haft, fandt sted for tre måneder siden. Det var med en flot brasiliansk kvinde i 30’erne, jeg samlede op på Bryggen. Hendes mand havde lige forladt hende, og hun græd og græd og græd hele vejen til Rødovre. Hun var ret beruset, men jeg forsøgte at skille alkohol fra snot og virkelig taxa-være der for hende. Det hjalp måske lidt, men det er jo på ingen måder som at være i et terapilokale. Jeg har tit efterfølgende sendt hende en tanke, især når min taxa har ramt Rødovre. Og så. Bum. Pludselig står hun der igen og skal samme sted som sidst. Det var virkelig rart. Faktisk. Sådan lige at få en opdatering. Hun har ikke fået sin mand tilbage, og hun fortæller mig, at hun nu har mistet sin identitet. Det studser jeg over og kaster mig ud i en snak om at eje sig selv og sine følelser og den slags. Hun affærdiger prompte mit psykoterapeut-bavl og forklarer mig, at hun som sydamerikansk kvinde er et tyggegummi. Eller et klistermærke. Måske et latina-klistermærke, som elsker på en måde, hvor alt kastes over bord, og hun helt og holdent omslutter sig og er et med manden. Og at det er den rigtige måde at være i kærligheden på. Vi griner begge højlydt over hendes kommentar, og det slår mig, hvor forskellige vi er. Os mennesker. Og halleluja for det.

To glade svenskere til opera i København

Foto: Jimmy Hansen. En smuk aften ved Operaen i Københaven

Foto: Jimmy Hansen. En smuk aften ved Operaen i Københaven

Den nye Opera er et af de steder, jeg allermest elsker at hyppe kunder. Der er simpelthen så smukt. Som det måske fremgår af billedet, falder lyset ganske særligt over bygningen, vandet og Amalienborg denne aften. Et svensk ægtepar træder ind i taxaen og skal til lufthaven. Jeg kan lide dem fra første kan-vi-køre-med-dig nik. Det er noget sjovt noget, det der med kemi. Anyway, de er meget imponerede over både forestilling og kulisse. De er bosiddende i Stockholm, og elsker vores frisind og vores liberale omgang med hash og Amager Strandvej. Og nu altså også Operaen.

Kul-konference i København

Foto: Dr.dk.

Foto: Dr.dk.

Uha. Jeg har en repræsentant for kulindustrien i taxaen. De afholder konference i København i disse dage, og hans job består i at netværke og sælge dette produkt. Min glødende klimajournalist-side popper op som trold af en æske. I mit hoved er kulafbrænding en af vor tids bærende årsager til miljøforurening, og da han lystigt fortæller om sit forehavende i Kbh, står mine hv-spørgsmål i kø. Hvordan tænker kulindustrien i dag ind i et grønt ansvar? Hvordan forholder branchen sig til afbrænding og effektive vaske-filter-kulkraftværker? Og hvad er kuls rolle i fremtiden?

Men det blev sgu en fed snak. Og på mange måder var vi enige. Vi sidder bare på to forskellige sider af bordet. For mennesket VIL brænde alle dets fossile brændsler af. Sådan er det bare. Spørgsmålet er så, hvordan vi formår at takle det, både i en global klimamæssig kontekst og i en miljømæssig sammenhæng. Og ingen lande er jo interesserede i at forgifte deres borgere, så når Shanghai (læs sidste uges taxablog) i øjeblikket forsøger sig med naturgas fra Mongoliet, er det et udtryk for, at (især) kulafbrændingen har skabt for meget forurening, og at de er nødt til at tænke i nye baner. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Kina har nogle af verdens største brunkul-lagre og uvægerligt vil fyre dem af, men hvis de gør brug af moderne vaskemetoder og lader afbrændingen foregå i effektive miljøer, vil den efterfølgende partikeludledning mindskes drastisk.

Han har syg god kul-viden. Og jeg er meget klogere på kul-filtre, alskens typer kul og geopolitiske kul-overvejelser, da han står af ved Grand Hotel. Er jeg naiv og for let taxa-påvirkelig, eller udstikker kul-branchen nu en grønnere kurs, lyder et af mine indre spørgsmål, da jeg triller op mod Hovedbanen.

Min far og hans taxahistorier

Min far og undertegnede en sen søndag aften

Min far og undertegnede en sen søndag aften

Så er det Dan Turell-tid: Søndag aften, hvor det næsten kun er taxaer, som præger vejbilledet. Jeg slår et smut forbi min far på Lersø Park Alle. Han er altid god for en taxahistorie og forsikrer mig, at den er sand. So here it goes: Da han kørte taxa i sine yngre dage, var der en mand, som i Aalborg hyrede en taxa til Rom. Chaufføren blev ellevild og hentede sit pas, tandbørste osv., og så var det ellers af sti af sted til Italien. Da chauffør og kunde når frem til den italienske hovedstad, siger sidstnævnte, at han lige skal tale med paven. Øh… øh… hvad!!? Det viste sig, at kunden var psykisk syg, og chaufføren måtte således køre ham tilbage til Aalborg og droppe ham af på den psykiatriske afdeling, han var tilknyttet.

Min far stoppede med at køre taxa for fire år siden. Jeg forsøger at overbevise ham om, at han godt kan køre engang imellem. Men han har mistet troen på det, fordi hans ben ikke har det så godt. Det eksistentielt forbandede ved at elske er, at man altid har en angst for at miste. Men det kan ikke være anderledes.

Fyraften

Indkørt 2111 kr. Måske ikke så tosset, når man tænker på, at det er efterårsferie, men nu skal jeg sgu hjem og spise popcorn.