Pige 20 år: For første gang føler jeg, at livet er værd at leve

 

Jeg er 20 år gammel og jeg har nu gået hos Jimmy i ca. halvandet år. Jeg er begyndt efter halvandet år for første gang – i nærmest hele mit liv – at føle mig glad. I sidste session sagde jeg til Jimmy, at jeg følte at mit liv var blevet værd at leve. Det er noget helt nyt for mig.

Mit liv har bestået af mange kampe. Kampe som jeg simpelthen ikke kunne vinde – i hvert fald ikke med de vaner jeg har fået internaliseret siden jeg var helt lille. Jeg er igennem mit liv  blevet fortalt af så mange mennesker, så mange gange, at jeg var forkert, tyk, dum, grim – intet værd –  at jeg har troede på dem. Jeg følte mig som skrald. Jeg følte nærmest at det gjorde verden ondt at jeg var her.

Jeg har aldrig lært at udtrykke mine følelser… Jeg har ikke kunne udtrykke vrede, min sorg. Jeg frøs mine følelser så langt ned, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Næsten ligeså langt tid jeg kan huske, har jeg gået rundt og hadet alt – og jeg mener hadet, i ordets reneste betydning – alt i mens verden så på mig og kaldte mig glad. ‘Den Glade Pige’. For jeg var altid glad udadtil, jeg var altid smilende udadtil, jeg var altid positiv og grinende udadtil… Men i virkeligheden kogte jeg inden i. Da ‘Den Glade Pige’ nogle gange så lidt bedrøvet ud, vidste omverdenen jo ikke, at hun ikke bare var lidt ked af det, men hun simpelthen ikke havde lyst til at leve længere.

I løbet af de sidste 4 – 5 år har jeg kæmpet med meget – anorexi, bullimi, depression, cutting… Jeg hadede mig selv. Utrolig meget. De sidste mange år, har jeg frygtet at være alene, for så var der ikke noget at distrahere mig selv med. Jeg byggede hele mit liv – mig selv – på andre. Der var ingen mig, intet fundament. Jeg frygtede hver eneste nat, hvor jeg skulle ligge mig til at sove, for så var der ro og plads til, at jeg kunne mærke mine følelser, og det frygtede jeg mere end alt – mere end sult eller sår.

Jeg startede hos Jimmy halvandet år siden, efter jeg en morgen vågnede op og ikke kunne stå op, fordi verdens vægt simpelthen vejede for meget. Der tænkte jeg “jeg giver op,” og ringede derefter til Jimmy, selvom terapi var noget jeg ihærdigt havde undgået i mange år.  Det har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jimmy sagde den første dag, at vi skulle have trukket nogle nye kabler igennem mig. Jeg skulle have direkte forbindelse mellem mine følelser og hvad der kom ud af min mund. Da han sagde det, tænkte jeg det var umuligt.

Men i dag føler jeg endelig for første gang i mit liv, at jeg har et fundament der er mig selv. Det er først her de sidste par måneder at jeg endelig er begyndt, at være reelt glad for første gang i mit liv. Det er selvfølgelig en proces, men pga. af arbejdet med Jimmy har jeg kunnet gå ned af vredens trappe og at få varmet min frosne vrede lidt efter lidt op. Få taget ‘Silent’ ud af ‘Silent Fury’. Jeg har  fået etableret “rene” forhold, dvs. hvor jeg får renset ud og sagt de ting jeg tænker og føler til omverdenen. Jeg kan være alene og nyde det. Jeg kan gå i seng og ikke føle panikken begynde at koge inden i mig når klokken bliver omkring 9. Jeg føler ikke længere angsten sidde i min mave som en permanent isklump, og det er nu kun undtagelsen at jeg føler angst, i stedet for før da det var en stor undtagelse at jeg følte mig rolig. Jeg kan endelig trække vejret.

Tak Jimmy

Pige: Jeg nyder at bolle til højre og venstre med tilfældige fyre, men jeg kan ikke nyde intimitet med min kæreste

Følgende er et læserbrev fra en frustreret pige, som ikke kan nyde intimitet og sex med sin kæreste:

Hej.

