Verden ifølge en taxichauffør

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Da jeg kom hjem fra USA i 1990, tog jeg et taxakort, og i mange år levede jeg af taxakørsel. At køre taxa var en fascinerende rejse på godt og ondt, og jeg tænkte tit på, at jeg skulle/burde skrive nogle af taxahistorierne ned, fordi de er så vilde. Taxaen er jo på en eller anden måde vores alles skriftested, fordi man kan fortælle om hvad som helst uden at behøve at tænke på konsekvenser.

Jeg lagde imidlertid taxakørslen på hylden for ti år siden, og det blev aldrig til noget med historiegengivelserne. I sommeren 2014 syntes jeg, at livet som psykoterapeut og sexolog skulle spices lidt op. Et terapirum udgør kun 12 kvadratmeter, og jeg savnede noget luft og noget bevægelse og at møde andre mennesker i en anden kontekst end den terapeutiske. Så da en af mine kammerater, som også er taxichaffør, foreslog mig at køre en gang om ugen, var jeg ikke sen til at købe ideen. Således kører jeg nu fast om søndagen. Og jeg elsker det. Jeg elsker at grine med kunderne og dele deres tanker, bekymringer og syn på livet og på verden. Det er en fuldstændig anden oplevelse for mig at være taxichauffør i dag, end da jeg var i tyverne, fordi jeg unægtelig er et andet sted i livet. Et mindre stressfuldt sted, kan man vel sige. Fremover vil jeg ”blogge” om mine taxaoplevelser på disse pergamenter.

De kunder, jeg skriver om, som potentielt kan spores, er alle blevet spurgt, om jeg må gengive, hvad der skete under kørslen.

——————————————————————————————————-

Er det en fordel for en pige at være semilækker?

Søndag 161114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Det blæser en ond pelikan og står ned i stænger. Jeg holder ved Skandinavia Hotel, da dagens første kunder melder deres ankomst. Et ægtepar fra… øh… Norge, Sverige, eller… ej, jeg ved det ikke. Og ja, det er VIRKELIG pinligt, men jeg kan tit ikke høre forskel. Nå, men de har altså vundet over Grækenland i fodbold, fortæller de mig, og det er de jublende lykkelige over. Så må det være Norge, tænker jeg, for det ville rage en svensker en papand. Jeg stikker kursen mod Lufthavnen, og de FORTSÆTTER i lang tid med at tale om den her famøse sejr. Jeg begynder at ane, at de er en smule tossede. “Du følger vist ikke med i fodbold,” lyder det lidt spidst fra den mandlige del af ægteskabet, da han fornemmer, at jeg fatter lyd af deres begejstring. Og da vi når til rundkørslen ved DR-byen, og han tilmed sammenligner sejren med Danmarks EM-trofæ i 1992, tænker jeg højt i hovedet, at det ER to kolbøtter, jeg har fået med (men altså nogle søde og pænt klædte nogen). Jeg mener… EM 1992!! Det er grande på grande. Jeg åbner munden og siger et eller andet om norsk fodbold, og det følges prompte op af en rungende tavshed i taxakabinen… ”Norge? Jamen, vi er fra Færøerne,” lyder det spagt på det her halvklingende dansk-færøske fra den kvindelige part. Godt så. Nu FORSTÅR jeg fandeme godt jeres begejstring. Det er jo helt vildt!

Billede-015

Færøernes nationalstadion (inklusive containere ved det ene mål)

Jeg har aldrig kun talt fodbold med et ægtepar helt til lufthavnen, men det gjorde vi altså. Og os alle tre i et væk. Og med mange grin undervejs. Fx kan der om vinteren kun være 4000 tilskuere på Færøernes Nationalstadion, fordi alle sidder i tykt vintertøj. Færøerne banker Grækenland i fodbold. Ups, Grækenland… den må have svedt.

Tom Cruise og flaskerne

cocktail_tom_cruise_roger_donaldson_021_jpg_uqsg

Læg mærke til, hvordan Tom Cruise via sin tjans som bartenderen formår at charmere Elisabeth Shue. Denne gang dog uden flasker

Bare rolig, det er ikke Tom Cruise, som træder ind i en københavnertaxa, men en ikke helt ringe erstatning.

Jeg holder forrest på Hovedbanen. Hvor har det dog været en fed dag. Så mange coole snakke. En ung mand tripper frem mod min taxa. Stakkels fyr, når jeg at tænke, da han trækker i Mercedeshåndtaget for at komme ind i ikkeblæsten. Jeg forestiller mig, at han virkelig har fået nogen på bægeret, for hans forhutlethed og den store røde bule i hans pande vidner om en voldsom behandling.

”Vesterbrogade,” lyder det lidt indeklemt fra ham.

Hvad har du lavet, spørger jeg?

”Kigget op i loftet i to timer hos min kammerat. Men det var kun hvidt, og det gav bare ikke særlig meget mening,” svarer han.

Herfra skifter jeg fluks kategori i mit hoved fra ”forhutlet” til ”rygende morsom”. Hans måde at sige det på er så fortabt, er det er intet mindre end skide skægt. Min latter skaber et hurtigt bånd, og i løbet af 90 meter Bernstoffsvej lyder vi som et gammelt ægtepar.

Kunde: ”Min kammerat og jeg var sammen med to piger, og den ene var lækker, mens den anden var semilækker. Og det var så sjovt, for semien var klogere…”, her afbryder chaufføren…

Taxichauffør: ”Ja, det er så trippet, for i det tilfælde er det ikke nødvendigvis en fordel for den lækre. For når man finder ud af, at hun er blank, så daler lækkerheden…”, her afbryder kunden…”

Kunde: ”…for fuld skrue…”, og derpå slår vi begge en stor latter op.

Jeg er jo en pivnysgerrig taxachauffør, så jeg bliver nødt til at spørge om det med bulen. Og det viser sig at være af en anden oprindelse end mine første Hovedbanegårdstanker. For ligesom Tom Cruise i Cocktail ønskede min kunde at gøre indtryk på de to piger ved at jonglere med den flaske, de lige havde købt (til 600 kr.). Og her står han så, min kunde, og leger Tom Cruise på en bar i centrum… men i modsætning til sidstnævnte, så knalder han flasken op i sin pande og taber den på gulvet. Paw! Der røg sgu lige 75 cl. sprut og en god plovmand ud af vinduet.

Min kunde var dog forhippet på at fortsætte sin jagt efter semien, og hvad der er kommet ud af den historie, må tiden vise. Og hvis han læser med, kan det jo være, han måske vil bidrage med ny lækker/semi-viden på kvindefronten. For hvad skete der egentlig efter Tom Cruise-bulen, kunne jo være en passende indgang til et nyt taxablog-afsnit.

DSC_0192

Foto: Jimmy Hansen. Maria Fyrsterling (til venstre) er dagens ekspert på taxabloggen. I dag taler hun om mænd og kvinder og at være semilækker kontra intelligens

Og her følger så et ikke særlig traditionsrigt taxablog- indspark, for min veninde Maria Fyrsterling Hansen havde et kvindeligt indspark til ovenstående betragtninger, og det, mente jeg, var relevant at medtage. Og hvis du har nogen meninger om det, er du hjertens velkommen til at droppe en kommentar på Facebook.

Maria Fyrsterling: ”Er nok bare ude med et forsigtigt indspark i debatten om udseende versus sødme… bliver lidt træt, når mænd siger, at udseendet betyder mindre, for hvis en lækker og en semi er lige søde… Så vinder den lækre!!! Naturligt nok… Det gælder også mellem kvinder og lækre og semimænd…”

Jimmy: ”God pointe, men det, du ikke forstår, og som mænd kun forstår, er, at den lækre faktisk i virkeligheden kan blive grimmere end semien, hvis de er lige dumme at høre på. Altså at her kan lækkerheden være en boomerang.”

Det afstedkom en lang underholdende snak, jeg ikke vil gengive her. Men by all means giv den gerne gas på Facebook.

Frederik Stjernfelt fortæller om sin nye bog

Stjernfelt, Frederik

Frederik Stjernfelt har begået bogen “National Propotions” på engelsk

Det er ved at blive sent. Jeg slår et smut fordi Indenrigs. Shit, der er ingen taxaer i depot, plus at der står MENNESKER ved bagagebåndet for at hente deres flybagage… Jamen, jamen, det er jo som Garfield, der får øje på et slot fyldt med lasagne (til sammenligning holder der måske 150 biler i udenrigs). Jeg flår vogn 1832 ind på oplandet, og i løbet af 2 minutter har jeg en kunde i bilen. Fedt, tænker jeg indeni. Så kan de sgu lære det ovre i Udenrigs.

Herren, jeg får i bilen, skal til Nørrebro. Han sætter sig på forsædet. Se, det er der jo en hel taxavidenskab omkring. For når folk sætter sig på bagsædet, så signalerer de, at de måske vil tale, hvis stemningen er til det, men at de virkelig er i deres gode ret til at ikketale. Men sådan er det ikke, når man sætter sig på forsædet, for her signalerer man, at man forlods er interesseret i at tale med chaufføren, og ergo må man også forvente, at der ved dette sæde-valg bobler en del ord op inde i chaufføren. Så da vi har trillet 50 meter Lufthavnsvej, og kunden endnu ikke har ytret sig, presser de føromtalte (berettigede) bobler sig på. Jeg spørger, om det har været en turbulent tur (og har det vilde blæsevejr i hovedet). ”Nej, ikke synderligt,” svarer forsædemanden på en sproglig vis, der i sin rytmik virker inviterende. Da han fortæller om, at det ofte er anderledes at flyve end at være på jorden, kommer jeg til at tænke på de mange fascinerende oplevelser, jeg på den konto havde, da jeg fløj som pilot i USA. Altså at når man befinder sig i lufthavet, at så er man li’som så meget i elementet, at man nærmest ikke oplever voldsomheden, men at så snart landingshjulene placeres på asfalten (eller i Alaska på de 3,5 meter (ekstremt) smalle grusbaner), mærker man prompte diskrepansen mellem luft og jord. Nå, det siger jeg ikke noget om, men jeg kan høre en intelligens i min kundes formidling af meteorologi, så jeg bliver lynsnart nysgerrig på, hvem han er. Og ved et nærmere kig… jamen, er du ikke Frederik Stjernfelt, spørger jeg…

Jo, ganske vist.

