En vej ud af sexafhængighed

 

Af Jimmy Hansen

Du kan følge Jimmy Hansen på Facebook her.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg har været sexafhængig. Men jeg ved, at lidelsen har haft enorm betydning for mit liv og min omgang med andre mennesker. At have sex som primært omdrejningspunkt i sit afsæt i verden er faktisk alt andet end cool. Det lægger en overordnet dæmper på ens udfoldelsesmuligheder, fordi alting i en eller anden forstand kommer til at handle om sex og om at få sit næste fix.
Historiens største moralfilosof, Immanuel Kant, hævdede, at man aldrig, aldrig måtte bruge
mennesker som middel, men altid skulle behandle dem som mål. Så altså omgangen med andre ikke må indeholde en skjult dagsorden. Han havde vendt sig i graven, hvis han havde set mig give den gas på Natcafeen eller på en bar i Kødbyen. For mine udvekslinger med det modsatte køn har i den grad været styret af ”middel”, hvor jeg bag de smilende øjne og de komplimenterende ord har haft ét projekt i hovedet, og det er en tur i kassen og så videre i teksten.

Hmm.

Men det har en pris. Den adfærd. Og det er, at jeg dybest set ikke har lyttet til mit hjerte. At fixet fra hjernens belønningscenter har haft større værdi end hjertets sprog. Og når hjertet ikke er med, farer man som menneske vild og bliver halt i sin gøren og laden.

Sexafhængighed er komplekst
Hvorfor så ikke bare tage sig sammen og vælge kærligheden, kunne man spørge.
Og det umiddelbare svar er, at det er sværere at kvitte sin sexafhængighed, end det er for en heroinjunkie at blive clean. Og at der bag ved afhængigheden næsten altid ligger en sjælesorg i form af et traume, PTSD eller andre følelsesforvirringer og driver sexmotoren som et af universets sorte huller, der altså ikke lige er til at styre endsige stoppe.
Fænomenet sexafhængighed er med andre ord en kompleks størrelse, og da der er næsten ligeså mange bevæggrunde til lidelsen, som der er afhængige, er der ikke noget at sige til, at terapeuter og sexologer ikke kan enes om en passende definition.
For mit eget vedkommende er det et potpourri af mange forskellige omstændigheder, som har ledt mig ud i misbruget. Én afgørende begivenhed synes at være, da jeg som ti-årig oplevede et seksuelt overgreb fra to ældre børn i mit kvarter. Men da jeg er vokset op i en sund kernefamilie med masser af kærlighed, var det først som 18-årig, hvor mine forældre blev skilt, jeg mistede min kæreste og min drømmeuddannelse gik fløjten, at jeg lukkede mit hjerte i.
Og det har sådan set været den grundlæggende kamp (traume) i mit 44-årige liv siden da. At jeg periodevis åbner mit hjerte, men at trangen til den seksuelle dopaminbelønning har været større end modet til at være sårbar med en kvinde. Det kaldes også gentagelsestvang og har både en positiv og negativ funktion. På positivsiden forsøger systemet at få tingene fra fortiden op til overfladen, så de kan heles, mens den negative side af mønten er, at jeg og andre sexafhængige retraumatiserer os selv, så vi reelt forstærker det traume (eller andet), der ligger i systemet, når vi doper os selv og er udagerende.

Købmandshandel med kærlighed
For mange typer sexafhængigheder gælder det således, at man ikke kan dossere sig ud af
tilstanden, men må væbne sig med tålmodighed og næsten altid gøre brug af terapi (evt. med medicin som supplement for visse typer impulsive afhængigheder) for at komme ud af misbruget.
Jeg kalder mig i dag ”tidligere sexafhængig”, fordi jeg har arbejdet intenst med dette problem i mange år i form af workshops, terapi, mindfulness og meget andet guf og ikke længere oplever den trance af ufrihed, der er forbundet med at SKULLE have “noget” lige her og nu. Men det største skridt, jeg har taget i retning af at få en sund seksualitet, er, at jeg hver eneste dag udøver tilgivelse i min meditation og sammen med tilgivelsen har taget en kognitiv beslutning om, at det nu er slut med at lukke mit hjerte i. Det betyder, at jeg i dag kan være i kontakt med ”svære” følelser såsom vrede og melankoli uden at skulle søge sexflugt via det limbiske systems neurotransmittere, men bare være med tristheden eller vreden og lade hjertekontakten fungere som guide og rettesnor.
Dybest set var det ikke min fortid og alskens dramaer, der var den afgørende nøgle for mig til at komme videre. Det var købmandshandlen med min kærlighed, som holdt mig fanget.