Jeg har simpelthen været så ked af det og frustreret de sidste par måneder.
Jeg har en kæreste, og vi har været sammen i 8-9 måneder nu. Vi har det så fantastisk sjovt og godt sammen.
Jeg har haft en meget belastet opvækst, og lider idag af angst, som jeg har været meget præget af.

Jeg har altid været meget seksuelt aktiv og haft meget lyst til sex. Oftest med folk som jeg ikke helt kunne få. Eller hvis jeg har haft noget kørende med nogen, været meget engageret i sexen, nok også for at få bekræftelse. Jeg har nydt det mest, når det har været “på lånt tid”.. Set i bakspejlet, har jeg nok lagt an på fyre for at blive bekræftet. Det er her min angst spiller ind.. Så altså! Jeg har været sammen med mange, været forelsket i mange osv. Og sex har jeg altid nydt og “været god til”..

intimate young couple during foreplay in bed

Men med min dejlige, elskede kæreste kan jeg ikke.. Den første tid havde jeg meget lyst til ham. Men det stoppede hurtigt, samtidig med, at min kærlighed kun er vokset. Jeg bliver genert. Jeg føler at jeg afviser ham konstant. Jeg har virkelig sjælendt lyst, og det er virkelig ubehageligt. Jeg føler, at jeg ødelægger hans selvtillid. For når vi endelig har sex ender det med at blive helt akavet. Jeg ser mig overhovedet ikke som et seksuelt væsen sammen med ham.. Han kender mig så godt. Alle mine facetter, alt. Jeg føler mig nærmest for skrøbelig til at have sex med ham. Det er så frustrerende for mig. Og sikkert også for ham. Hvad kan jeg gøre?
I vinters kom han selv til mig, fordi han var ked af det og sagde, at han ikke følte at jeg tændte på ham, hvilket jeg sagde at jeg gjorde. Hvilket jeg ikke ved om jeg gør siden jeg ikke kan finde ud af at have sex med ham.. Men siden han sagde det blev det lidt værre. Vi havde oftere sex, men jeg tænkte konstant på det og gjorde det udelukkende af dårlig samvittighed. Og her for en måned siden bragte jeg det op. JEg sagde at jeg ikke havde lyst til sex for tiden, og han tog det pænt. Men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at ændre det.  Jeg kan nogle gange få lyst til andre mænd. Det har jeg ikke sagt til ham.

Håber meget på svar

Jeg vil også lige sige, at jeg aldrig har fået orgasme under samleje.. så måske keder jeg mig også lidt, og synes slet ikke at sex er det værd?

Hej

Tak for dit brev.

Du er i stand til at nyde sex, når det er ”på lånt” tid, og det er egentlig kun for at få en form for bekræftelse, men når der er følelser og kærlighed med i ligningen, slår dit seksuelle system bak, og det gør dig frustreret og ked af det.

Og det kan jeg fandeme godt forstå. Det virker, som om du med dit hoved kan se fornuften i at give dig hen til din kæreste og nyde intimiteten, men at din krop li’som bare ikke vil lystre.

Nu ved jeg jo ikke, hvad der ligger i din brug af ordene ”belastet opvækst” og ”angst”, for det er i sagens natur meget individuelt. Jeg møder klienter i min praksis, som er blevet udsat for massive seksuelle overgreb, og de udvikler ofte stærke forsvar mod intimitet, fordi deres tillid er blevet så knægtet. Og i kølvandet på det, opstå der tit alverdens forskellige (seksuelle) mønstre, såsom særlige lyster/perversioner, at have kampmeget trang til at kneppe snart sagt gud og hver mand og alle mulige andre måder, hvorpå følelser på en eller anden måde seksualiseres.

33227186-0194cf57d5962aa9e2af702dc222bdb1

Og med ”seksualisering” mener jeg det fænomen, at man bruger sin seksualitet som trampolin væk fra sin inderlighed. For mig er det at sammenligne med alle de andre afhængighedstyper, vi kender til, såsom cutting, spiseforstyrrelser, pillemisbrug, for meget alkohol, ludomani osv. Og ofte er angsten en fast følgesvend til denne eskapistiske adfærd, fordi man i bund og grund ikke kan mærke sig selv.