Fedt, tænker jeg. Så er det sgu lagt i kakkelovnen til en fed snak. Han har været i Aalborg og undervise i blandt andet Oplysningstiden, logik og den slags. Jeg var selv vildt optaget af Oplysningstiden på et tidspunkt, fordi det for mig at se på mange måder er fundamentet for vores moderne civilisation. Altså hvordan hele vores selvopfattelse på det tidspunkt gik i retning af et såkaldt positivistisk potentiale, hvor vi nærmest krævede at finde videnskabelige svar på snart sagt alting. Og at det i høj grad banede vej for en måde at tænke på, som, jeg mener, stadig bor dybt i mange af os, men som, jeg også mener, er en stor del af forklaringen på, at vi har så stressede samfund, og at vores rationaler mister forbindelsen til vores emotioner, og af blandt andet de grunde at vi mønstrer så afsindigt mange mennesker med depressioner, stress, angst osv. (over 450.000 danskere er på antidepressiver). Det kræver selvfølgelig en pokkers masse mellemregninger, når jeg opstiller ovenstående tese, og det er der ikke liiiige plads til på denne taxablog, men interessant er det altså at sludre med Stjernfelt. Han fortæller, at han for første gang har skrevet en bog på engelsk, og da jeg spørger ham, om det ikke er røvsvært at undervise på andet end dansk, svarer han, at de tekniske termer går igen, og at det faglige sprog faktisk er ret smalt, hvorimod at hvis man fx læser ”Æblemostreglementet” på engelsk med de her en milliard tillægsord, John Irving betjener sig af, fatter man hat. Hmm, fed pointe.

Vores snak gik i mange sjove retninger. Han virkede begejstret, da jeg fortalte om det historiske afsnit i min bog ”seksualitet og følelser”, hvor jeg vil inkludere etiske betragtninger helt tilbage fra antikken og Augustin. Det var faktisk fedt at få hans implicitte thumbs up, for man er sgu lidt i sin egen verden, når man forfatter en bog.

Sikke dog en fed taxadag. Over and out fra Islands Brygge.

——————————————————————————————————

Søndag 91114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Borderline processer og sekundære responser

Jeg ved det godt. Det er nok historiens mest mystiske overskrift på en taxablog. Men ikke desto mindre har det fyldt i mit sind hele dagen. Som sidste uges blogindlæg vist tydeliggjorde, er jeg forelsket i min EFT-lærebog. Denne terapitraditions videnskabelige fundament hviler på et såkaldt nyhumanistisk menneskesyn, hvor det inkluderer tænkere som Blake, Rousseau og Kierkegaard og deres oprør mod at kategorisere mennesket strengt efter rationalisme, sociale konventioner og industrialisering. Men at man i stedet bør nære tillid til følelser og individuelle valg og lade det være kilde til erfaring og handling. Jeg er nået til borderlinere i min læsning. Eller det, EFT kalder borderline processer, eftersom de mener, at diagnosen ”borderliner” er en af de mest stigmatiserende diagnoser, vi overhovedet har. Den er designet til, at terapeuten ikke træder ind i nærvær, empati og ros, fordi man forlods forventer at møde et menneske (borderlineren), som splitter, som ikke kan sætte grænser, og som har en så selvdestruktiv adfærd, at det nærmest gør det ”farligt” for terapeuten at være autentisk og nærværende. Så hvad gør det ved terapi-setuppet, at alt det nærmest ligger i luften, inden klienten overhovedet træder indenfor i stuen? Uoverstigelige forhindringer. Alle såkaldte ”borderlinere” har enorme blokke af umødthed i deres systemer, men denne stigmatisering tjener til at understøtte et vist selvsyn: Klient: ”Jamen jeg er jo også borderliner, så det er grunden til, at jeg gør, som jeg gør”. Eller terapeut: ”Det er en borderliner, så jeg ved, at vedkommende vil dumpe mig før eller siden, og derfor har jeg hele tiden mine parader oppe”. Ingen af delene har en helende emotionel effekt på den længere bane. EFT foreslår derfor at kalde det borderline processer. At man ikke ER en borderliner, men at man HAR borderline processer, som er svingende, og som kan udmønte sig i ekstreme handlinger, men at det ER muligt at skabe positiv forandring (dog via længere terapiforløb) ved at gentage det empatiske møde. Igen. Og igen. Og igen.

Nå.

Crokodile Dundee

Med en norsk filthat kan man komme til at ligne Crokodile Dundee

Det er i hvert fald nogle af mine tanker, da dagens første kunder, tre pakistanere, melder deres ankomst. De skal til lufthavnen og lider vist ikke af borderline processer. Tværtimod, vil jeg nok sige. Det er tre gode venner, som har været på roadtrip i Norge, og de virker rolige og afslappede, og snakken går lystigt, hvor de fortæller om deres venskab (som går tilbage til folkeskolen (de er mellem 55-65 år)), og deres kærlighed til at rejse. De har ingen særlig tilknytning til Norge, men nød den storslåede natur. Da vi når Bella Center, beder de mig stoppe bilen, fordi den ene af dem har glemt sin telefon på Skandinavia Hotel. Jeg vender karaten, og vi stikker kursen tilbage mod centrum. De undskylder mange gange. Men… altså i stedet for at få en tur til 200 kr. får jeg nu en tur til 430 kr., så det… øhm… behøver I altså ikke undskylde. Tænker jeg. Men nøjes med at smile. Stemningen falder prompte til en norsk polartemperatur, og ingen af os siger noget hele vejen tilbage til hotellet. Bagsædemanden med den glemte mobil løber ind, og efter ca. 5 minutter kommer han tilbage… Denne gang med kulør i ansigtet. Jaaaaa, han havde glemt den i skuffen. I dette øjeblik slår det mig, at han ligner Crocodile Dundee med den mærkelige hat, han har på. Og det kan jeg ikke lade være med at udtrykke. Det får de andre til at storgrine, og de istemmer ivrigt, imens de fortæller, at han købte hatten i Lapland, og at den skulle være åh så fin med noget ganske særligt laplands-uld. Men at han i stedet tager sig grov og australsk Dundee-agtig ud. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hans øjne, mens de driller ham. De er store, åbne og sårbare. Og han nyder det. Nyder deres kærlige ironier. Det er virkelig gode, gamle venner, jeg har fået i taxaen.

Hyggelige og mindre hyggelige ture 

Se. Charmen ved taxakørsel er, at man får så mange forskellige oplevelser. På godt og ondt. De næste par ture får mit høje pakistanerhumør tilbage til normal leverpostej. Og nok endnu lavere. Den første tur er en ung kvinde, som skal fra Amager til Nørrebro. Hun sætter sig ind på bagsædet med mobilen klistret til øret og meddeler mig nonchalant destinationen. Det er de små ting i en hyrevogn, som tæller (altså på den skala, som omhandler, hvorvidt vi er høflige og formelle (og endda vrisne), eller om det kan udvikle sig til en skøn snak om alverdens ting). Hillerødgade er afspærret mod Vanløse pga. asfaltlægning. What? En kæmpe hovedvej. Det anede jeg ikke, så jeg er et øjeblik i tvivl om, hvor jeg skal køre hen. Og da kunden surt fortæller mig, hvad jeg skal gøre, er jeg sikker på, at vi er på den syrlige del af skalaen. Vedkommende stiger ud og ytrer tak, da hun får sin kvittering. Til det svarer jeg naturligvis velbekomme. Men det trickede åbenbart et eller andet i hende, så hun stikker nærmest truende hovedet ind i bilen og responderer vredt, ”hvad si’r du!!??” I det øjeblik spekulerer jeg på, om det mon er første gang i historien, at et ”velbekomme” tolkes som en provokation og en mulig ansats til konflikt. Jeg nøjes med at gentage mit ”velbekomme” med et smil om læben, hvorefter hun smækker døren i og skridter af. Det her er langt ud over mig, lyder mine tanker. Måske en kæreste, som er skredet i svinget. Jeg triller tilbage mod centrum.

DSC_0192

Foto: Jimmy Hansen. Min veninde Maria Fyrsterling og undertegnede spiser frokost med uber udsigt

Jeg holder ved Kultorvet tæt på Rundetårn, da mine tanker døser hen til en frokost, jeg havde med min gode veninde Maria Fyrsterling på Postcafeen for seks måneder siden. Jeg er en sucker for udsigter. Og de formår at diske op med en af byens bedste. Så ja, en latte koster 10 kr. mere end i stueetagen på Købmagergade, men fuck hvor smager den SÅ meget bedre. Well, ind træder tre norske kvinder, som er bryske fra første tråd på Mercedes-speederen. Det kommer lidt bag på mig faktisk, for jeg har næsten kun bløde indtryk af nordmænd. At de på en eller anden måde har en essens af afslappethed og laid back-ness, og at det skyldes deres jernstærke økonomi. Det er i hvert fald en bro, jeg tit har tænkt ind i. Men. Der er åbenbart undtagelser. De tre madammer kværner løs, og jeg holder mine ord for mig selv. Da vi når frem til hovedindgangen på Christiania, ytrer jeg mig for første gang semantisk med følgende sætning på fire ord: ”Det bliver 86 kr.” (som der også står på taxametret med store røde tal… og hvilket er placeret strategisk HELT i midten af bilen, så ingen øjne (nogen steder i taxaen) kan undgå at se det). Til mine fire ord svarer den ene af de hvasse norske kvinder: ”Hvad siger du? Du bør sgu da lære norsk. De der danske tal er der ingen, som fatter.” Og det er jo en ret sjov bemærkning. For den indeholder virkelig mange oplysninger. Den er passiv aggressiv, især pga. tonefaldet, og så er den meget lidt ydmyg. Jeg mener… hun befinder sig i en københavnsk taxa og beder den københavnske taxachauffør om at tale norsk, samtidig med at hun fælder en dom over det danske sprog (normalt kan jeg godt være selvironisk omkring det danske talsystem, fordi ja, det er omvendt af alle andre, men når rammen er nedladende, falder det mig for brystet). Og her træder så aktualiteten af taxablog-overskriftens anden del ind i billedet, for i gamle dage havde jeg selv betjent mig af sekundære responser. Altså den slags, hvor jeg i stedet for at mærke, hvad der bor i mig og udtrykke det, så være gået med på vedkommendes udstukne (negative) præmis og måske endda lavet en selvironisk joke på det danske sprogs vegne. Men det ville altid være endt med et kompromis. Et kompromis af min energi. Og det er bevægelsen ind i dette kompromis, som er at henføre under sekundære responser. Altså at man ofte ikke tør udtrykke sin inderlighed af angst for… whatever… Men min lange rejse med mig selv har gjort, at jeg ikke længere vil være selvskadende, når folk er grænseoverskridende. Punktum. Og ja, det betyder, at jeg selv kan blive krads, men fuck, hvor har jeg det meget bedre bagefter. Det er så vildt at skrive disse ting, for det har virkelig taget mig mange år at nå til det her sted, hvor jeg svarer med det sprog, som bor i mine kældergange og som er i overensstemmelse hermed. Jeg svarede nemlig: ”Hvorfor fanden skulle jeg dog det? Du er i Danmark. Det er da dig, der skal lære det danske sprog.” Det fik hende til at skraldgrine. Og vi taler virkelig storskrald. I lang tid. Det undrede mig også. For så sjovt var det altså heller ikke. Men det satte i hvert fald noget i gang hos hende. Måske en sekundær respons.

Christinia

Foto: Dr.dk. En fristad, mange længes efter. Også tre sure norske damer

Anyway, min EFT-lærebog får lige endnu et par kælne tanker, da jeg bagefter kører ned ad Prinsessegade. Det føltes SÅ rart at have den momentane kontakt til vredesdøren og udtrykke den. Uden filter.