Pige: Jeg nyder at bolle til højre og venstre med tilfældige fyre, men jeg kan ikke nyde intimitet med min kæreste

Følgende er et læserbrev fra en frustreret pige, som ikke kan nyde intimitet og sex med sin kæreste:

Hej.

Jeg har simpelthen været så ked af det og frustreret de sidste par måneder.
Jeg har en kæreste, og vi har været sammen i 8-9 måneder nu. Vi har det så fantastisk sjovt og godt sammen.
Jeg har haft en meget belastet opvækst, og lider idag af angst, som jeg har været meget præget af.

Jeg har altid været meget seksuelt aktiv og haft meget lyst til sex. Oftest med folk som jeg ikke helt kunne få. Eller hvis jeg har haft noget kørende med nogen, været meget engageret i sexen, nok også for at få bekræftelse. Jeg har nydt det mest, når det har været “på lånt tid”.. Set i bakspejlet, har jeg nok lagt an på fyre for at blive bekræftet. Det er her min angst spiller ind.. Så altså! Jeg har været sammen med mange, været forelsket i mange osv. Og sex har jeg altid nydt og “været god til”..

intimate young couple during foreplay in bed

Men med min dejlige, elskede kæreste kan jeg ikke.. Den første tid havde jeg meget lyst til ham. Men det stoppede hurtigt, samtidig med, at min kærlighed kun er vokset. Jeg bliver genert. Jeg føler at jeg afviser ham konstant. Jeg har virkelig sjælendt lyst, og det er virkelig ubehageligt. Jeg føler, at jeg ødelægger hans selvtillid. For når vi endelig har sex ender det med at blive helt akavet. Jeg ser mig overhovedet ikke som et seksuelt væsen sammen med ham.. Han kender mig så godt. Alle mine facetter, alt. Jeg føler mig nærmest for skrøbelig til at have sex med ham. Det er så frustrerende for mig. Og sikkert også for ham. Hvad kan jeg gøre?
I vinters kom han selv til mig, fordi han var ked af det og sagde, at han ikke følte at jeg tændte på ham, hvilket jeg sagde at jeg gjorde. Hvilket jeg ikke ved om jeg gør siden jeg ikke kan finde ud af at have sex med ham.. Men siden han sagde det blev det lidt værre. Vi havde oftere sex, men jeg tænkte konstant på det og gjorde det udelukkende af dårlig samvittighed. Og her for en måned siden bragte jeg det op. JEg sagde at jeg ikke havde lyst til sex for tiden, og han tog det pænt. Men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at ændre det.  Jeg kan nogle gange få lyst til andre mænd. Det har jeg ikke sagt til ham.

Håber meget på svar

Jeg vil også lige sige, at jeg aldrig har fået orgasme under samleje.. så måske keder jeg mig også lidt, og synes slet ikke at sex er det værd?

Hej

Tak for dit brev.

Du er i stand til at nyde sex, når det er ”på lånt” tid, og det er egentlig kun for at få en form for bekræftelse, men når der er følelser og kærlighed med i ligningen, slår dit seksuelle system bak, og det gør dig frustreret og ked af det.

Og det kan jeg fandeme godt forstå. Det virker, som om du med dit hoved kan se fornuften i at give dig hen til din kæreste og nyde intimiteten, men at din krop li’som bare ikke vil lystre.