Når jeg behandler afhængigheder, starter vi næsten altid med accept. Accept af tilstanden, og accept af at man er havnet, hvor man er. For hvis man slår sig selv oven i hovedet over sin adfærd, gør man ALTID spot til skade – eftersom der i langt de fleste tilfælde har været MANGE gode grunde til at have betrådt den sti til at begynde med. Altså at sindet var nødt til at finde på en form for stimulans for at udholde smerten i hjemmet eller på kostskolen eller where ever.

Bagved accept og verbalisering gemmer der sig en lille skat, nemlig at skammen får mindre styrke. Og man siger jo om skam, at den ikke tåler dagens lys og kærlighed. Og når først man tager livtag med sin skam, så kan man (ofte) begynde at mærke sig selv igen, for skammen er virkelig en af sindets klamme fætre, der kvæler liv.

Brene-Brown-008

Brene Brown taler rigtig meget om gaven ved at kunne slippe sin skam og være med sin sårbarhed

Så: Nu er brevkassesvar jo i sin natur smalle, da jeg har sparsomt med oplysninger om dig, men ud fra dit brev, vil jeg i det følgende konkludere, at der er en sammenhæng mellem det, du beskriver som ”belastet opvækst” og din måde at forvalte din seksualitet på.

Jeg vil starte ”lidt oppefra” og sige, at min brede holdning til de mange (ikke helt så kristne) parforholdskonstellationer, vi ser i disse tider, hvor folk boller til højre og venstre, er yderst velkomne. Så når du skriver, at du har lyst til andre mænd, får du mig ikke til at sige, at det per se er dårligt. Men din problematik er, at det ikke er et frit valg. For hvis du kunne mønstre intimitet og nærhed med din kæreste, og I så derfra valgte at åbne forholdet, var det jo en anden snak.

Så indtil du mødte din kæreste, fungerede spillemaskinen meget godt, da de andre fyre fungerede som en spejling af det, du sender ud (gensidige brugsforhold). Men da denne her skønne fyr træder ind i dit liv, og han ikke er et seksualiseringsobjekt, men et menneske med følelser og et hjerte, kalder det på nogle helt andre melodier i dig. Man kan vel nærmest sig, at han trådte ind igennem dit forsvar og krævede noget andet af dig. Pludselig skulle du knytte dit hjerte med din seksualitet, og den sang kender du ikke, men ønsker det (går jeg ud fra).

En af dine første udfordringer på forhindringsbanen er at blive skarp på, hvordan lige præcis din seksualisering foregår. Har du været udsat for en følelsesmæssig kulde i dit barndomshjem og på den konto kommet til at lukke i for dit hjerte, og som forsvar har tyet til at indgå i følelseskolde seksualrelationer (måske som spejling af hjemmet), eller hvad er der sket? Denne første forhindring handler meget om narrativet og at få knyttet så mange ord på din adfærd og din oplevede baggrund som muligt. Her er skrivning fabelagtigt, fx ”kære dagbog”. En god veninde at betro sig til er også godt.

Næste udfordring på denne bane handler om at få så meget accept af dig selv i forhold til din måde at være på i verden, at du kan være åben omkring det (uden at skulle skamme dig). Og herfra kan du så åbne dig for fx din kæreste.

Den tredje og sidste knast på forhindringsbanen ligger lidt længere ude i tiden og handler om at få trukket nogle nye kabler mellem dit køn, dit hjerte og din forstand. Her er vi inde på nogle mere ”automatiserede” niveauer i sindet, forstået på den måde, at det nærmest er blevet en naturlov for dig at bruge de seksualiserende organiseringer. Fx har jeg selv som tidligere pornoafhængig benyttet mig af porno, hver gang jeg har været stresset eller ked af det. Mine seksualiseringskabler handlede om at flygte ud i pornoen, når emotions-stationen kaldte på mig, og da først jeg tog livtag med den her tredje knast på forhindringsbanen og VIRKELIG insisterede på at VÆRE ked af det, når mit sind besad den tone, så kom der nogle helt andre harmonier i min måde at være menneske på, og stille og roligt forsvandt denne seksualiseringstrang.

Så: Gå kast dig over forhindringsbanen. Og vær insisterende. Det er udelukkende en win-win situation, for i worst case ender du med at lære dig selv bedre at kende.

I ikke så worst case begynder du at kunne elske og knalde på en gang.

Held og lykke med det.