At komme hjem 

Vi nærmer os aftenens sidste tur. En god taxadag på mange måder. Men også en hård en. Mit sidste ride er med en australsk pige, som skal fra Klampenborg til Amager. Hun virker uendelig meget mere moden end sine 19 år. Vi får den fedeste snak. Om blandt andet at være kæreste med en udlænding. Hun mødte en dansk fyr i Australien og tog det store flyttespring for et års tid siden og kom til Danmark. Om det at møde den rigtige. Og at det kan føles som at komme hjem. At der er noget, som falder på plads, når man møder ham eller hende, man måske hele livet har længtes efter. Som en hånd i en handske. Noget, der bare passer. Noget, der er viklet naturligt ind i hinanden i tusind lag. Fra første udveksling af ord. Og første latter. Og alt sammen i en stemning, der ikke kræver forklaring og er iført en form for allestedsnærværende samklang. ”We really get each other”, som hun siger. Hendes ord gør mig glad. På mange måder.

mor og søn

Foto: Jimmy Hansen. Min mor Jane Slundt kan ikke lide slanger

Hvad er de tre fedeste ting ved Australien, spørger jeg skarpt. ”Klimaet, dyrene og vejret”, lyder svaret prompte. Jeg kommer hastigt til at tænke på min mor, som er angst for slanger. Vi taler virkelig bange, bange. Bare tanken alene kan få hende til at ryste. Måske er det meget godt, at hun bor øst for Holbæk, tænker jeg, mens vi sludrer videre og kører det sidste stykke ud ad Amager Strandvej mod hendes bopæl.

Sikken dag. Det er en uge efter, at en taxachauffør blev tæsket ihjel i Brønshøj. Jeg sender stadig ham og hans pårørende tanker. Og er stadig lidt på vakt. Men nu er det altså på hovedet i seng.

——————————————————————————————————–

Søndag 21114

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

Æret være hans minde

Det er to dage siden, en 65-årig taxachauffør blev tæsket ihjel af tre unge mennesker, da han udførte sit job. Det har ramt mig. Jeg tænker på hans pårørende og er harm og frustreret. Det er SÅ stupidt. At banke et andet menneske ihjel for hvad… otte taxabonner og 250 kr. Det er seks pakker cigaretter. Det præger mig. Jeg er lidt mere på vakt og kører kun innercity og primært hoteller. Faktisk fylder det igennem hele dagen og spejler sig i samtalerne med flere kunder.

Nå.

Den terapiretning, jeg er skolet i, hedder EFT (emotion focused therapy). Det var tilfældigt, at jeg plumpede ind i den tradition, men fuck, hvor det tit kalder på min taknemmelighed. Det er en af de eneste evidensbaserede psykoterapiretninger herhjemme, og en af de hastigst voksende i USA. Og de folk, som står bag, er anerkendte psykologer, hjerneforskere og sågar ingeniører med stærk tilknytning til APA (den amerikanske psykologforening). Og så er de fuldkommen nede på jorden. Jeg var til foredrag med Leslie Greenberg i DGI-byen i sommer, og han er om noget en af kernefolkene bag EFT. Han sagde: ”Let’s de-guru the hole thing”. Lad nu være med at piedestalisere mig, for jeg er ikke bedre end jer. Det elsker jeg ham for, og det rammer ind i essensen af EFT, nemlig at vi selv er eksperter på vores egne nervesystemer. At behandlere skal begynde at fare med lempe og ydmyghed i deres praksisser. Og at rejsen mod at blive ”rigtig” især handler om at stole på sin egen inderlighed. Sine egne emotioner. Og derfra træde i eksistens og finde sin egen stemme i verden.

Greenberg_3

Leslie Greenberg, en af stifterne af EFT

Mine første kunder, to piger, har så meget bagage, at vi også må gøre brug af kabinen fra top til tå for at få plads. Fint nok. De skal fra Islands Brygge til lufthavnen, hvilket vel må siges at være en af de mindst komplicerede taxature overhovedet. Altså ud af Artillerivej og så fange motorvejen via Sjællandsbroen. Og bum. Så hedder destinationen Kastrup. Men forsædepigen mente, jeg skulle være drejet op mod Bella Center i stedet for at fange motorvejen, og det syntes hun, hun lige ville pointere over for mig. Hun har måske ret i, at der tjenes 50 meter ved at køre den vej, men til gengæld sparer man fire lyskryds, og derved bliver det nok billigere i sidste ende med motorvejen. Og nu kommer så det her med at stole på sin inderlighed. For til at starte med forklarede jeg hende de ord, jeg lige ovenover har skrevet – altså det med lyskryds og sådan. Og satte et punktum. Og det gjorde hun så også. Men taxastemningen over Sjællandsbroen faldt øjeblikkeligt til nulpunktet. Og jeg var irriteret. Men i stedet for at tie, som jeg SÅ mange gange i mit liv har gjort, spurgte jeg, om hun var utilfreds med min kørsel. Men det var hun altså ikke. Hun havde bare for vane at køre den anden vej, og da hun her åbnede munden, indså jeg, at jeg havde opfanget hendes Sjællandsbroen-energi anderledes, end den var tiltænkt. Derfra flød alting anderledes, og da vi i det efterfølgende øjeblik kørte under viadukten ved Fields, sendte jeg min EFT-bog ikke så få kærlige tanker, for førhen havde jeg ladet ”tornen” blive i mit indre, og det havde typisk taget x-antal timer at få den ekspederet ud igen. Nu tog det 200 meter motorvej.

Det ene øjeblik flykunde med Norwegian, det næste øjeblik taxachauffør for Københavns Taxa

Foto: Jimmy Hansen. Det ene øjeblik flykunde med Norwegian, det næste øjeblik taxachauffør for Københavns Taxa

Har Meryl Streep styr på mændene?

Jeg er sjældent selvhævdende, men der er et område, hvor jeg uden at blinke vil kalde mig stormester. Altså den slags, hvor andre 10.-dan’ere opsøger mig for at blive guidet og få vejledning. Og det er i den sjældent benævnte disciplin: at have taxaøjne. Altså det område, hvor man kører med 50 km/t i tung trafik, spotter en taxakunde i en fortravlet menneskeflok, flår hyrevognen ind til siden (selvfølgelig med respekt for de øvrige bilister og dobbelte vognbanelinjer) og tager høfligt og stille imod kunden, som var det det naturligste i verden. Og således gik det til, at jeg i løbet af formiddagen kører forbi Østerport, der på dette tidspunkt er et menneskemylder på hotelsiden og alligevel ser manden i mængden. Ham, hvis øjne er anderledes søgende end de andres. Ikke efter en bus, for så er øjnene dvaske. Heller ikke efter en kæreste, for så er de vakte og glade. Og heller ikke efter DSB, for så er de sørgmodige. Ej, det sidste var en joke. Men de øjne, der søger ud i trafikken og har en falkeblik-agtig ivrighed i sig, og som er givet ved begrebet rettethed, der i øvrigt har haft stor betydning inden for filosofien. Altså de øjne. Og nu kan jeg godt se, at jeg ikke helt lever op til sidste linje i min taxaøjne-definition, for da han stiger ind i bilen, spørger jeg ivrigt og gestikulerende, hvad han synes om min manøvre. Om det ikke var skide cool, hvordan jeg fik øje på ham.

Mery Streep

Det fik konsekvenser for Meryl, at hun forbød Robert at tage på jagt

DSB sender ikke længere automatisk zonekort ud, og da han ikke kunne gå online i toget, måtte han stå af og praje en taxa til lufthavnen. Min indledningskommentar slår tonen an og får os hurtigt gelejdet ind på en fed snak, der varer hele turen. Hans kone er blevet arbejdsløs for fire måneder siden og måske ude i en form for eksistentiel arbejdsrelateret krise, fordi hun ikke er sikker på, om hun er i den rigtige branche (som pædagog). Det har haft den konsekvens, at hun er blevet usikker på forholdet og nu nærmest lidt omklamrende. Altså at når min kunde skal ud at sejle, så ser hun det som en trussel snarere end en invitation, hvilket er det modsatte af pointen i følgende engelske citat (der umuligt kan oversættes til dansk), og som passer, selvom man har været gift i 25 år:

“If you love someone set them free, if they come back to you, they are yours forever, if they don’t they never were.”

Når hun ”forbyder” ham at sejle eller gør stor fordring på hans tid, får det den modsatte effekt end den tiltænkte, nemlig at han føler sig kvalt og trykket og har sværere ved at vise kærlighed. Og som han selv siger: ”Jeg har det som Robert Redford i ”Mit Afrika”, hvor Meryl Streep forsøger at holde ham hjemme fra storvildtsjagterne, og han siger: ”You have no idea the effect that language has on me”.” Betyder det, at manden ikke skal være der for sin kæreste, når hun er i krise? Nej, selvfølgelig ikke. Men når kvinden træder ind i et slags selvudslettende felt, hvor hun tager manden og hans tid som gidsel, er der noget som slukkes i ham. Jeg tror sgu, vi er ude i nogle arketyper her. Altså at vi mænd helt fra urtiden har haft brug for luft til at tanke op, og fra netop dette sted kan vi hente ressourcer og overskud til at elske vores kvinder.

Er advokater og piloter mere end andre mennesker?

DSC_0147

Foto: Lyset faldt ganske særligt over himlen denne første søndag aften i november

Jeg holder ved Hovedbanen og prajes af to advokater, viser de sig at være, som skal til Christmas Møllers Plads. De har travlt med at overgå sig selv i begejstring over, hvor fede de og deres materielle goder er. Altså på den måde, hvor alle andre mennesker er mindre værd. Uhhh, det er virkelig ikke min kop te. Faktisk afskyr jeg det. At mennesker via uddannelse (gratis vel at mærke) eller sådan noget, lader en tone sætte i deres sind, som kalder på, at de er noget særligt. Det hedder at være grandios inden for terapiverdenen. Og det rammer nok mig særligt hårdt, eftersom jeg selv har lidt af det. Da jeg var jagerpilot-elev i flyvevåbnet og senere fløj som pilot i USA, så jeg ganske enkelt ned på andre mennesker, som ikke lige var inden for den verden. Jeees. Gudskelov for, at jeg blev ramt så hårdt af livet i starten af mine tyvere, at jeg kom på andre tanker. Nuvel. Advokatstemningen hænger li’som i luften, da næste kunde ud for Christiania træder inden for i stuen. Jeg er lidt taxalammet over de to idiot-kunder, så jeg fornemmer ikke umiddelbart min kvindelige kunde fra Århus. Vi siger derfor ikke noget. Intet. Men aftenhimlen er altså usædvanlig flot, da vi passerer Knippelsbro. Vi taler virkelig om noget særligt. Og jeg kan ikke modstå trangen til at hive mit Sony Z2 frem og knipse et par billeder. Det fremkalder prompte en latter hos hende, og i det sekund slår det mig, hvor meget vi mennesker egentlig præger hinanden. Advokat-latteren var nedladende og bedrevidende. Hendes er, ”at vi er lige, og hvor er det pudsigt, at du tager billeder af himlen under en taxatur. Og ikke en skid andet”. Og det afstedkom straks en medmenneskelig samhørighed, som efterfølgende konverteres til ret mange grin ned ad Stormgade og bagom Tivoli. Normalt bruger hun Mølleparken i Århus for at tanke op, og vi laver jokes omkring, hvordan man derovre skal iføre sig bestemte klæder for at blive godkendt til at købe det sjove tobak.