Nu ved jeg jo ikke, hvad der ligger i din brug af ordene ”belastet opvækst” og ”angst”, for det er i sagens natur meget individuelt. Jeg møder klienter i min praksis, som er blevet udsat for massive seksuelle overgreb, og de udvikler ofte stærke forsvar mod intimitet, fordi deres tillid er blevet så knægtet. Og i kølvandet på det, opstå der tit alverdens forskellige (seksuelle) mønstre, såsom særlige lyster/perversioner, at have kampmeget trang til at kneppe snart sagt gud og hver mand og alle mulige andre måder, hvorpå følelser på en eller anden måde seksualiseres.

33227186-0194cf57d5962aa9e2af702dc222bdb1

Og med ”seksualisering” mener jeg det fænomen, at man bruger sin seksualitet som trampolin væk fra sin inderlighed. For mig er det at sammenligne med alle de andre afhængighedstyper, vi kender til, såsom cutting, spiseforstyrrelser, pillemisbrug, for meget alkohol, ludomani osv. Og ofte er angsten en fast følgesvend til denne eskapistiske adfærd, fordi man i bund og grund ikke kan mærke sig selv.

Når jeg behandler afhængigheder, starter vi næsten altid med accept. Accept af tilstanden, og accept af at man er havnet, hvor man er. For hvis man slår sig selv oven i hovedet over sin adfærd, gør man ALTID spot til skade – eftersom der i langt de fleste tilfælde har været MANGE gode grunde til at have betrådt den sti til at begynde med. Altså at sindet var nødt til at finde på en form for stimulans for at udholde smerten i hjemmet eller på kostskolen eller where ever.

Bagved accept og verbalisering gemmer der sig en lille skat, nemlig at skammen får mindre styrke. Og man siger jo om skam, at den ikke tåler dagens lys og kærlighed. Og når først man tager livtag med sin skam, så kan man (ofte) begynde at mærke sig selv igen, for skammen er virkelig en af sindets klamme fætre, der kvæler liv.

Brene-Brown-008

Brene Brown taler rigtig meget om gaven ved at kunne slippe sin skam og være med sin sårbarhed

Så: Nu er brevkassesvar jo i sin natur smalle, da jeg har sparsomt med oplysninger om dig, men ud fra dit brev, vil jeg i det følgende konkludere, at der er en sammenhæng mellem det, du beskriver som ”belastet opvækst” og din måde at forvalte din seksualitet på.

Jeg vil starte ”lidt oppefra” og sige, at min brede holdning til de mange (ikke helt så kristne) parforholdskonstellationer, vi ser i disse tider, hvor folk boller til højre og venstre, er yderst velkomne. Så når du skriver, at du har lyst til andre mænd, får du mig ikke til at sige, at det per se er dårligt. Men din problematik er, at det ikke er et frit valg. For hvis du kunne mønstre intimitet og nærhed med din kæreste, og I så derfra valgte at åbne forholdet, var det jo en anden snak.

Så indtil du mødte din kæreste, fungerede spillemaskinen meget godt, da de andre fyre fungerede som en spejling af det, du sender ud (gensidige brugsforhold). Men da denne her skønne fyr træder ind i dit liv, og han ikke er et seksualiseringsobjekt, men et menneske med følelser og et hjerte, kalder det på nogle helt andre melodier i dig. Man kan vel nærmest sig, at han trådte ind igennem dit forsvar og krævede noget andet af dig. Pludselig skulle du knytte dit hjerte med din seksualitet, og den sang kender du ikke, men ønsker det (går jeg ud fra).

En af dine første udfordringer på forhindringsbanen er at blive skarp på, hvordan lige præcis din seksualisering foregår. Har du været udsat for en følelsesmæssig kulde i dit barndomshjem og på den konto kommet til at lukke i for dit hjerte, og som forsvar har tyet til at indgå i følelseskolde seksualrelationer (måske som spejling af hjemmet), eller hvad er der sket? Denne første forhindring handler meget om narrativet og at få knyttet så mange ord på din adfærd og din oplevede baggrund som muligt. Her er skrivning fabelagtigt, fx ”kære dagbog”. En god veninde at betro sig til er også godt.