Knus, Jimmy

 

 

Sexafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at kvitte

BLOGINDLÆGGET ER AT FINDE EFTER DISSE INDLEDENDE LINJER

Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

Sexafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at behandle

Du kan også følge ham på Facebook her.

En fantastisk GPS og en mopset dame

fd0e0e3f1b314753bfb2fbee8c60ea93_surdame

Jeg har vist ikke nævnt mit kærlighedsforhold til Mercedes’ GPS, men her er det altså: Jeg ELSKER den! Jeg er af den gamle taxaskole (for plus 20 år siden), hvor Krak’en var enhver taxachaufførs bibel. For to måneder manglede der således en Krak i min taxa, og forpustet ringede jeg min vognmand op og meddelte ham dette postyr. ”Jimmy, for helvede, ingen kører sgu da med Krak i dag,” lød hans fyndige svar. Øh… øh… Godt så. Så må jeg jo hellere forsøge at køre efter den. Og vi har altså været forelskede lige siden. Mig og GPS.

Nuvel.

Som altid har min GPS ført mig sikkert frem til adressen, denne gang et socialt boligbyggeri i Gentofte, og da jeg skal køre det sidste stykke hen til opgangen, laver jeg et forkert sving og havner i de ulige numre, i stedet for de lige. Det faldt min kunde ikke så lidt for brystet, og hun meddelte mig surt, hvor dumt det var at køre forkert. What? Jeg lavede et lille forkert-sving, men var tilbage til hendes opgang i løbet af nul komma fem. Jeg bliver irriteret over hendes kommentar, men formår ikke at håndtere energien, så der er overensstemmelse med det, jeg siger og min indre version af mig selv. Det bliver til en forklarende bemærkning om GPS’ens mangler på opgang-nummer-niveauer (undskyld, GPS) og sådan noget crap. Hun smiler skævt og fornemmer på mit svar, at hun har ramt mig (tror jeg). Er kommunikation ikke sjovt på den måde? Hvis jeg i stedet havde sagt, hvad der boede i mig, nemlig at hendes bemærkning på ingen måder ville få mig hurtigere frem til adressen, eller at jeg i det mindste undlod at give mig i kast med at forklare (læs undskylde), så havde energien hos mig (og måske også hos hende) været anderledes på den efterfølgende l-a-n-g-e tur til lufthavnen.

Erotikafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at behandle

riksf_reningen_anor_298924b

Det, jeg elsker mest ved taxakørsel, er muligheden for at træde ind i mange forskellige verdner. Jeg har kun kendt en makeupartist i mit liv, og hende var jeg brandvarm på. Men disse følelser var på ingen måder gengældt. Det er dog 15 år siden, så da næste kunde, en makeupartist, træder ind i bilen, er der ingen hard feelings fra min side. Vi falder hurtigt i en fed snak. Hun har haft et job på Holmen og lagt makeup på modeller i forbindelse med et modeshoot. Hvad er det fede ved at være makeupartist, vil taxichaufføren vide. At der er vekslende arbejdstider. Jeg ville dø, hvis jeg skulle have faste 8-16-rammer. Og så er det noget med at være sammen med glade mennesker. Det er meget kreative miljøer, jeg kommer i. Er der nogen ulemper? Det er benhårdt at banke en sådan virksomhed på benene. Det handler om netværk, netværk, netværk. Så i en marketingsforstand er man altid på dupperne, og det er i sig selv energikrævende. Og så er det et overfladisk miljø. Altså det at beskæftige sig med at gøre ting flotte, er jo en ydre ting og på mange måder overfladisk.

Vi drejer vores snak hen på modebranchens bidrag til nutidens kvindeillusion, hvor piger/kvinder skal være så tynde, at de er til skade for dem selv. Det er altså skræmmende shit. Pigerne er ofte hyperbevidste om både skadevirkninger og langsigtede konsekvenser, men ikke desto mindre dyrker de size zero-idealet i alverdens netfora og udstyrer hinanden med tip til, hvordan -40 kg kan opnås på kortest mulig tid. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de spiseforstyrrede piger, jeg har i terapi. Efter min mening er erotikafhængighed og spiseforstyrrelser de to afhængighedstyper, som er sværest at kvitte, fordi man i modsætning til fx alkoholisme ikke har en ydre fjende (alkoholen), man kan pege fingre ad og erklære som den store fjende, men at man skal finde en vej, hvor det, som seksualiteten og maden i fortiden har symboliseret, skal transformeres fra noget tvangspræget til noget sundt. Og det er virkelig, virkelig en vanskelig bevægelse.