Når taxakunder er terapeuter for taxachauffører

Min næstsidste kunde skal fra Langelinie til Lufthavnen. Det er sjældent, jeg kører med en kunde, som nærmest antager rollen af terapeut over for mig, men det gør hun, og fuck, hvor er det rart. Hun er nærmest insisterende i forhold til at holde kommunikationssporet på den dræbte taxachauffør. Jeg er flere gange ved at græde, men det lader jeg hende ikke vide. Det har påvirket mig mere, end jeg aner, at en anden kollega to dage før har skullet betale den ultimative pris for at passe sit job. Da jeg sætter hende og hendes datter af i Indenrigsgården, er jeg mere lettet, og faktisk er mit angstniveau faldet. Tak! (jeg ved, du læser med).

En utrolig smuk udsigt

DSC_0149

Foto: Jimmy Hansen. Jeg har stadig ikke sort bælte i min Sony Z2, for billedet kunne givetvis have været bedre (uden blizt fx), men med skulle det, for der var en helt særlig stemning dette øjeblik. Med lidt gode øjne kan man ane søen og månens spejling i nederste venstre side

Shit, en begivenhedsrig taxadag. Fede, fede kunder, men også præget af vemod. Klokken er 23, og det er ved at være fyraften, da sidste tur tikker ind. Pyt, den snupper jeg lige, og SÅ er det på hovedet i seng. ”Cromwell Hotel ved Roskilde Fjord”, lyder hans bestilling. Åhhh, det er jo en fed tur til 700 kr., men det vil tage halvanden time at afvikle. Jeg overvejer at give den til en anden, men beslutter mig for at udstikke kursen mod Roskilde. Vi siger ikke noget, og det passer mig fint. En ting gør mig dog glad i låget, og det er, at han har hovedet nede i sin Ipad fra start til slut. Ikke på et eneste tidspunkt kigger han op. Det tolker jeg som en tillidserklæring til min kørsel. Da vi ankommer, får man serveret en af kongerigets skønneste udsigter – den over Roskilde Fjord. Der skyller en taknemmelighed ind over mig, da jeg lidt efter holder i krydset og forsøger at indfange aftenfjorden med mit kamera. Lige der. Lige nu.

—————————————————————————————————–

Søndag 191014

Af Jimmy Hansen

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

At gå fra kønsløs chauffør til mand med humor

85099d432ec548e58fad52807c9afefe_skovefteraar

Foto: Dr.dk. Efterårsblade og norske piger

Der er taxadage, og de er klart i flertal, hvor undertegnede føler sig glad, løftet og mæt på den fede måde, når mine dyner kalder på mig, og det er tid til at skrive sig ud af kørebogen. Og så er der andre taxadage. Den slags, hvor et af min elskede mormors yndlingsudtryk passer som fod i hose: ”Rend mig i Pedersen”. For det var stort set billedet på hele min dag. Nå, jeg skruer lige tiden 15 timer tilbage til dagens første kunder. Det er tre norske piger, som pludrer løs. Af betydning i deres snak figurerer jeg lige så meget, som de efterårsblade vi kører over. Det er dog helt fint med mig, for det står jo folk frit for, hvorvidt de vil involvere taxichaufføren eller ej. Desuden er de søde at høre på, og jeg er ret vild med det norske sprog. Men da forsædepigen kommer til at pege sin finger ind foran mit ansigt i sin iver efter at fortælle de andre, hvor hun i går gav den fitnessgas, kan jeg ikke lade være med at åbne munden. ”Tillykke” siger jeg på klingende dansk og stikker hende lappen. Det udløste lidt af et grin, og pludselig er jeg ikke længere en kønsløs chauffør, men en mand med humor. Og der er altså fandens til forskel. For fra nu af sludrer vi løs (læs. både chauffør og piger) om Bergen, at være på jentatur i København og den slags. Undervejs i samtalen leger hun med sit hår og lader det glide fra hårrod til hårspids imellem sine fingre. Det er udelukkende kvinder, som foretager den manøvre. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet en mandeven nulre sig i håret, mens vi har talt om Matrix, så det må være en kønsting – at kvinden lader håret indgå i sproget, fordi det har nogle kønsspecifikke signaler. Måske nogle af de kvindelige læsere kan verificere denne tese?

Der er en å under Åboulevard

bf0ee25c3431406684f8919c00e75268_Svendborg2

Foto: Dr.dk

Det står virkelig ned i stænger. Igen. Og vejene er oversvømmet. Igen. Jeg kører rundt og tænker over, hvad det mon gør ved bygningerne i København, når kældre osv. så ofte står under vand, og om det ikke kan forvolde problemer for fundamenterne. Næste kunde har sort bælte i tanker om regnvejr. Hun sidder i bestyrelsen i sin boligforening og har længe interesseret sig for klima- og miljøløsninger. Det er som at træde ind i et parallelt univers. Hun fortæller, hvordan byplanlæggerne i Københavns Kommune overvejer at indfase regnvejrsfaskiner (ja, det er et ”f” og ikke et ”m”), som er, at man graver et kæmpe hul i jorden og belægger det med forskudte sten, så vandet kan løbe ned i hullet og langsomt derfra sive ned i undergrunden. Vores kloaksystemer er jo ikke gearet til disse moderne klimaforandrings-regnvejr, og en rist i ny og næ er på ingen som helst måder nok.

Vi kommer omkring nogle virkelig spændende ting. Blandt andet fortæller hun, at Åboulevard er bygget på en å. Doh. Det kunne jeg vel have sagt mig selv. Et af de håndtag, man også kan dreje på, er at lade vandet løbe parallelt – altså under vejen – og lade det føre ud til de større søer.

Noget skal der i hvert fald gøres, for det vælter ind med beskeder på computeren om veje, vi skal holde os fra pga. ophobede vandmængder.

Det var sgu uretfærdigt

Det slår mig, hvor uheldig en dag jeg har. Jeg får UDELUKKENDE små, korte ture. Ikke fordi det gør så meget, men der er en trykket stemning på en eller anden måde. Det er, som om de kraftige, vedholdende regndråber sætter et spor i luften af stress og ubehag. Jeg går ud og tisser op af et træ og er halvvåd, da jeg sætter mig ind bag rattet. Næste tur klikker ind, og vedkommende skal (naturligvis) kun lige rundt om hjørnet. Jeg kører stille og roligt både på grund af vejret og af hensyn til trafikken. Og så, pludselig smider han abrupt en 100-kr.-seddel på min midterkonsol og nægter at køre videre med mig. Han skælder mig ud over, at jeg kun kører 45 km/t, når jeg må køre 50, og at han har pisse travlt. Øh… øh… han får sine byttepenge, og idet jeg vender rundt, nærmest kaster han sig over taxaen for at enten sparke eller slå til den. Jesus. Jeg triller videre, og ordet ”uretfærdighed” kommer til mig. Jeg synes virkelig, at det var uretfærdigt, da jeg med min bedste rationelle tankekraft ikke kan få øje på, at jeg har gjort noget forkert.

Mænd i kjoler

hr-heidi

Foto: Fest og farver. Mænd kan faktisk godt gå i kjole. Så har min kunde ikke ret

Jeg trænger til en god tur, og thank god træder der en sød kvinde ind i bilen, som både skal langt og også er god at tale med. Hun har været til pigefest, hvor værtinden forestod maden, og gæsterne skulle medbringe ingredienser til cocktails og kun måtte være iført kjole. Jeg begejstres over hendes partybeskrivelse og hævder, at vi mænd ikke er så kulørte og skal til at slå an til en snak om kvinders evne til at skabe rammer osv., da hun lakonisk indskyder, at I mænd jo ikke går i kjole. Det griner vi begge over, og det sparker døren ind til en fed snak om mænd og kvinder og parforhold og seksualitet. Og hvordan vi kan inspirere hinanden i soveværelset, også når der er gået madpakke og hverdag i den. Med andre ord: Mit yndlingsemne. Det var rart at sludre med hende, og jeg føler mig en smule mere løftet, da jeg kører fra Mørkhøj op mod Herlev Sygehus.

Når taxichauffører kører forkert

De københavnske veje er opbygget ret logisk, så når vejen peger mod Rådhuspladsen, ligger de lige numre til højre og de ulige på venstre side i forhold dertil. Og det kan man næsten altid regne med. Men som i grammatikken er der undtagelser. Eller i hvert fald variationer. For da næste bestilling ”Husum Vænge nr. 13” beeper ind på min computer, kører jeg hen til skiltet ”Husum Vænge” og går per automatik ud fra, at så må højre side af vejen være de lige numre, og ergo ligger Husum Vænge nr. 13 på den anden side. Da jeg holder ud for 13-tallet, ringer jeg kunden op og meddeler hende, at taxaen er på bopælen. Vedkommende meddeler mig lidt spidst, at damen skam står dernede. Det må jeg jo så korrigere og fortælle hende, at det gør hun ikke, eftersom jeg jo holder ud for nr. 13. Bryskheden tager nu over, og hun nærmest skælder mig ud, og at jeg da må fatte, at den ældre, dårligt gående dame stadig står dernede. Hmmm, ofte ville jeg reagere med et taxaoverskud, men min dag har jo været alt andet end overskudsagtig, så jeg bliver irriteret og hæver stemmen, idet jeg siger; ”fortæller du mig, at mine øjne lyver”, imens mit blik er fastnaglet til 13-tallet på opgangen. I dette øjeblik slår det mig, at Husum Vænge jo kan ligge som en isoleret karre nærmest som et nummer på en større vej. Jeg vender hastigt taxaen, og ganske rigtigt står der en ældre dame med stok og venter bagved Husum Vænge-skiltet. Det pisser stadig ned, men jeg står selvfølgelig ud og hjælper hende ind i bilen, samtidig med at jeg kaster et blik op på den vrede dame i vinduet, jeg lige har haft i røret. Jeg forsøger mig med et ”undskyld, jeg tog fejl”, men hun er meget vrissen, og jeg slipper ideen om at kunne råde bod på min fejltagelse. Halv-(eller hel)våd og tilbage på mit førersæde meddeler den ældre dame mig, at hun altså ikke skal så langt. Faktisk skal hun kun lige køres et par gader frem.