Næste udfordring på denne bane handler om at få så meget accept af dig selv i forhold til din måde at være på i verden, at du kan være åben omkring det (uden at skulle skamme dig). Og herfra kan du så åbne dig for fx din kæreste.

Den tredje og sidste knast på forhindringsbanen ligger lidt længere ude i tiden og handler om at få trukket nogle nye kabler mellem dit køn, dit hjerte og din forstand. Her er vi inde på nogle mere ”automatiserede” niveauer i sindet, forstået på den måde, at det nærmest er blevet en naturlov for dig at bruge de seksualiserende organiseringer. Fx har jeg selv som tidligere pornoafhængig benyttet mig af porno, hver gang jeg har været stresset eller ked af det. Mine seksualiseringskabler handlede om at flygte ud i pornoen, når emotions-stationen kaldte på mig, og da først jeg tog livtag med den her tredje knast på forhindringsbanen og VIRKELIG insisterede på at VÆRE ked af det, når mit sind besad den tone, så kom der nogle helt andre harmonier i min måde at være menneske på, og stille og roligt forsvandt denne seksualiseringstrang.

Så: Gå kast dig over forhindringsbanen. Og vær insisterende. Det er udelukkende en win-win situation, for i worst case ender du med at lære dig selv bedre at kende.

I ikke så worst case begynder du at kunne elske og knalde på en gang.

Held og lykke med det.

Knus, Jimmy

 

 

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan

Marts 2015

“Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan”…. lyder starten på et brev, jeg forleden fik med posten fra en af mine klienter. Han har været alkoholiker, sexafhængig og har opholdt sig over 15 år i Scientology… I det følgende løfter han noget af sløret for, hvordan vores forløb har været og for hans egen rejse i livet.

Mand 50 år

Egentlig så kommer jeg ikke fra Helvede, men det har ofte føltes sådan.

Set udefra kan min barndoms familie vel beskrives som en kernefamilie.
Jeg er født og opvokset på en gård, hvor far arbejde hjemme og mor var hjemmegående husmor. Der var mad på bordet og tøj på kroppen. Jeg fik en i røven engang imellem, men nok ikke værre end ved så mange andre familier dengang (sikkert mindre).

Men så stoppede idyllen også.

Lige så længe jeg kan huske tilbage har jeg haft det ad helvede til. Følt mig ubetydelig, mindreværdig, ikke respekteret/accepteret, aldrig blevet hørt efter og så videre.

Da jeg kom I skole udviklede det sig til at jeg var den stille dreng der ofte blev mobbet og det der med piger, ja det var noget de andre kunne finde ud af.

Som ca 12 årig fandt en kammerat og jeg et gammelt Weekend-sex blad I grøfte- kanten og den dag idag kan jeg stadig huske det sug det gav I maven (og den erektion jeg fik) da jeg begyndte at læse i det. Det blev første gang jeg onanerede til porno og så var den sti egentlig stukket ud. Porno blev mit ultimative fix, som fik mig til at glemme hvor træls det hele var, for et kort øjeblik. Da jeg blev ældre fik jeg arbejde og det blev et “fix” mere. Jo mere jeg arbejdede, jo mindre mærkede jeg hvordan jeg havde det.

Så opdagede jeg alkohol. Nyt “fix”. Som oveni købet gjorde mig til selvskabsløve. I en alder af 22 havde jeg etableret en solid afhængighed af porno/onani, arbejde og alkohol. Selvfølgelig var der ikke nogen af dem der var erkendt. Det var bare sådan livet var og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor ingen af dem var et problem.

Scientology havde løsningen

For at fuldende ligningen fandt jeg Scientology, som gav mig svarene på alt hvad der var gået galt i mit liv og som hjalp mig til at komme over mine problemer (troede jeg).

20 år senere, adskillige 100.000 kroner fattigere og med en familie (især mine børn)som i høj grad havde betalt prisen for mit engagement for, at redde mig selv og verden, sejlede jeg videre i livet.

Men nu stod jeg jo egentlig ganske godt rustet til at leve livet, syntes jeg (det blev dog voldsomt modbevist senere, jeg var faktisk dårligere stillet end nogensinde før).