Er bornholmere fortabte?

80061

Det er ved at være sidst på eftermiddagen. Næste kunde er færing. Hvor er det altså mærkeligt, hvordan sindet per automatik placerer mennesker i kategorier, alt afhængigt af deres dialekt. Eller det gør mit hoved i hvert fald. Jeg tænker, at han nok har haft problemer med alkohol. LOL. Yes, I know, det ER langt ude, men det var ikke desto mine tanker. Shit, hvor blev jeg igen sat på plads af ideen om at være ydmyg og aldrig at skue hunden på hårene, for sjældent har jeg grinet og hygget mig så meget på en taxatur som med denne færing (og hans kone). Han var knivskarp, og vi kluklo over dialekter og alt muligt andet. Jeg sagde det, som det er… at jeg har en følelse af at have medfølelse med bornholmere, når de taler, altså hvor det er lidt synd for dem. Han istemte og foreslog, at de måske er fortabte. Ja, det grinede vi over, og undskyld, bornholmere. Jeg har KUN fede erfaringer med jer som mennesker. Det er jeres dialekt, som løber om hjørner med mig. Sorry. Han er i øvrigt civilingeniør og arbejder for et stort succesfuldt dansk firma.

Tre italienske piger og smørrebrød

restaurant-aha-smoerrebroed-1-400852-regular

Så er det ved at være min taxa-yndlingstid. Søndag aften. Det tidspunkt, hvor der er langt imellem bilerne, og det næsten kun er taxaerne, som præger bybilledet. Der er lidt Dan Turell ”Jeg skulle have været taxachauffør” over denne tid på døgnet.

Jeg er ikke religiøst troende i nogen som helst klassisk forstand, men heller ikke streng ateist. De næste kunder får mig til at tænke på, at der er mere mellem himmel og jord. Men jeg spoler lige tiden 12 minutter tilbage. Der har været en forestilling i Operaen her til aften, og klokken 1915 lukkede de cirka 1100 mennesker ud. Hvad betyder det i taxasprog? Potentielt virkelig sexede ture, med glade, dannede og ikke mindst velhavende mennesker. Den slags, der sagtens kunne finde på at køre til Nordsjælland i en hyrevogn. Jeg tøffer rundt i Nordvest, og klokken er nu et godt stykke over 20, så rationelt set er det omsonst at køre ud til Holmen, for kunderne er med 99 pct. sikkerhed ude af vagten. Men mit hjerte fortæller mig noget andet. Fuck det, så kører vi sgu derud. Lige inden jeg når Christiania, bliver jeg hyret af tre piger. Den ene sætter sig på forsædet, og jeg mærker straks en kilden indeni. Damn, hvor er hun sød. De er fra Italien og skal tilbage til deres hotel ved Hovedbanen. Udtalen af Colbjørnsensgade vækker det første grin. ”Bjoooorn” siger jeg langsomt, og alle tre piger forsøger at danse med det danske ø. Smørrebrød er næste sproglyd, der vækker latter. De fortæller i øvrigt, hvor misforstået spaghetti bolognese er. At ingen andre end italienere laver det rigtigt. Colbjørnsensgade 2. Vi er fremme. Jeg stikker dem mit visitkort og får lov til at genfortælle turen på disse pergamenter. Egentlig ærgrer det mig lidt, at jeg ikke også inviterede forsæde-pigen på kaffe, men på den anden side, så har hun jo mit visitkort, hvis hun skulle være interesseret, lyder mine tanker, da jeg triller op ad Istedgade mod Hovedbanen.

Klokken 2235 får jeg en mail fra en pige med et italiensk klingende navn. En pige, der syntes, at der havde været en virkelig god vibe i taxaen, og som gerne vil mødes til kaffe om mandagen, inden turen går tilbage til Bologne i Italien. Jeg skynder mig at krydse af ved ”ja tak”.

Fyraften

Indkørt 1967 kr. Ikke særlig godt, men det er også sidst på måneden, så mon ikke der er mere at lave næste søndag…