”Nå, hvordan kan jeg så genere dig mest muligt”

3183c973831e4158b62988c7c6fce2f0_læge2

Foto: Dr.dk. Min kunde var – vist – medicinsk læge

Jeg tænker, at nu kan dagen da ikke blive værre, da næste bestilling tikker ind: Bondestuen på Frederikssundsvej. Et godt gammeldags værtshus. Og et stenkast fra, hvor jeg satte den ældre dame med stok af. Jeg går ind og meddeler min ankomst og får at vide, at kunden er på vej. Jeg er typen, som først starter taxametret, når kunden er i bilen, fordi det ofte giver en dårlig stemning, at metret står på 60-70 kr. ved start. Og desuden får man flere drikkepenge ved at vente med at slå det til. Så jeg venter. Og venter. Og venter. Og endelig kommer han. Min kunde fra værtshuset. En stærkt beruset mand, som lugter olmt af tis. Åhhhhh nej. Det er næsten det værste. Han lægger ud med at spørge, hvordan han bedst muligt kan genere mig. Jeg tænker, at svaret bor i luften. Men det siger jeg ikke. Han skal til næste værtshus oppe ad vejen. Jeg har glemt at lægge min bog ”Learning Emotional Focused Therapy” ned fra instrumentbrættet, så den glider over til hans side, da jeg vender hyrevognen. Det får ham til at spørge, om jeg har købt en bog. Øh ja. Jeg er ved at være færdig som psykoterapeut, og det har taget mig fire år, fortæller jeg ham, men det gør ikke stort indtryk. Faktisk fortæller han mig, at det ikke er en skid, for han brugte 12 år på at blive medicinsk læge og har arbejdet på Rigshospitalets afdeling 17. Og at jeg ikke fatter hat. Hans tanker er så groteske, at det er lidt morsomt. Da vi når frem, spørger ham mig, om den røde løber er lagt ud. Det kan jeg ikke lade være med andet end lege med på, så jeg springer ud og åbner døren til Destilleriet på Husum Torv og lader, som om jeg ruller en rød løber ud for ham. Det får de øvrige gæster på værtshuset til at måbe. Min kunde griner og fortæller mig, at jeg er en laban. Det var vist hans måde at sige på, at jeg egentlig er god nok. Jeg beslutter mig for at køre hjem. Jeg orker ikke mere. Det ærgrer mig dog, at jeg ikke fik verificeret af de andre gæster, om han vitterlig var læge eller ej.

——————————————————————————————————–

Kærlighed er at være et latina-klistermærke

Søndag 121014

Af Jimmy Hansen

En kniv i dækkene

Lellinge Kirke

Foto: Dr.dk. Lellinge Kirke

Hæ. Denne gang er der god kemi med mine første kunder. Det er i hvert fald mit indtryk. Men inden jeg fortæller om det, spoler jeg lige tiden fire minutter tilbage. For det er jo efterårsferie og alle taxichaufførers mareridt, eftersom der er nul at lave, og ergo er mine forventninger til dagens indtjening i bund. Så da de første kunder, et ungt par, spørger, om jeg vil køre dem til Lellinge syd for Køge, svarer jeg lakonisk ”Det er i orden.” Men indeni danser min mave over udsigten til at starte med en tur til 700 kr.

De er pressede tidsmæssigt, for han skal stå gudfader kl. 1030 (om 45 minutter). Nogle idioter har stukket en kniv i dækkene på deres bil, og derfor må de ty til en hyrevogn. Det er en hyggelig tur, hvor vi får vendt mangt og meget, fra hans job som revisor, der til tider kræver en 80-90 timers arbejdsuge, og hvilket pres det lægger på et parforhold (deres), til min kærlighed til sexologi, og hvordan jeg bruger det i det terapeutiske rum. Og meget andet. Da kl. er 1025, holder vi foran kirken. Taxametret står på 711 kr., og solens stråler omslutter min taxa. Det tegner til at blive en god dag.

Kærlighed er at være et latina-klistermærke

En af de mest bevægende taxature, jeg har haft, fandt sted for tre måneder siden. Det var med en flot brasiliansk kvinde i 30’erne, jeg samlede op på Bryggen. Hendes mand havde lige forladt hende, og hun græd og græd og græd hele vejen til Rødovre. Hun var ret beruset, men jeg forsøgte at skille alkohol fra snot og virkelig taxa-være der for hende. Det hjalp måske lidt, men det er jo på ingen måder som at være i et terapilokale. Jeg har tit efterfølgende sendt hende en tanke, især når min taxa har ramt Rødovre. Og så. Bum. Pludselig står hun der igen og skal samme sted som sidst. Det var virkelig rart. Faktisk. Sådan lige at få en opdatering. Hun har ikke fået sin mand tilbage, og hun fortæller mig, at hun nu har mistet sin identitet. Det studser jeg over og kaster mig ud i en snak om at eje sig selv og sine følelser og den slags. Hun affærdiger prompte mit psykoterapeut-bavl og forklarer mig, at hun som sydamerikansk kvinde er et tyggegummi. Eller et klistermærke. Måske et latina-klistermærke, som elsker på en måde, hvor alt kastes over bord, og hun helt og holdent omslutter sig og er et med manden. Og at det er den rigtige måde at være i kærligheden på. Vi griner begge højlydt over hendes kommentar, og det slår mig, hvor forskellige vi er. Os mennesker. Og halleluja for det.

To glade svenskere til opera i København

Foto: Jimmy Hansen. En smuk aften ved Operaen i Københaven

Foto: Jimmy Hansen. En smuk aften ved Operaen i Københaven

Den nye Opera er et af de steder, jeg allermest elsker at hyppe kunder. Der er simpelthen så smukt. Som det måske fremgår af billedet, falder lyset ganske særligt over bygningen, vandet og Amalienborg denne aften. Et svensk ægtepar træder ind i taxaen og skal til lufthaven. Jeg kan lide dem fra første kan-vi-køre-med-dig nik. Det er noget sjovt noget, det der med kemi. Anyway, de er meget imponerede over både forestilling og kulisse. De er bosiddende i Stockholm, og elsker vores frisind og vores liberale omgang med hash og Amager Strandvej. Og nu altså også Operaen.

Kul-konference i København

Foto: Dr.dk.

Foto: Dr.dk.

Uha. Jeg har en repræsentant for kulindustrien i taxaen. De afholder konference i København i disse dage, og hans job består i at netværke og sælge dette produkt. Min glødende klimajournalist-side popper op som trold af en æske. I mit hoved er kulafbrænding en af vor tids bærende årsager til miljøforurening, og da han lystigt fortæller om sit forehavende i Kbh, står mine hv-spørgsmål i kø. Hvordan tænker kulindustrien i dag ind i et grønt ansvar? Hvordan forholder branchen sig til afbrænding og effektive vaske-filter-kulkraftværker? Og hvad er kuls rolle i fremtiden?

Men det blev sgu en fed snak. Og på mange måder var vi enige. Vi sidder bare på to forskellige sider af bordet. For mennesket VIL brænde alle dets fossile brændsler af. Sådan er det bare. Spørgsmålet er så, hvordan vi formår at takle det, både i en global klimamæssig kontekst og i en miljømæssig sammenhæng. Og ingen lande er jo interesserede i at forgifte deres borgere, så når Shanghai (læs sidste uges taxablog) i øjeblikket forsøger sig med naturgas fra Mongoliet, er det et udtryk for, at (især) kulafbrændingen har skabt for meget forurening, og at de er nødt til at tænke i nye baner. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Kina har nogle af verdens største brunkul-lagre og uvægerligt vil fyre dem af, men hvis de gør brug af moderne vaskemetoder og lader afbrændingen foregå i effektive miljøer, vil den efterfølgende partikeludledning mindskes drastisk.

Han har syg god kul-viden. Og jeg er meget klogere på kul-filtre, alskens typer kul og geopolitiske kul-overvejelser, da han står af ved Grand Hotel. Er jeg naiv og for let taxa-påvirkelig, eller udstikker kul-branchen nu en grønnere kurs, lyder et af mine indre spørgsmål, da jeg triller op mod Hovedbanen.

Min far og hans taxahistorier

Min far og undertegnede en sen søndag aften

Foto: Jimmy Hansen. Min far og undertegnede en sen søndag aften

Så er det Dan Turell-tid: Søndag aften, hvor det næsten kun er taxaer, som præger vejbilledet. Jeg slår et smut forbi min far på Lersø Park Alle. Han er altid god for en taxahistorie og forsikrer mig, at den er sand. So here it goes: Da han kørte taxa i sine yngre dage, var der en mand, som i Aalborg hyrede en taxa til Rom. Chaufføren blev ellevild og hentede sit pas, tandbørste osv., og så var det ellers af sti af sted til Italien. Da chauffør og kunde når frem til den italienske hovedstad, siger sidstnævnte, at han lige skal tale med paven. Øh… øh… hvad!!? Det viste sig, at kunden var psykisk syg, og chaufføren måtte således køre ham tilbage til Aalborg og droppe ham af på den psykiatriske afdeling, han var tilknyttet.

Min far stoppede med at køre taxa for fire år siden. Jeg forsøger at overbevise ham om, at han godt kan køre engang imellem. Men han har mistet troen på det, fordi hans ben ikke har det så godt. Det eksistentielt forbandede ved at elske er, at man altid har en angst for at miste. Men det kan ikke være anderledes.

Fyraften

Indkørt 2111 kr. Måske ikke så tosset, når man tænker på, at det er efterårsferie, men nu skal jeg sgu hjem og spise popcorn.

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

——————————————————————————————————————–

Danskere er stærke, nordmænd er dovne

Søndag 5. oktober 2014

Af Jimmy Hansen

buildings-covered-with-heavy-haze-in-shanghai

Forurening er et stort problem i Shanghai

Danskere er stærke, nordmænd er dovne

Den her gang er den altså god nok. Jeg mærker det fra første øjeblik. Ingen kemi mellem mig og dagens første taxakunde fra Skandinavia Hotel. Meeeeen forrige uges taxalektion lærte mig jo aldrig at skue hunden på hårene, så jeg stillede ham et høfligt vejr/rejse/turist-spørgsmål. Og minsandten. Igen en fed taxasnak. Lær det nu, lær det nu, lær det nu, Jimmy Hansen, don’t judge the book by its cover. Han er fra Shanghai og er tilknyttet et dansk firma i København, så han pendler til hovedstaden 5-6 gange om året. ”Danskere er langt stærkere og mindre dovne end nordmænd, fordi Danmark er et fladt land, og I ikke har andre ressourcer andet end dem, I via jeres knowhow producerer,” lyder en af hans i øvrigt mange fascinerende betragtninger omkring os og de øvrige skandinaviske lande. Jeg godter mig lidt over de danske roser. Det er okay fedt at lægge øre til. Vores snak drejes ind på Shanghai, og at han er fascineret over, at man kan få ALT i den by, og at 24 mio. mennesker, nogenlunde det samme antal som hele Skandinavien til sammen, kan få det til at fungere på blot 6200 km2. Forurening er dog et kæmpe problem, og i øjeblikket forsøger de sig med naturgas fra Mongoliet. Problemet er bare, at Kina har så pokkers meget (brun)kul, at de ikke kan lade være med at fyre det af – ligesom Danmark (og Norge) heller ikke kan lade være med at brænde vores olieressourcer af. Den ærgerlige konklusion, jeg som klimajournalist for fem år siden nåede frem til, vejer stadig tungt: Der er grønne tanker over alt, men de kapitalistisk farvede tanker vejer altid tungere.