En skilsmisse senere, blev et hektisk liv sat i overdrive (faktisk så meget at jeg  nu kikker tilbage og tænker: Hvordan dælen overlevede jeg det der).

Et vigtigt vendepunkt

Vendepunktet kom (langsomt) da jeg mødte en ny pige, som havde alle de kvaliteter,  jeg nogensinde havde efterspurgt. Og som den opmærksomme læser jo nok allerede har regnet ud, så startede det med fantastisk sex og masser af det.  Det var dog langt fra det eneste. Hun var, og er et fantastisk menneske.

Alkoholen blev langsomt trappet ned.

Arbejdet blev skiftet ud med noget knapt så hektisk.

Pigerne var det slut med.

Scientology var det slut med.

Men pornoen og onanien, var der stadig. Det gav mig en god fornemmelse, som jeg slet ikke kunne se hvordan jeg kunne undvære (eller nogen grund til at undvære).

Min kone kom med sin egen bagage, så livet var bestemt ikke uden problemer. Men vi var enige om at vi ville hinanden, selv når det var aller værst (og det var slemt indimellem.) Så vi begyndte at gå hos en ægteskabsrådgiver. Og gik snart i terapi hver for sig også. Og det hjalp alt sammen, livet blev stille og roligt bedre og bedre, for så at ramle fuldstændigt sammen igen. Til tider vidste jeg overhovedet ikke hvad jeg ville, ud over jeg ville have mit liv med min kone til at hænge sammen. Var dog flere gange ved at opgive.

Det var først efter en meget traumatisk hændelse for min kone og mig, jeg begyndte at acceptere, at der måske var noget overdrevet ved mit sexbehov, men stadig ikke nok til at jeg seriøst begyndte at kikke på det, jeg mente kun jeg var i en ”gråzone”. Der skulle en internet affære til, som indlysende sårede min kone meget, før det gik op for mig, hvor meget sex styrede mit liv. Og hvor meget det havde betydet for mine nærmeste.

Er jeg mon sexafhængig?

Og det fik mig til at spekulere over om jeg var sexafhængig. Efter en session med en terapeut med speciale i sexafhængighed, så gik det pludseligt op for mig hvor meget sex egentlig styrede mit liv (og mit følelsesliv). OG PLUDSELIGT GIK DET OP FOR MIG. JEG VAR RYGENDE AFHÆNGIG AF SEX. Derefter begyndte jeg at læse om sexafhængighed og der var en masse ting der faldt på plads. Jeg lærte om hvad udløsningen gjorde for mig på et cellulært/kemisk niveau. Og holdt stort set op med at onanere. Det holdt hårdt indimellem.

Så fandt jeg Jimmy og livet har ikke været det samme siden (og betragter mig selv som svineheldig, at han var den første der dukkede, op da jeg søgte på terapeuter til sexafhængighed). Det er selvfølgeligt overdrevet og det skete ikke bare på engang. Men i min første session med ham, havde jeg regnet med, at vi skulle snakke en masse om sex og hvordan jeg havde det og hvor det kom fra og alt det der.

Han lyttede til mig i ca 10 minutter hvor jeg fortalte en del om min barndom og så skar han direkte igennem og spurgte, hvad er det der? Og så kørte det ellers.

Nu kommer der så en lovprisning af Jimmy.

Jeg har efter adskillige timers terapi hos andre terapeuter og mange timers ”åndelig vejledning” i Scientology, aldrig nogen sinde mødt en person, der som Jimmy har været i stand til at læse mig og hjælpe med at skære ind til benet. Han er utroligt vidende om den proces der foregår inde i mig og formår at lede mig hen til de steder hvor der virkelig er kød på.

Jeg fandt Lille-Artemidoros igen

Sammen med Jimmy har jeg været ned og finde lille ulykkelig, oversete Artemidoros.
Jeg har holdt ham i hånden og givet ham omsorg og kærlighed.
Jeg har været nede og kikke på situationer hvor jeg var meget ulykkelig og helst bare ville gemme mig i min lille boks (med en stak pornoblade)
jeg har været ned at kikke på hvad mine forældre gjorde mod mig (eller nærmere ikke gjorde) og givet dem begge en ordentlig skideballe for at have været som de var.