Far siger ikke noget

Tabu-Mand400x

En familie på mor, far og datter. De skal til Hovedbanen. Mor og datter sidder på bagsædet og står for snakken. De er sure, og alle andre mennesker er nogle idioter. Far siger ikke noget. ”Det er dog helt utroligt, hvor dårligt københavnske buschauffører kører. Man bliver jo kastet rundt i bussen som en sæk kartofler,” lyder det vrinskende fra mor. Datter istemmer og fortæller, hvor forfærdelig en bustur, hun har haft fra Jylland. Far siger ikke noget. ”Det er fuldkommen umuligt at få mine elever til at løbe, de er simpelthen så dovne,” fletter datter ind på en kommentar fra mor, der mener, at det er utroligt, hvor mange åndssvage løb der er. Far siger ikke noget. Ankomst Hovedbanen. For første gang åbner far munden og ytrer: ”Nu må jeg hellere lade være med at smække døren op i noget.” Taxichaufføren siger ikke noget. Faktisk var han for en gangs skyld komplet tavs fra start til slut.

Saunagus er fantastisk

DSC_0204

Foto: Jimmy Hansen. Min nevø og undertegnede efter en saunagus i Islands Brygge vinterbadeklub

En af mine største passioner i øjeblikket er vinterbadning og ikke mindst den ofte tilknyttede saunagus. Jeg ELSKER de stunder, hvor gusens aromaer omslutter mig og kræver mit nærvær. Lige der. Lige nu. Der er intet andet end det øjeblik, fordi oliernes dufte er så dominerende, og fordi det er så varmt, at man næsten ikke kan holde ud at være der. Og når man så iblander et iskoldt saltvandsbad til sidst i ligningen, har man opskriften på lykke. Næste kunde skal til lufthavnen og er selv vinterbader. Vi taler om kulturer i vinterbadeklubber. Hendes er hjemmehørende i Hov og mønstrer 35 medlemmer. Til sammenligning har Islands Brygge vinterbadeklub over 1500. Til gengæld mødes de alle sammen hver eneste weekend til blødt brød, kaffe og altid (som hun stærkt understreger) hjemmelavet syltetøj. Det lyder sgu hyggeligt. Hvis jeg nogensinde flytter deroveraf, så melder jeg mig ind Hovs vinterbadeklub.

En heftig taxadiskussion

imgJohn Rawls1

John Rawls

”Danskerne har noget i sig, så de er mere til at stole på end andre mennesker,” lyder det fra min brasilianske taxakunde. Hun og hendes danske kæreste skal fra lufthavnen til Frederiksberg. Påstanden provokerer mig, og vi ryger ud i en længere diskussion. Jeg kommer til at tænke på både den amerikanske filosof John Rawls, som nytænkte kontraktteori og hans hovedværk ”En teori om retfærdighed” og på vores danske hjerneforsker Peter Lund Madsen, der i Dr. Zukaroffs Testamente hævder, at der er større genmæssig forskel i en chimpanseflok end på hele jordens befolkning. Min påstand er, at det er en 100-årig socialdemokratisk prægning ind i alle systemlag, som har afstedkommet det fænomen, vi i dag kan kalde dansk tillid og tryghed. Det er systemprægning og rammer, der skaber mennesker og nervesystemer, for når alt kommer til alt, er vi sgu ikke særlig forskellige. Bølgerne går en smule højt – på den fede måde – og vi når også omkring det stressede USA, medierne som nødvendig fjerde statsmagt og Lars Løkkes hang til fadøl og højt forbrug. Jeg følte mig rigtig godt tilpas bagefter. Elsker en god diskussion.

Fyraften

Indkørt 2784 kr. Det er cool. Alt over 2500 kr. på en taxasøndag er en succes.

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

—————————————————————————————————————–

Sexafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at behandle

Søndag 28. september 2014

Af Jimmy Hansen

En fantastisk GPS og en mopset dame

fd0e0e3f1b314753bfb2fbee8c60ea93_surdame

Jeg har vist ikke nævnt mit kærlighedsforhold til Mercedes’ GPS, men her er det altså: Jeg ELSKER den! Jeg er af den gamle taxaskole (for plus 20 år siden), hvor Krak’en var enhver taxachaufførs bibel. For to måneder manglede der således en Krak i min taxa, og forpustet ringede jeg min vognmand op og meddelte ham dette postyr. ”Jimmy, for helvede, ingen kører sgu da med Krak i dag,” lød hans fyndige svar. Øh… øh… Godt så. Så må jeg jo hellere forsøge at køre efter den. Og vi har altså været forelskede lige siden. Mig og GPS.

Nuvel.

Som altid har min GPS ført mig sikkert frem til adressen, denne gang et socialt boligbyggeri i Gentofte, og da jeg skal køre det sidste stykke hen til opgangen, laver jeg et forkert sving og havner i de ulige numre, i stedet for de lige. Det faldt min kunde ikke så lidt for brystet, og hun meddelte mig surt, hvor dumt det var at køre forkert. What? Jeg lavede et lille forkert-sving, men var tilbage til hendes opgang i løbet af nul komma fem. Jeg bliver irriteret over hendes kommentar, men formår ikke at håndtere energien, så der er overensstemmelse med det, jeg siger og min indre version af mig selv. Det bliver til en forklarende bemærkning om GPS’ens mangler på opgang-nummer-niveauer (undskyld, GPS) og sådan noget crap. Hun smiler skævt og fornemmer på mit svar, at hun har ramt mig (tror jeg). Er kommunikation ikke sjovt på den måde? Hvis jeg i stedet havde sagt, hvad der boede i mig, nemlig at hendes bemærkning på ingen måder ville få mig hurtigere frem til adressen, eller at jeg i det mindste undlod at give mig i kast med at forklare (læs undskylde), så havde energien hos mig (og måske også hos hende) været anderledes på den efterfølgende l-a-n-g-e tur til lufthavnen.

Sexafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at behandle

riksf_reningen_anor_298924b

Det, jeg elsker mest ved taxakørsel, er muligheden for at træde ind i mange forskellige verdner. Jeg har kun kendt en makeupartist i mit liv, og hende var jeg brandvarm på. Men disse følelser var på ingen måder gengældt. Det er dog 15 år siden, så da næste kunde, en makeupartist, træder ind i bilen, er der ingen hard feelings fra min side. Vi falder hurtigt i en fed snak. Hun har haft et job på Holmen og lagt makeup på modeller i forbindelse med et modeshoot. Hvad er det fede ved at være makeupartist, vil taxichaufføren vide. At der er vekslende arbejdstider. Jeg ville dø, hvis jeg skulle have faste 8-16-rammer. Og så er det noget med at være sammen med glade mennesker. Det er meget kreative miljøer, jeg kommer i. Er der nogen ulemper? Det er benhårdt at banke en sådan virksomhed på benene. Det handler om netværk, netværk, netværk. Så i en marketingsforstand er man altid på dupperne, og det er i sig selv energikrævende. Og så er det et overfladisk miljø. Altså det at beskæftige sig med at gøre ting flotte, er jo en ydre ting og på mange måder overfladisk.

Vi drejer vores snak hen på modebranchens bidrag til nutidens kvindeillusion, hvor piger/kvinder skal være så tynde, at de er til skade for dem selv. Det er altså skræmmende shit. Pigerne er ofte hyperbevidste om både skadevirkninger og langsigtede konsekvenser, men ikke desto mindre dyrker de size zero-idealet i alverdens netfora og udstyrer hinanden med tip til, hvordan -40 kg kan opnås på kortest mulig tid. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de spiseforstyrrede piger, jeg har i terapi. Efter min mening er sexafhængighed og spiseforstyrrelser de to afhængighedstyper, som er sværest at kvitte, fordi man i modsætning til fx alkoholisme ikke har en ydre fjende (alkoholen), man kan pege fingre ad og erklære som den store fjende, men at man skal finde en vej, hvor det, som seksualiteten og maden i fortiden har symboliseret, skal transformeres fra noget tvangspræget til noget sundt. Og det er virkelig, virkelig en vanskelig bevægelse.

Er bornholmere fortabte?

80061

Det er ved at være sidst på eftermiddagen. Næste kunde er færing. Hvor er det altså mærkeligt, hvordan sindet per automatik placerer mennesker i kategorier, alt afhængigt af deres dialekt. Eller det gør mit hoved i hvert fald. Jeg tænker, at han nok har haft problemer med alkohol. LOL. Yes, I know, det ER langt ude, men det var ikke desto mine tanker. Shit, hvor blev jeg igen sat på plads af ideen om at være ydmyg og aldrig at skue hunden på hårene, for sjældent har jeg grinet og hygget mig så meget på en taxatur som med denne færing (og hans kone). Han var knivskarp, og vi kluklo over dialekter og alt muligt andet. Jeg sagde det, som det er… at jeg har en følelse af at have medfølelse med bornholmere, når de taler, altså hvor det er lidt synd for dem. Han istemte og foreslog, at de måske er fortabte. Ja, det grinede vi over, og undskyld, bornholmere. Jeg har KUN fede erfaringer med jer som mennesker. Det er jeres dialekt, som løber om hjørner med mig. Sorry. Han er i øvrigt civilingeniør og arbejder for et stort succesfuldt dansk firma.

Tre italienske piger og smørrebrød

restaurant-aha-smoerrebroed-1-400852-regular

Så er det ved at være min taxa-yndlingstid. Søndag aften. Det tidspunkt, hvor der er langt imellem bilerne, og det næsten kun er taxaerne, som præger bybilledet. Der er lidt Dan Turell ”Jeg skulle have været taxachauffør” over denne tid på døgnet.

Jeg er ikke religiøst troende i nogen som helst klassisk forstand, men heller ikke streng ateist. De næste kunder får mig til at tænke på, at der er mere mellem himmel og jord. Men jeg spoler lige tiden 12 minutter tilbage. Der har været en forestilling i Operaen her til aften, og klokken 1915 lukkede de cirka 1100 mennesker ud. Hvad betyder det i taxasprog? Potentielt virkelig sexede ture, med glade, dannede og ikke mindst velhavende mennesker. Den slags, der sagtens kunne finde på at køre til Nordsjælland i en hyrevogn. Jeg tøffer rundt i Nordvest, og klokken er nu et godt stykke over 20, så rationelt set er det omsonst at køre ud til Holmen, for kunderne er med 99 pct. sikkerhed ude af vagten. Men mit hjerte fortæller mig noget andet. Fuck det, så kører vi sgu derud. Lige inden jeg når Christiania, bliver jeg hyret af tre piger. Den ene sætter sig på forsædet, og jeg mærker straks en kilden indeni. Damn, hvor er hun sød. De er fra Italien og skal tilbage til deres hotel ved Hovedbanen. Udtalen af Colbjørnsensgade vækker det første grin. ”Bjoooorn” siger jeg langsomt, og alle tre piger forsøger at danse med det danske ø. Smørrebrød er næste sproglyd, der vækker latter. De fortæller i øvrigt, hvor misforstået spaghetti bolognese er. At ingen andre end italienere laver det rigtigt. Colbjørnsensgade 2. Vi er fremme. Jeg stikker dem mit visitkort og får lov til at genfortælle turen på disse pergamenter. Egentlig ærgrer det mig lidt, at jeg ikke også inviterede forsæde-pigen på kaffe, men på den anden side, så har hun jo mit visitkort, hvis hun skulle være interesseret, lyder mine tanker, da jeg triller op ad Istedgade mod Hovedbanen.