Jeg har været nede og kikke på lille ulykkelige Artemidoros, kontra store smarte/selvsikre Artemidoros og har fået sat ord på begges baggrund og plads i mit liv.

Jeg har været ned at kikke på baggrunde for de konflikter jeg har haft både med min nuværende og med min ekskone og har også kikket på mig selv med deres øjne (faktisk ikke noget jeg var særligt stolt af, det var ikke et kønt syn). Nu sidder jeg så her og kan kikke tilbage på et liv som bestemt ikke har været kedeligt. Men det har været utroligt hårdt og det har haft en høj pris for nogle af de mennesker som er mig tættest og som burde have kunnet regne med at være min topprioritet.

Tiden efter terapien

Jeg er ikke ”kureret”. Men jeg er på et MEGET bedre sted end jeg nogensinde har været før.

Jeg har fået sat ord og billede på hvad det var inde i mig som gjorde at jeg brugte sex i det omfang jeg gjorde (og arbejde og alkohol). Sex betyder stadig meget for mig og jeg vil formentlig altid have et stort behov, men det er på en anden måde. Nu er det ikke altafgørende for mit velbefindende.

Efter ca 20 timer ved Jimmy er der væltet en masse skeletter ud af skabet og en masse erkendelser, som jeg ikke vil kede læseren med en komplet liste over.

Men sex (og alkohol)var blevet en altafgørende faktor i mit liv, så afgørende at mit arbejdsliv blev planlagt ud fra hvordan jeg bedst kunne tilgodese de behov.

Porno, sex og onani blev min måde at give mig selv omsorg på.

Jeg betegner ikke mig selv som sexafhængig mere.  Jeg er heller ikke afhængig af arbejde eller alkohol.

Jeg kan godt savne det, men jeg kan arbejde med det. Jeg elsker en kold øl eller 5, men behøver ikke drikke mig helt i hegnet.

Jeg prøvede at stoppe helt med onani, men da der skete en masse andet i mit liv samtidigt med, så oversteg det mine ”evner”. Kort sagt, så tror jeg at jeg var brændt sammen oveni hovedet, hvis jeg havde stoppet helt, så det er et projekt for fremtiden (hvis det skønnes at være nødvendigt).

Mine erkendelser (eller nogen af dem):

Jeg har indset at jeg har fejl og mangler og at det er okay.

Jeg har indset at det ikke alt sammen er min skyld og at jeg faktisk er værd at holde af (er sågar begyndt at holde af mig selv).

Jeg har indset at jeg kan have følelser og at det er okay at føle dem og snakke om dem.

Jeg har indset at jeg faktisk er værd at respektere for hvem jeg er (og ikke for at være den skøre festabe, arbejdsjunkie og skørtejæger, som skulle overgå alle andre for at synes han havde fortjent respekt)

Jeg har indset at jeg er værdifuld og jeg finder mig selv værdifuld.

Jeg kunne fortsætte længe endnu, men så skal jeg vist udgive en bog i stedet for.

Kort sagt: Uden Jimmys hjælp, havde jeg ikke siddet hvor jeg sidder nu og jeg er helt sikker på at mit ægteskab (med verdens mest fantastiske kvinde) ikke havde holdt.

For lige at slutte historien, så er min kone også begyndt hos Jimmy og det har været en kæmpe succes, både for hende personligt og for vores ægteskab.

 

Sexafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at kvitte

BLOGINDLÆGGET ER AT FINDE EFTER DISSE INDLEDENDE LINJER

Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

Sexafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at behandle

Du kan også følge ham på Facebook her.

En fantastisk GPS og en mopset dame

fd0e0e3f1b314753bfb2fbee8c60ea93_surdame

Jeg har vist ikke nævnt mit kærlighedsforhold til Mercedes’ GPS, men her er det altså: Jeg ELSKER den! Jeg er af den gamle taxaskole (for plus 20 år siden), hvor Krak’en var enhver taxachaufførs bibel. For to måneder manglede der således en Krak i min taxa, og forpustet ringede jeg min vognmand op og meddelte ham dette postyr. ”Jimmy, for helvede, ingen kører sgu da med Krak i dag,” lød hans fyndige svar. Øh… øh… Godt så. Så må jeg jo hellere forsøge at køre efter den. Og vi har altså været forelskede lige siden. Mig og GPS.

Nuvel.

Som altid har min GPS ført mig sikkert frem til adressen, denne gang et socialt boligbyggeri i Gentofte, og da jeg skal køre det sidste stykke hen til opgangen, laver jeg et forkert sving og havner i de ulige numre, i stedet for de lige. Det faldt min kunde ikke så lidt for brystet, og hun meddelte mig surt, hvor dumt det var at køre forkert. What? Jeg lavede et lille forkert-sving, men var tilbage til hendes opgang i løbet af nul komma fem. Jeg bliver irriteret over hendes kommentar, men formår ikke at håndtere energien, så der er overensstemmelse med det, jeg siger og min indre version af mig selv. Det bliver til en forklarende bemærkning om GPS’ens mangler på opgang-nummer-niveauer (undskyld, GPS) og sådan noget crap. Hun smiler skævt og fornemmer på mit svar, at hun har ramt mig (tror jeg). Er kommunikation ikke sjovt på den måde? Hvis jeg i stedet havde sagt, hvad der boede i mig, nemlig at hendes bemærkning på ingen måder ville få mig hurtigere frem til adressen, eller at jeg i det mindste undlod at give mig i kast med at forklare (læs undskylde), så havde energien hos mig (og måske også hos hende) været anderledes på den efterfølgende l-a-n-g-e tur til lufthavnen.

Erotikafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at behandle

riksf_reningen_anor_298924b

Det, jeg elsker mest ved taxakørsel, er muligheden for at træde ind i mange forskellige verdner. Jeg har kun kendt en makeupartist i mit liv, og hende var jeg brandvarm på. Men disse følelser var på ingen måder gengældt. Det er dog 15 år siden, så da næste kunde, en makeupartist, træder ind i bilen, er der ingen hard feelings fra min side. Vi falder hurtigt i en fed snak. Hun har haft et job på Holmen og lagt makeup på modeller i forbindelse med et modeshoot. Hvad er det fede ved at være makeupartist, vil taxichaufføren vide. At der er vekslende arbejdstider. Jeg ville dø, hvis jeg skulle have faste 8-16-rammer. Og så er det noget med at være sammen med glade mennesker. Det er meget kreative miljøer, jeg kommer i. Er der nogen ulemper? Det er benhårdt at banke en sådan virksomhed på benene. Det handler om netværk, netværk, netværk. Så i en marketingsforstand er man altid på dupperne, og det er i sig selv energikrævende. Og så er det et overfladisk miljø. Altså det at beskæftige sig med at gøre ting flotte, er jo en ydre ting og på mange måder overfladisk.

Vi drejer vores snak hen på modebranchens bidrag til nutidens kvindeillusion, hvor piger/kvinder skal være så tynde, at de er til skade for dem selv. Det er altså skræmmende shit. Pigerne er ofte hyperbevidste om både skadevirkninger og langsigtede konsekvenser, men ikke desto mindre dyrker de size zero-idealet i alverdens netfora og udstyrer hinanden med tip til, hvordan -40 kg kan opnås på kortest mulig tid. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de spiseforstyrrede piger, jeg har i terapi. Efter min mening er erotikafhængighed og spiseforstyrrelser de to afhængighedstyper, som er sværest at kvitte, fordi man i modsætning til fx alkoholisme ikke har en ydre fjende (alkoholen), man kan pege fingre ad og erklære som den store fjende, men at man skal finde en vej, hvor det, som seksualiteten og maden i fortiden har symboliseret, skal transformeres fra noget tvangspræget til noget sundt. Og det er virkelig, virkelig en vanskelig bevægelse.