Klokken 2235 får jeg en mail fra en pige med et italiensk klingende navn. En pige, der syntes, at der havde været en virkelig god vibe i taxaen, og som gerne vil mødes til kaffe om mandagen, inden turen går tilbage til Bologne i Italien. Jeg skynder mig at krydse af ved ”ja tak”.

Fyraften

Indkørt 1967 kr. Ikke særlig godt, men det er også sidst på måneden, så mon ikke der er mere at lave næste søndag…

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

—————————————————————————————————————–

Havde Sartre ret?

Søndag 21. september 2014

Af Jimmy Hansen

Kan viden om landbrug være sexet?

thumb_image_7-jHR3_8

Dagens første kunde er en mand fra Indien. Sjovt, hvordan kemi næsten intet har at gøre med sprog og alt at gøre med energier bag ordene. Jeg kan li’ ham, fra det første jeg-hyrer-dig-og-din-taxa-nik, til vi 15 minutter senere giver hinanden hånd til farvel i Kastrup Lufthavn. Han er landbrugskonsulent. Jeg ved hat om agroindustri, landbrugsmaskiner og udstykning af marker og har egentlig ingen ambitioner om at ændre på det, men min taxakundes begejstring for sit fag smitter af. Jeg begynder at stille pænt mange spørgsmål. Han er tilknyttet et Danida-projekt, hvor inderne får dansk knowhow. I Indien er det enormt for en landmand at have 10 hektar jord, mens 150-200 hektar for en dansk landmand er et deltidsjob, som han forklarer mig. Det har selvfølgelig noget at gøre med moderne maskinparker og håndteringen af disse, men ikke kun: ”I modsætning til i Danmark, hvor man skal betale for jordene, går de i arv i indien, og når folk rask væk får 10 børn, skal de deles op, og så bliver de i sagens natur mindre og mindre,” siger han. Og så er der altså bare virkelig, virkelig mange mennesker per kvadratkilometer i det nordlige Indien.

At lægge el på Christiansborg

Christiansborg

Næste kunde ved også en masse om landbrug. Så jeg bruger min nyerhvervede viden og forsøger mig med en det-her-ved-jeg-godt-noget-om-attitude. Der etableres dog hurtigt en hakkeorden, hvor jeg er klart nederst. Jeg går tilbage i rollen som den spørgende. Han stod på i Tømmerup i Dragør og skal til Ganløse. Damn, det er en god tur. 750 kr. Han er elektriker og chef for et eller andet med håndtering af el-installationerne på Slotsholmen og i de gamle ministerier. Jeg ved bjælde om el, men det er interessant at høre om forskellen på håndtering af el i moderne bygninger kontra i de gamle fredede af slagsen som fx Christiansborg. Ofte går der et halvt år med alverdens forhandlinger, før man overhovedet kan påbegynde et arbejde i de bygninger. Fed kemi også med ham. Det tegner til at blive en luksus-taxadag. Jeg triller hjemad og noterer mig den skønne natur i Ganløse og omegn. Jeg har en lykkefølelse i kroppen.

Vi orker ikke længere at være klimaentusiaster

DSC00650

Foto: Jimmy Hansen. Det var en stor oplevelse at være med til COP15 som journalist. Det var jo en af de største sammenrend af politikere, erhvervsfolk og ngo’ere i moderne tid. Og vi klimajournalister var godt nok en eftertragtet vare i månederne op til selve topmødet. Billedet er taget af undertegnede i Bella Center, hvor Lomborg giver den… ja, Lomborg-gas

DSC00630

Foto: Jimmy Hansen. Da en ikkegråhåret Obama gik på talerstolen i rummet ved siden af, opstod der journalisttumult foran skærmen for at se ham tale

DSC00644

Foto: Jimmy Hansen. Da Helle Thorning endnu ikke var flyttet ind i Statsministeriet og gav sit socialdemokratiske klimabesyv under COP15

I forhold til taxaindtjening (at jeg næsten altid kører mange penge ind) siger min far troligt, ”du er sgu heller ikke uheldig, sønnike.” Jeg mener, at det udelukkende skyldes det faktum, at jeg kun kører taxa om søndagen. Jeg har langt mere overskud til at være taxa-ivrig – og til at være engageret i mine kunder, end chauffører der kører hver dag. Jeg holder forrest i køen i Indenrigsgården, da næste kunde melder sin ankomst. En kvinde med en barnevogn. Jeg får en bias om, at hun skal til Kastrupvej. Ved ikke lige, hvor det kommer fra, og desuden har jeg intet imod beboere på Kastrupvej. Men hun skal altså til Østerbro. Godt så. Jeg fornemmer, at der ikke er noget kemi imellem os, så jeg holder mine ord for mig selv. Tænker, at min tese fra inder-taxa-turen i morges holder stik. Da vi når til Holmbladsgade, smider hun en let trafikkommentar ud i kabinen. Noget omkring den store mængde trafik på Amagerbrogade set i lyset af en søndag. Jeg istemmer, det er faktisk lidt pudsigt. Vi taler os frem til, at det kan skyldes den forestående FCK-Brøndby-kamp. Inden jeg får set mig om, er vi i fuld gang med den fedeste snak om store og små ting. Vi har begge været glødende klima-nørder, hun for den politiske ende af bordet, undertegnede med de journalistiske briller og os begge med et nok lidt naivt ønske om at kunne gøre en forskel. Men der er bare så store blokke af klima-modvilje rundt omkring i den store verden, at reelle forandringer synes langt væk. Og på den anden side kan man jo heller ikke klandre 300 mio. indere for, at de godt vil have et køleskab, selvom det får enorm betydning for CO2-regnskabet. Eller for den sags skyld, at kineserne ønsker at blive transporteret rundt med bil. Så what to do…? Personligt, at lægge begejstringen eller det udtalte ønske om forandring på hylden og bare tage tingene, som de kommer. Man bliver tosset af at blive ved med at rende panden mod en mur. Så hellere nøjes med at nyde en god kop kaffe, en saunagus og en fed snak. Og intet andet. Da jeg sætter hende af, sidder hendes etårige datter på fortovet og lægger hovedet på skrå i en slags farvelmimik. Shit, hvor er hun charmerende. Jeg får lidt tanker om min egen datter, som ville fylde 22 år den 21. oktober 2014, hvis hun stadig havde været her. Jeg må nok hellere revurdere min tese om kemi ved første øjekast.

Årets ret

mielke1

De vandt Årets Ret i 2013 med svin, østers og tyttebær. Jeg har restaurantchefen for Mielcke & Hurtigkarl i bilen. Han arbejder 70 timer om ugen, men får ikke en tilsvarende betaling for det. Jeg forstår ikke helt, hvorfor han vil gå med til. Men han taler ivrigt om at brænde tilstrækkeligt for det. For maden. For restauranten. For det. Der er et eller andet omkring ”det”, som virker dragende. Som om ”det” repræsenterer et eller andet inderkreds-agtigt, hvor man som kok eller tjener eller restauratør kan knokle og få en særlig bonus, som bl.a. handler om, hvordan Norden kører med klatten i øjeblikket inden for denne branche og derved få en speciel status.

sartre2

Jeg synes, det er en hyggelig tur. Men vi er også uenige. Han påstår, at vi alle har et frit valg, og at livet dybest set handler om at følge sit hjerte og bare kaste sig ud i tingene. Påstanden provokerer mig. Jeg tænker på Sartre og på hans version af eksistentialismen. At den på mange måder er cool, men også billig. I min metier sidder jeg med dybt traumatiserede mennesker. Virkelig. Mennesker, som får Ekstra Bladet til at ligne en lightudgave af tilværelsen. Vi taler om folk, som er blevet misbrugt på den ene og anden måde og tilmed gjort forkerte fx i en religiøs kontekst. Hvad det gør ved sjælen at opleve et seksuelt overgreb og oveni få tildelt en ”sandhed” af omgivelserne, der dikterer, at det er vedkommendes egen skyld, er ikke for sarte sjæle. For at komme videre i en sådan situation skal den forulempede danse med et roligt nervesystem (typisk en terapeut) i mange år, før selvudslettelsen kan vende, og man kvit og frit fx kan banke en gourmetrestaurant på benene. Han er ikke helt uenig, og vi giver god hånd til farvel. Jeg ønsker ham og restauranten held og lykke med dette års udgave af Årets Ret.

Fyraften

Indtjent 3765 kr. Det er skide godt. Men jeg er godt nok wasted. Jeg kører hjem og slapper af med lidt tv og popcorn.

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

————————————————————————————————————–

Boogie-Preben er død

Søndag 14. september 2014

Af Jimmy Hansen

Dagens første kunde

Jeg holder ved Skandinavia Hotel. Første kunde skal til Den Blå Planet. Han er lige hjemvendt fra hurtigruten i Norge, som er en sejlads, der strækker sig fra Bergen til Rusland, og som tager et par uger at tilbagelægge. Det lyder fedt, men også dyrt. En franskbrødsmad koster 82 kr., mens man skal punge ud med 150 kr., hvis man vil have en burgermenu. Han valgte klogt en helpension og en udadvendt (tror jeg nok, det hedder) kahyt, hvor han havde 24/7-udsigt over vandet på sin rejse.

Et lækkert par

De næste kunder er et par. Virkelig et lækkert et af slagsen. Og med det mener jeg… de har været sammen et stykke tid, kan jeg høre, men der er stadig et fedt sprog imellem dem. Han fyrer nogle sjove bemærkninger af, som også undertegnede griner af. Men når hun fortæller en sjov historie, lytter han og griner inderligt. Sådan hvor han virkelig mener sit grin, og hvor hun, for mig at se, føler sig mødt og værdsat. Er han mon et billede på den coole, moderne mand, lyder mine indre tanker? Sådan en, som kan være lidt smart i en fart, men også have kontakt til en maskulin inderlighed, der fordrer plads til kvinden…

Boogie-Preben

Jeg holder på Kongens Nytorv ud for D’angleterre. Går på Facebook og falder over en fantastisk godt skrevet artikel om ham, som alle københavnerdrenge, der gik byen i 80’erne, kender; nemlig Boogie-Preben. Ham, som folk slog cirkel omkring og kastede med mønter efter. Jeg fælder et par tårer. Interviewpersonen er hans søn, som fortæller, hvordan det var at have en far, som hver weekend drog ind på Strøget og lod sig både hylde og fornedre ved at danse sin særlige version af elektric boogie. Preben er i dag død, og en af pointerne med artiklen er, at den bagvedliggende viden om Preben forsvinder, når hans børn dør. Jeg ryger lidt ud af den eksistentielle tangent. At der er noget tristhed ved at lade sig ydmyge på den måde, men at vi ikke aner, hvad der driver folk. Og at ingen i dag ved, hvorfor han gjorde det. Og heller ikke kommer til det. Kommer til at tænke på min far, som også lever livet hårdt, og hvor vigtigt det er for mig at værdsætte hans historier, mens han er her, også selvom vi på et værdimæssigt grundlag lever to helt forskellige liv.