Er bornholmere fortabte?

80061

Det er ved at være sidst på eftermiddagen. Næste kunde er færing. Hvor er det altså mærkeligt, hvordan sindet per automatik placerer mennesker i kategorier, alt afhængigt af deres dialekt. Eller det gør mit hoved i hvert fald. Jeg tænker, at han nok har haft problemer med alkohol. LOL. Yes, I know, det ER langt ude, men det var ikke desto mine tanker. Shit, hvor blev jeg igen sat på plads af ideen om at være ydmyg og aldrig at skue hunden på hårene, for sjældent har jeg grinet og hygget mig så meget på en taxatur som med denne færing (og hans kone). Han var knivskarp, og vi kluklo over dialekter og alt muligt andet. Jeg sagde det, som det er… at jeg har en følelse af at have medfølelse med bornholmere, når de taler, altså hvor det er lidt synd for dem. Han istemte og foreslog, at de måske er fortabte. Ja, det grinede vi over, og undskyld, bornholmere. Jeg har KUN fede erfaringer med jer som mennesker. Det er jeres dialekt, som løber om hjørner med mig. Sorry. Han er i øvrigt civilingeniør og arbejder for et stort succesfuldt dansk firma.

Tre italienske piger og smørrebrød

restaurant-aha-smoerrebroed-1-400852-regular

Så er det ved at være min taxa-yndlingstid. Søndag aften. Det tidspunkt, hvor der er langt imellem bilerne, og det næsten kun er taxaerne, som præger bybilledet. Der er lidt Dan Turell ”Jeg skulle have været taxachauffør” over denne tid på døgnet.

Jeg er ikke religiøst troende i nogen som helst klassisk forstand, men heller ikke streng ateist. De næste kunder får mig til at tænke på, at der er mere mellem himmel og jord. Men jeg spoler lige tiden 12 minutter tilbage. Der har været en forestilling i Operaen her til aften, og klokken 1915 lukkede de cirka 1100 mennesker ud. Hvad betyder det i taxasprog? Potentielt virkelig sexede ture, med glade, dannede og ikke mindst velhavende mennesker. Den slags, der sagtens kunne finde på at køre til Nordsjælland i en hyrevogn. Jeg tøffer rundt i Nordvest, og klokken er nu et godt stykke over 20, så rationelt set er det omsonst at køre ud til Holmen, for kunderne er med 99 pct. sikkerhed ude af vagten. Men mit hjerte fortæller mig noget andet. Fuck det, så kører vi sgu derud. Lige inden jeg når Christiania, bliver jeg hyret af tre piger. Den ene sætter sig på forsædet, og jeg mærker straks en kilden indeni. Damn, hvor er hun sød. De er fra Italien og skal tilbage til deres hotel ved Hovedbanen. Udtalen af Colbjørnsensgade vækker det første grin. ”Bjoooorn” siger jeg langsomt, og alle tre piger forsøger at danse med det danske ø. Smørrebrød er næste sproglyd, der vækker latter. De fortæller i øvrigt, hvor misforstået spaghetti bolognese er. At ingen andre end italienere laver det rigtigt. Colbjørnsensgade 2. Vi er fremme. Jeg stikker dem mit visitkort og får lov til at genfortælle turen på disse pergamenter. Egentlig ærgrer det mig lidt, at jeg ikke også inviterede forsæde-pigen på kaffe, men på den anden side, så har hun jo mit visitkort, hvis hun skulle være interesseret, lyder mine tanker, da jeg triller op ad Istedgade mod Hovedbanen.

Klokken 2235 får jeg en mail fra en pige med et italiensk klingende navn. En pige, der syntes, at der havde været en virkelig god vibe i taxaen, og som gerne vil mødes til kaffe om mandagen, inden turen går tilbage til Bologne i Italien. Jeg skynder mig at krydse af ved ”ja tak”.

Fyraften

Indkørt 1967 kr. Ikke særlig godt, men det er også sidst på måneden, så mon ikke der er mere at lave næste søndag…