Artiklen om Preben kan læses her.

Endnu en afspærring i København til endnu et maraton

Jeg er selv sportsmand og billiger at gøre aktivt brug af kroppen på alle mulige måder, men set fra en bilists synspunkt er det altså ENORMT irriterende at få lukket det kvarte og halve af byen af hver og hver anden weekend. Selvom det trafikalt kun er en søndag, holder vi i kø, kø, kø alle mulige steder. Mine to kunder er stressede. Den enes datter er ved at nå i mål, og det vil de gerne overvære. De hundser med mig og kommer med alle mulige forslag til, hvordan vi bedst griber den håbløse trafikale situation an. Jeg føler mig pisse irriteret på dem og er lettet, da de står af. Kommer bagefter til at tænke på irritationer. At der må være gode og dårlige irritationer. Da jeg i mine yngre dage blev ramt af irritation, var det som at træde ind i en orkan af undertrykte emotioner, og jeg kom tit til at gøre folk og mig selv forkerte på den konto. Altså at irritationens dosis og dens kommunikative udfoldelse ikke stod mål med de faktuelle begivenheder. Det må være den dårlige irritation. Den gode må være den, jeg lige har oplevet, for de var virkelig skide irriterende, og andet var der sådan set ikke i det. Jeg gjorde hverken dem eller mig forkerte, og måske havde de bare en stresset dag. Da jeg bagefter kørte ind på Rigshospitalet for at tisse, var de ude af mit sind.

En kendis

Jeg elsker at køre med kendisser. Ved ikke helt hvorfor. Jeg er i hvert fald alt andet end en snob. Men jeg synes, de er interessante, fordi de ofte li’som brænder for livet og har en masse på hjerte. Og det giver mening. Altså at vi vil den vej, vi nu engang har valgt, og at vi bruger store fagter til at understrege det fede i vores valg. Vedkommende vil ikke have sit navn med her, men sjovt var det.

Suset fra Brøndby

Klokken er 1537. Kampen på Brøndby Stadion mellem Brøndby og Randers starter kl. 17. Dagens første brøndbykunde. Han er optimistisk. Brøndby Stadion er udsolgt, og den gamle trio er samlet: Elmander, Kahlenberg og Agger. Hvordan kan det gå galt, lyder det selvsikkert fra min kunde, og han spår en toptre-placering i denne sæson. Hans glæde smitter af. Jeg pendulerer mellem Glostrup Station og Brøndby Stadion og lader mig begejstre af folks forventningsfulde udtryk. Selv ”bøllerne”, dem, der går i grupper og har sygt mange tatoveringer, virker glade og rolige. Jeg får en fed fodboldsnak med de næste kunder. Vi kommer omkring identitet og fankultur og den slags. Jeg har været Liverpool- og Brøndbyfan helt tilbage fra mine skateboarddage, og det kan man ikke ændre på. Jeg har boet i København i mange år og ad flere gange forsøgt at blive FCK-fan, fordi det logistisk er mere praktisk, men det går ikke. Det er en identitet, der er brændt ind i sindet, og et mærke man slæber rundt på resten af livet.

Tidlig fyraften

Jeg har det lidt skidtmas, så jeg kører tidligt hjem. Jeg har kørt 1745 kr. ind, hvilket er næsten en tredjedel af indkomsten i forhold til for 14 dage siden. Taxakørsel er godt nok en omskiftelig størrelse.

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.

——————————————————————————————————————-

Et skræmmende skybrud

Søndag 31. august 2014

Af Jimmy Hansen

Dagens første kunde

Klokken er 9. Jeg holder på Bryggen og er ved at fylde diesel på taxaen, da første kunde melder sin ankomst. Jeg har endnu ikke fået skrevet mig ind i kørebogen, men pyt. Det står ned i stænger, så hun kan bare vente i taxaen, imens jeg får klaret brændstof og betaling. Nørreport er destinationen, og hun er mildt sagt stresset. Metroen er nede på grund af nattens skybrud, og i hendes verden kommer man ikke for sent på job.

En klog mandlig tøjekspedient

På Nørreport får jeg fluks en ny kunde. Han er i samme båd: stresset, ved at komme for sent på sit job i Fields og frustreret over Metroen. Jeg er selv ved at blive stresset over ikke at have fået skrevet mig ind i kørebogen. Han fortæller mig, at han står i butik, fordi han elsker tøj. Da han siger det, skyller der en følelse af kærlighed eller spontan glæde igennem mig. Det lyder nok lidt sjovt, men jeg tænker ikke særlig tit på mandlige tøjekspedienter. Ikke, fordi de ikke er lige så vigtige som… ja, taxichauffører eller psykoterapeuter eller læger eller politikere eller journalister, men jeg har bare aldrig hørt en mandlig tøjekspedient erklære sit fag sin kærlighed. Han er virkelig cool, together, sjov, vidende, nysgerrig og stiller også spørgsmål til mig. Da vi når rundkørslen ud for DR-byen, er Ørestads Boulevard spærret af. WTF. Så må vi køre udenom. Jeg begynder at ane, at dette bliver en taxadag, jeg ikke vil glemme foreløbig. På den anden side af afspærringen ved Vejlands Alle holder der en varevogn med uniformerede betjente. De vifter aggressivt bilisterne videre. ”Man skulle tro, det var en terrortrussel,” siger tøjekspedienten tørt. Det styrtregner, ruderne dugger, og trafikken snegler sig frem.

Oversvømmelse i Fields

Ved Fields sætter næste (desperate) kunde sig ind i taxaens tørvejr. Han har hele morgenen kæmpet med toiletterne i Fields, som er ved at gå over sine bredder. Han sveder, er kamptræt og skal hjem og se fodbold. Han har spillet Oddset og håber på at vinde 2200 kr., hvis blandt andet Liverpool løber af med sejren. Jeg kan godt forstå ham. Det er skide hårdt at tjene sine penge på at gøre rent. Det var sådan, jeg finansierede min uddannelse til psykoterapeut på EFT-instituttet – ved at gøre rent og vaske trapper. Ved arbejdsdagens start bestræbte jeg mig altid på at være i zen, men når jeg havde slæbt den skide spand op på femte sal igen og igen og igen, var jeg efter otte timer så udkørt, at ordene sindsro og zen var vasket ud af mit ordforråd.

Besøg fra Los Angeles

Jeg har en fornemmelse af, at København er i en form for undtagelsestilstand. Det er lidt skræmmende. Politiets biler gør det ud for afspærring mange af stederne. De blå blink er overvældende. Nok fordi trafikken næsten står stille, og den tunge regn skaber en oscillerende effekt igennem de fugtige bilruder. Mine kunder er fra Los Angeles. En far og datter. Hun har valgt at læse design i England, så de vil lige agere turister i Skandinavien inden semesterstart. De skal til Hovedbanen. Jeg samlede dem op ved Christiansborg, og vi er nået frem til Glyptoteket. Taxametret står på 177 kr. Det er lidt pinligt, synes jeg. Hvad vil de ikke tænke om taxakørsel i København i fremtiden? Jeg orienterer dem naturligvis om vandsituationen, og de forsøger at forstå. Jeg kommer til at tænke på orkanen Katrina, da den i 2005 hærgede New Orleans og på, hvor skrøbelig vores civilisation egentlig er. Selvfølgelig er der stor forskel på amerikanske og danske beredskabsplaner, men alligevel… byen brød jo nærmest ud i anarki. Det gør København nok ikke, men at en enkelt nats heftig regn kan ændre en bys stemning så radikalt, er slående.

Peter ”Gait”

Det er ved at være eftermiddag. Jeg får en tur til Skovlunde. Thank god! Jeg er ved at gå fuldkommen kold af at holde i kø. Lidt luft vil gøre godt. ”Kunder ved Ballerup Superarena”, beeper det frem på computerskærmen. Skovlunde og Ballerup er naboer, så jeg tager chancen og drøner derud. Yes! Jeg samler fire kinesere op, der skal til lufthavnen. Det er fandeme en god tur. Lidt over 500 dask koster det. De har set badminton og er i højt humør. Det smitter af. De spørger mig, hvordan man udtaler Peter Gades navn. Vi griner lidt over det bløde danske ”d”. Hvis man kører den helt ud, sidder tungen faktisk halvt ud af munden, også selvom man er kineser. ”Ga…DDDD…e”. Det viser sig, at de har høje stillinger i Nokia og er bosiddende i Finland. ”Hvorfor er Nokia ikke længere med i det mobile førerfelt”, vil taxichaufføren vide. Og det får jeg deres version af under forudsætning af, at jeg ikke gengiver oplysningerne. Så det må forblive uskrevet. Men det slår mig, hvor interessant det er at komme ”bag om kulisserne” på denne vis.

Fire indere på madlavningskursus

Vi nærmer os midnat. Trafikalt er det endelig ved at blive en normal søndag, hvor der er langt imellem bilerne, og det næsten kun er taxaerne, som præger bybilledet. Politiet har dog stadig afspærret store dele af byen, og deres blå blink er ikke mindre iøjnefaldende her ved nattetid. Min sidste tur er fire indere, som har været på madlavningskursus i det indre Kbh. De skal tilbage til deres hotel. Vi har ingen kontakt, men de snakker i et væk og klukler. Jeg tænker lidt på sprog, mens jeg kører ud mod Amager. Hvor sjovt det er, at historien former forskellige lyde og tungebevægelser, som tilsammen skaber mening for forskellige folkefærd. Jeg fatter hat indisk, men kan ikke lade være med at smile, når de bryder ud i latter. Og på den vis taler vi jo alle sammen med samme sprog. Peter Lund Madsen skriver i sin bog Dr. Zukaroffs Testamente, at der er større genmæssig forskel i en chimpanseflok, end der er på hele jordens befolkning. Den tanke godter jeg mig lidt ved og føler mig tættere på de fire fremmede fra Indien, da jeg sætter dem af.

Fyraften

Tilbage på Bryggen. Gisp… På en normal søndag kører man som taxichauffør 2500 kr. ind. Jeg har i dag haft kunder for 5154 kr. Det er min personlige rekord. Slet ikke så tosset, men fuck, hvor er jeg træt. Mine dyner kalder på mig. Og i morgen skal jeg igen agere psykoterapeut, så jeg må hellere få noget søvn.

Du kan også følge Jimmy på Facebook her.